Den japanske pavillon | |
Japan er kendt for lidt forvirrende og teknologisk flotte pavilloner på EXPO. Sådan var det også i år, hvor dog nogle æstetisk flotte rum gav gode point på tavlen. >> Se pavillonens website |
|
Vi satte os ned efter 30 minutters ventetid (Presseaftalen kom først i hus, da vi var igang i pavillonen). En tekstfri film satte igang. Der var brug af vandfarver og denne flotte virkning af kalligrafi, der i hver side af skærmen var udskåret i acryl og hele tiden gav en flot skygge på lærredet bagved. Men her snyder de og projecerer ligesom skyggen af den ene søjle japanske skrifttegn ud over lærredet! Vældig flot start. |
|
Det fortsætter også godt. Første rum er ren æstetik. Endevæggen er diodeskærme, der projeceres ned på de hvide elegante åkandeblade hvor vi færdes imellem. De er af tynd, udspændt tekstil på stilke af bøjelig plastik. |
|
Det hele bliver nu til en rismark med de spirende ris. Bemærk figurerne til siden, som er projektioner ned på spejlene. Forbavsende effektfuldt, det må de virkelig have afprøvet i skala-modeller, før de turde tro på at det ville virke. |
|
Så er det tid til at gå videre. Man fik ikke sådan bare lov til at blive hængende og nyde det. |
|
Så kom en kold tyrker! Omkring dette digitale springvand samledes vi, men kun de, der havde haft held med at hente japans App kunne bruge rummet. Netværket var på det tidspunkt ikke i stand til at hjælpe nogen af os, så trods QR-koder, så måtte vi opgive. Vi fik dog forevist hvad det gik ud på, for med en tændt App kunne man via små bluetooth sendere (beacons) tiltrække de nedadflydende madretter og downloade til telefonen. Hvilken stor ære: Et foto på telefonen og adgang til supplerende oplysninger. Altså, hvilket flop! |
|
I næste rum kunne App'en vist nok også bruges. Man kunne gå på opdagelse, bl.a. på fire af professor Takemura Tangible Earth globusser, af den nye mindre model. Man ventede på et automatisk show, der skulle til at starte inde på mindten. |
|
På tre skærme hørte vi på italiensk (dog små engelske subtitles) noget om Japan og mad. Jeg husker ikke meget andet end de to vattot-maskotdyr, som japanere altid er så glade for sammen med nogle meget barnagtige stemmer. Og til slut en cyklende robot der cyklede op i himlen med et underfundigt smil på læben. |
|
Maden og måltidet var i centrum. I denne korridor, vi ikke fik tid til at udforske, var stolene faktisk i vekslende størrelse ud mod baggrunden. Noget som ville kunne tiltrække mange barnlige sjæle, hvis de måtte få adgang. |
|
Frisen på væggen på skærmen giver et hav af tekst. Men hvad skulle det mon bruges til? Pavillonen havde tydeligt undergået nogle forandringer fra designet til driften. Man havde forberedt ting, som ikke blev taget i anvendelse. |
|
Det gjalt i høj grad under afslutningsshowet. En restaurant i to cirkler rundt om et rundt podie. Masser af effekter og to noget mekaniske aktører (mand og dame). |
|
Gæsterne blev bænket seks og seks ved borde, hvor hver plads havde sin egen trykskærm og et sæt spisepinde. Forventningerne blev spændt til bristepunktet. Dorthe vælger sin menu efter om hun er til kød, fisk eller vegetar, hvilken årstid hun foretrækker og fra hvilken del af verden hun kommer fra. Skærmen i midten er på en forhøjning. Tanken er tydeligt nok, at os seks nu skal interagere med hinanden. |
|
Men det viser sig at være et miskmask mellem show, der distraherer i midten og det, vi laver ved bordene. Det hænger slet, slet ikke sammen. |
|
På trods af det udstationerede personales forsøg på at begejsre (kører på Honda kørende stol), så udnyttes det hele ikke rigtig til noget. Et kamera indbygget foran hver arbejdsplads tages ikke i brug (der er nok for mørkt til at det kan virke), og samspillet mellem de seks ved bordet kommer aldrig igang. Og så er det slut og vi går ud i solen. Aldeles forvirrede og tænker over hvilke muligheder vi er gået glip af, og som sikkert har været tænkt ind, men aldrig er blevet udført, eller udført til under middel karakter. |
|