Himmelekspressen Qinghai - Tibet

Besøgt i juli måned 2010



Turen med Himmelekspressen står nok højt på ønskesedlen hos rigtig mange med og uden jernbane-interesser. Og udsigter og jernbane-anlæg skuffer heller ikke - ejheller skuffer folkelivet i toget. Set i sammenligning med den Transsibiriske Jernbane kan Qinghai-Tibet jernbanen godt måle sig. Men højden i Tibet giver lidt problemer.

Vi stod på tog nr. K917 i Lanzhou med afgang kl. 12:15 og kurs mod Lhasa.

Selve Tibetbanen starter i Xining, hvor den første del til Golmud var klar til drift allerede i 1979. Den krævende strækning over den tibetanske højslette blev først klar i 2006.

Meddelelser på engelsk er generelt udfordrende i Kina. Der er separate venterum til de forskellige afgange. Og desværre ikke fri adgang til perroner eller terræn. Men hvad mon der virkelig menes med denne besked?


Kinesiske tog har sådanne fine emalje-skilte på hver vogn. Skiltet bruges begge veje.

Man samles i ventesalen, hvor ens tog er annonceret. Når man boader skifter farven fra rød til grøn, og folk begynder at mase, uanset at der er obligatorisk pladsreservering på langdistance-togene.

Der er tydelig markering af tognummer, afgangstid og spornummer. Så på den facon er det let også at være analfabet i kinesiske skrifttegn.

På perronerne er der ligeledes tydelige angivelser af togene. Det kniber lidt mere med at skaffe sig køreplaner, der let lader sig tyde. Inde i toget er køreplanen hængt op, men det kræver lidt indlevelse at finde ud af, hvilke stationer, vi skal gøre holdt ved.

iPhone har faktisk en applikation til oversættelse, som vi gjorde brug af - men med et godt kort og lidt fantasi kommer man også langt.

Ved alle overnatninger i Kina - og derfor også i nattogene - skal udlændinge have deres pas (og visum) registreret. Det kan man få et rejsebureau til at gøre, men der skulle også være særlige salgssteder for nattog på de største banegårde. Bemærk at der kræves særlig tilladelse til at rejse til Tibet, og det bliver tjekket ved ombordstigning i toget.


Vi fik to diesellokomotiver (fra hhv. 2001 og 2002) af typen DF4D foran de 16 vogne straks fra starten i Lanzhou, på trods af at der var køreledning til el-tog til Xining. Der må være mangel på moderne el-lokomotiver af typen SS9 (som betjente de fineste persontog), må jeg gætte på. I Xining blev de to skiftet ud til et tilsvarende sæt, der var i front til Golmud.

Ophold i Xining, hvor der kommer mange passerer på. Hver vogn har sin konduktør. Den gule strimmel er sat op, når toget holder ved perron. Vogn nr. 4 til venstre er vores vogn, en såkaldt "hard-sleeper" med 6 køjer i hver kupé, og uden dør til korridoren.

Som i den Transsibiriske Jernbane er det alene konduktøren, der betjener dørene. Det er ikke altid at alle døre åbnes, det sker kun ved større stationer. Der er en klap henover trapperne, konduktøren først skal have op. Håndtagene kan tørres af med en klud, og der er en rød måtte, der festligt markerer indgangen til vognen.

Strækningen fra Lanzhou til Xining var stærkt istandsat, men efter Xining kørte vi på en hel ny dobbeltsporet bane forsynet med master til elektrificering. Vi så dog ikke ledninger endnu. Ofte kørte vi med udsigt til 70'ernes enkeltsporede banes tracé.

Man kan ikke åbne vinduerne, så billedernes kvalitet ud af vinduerne lader noget tilbage.

Vores bureau havde ikke kunnet skaffe os "soft sleeper" til denne afgang, men kompenserede ved at købe alle 6 pladser i "hard sleeper", mod at vi kun skulle bruge de 4 pladser. Det gav udmærkede forhold, rigelig plads til bagagen og med ekstra to klapsæder og lille bord i sidegangen.

Der er varmt vand for enden af hver vogn, så man kan lave sin egen nescafé eller te, og som kineserne i stort tal få vand til sine billige nuddelretter, som både kan købes i toget eller blot medbringes hjemmefra. Medbring selv krus og skeer.

Spisevogne i kinesiske tog er ofte helt optaget af folk, der ikke nødvendigvis spiser. Sådan er det ikke på Himmelekspressen. På billedet er der ikke servering, så der sidder passagerer og "hænger". Men når serveringen starter, så er der justits, og man kan komme til at få plads og få mad.

At det er tilfældet skyldes også at den udmærkede og frisk tillavede mad i spisevognen er dobbelt så dyr end hvis man købte bakker med lun mad ude i toget, hvor personalet sælger en rigelig portion varm mad for 18 kr.

Klokken har passeret 18 og aftensmaden kan indtages i spisevognen.



Omkring kl. 19 kravler vi på vej nedad fra passet (3.700 m.o.h.) i Qinghai Nanshan bjergene. Vi foretager adskillige adskillige hestesko sving og en fuld sløjfe over jorden - netop hér hvor billedet tages.

