Den engelske pavillon - Bikuben

Også den engelske pavillon mindede om deres pavillon i Shanghai i 2005. Dennegang dog et tilbageskridt. Den engelske simpelthed og raffinement blev i Milano til noget ufuldendt og uforståeligt.

Fra græs-engene i vidunderlige højbede spændes forventningerne. Måske havde man endda ude foran opdaget, at det hele drejer sig om bier, og hvorfor de er så vigtige for alle os mennesker.

Vores guide er dejlig entusiastisk og evnede heldigvis at give pavillonen de dybder og forklaringer, som de fleste andre gæster aldrig ville få indblik i.

Hvad de færreste fx opdager: Lyt med kraniet til forskellige lyde. Hvordan hører bierne uden at de har et øre som os med trommehinder og det hele?

De hører såmænd med hele knolden, og det kan opleves ved at bide i en slags ispind, man kan få udleveret (hvis man er meget heldig) og med sammenbidte tænder "høre" med inde i nogle små dertil indrettede huller på standerne. Gad nu vide om det alligevel ikke er fake? For vores hørelse lytter i høj grad med, når kraniet ryster - men skidt nu med det, det kunne bringes til at virke med held og flid!

Det store højdepunkt inde i midten af bikuben.

Tja, ligner det en bikube på nogen måde? Ikke så meget, at det gør noget.
Men strukturen er imponerende, og der følger et lydbillede, som er noget støjende og noget underligt. Gad vide hvad det hele går ud på?

Jo, vi fik det at vide af vores guide: Det er en repræsentation af et ægte bi-bo i England et sted. Diode pærerne lyser i takt med lyden i boet. Ikke så meget om dagen, når bierne er ude, men meget mere om aftenen, når bierne er hjemme igen.

Og larmen er også komponeret udfra de virkelige lyde i boet.

Ud på aftenen samme sted. Lamperne lyser poetisk og pulserende. Ikke fordi den uvidende gæst heraf slutter hvad det hele repræsenterer. Men vi vidste det!

Men ak, heller ikke udefra klarede den store struktur sig særlig flot.

Den ligner en dommer i britisk højesteret med paryk og skaldepande. Hvorfor skulle den lysende struktur lige akkurat være kuglerund? Er aktiviteten i bi-boet samlet på en kugleflade? Næppe! Kunne man ikke have sat lamperne lidt spredt i strukturen, så denne underlige oplevelse jeg fik kunne undgåes?

Pavillonen kæmpede også en kamp mod naboerne: Visuelt så det frygteligt ud, og kunne kun dårligt fotograferes, fordi der altid var en grim bygning i baggrunden. Og lydbilledet var endnu værre: En hollandsk og en Kasakhstansk pavillon larmede med popmusik, og fjernede helt alt de poetisk skønne fra englænderne!

Det kunne man måske have forudset og taget sine forholdsregler imod. Men der er ingen undskyldning for at gemme historien så effektivt væk, som englænderne havde gjort!