Centovalli banen mellem Italien og Schweiz

Besøgt i juni 2009

De kun 53 kilometer tager alligevel en time og tre kvarter med tog. Men så er det også 1000 mm. smalspor og med en masse charme og fine oplevelser. Byggeriet startede inden Første Verdenskrig, men krigen betød at den først kunne blive færdig i 1923. Den klarer stigningerne uden tandhjul. Se deres egen hjemmeside. I Wikipedia står der lidt om materiellet på banen.
Banen er delt i tre afsnit. Fra Domodossola til Druogno er det stigning i en skov-etape. Så kommer der en lidt flad etape (men hvor der bor mennesker, der bruger banen) frem til Re. I Re vender nogle lokaltog. Fra Re går det - i den tredje etape - nedad mod Locarno ved Lago Maggiore i en dybt skåret dal, hvor der især omkring grænsen ved Camedo er meget flot.
På flad mark udenfor Domodossola. Endestationen ligger på tværs af og nedenunder FS-banegården. Passerer man med almindeligt tog igennem Domodossola (fx med CIS-togene) opdager man ikke den charmerende sidebane.

På vej op af bjergsiden med flere serpentiner-sving. Udsigten nydes hér fra forenden af panorama-toget, hvor lokomotivføreren sidder i sin kabine til højre.

Samme snævre kurve med panorama-toget, der har fire vogne.

Krydsning med et lokaltog med lidt ældre tre-leddet togsæt ABe 8/8 og to "løse" passagervogne. Kydsningen foregår i Isella-Olgia lige før grænsen til Schweiz.

Der er tre panorama togsæt bestående af to motorvogne, en styrevogn og en mellemvogn. Her er det ene under udkørsel fra Camedo, som er den schweiziske grænseby.

I Camedo slutter en række lokaltogs løb med to-vognes togsæt ABe 4/6 (til venstre i spor 2).
Det er togsæt, der minder rigtig meget om togene som kører Mont Blanc Express - også grænseoverskridende kørsel (mellem Schweiz og Frankrig).

Man bør bestemt stå af i Camedo og gå en tur. Der er taget billeder til hjemmesiden de med gult markerede fire steder.

Regionaltog på vej over den store stålbro lige øst for Camedo.



Det gamle togsæt kører regionaltog hele vejen fra Locarno til Domodossola. Det er den opstemmet sø, der ligger nede i dalen.

Sådan opleves det, når man sidder i toget.

Landevejen snor sig endda mere end banen. Der kan uden tvivl tages gode billeder af togene heroppefra.

Bevoksningen langs banelegemet holdes ved lige, så toget må køre forbi med hornet i bund og langsomt.

En anden stor stålbro fører over floden ved Intragna - et sted der bestemt også er værd at stå af i, hvis tiden tillader det.

I Pontebrolla - kort før endestationen Locarno ved Lago Maggiore - er betjeningen af et sporskifte pænt pakket ind i blomster. Tja, hvorfor skal udstyr til tog altid være så teknisk og lugte af vognsmøring?

I Locarne ligger Centovalli stationen også under jorden. Vær opmærksom på, at togene ofte kører med en lille forsinkelse, og man kan således ikke altid regne med at smutte over i et returnerende tog, hvis tiden er lidt knap!