Til venstre ses satellitbillede fra Google Earth fra dette sted. Placeringen er 37 gr. 04' nord, 98 gr. 52' øst i 3.500 meters højde.

Strækningen er nu den "gamle" enkeltsporede, hvorfor vi meget tit passerer ventende godstog (typisk olie-tog som på ovenstående billede).

Sådanne sløjfer over jorden er temmelig sjældne med jernbaner, det mest kendte eksempel er Brusio sløjfen fra Bernina Bahn i Schweitz.

Solen står lavt da vi passerer Ulan, hvor der er et prangende industri-område opført i tillæmpet kinesisk byggestil. Industrien er tydeligvis statsejet, og er tydeligvis opført af "strategiske grunde" for at fremme industrialisering og give arbejdspladser herude.

Lyset slukkes klokken 22 præcist, og der er ingen sengelamper. Men pyt, vi skal jo også op i daggryet og kigge ud af vinduerne igen.

Vi havde skrevet under på, at vi havde et godt helbred, så vi kunne tåle at rejse op på højsletten. Prøv at nyde denne formular (for- og bagside). Tænk at man tør skrive under på sådan noget!




Ja, skulle man være gravid, må man overveje hvor farlig man faktisk er for sine omgivelser!

Med dette tog går vi glip af stigningen syd for Golmud (det er nat!), hvor toget kravler op på den tibetanske højslette. Vi mærker det dog tydeligt, i og med at vi får hovedpine i løbet af natten (trykket falder og iltindholdet i luften reduceres - trods tilskud af ilt i aircondition anlægget).

I det første sollys (og med dumme spejlinger i vinduet) ser vi skyggen fra togets forende alt mens toget kører ind i den sidste kurve før den højest beliggende station Tanggula med sine hele 5.068 meter over havet (den hvide bygning til venstre for el-masten).

Tanggula er ingenlunde et dramatisk bjergpas. Men er blot det højeste punkt på en temmelig flad højslette.

Vi kører hér på permafrost. Vi kiggede efter de omtalte særlige anlæg for nedkøling af banens fundering, men så kun små rester af ribbede, lodrette rør, tydeligvis uden nogen funktion. Måske har der været køling, der ikke benyttes længere, måske har disse rør kun været målepunkter, så baneingeniørerne kunne følge udviklingen hen over de første års brug af banen.

Jeg må nok sige, at turen over plateau'et ikke var så flot, som jeg havde forventet. Det skyldes nok også den omstændighed, at jeg havde hovedpine og var lidt utilpas i højderne. Men bjergene og baneliniens anlæg i terrænet var flottere fra Lanzhou via Xining mod Golmud, inden mørket sænkede sig på stepperne deroppe.

Ophold i Na Qu, 4513 m.o.h. Det var eneste chance for at transit passagerer kunne komme ud på perronen på højsletten. Nogle skulle jo ryge, andre ville gerne ud og fotografere toget.

Det lykkedes mig at komme helt herud og få taget dette billede. Det viste sig, at personalet helst ikke så den slags udfoldelser.

Lokomotiverne er af typen NJ2 og er et fuldblods amerikansk lokomotiv fra GE. Togfløjten er den elskede fra USA-togene, og den høres tit, hvis man sidder i forreste ende af toget.

Udsigt fra en kupé mod sidegangen. Som det fremgår kan man snildt sidde herude og spise den varme mad (20 yuan = 18 kr) på det lille bord med klapsæder.

En ulempe ved den manglende dør til sidegangen er støjen. Dels kan man sektionsvis høre kinesisk popmusik fra de fast monterede (justerbare) højtalere, dels taler kinesere gerne højt og inderligt. Endelig kan man risikere at nogle passagerer føler trang til at synge med på schlagerne...

Rigtig meget af banen ligger på bro. Ved nedstigningen til Lhasa føres banen igennem en snæver slugt (forude i landskabet) og en del tunneler. Hér begynder der at dukke landbrug op igen, rigtig meget raps og byg, og kartofler.

Der kører mange godstog, også på banen syd for Golmud mod Lhasa.

Ankomst i spor 1 lidt før tiden (15:40) på Lhasas hovedbanegård. Der er imponerende meget plads, men det er ikke et sted man "hænger ud", for kontrollen med banegården og dens omgivelser er massiv. Ikke noget med at snuse omkring for at tage billeder og nyde atmosfæren.

9:20 om morgenen er ekspressen med tognummer T28 startet fra Lhasa, og kort efter afgangen begynder stigningen mod plateau'et. Her ses toget med det hellige bjerg Gardon i baggrunden. Første vogn er en generatorvogn til at forsyne toget med strøm til aircondition mv.

Vi så ikke spor efter lokomotiver med den oprindelige, hvide opmaling. Mon ikke at alle lokomotiver har fået den standardiserede grønne farve med den gule stribe?

Rejsetips:
Lanzhou var et udmærket udgangspunkt for rejsen. Med tog K917/K918 kan man regne med at være de eneste udlændinge i toget. Med dette tog får man dagslys på den flotte og afvekslende nordlige og østlige del af banen.
Links:
Det entusiast-drevne Railways of China-site
Wikipedias omtale
Train to Tibet official website
De kinesiske baners elektroniske køreplan.