Forbered en ferie uden flyvning

Rådet for Bæredygtig Trafik gennemførte en såkaldt Flashmob på Københavns Hovedbanegård onsdag d. 8. juni.

>> Engelsk udgave af denne side med film

Feriesæsonen står for døren. Ligesom vi kan skære ned på forbrug af oksekød for at tilgodese klimaet, kan vi alle bidrage med at tage på ferie med klimavenlig transport. Men det er desværre sådan, at det i praksis er svært at vælge klimavenlig transport, sålænge der ikke er gode togforbindelser fra Danmark sydpå. Uden et nattog er det svært at rejse med tog fra Danmark mod de typiske feriedestinationer i Frankrig, alperne og omkring Middelhavet. Og skal man have sin cykel med, så er nattoget den eneste mulighed.

“Familien Danmark” skal individuelt træffe klimavenlige transportvalg, men landets politikere må trække i arbejdstøjet i samarbejde med deres europæiske kolleger, så fly ikke er det eneste transportmiddel over landegrænserne, men at der derimod også er tog at benytte som særdeles klimavenligt alternativ.


TV2 Lorry var på pletten og lavede denne udmærkede lille reportage. Når der siges at flyene forurener 50 gange så meget som toget på samme strækning, er det klimapåvirkningen, der tales om.


Og her er vores egen (fulde) optagelse fra flashmob'en. Del den på nettet.

Det er i praksis blevet umuligt at rejse på tværs af Europa med tog. Billetsalg er lukket, på nettet kan man ofte ikke se forbindelserne eller købe billetterne. Dertil kommer at nattog på tværs af landegrænserne lukker ned - for jernbaneselskaberne føler sig ikke forpligtet til at køre både dag og nat på kommercielle vilkår. Passagererne har ikke svigtet nattogene i Europa. Passagererne véd godt at nattog er ikke forældede og nostalgiske levn fra fortiden, sådan som politikere og jernbane-cheferne gerne vil give indtryk af. Nattog indebærer komfort, rejseglæde og er vældig praktiske.

Dertil kommer at jernbaner i Europa er klimavenlig transport. Flytrafik er derimod en trussel mod klimaet. Man kan rejse 50 gange på europæiske distancer med tog og sætte samme klimaaftryk som én gang med fly.