Châtelard funiculaire og 2 fods panoramabane

Besøges af alpe-rejse til Les Prax

Fra stationen Châtelard VS (på Mont Blanc Express banen) i Schweiz kan man komme med verdens stejleste funiculaire (tovbane på skinner) og videre med en ret ny 2 fods mini-bane og endelig med endnu en funiculaire op til den opstemmede sø Lac d'Emosson i 1930 m højde.


Nede fra dalen mellem Vallorcine og Châtelard ligner dæmningen i 1961 meters højde et drømmesyn.

Der er opbygget en attraktion med fælles billet til det hele, med start nede i dalen. Den korteste tur op til søen og retur varer 1½ time.

Funiculairen er fra 1920, men fremstår i fin stand og med relativt nye vogne. Den er stejlest hernede i bunden. Sporvidden er 1000 mm.
Når den er 87% stejl, betyder det at den kører 87 meter op for hver 100 meters vandret bevægelse. 100% er altså ikke lodret, men "blot" 45 grader. Vognen er også designet med cirka 45 graders hældning så man står og sidder nogenlunde normalt.

Det er en ret lang tur, 22 minutter, og oppe på skråningen i 1820 meters højde er der en veritabel banegård for en 2 fods (600 mm sporvidde) jernbane. Normalt er trækkræften for "legetøjstoget" et af de nyere akkumulator (el-) lokomotiver, men hver tredje weekend i sommerens løb så fyres et eller flere af banens veteran damplokomotiver op. I september 2008 kunne de klare sig med et, nemlig et tysk lokomotiv fra 1911 som får en travl dag med et stort publikum.

Udover rent praktisk at transportere gæsterne hen til dæmningen så er panoramaet også turen værd. Her lykkes det at indfange det helt rigtige motiv med Mont Blanc i baggrunden.
Banen er (gen)opført i 1975 på det tracé, som tidligere blev brugt som togbane ved konstruktionen af dæmningen. I en periode var der så ingen spor, men spadseresti, indtil den nuværende bane blev bygget.

Efter knap 10 minutter og seks mindre tunneler når toget hen til dæmningen.
Der er to krydsningsmuligheder undervejs, så togdriften kan intensiveres i højsæsonen.

Det er endestation for toget og passagererne skal skifte til den nye funiculaire, som tager dem de sidste 158 meter op til kanten lidt over den opstemmede søs (højeste) søspejl. Banen var altså fra '75, men den afsluttende funiculaire er fra 1991, hvor den erstattede en monorail opført i 1977.

Skyerne hænger ofte lidt i dalene og giver anledning til et formidabelt skuespil.

Dæmningen er blot et enkelt led i et større hydroelektrisk anlæg opført og drevet i samarbejde mellem franske og schweiziske elselskaber. I 2009 er der kommet ny vejbane på i forbindelse med et vandkraft udvidelses projekt længere oppe i dalen.

Toget har i mellemtiden været lidt længere fremme og lokomotivet har haft omløb og dukker nu op ved stationen med snuden den "rigtige" vej.

Og så er det ellers afsted tilbage til udgangspunktet. Bemærk at sæderne i dette tog vender den forkerte vej, men jeg var denne septemberdag eneste passager på første passager-tur tilbage, så var der jo ingen grund til at vippe alle de mange sæder bare af hensyn til mig!

Med akkumulator-toget retur en lidt regnfuld eftermiddag i juli ind igennem en anden tunnel.

Lige inden stationen Château d'Eau passeres sidespor med materielvogne.


Lokomotivet er trods den meget fine stand altså fra 1911. Jeg antager at det tysk byggede lokomotiv har været bygget til et bjergværk og har kørt med tipvogne igennem sit lange liv.








På vej ned ad den gamle funiculaire er der lejlighed til at studere en pussig detalje. På den øverste etape har den nedadgående vogn en ballastvognen bagpå. Efter ca. 1/4 tur nærmer vi os i nedsat fart disse to stopklodser.

Og et kig bagud afslører at nu er ballastvognen efterladt, idet den holdes tilbage af stopklodserne. Om lidt vil den opadgående vogn - ligeså forsigtigt - samle den op og skubbe den op til Château d'Eau igen. Banen er nemlig stejlere i bunden end i toppen. Så når de to vogne skal afbalancere hinanden kræves der lidt ekstra tyngde på det fladere stykke i toppen. Selv om de to vognes vægt således så nogenlunde modsvarer hinanden, så skal motorerne ved tovtrækket nede i dalen alligevel overvinde en del modstand, alene det lange tov er tungt at starte og stoppe. De gamle el-motorer var isoleret mellem vindingerne med papir, der kan bryde i brand, og ingeniørerne måtte derfor strække deres opfindsomhed som ballastvognen for at få realiseret dette projekt.

Ved skiftesporene nærmer vi os midten af strækningen hvor vi (naturligvis) møder den opadgående vogn. Efter tunnelen midt i billedet skal vi ned af den stejleste del af turen ned til elektricitetsværket, der leverer strøm til SBB (de schweiziske forbundsbaner).

Det er faktisk ikke bevægelige skiftespor, som vi kender dem fra alm. jernbaner. Nej, de har ingen bevægelige dele. Det fungerer sådan, at hver vogns har to yderste hjul har dobbelte flanger, dvs. kant både på yder- og indersiden. Disse hjul holder vognen på plads.

De inderste hjul er derimod flade og brede. Så de kan blive båret af skiftesporets skinner, også selv om skinnen ikke er fortløbende. Kig på billedet med skiftesporene igen, og se, at det faktisk er sådan, sporet er lavet. En besparende detalje, som virker når det hele går lidt langsomt.

Herunder følger en tysksproget kort film fra YouTube fra denne attraktion med damp:



Rejsetips:

Camping kan anbefales i Les Praz lige udenfor Chamonix. Se campingpladsens egen hjemmeside.
Bor man i dalen får man et rejsepas, så man kan rejse gratis med tog og busser fra Vallorcine til Servoz (dvs. ikke helt til endestationen i Le Fayet).
Rejsepasset gælder ikke til Chatelard VS, men tag bare chancen. Risiko for billetkontrol er minimal, og man skal så bare købe billetten. Husk passet ved udflugt over på den schweiziske side. Der kan sagtens dukke paskontrol op i toget!

Links:

Le Châtelard Attraction Park

En schweizisk billedside om funiculairen

Billeder og videoer fra 2-fods banen