Indiske jernbaner

Oplevet under rejser i december 2011

Verdens største jernbaneselskab er Indian Railways. Grundlagt under englænderne da de var koloniherrer og samlet efter selvstændigheden i 1947 til ét stort selskab.
Der er 1.360.000 ansatte og et linjenet på 65.000 km.
Et imponerende blodkredsløb på det store subkontinent. Jernbaner er referenceramme for rejser, og nye tog og letbaner medvirker i reklamer som et symbol på det moderne og fremskridtet.
Man kører med bredspor 1.676 mm, som giver mulighed for bredere vogne, end vi kender fra normalsporede jernbaner i fx Europa (1.435 mm).
Billetter og pladsreservationer foregår på udmærket vis via nettet. Men kan selvfølgelig også klares i køen på stationerne.
Det er en anderledes oplevelse at køre med indiske tog. Det er tredje verden, og der er en sjov blanding af rige og fattige, af privatliv og ikke-privatliv, af langsommelighed og funktionalitet.

Nattoget fra Kolkata Darjeeling Mail efter ankomst til New Jalpaiguri (endestationen). Vandtårnet er et levn fra tiderne med damptog.
Forrest i toget løber 12-13 "sleeper" vogne. Det er den billigste kategori, hvor man kan komme til at sove i liggende tilstand. Der løber også nogle 2. class seaters med i toget, men ak, der ville jeg nødig tilbringe min nat!

Vognkassen er så bred at det går an at indrette kupeer med liggeplads til flere passagerer end normalt. På tværs af køreretningen til den ene side (til venstre), med opklapning af ryglænet, er der seks sovepladser. I højre side etableres senge på langs af køreretningen, dog kun i to lag. Så skal ryglænet skydes ned for at lave den nederste seng.
Vinduerne er med en slags persienner, der kan lukkes om natten. Der er el-ventillatorer til at give ekstra luftning. Men intet privatliv.
Tro ikke at denne vogn er særlig gammel. De indiske vogne ser gamle ud (både udvendigt og indvendigt), men er det som regel slet ikke. Det er en lidt gammel (hvad man sikkert ville kalde klassisk) stil, kombineret med et stort slid (og man sviner meget i toget).

Den anden ende af Darjeeling Mail. I denne ende er der aircondition og mere private kupeer.
Der er flest "B"-vogne, som er 2. klasse med seks senge i kupeer med gardiner ud til gangen, suppleret af to senge på langs, også med gardiner.
Darjeeling Mail havde også en 1. klasses sovevogn med private kupeer. Så fint prøvede jeg ikke at køre.



Layout af en 2. klasses type "AB" vogn (liggevogn) m. aircondition.

Ombord på en såkaldt AB vogn med aircondition. Bemærk halogen sengelamper og sengetøjet (efter nattens benyttelse).

Sådan en sovevogn må nærmest sammenlignes med liggevogne i Europa. To lagner, en hovedpude med betræk og et brunt tæppe. Sengene er hårde, korte og smalle.

Men det er absolut muligt at sove. Med mavepungen under hovedet og bundet fast til rygsæk ind i hjørnet med kamera og pung.

"AB"-vognene har fire senge i stedet for de seks i "B" vognene. Men stadig med gardiner ud til gangen og to ekstra senge på langs - der i øvrigt er foretrukket af single-rejsende.
Man kan godt overtale konduktøren til at få skiftet plads i vognen.

Som det fremgår af tegningen, så er der som regel et sidde-toilet i hver ende af vognen. Toiletterne holdes rimeligt rene. Man kan snildt børste tænder ved hådvasken (over skraldespanden), som rummer den ekstra charme, at hvis dørene står åbne under kørslen, så er følelsen under tandbørstningen helt speciel.

Gennemgangen til næste vogn kan nogen gange blive opfattet som det sted, man godt må spytte og smide affald. Men det afhænger af personalets opfattelse.

Der er faktisk et ryglæn at klappe op. Men vinklen på ryglænet er simpelthen håbløst, så alle benyttede nederste seng som sofa, og man byltede bagage, tæpper eller medbragt pude op bag sig for at få lidt ryg- og lændestøtte.

Bemærk at denne vogn er lidt ældre (varm glødepære som natlampe og to små vinduer), men ellers principielt som "AB"-vognen ovenfor.

Flere passagerer låste deres bagage (under sædet) fast med kæder. Nok særlig relevant, hvis man rejser alene.

Den lidt ældre vogn kørte som en "A"-vogn, men var kun forskellig fra AB-vogenen på den facon, at pantry-vognen serverede lidt bedre (og lidt dyrere) mad.

Maden i toget
Man bliver i toget i god tid spurgt til hvilken mad, man ønsker til næste måltid (og hvor langt man skal rejse). Bestil vegetarisk mad (sikrest for maven). Og se hvor flot og velsmagende det kan være for 100 rupees (=12 kr. pr. portion). Ris (og pickles), dhal (linse-ret) og to grøntsags carry retter, samt chapati, der spises sammen efter behag.

Der sælges ustandeligt vand og chai (krydret te) i toget (fra 5.30), så man lider ingen nød.

Sørg for at fjerne madresterne og få dem smidt ud i skraldespanden for enden af vognen, som tømmes ganske hyppigt. For ellers kommer der en mus, eller i al fald kakerlakker.

Rejser man på 1. klasse, 2. klasse B, AB eller A, så kan man benytte sig af en ventesal adskilt fra pøblen. I dette tilfælde også med pænt toilet.

Togstammerne bliver serviceret ved perron på nogle af de store stationer. Både når det er endestationen (som hér) og når det er en-route, som nedenfor.

I Indien afgår togene fra "platform X". I første omgang lidt forvirrende, for det er jo "perron". Men i virkeligheden mener de "spor", sådan som vi også gør i Europa.

Lysskiltene orienterer om de næste tog på sporet med køreplanens afgangstider og forventet afgang, og når toget er lige ved at komme angives vognnumre, så man let kan finde sin vogn. Skiftevis på Hindi og engelsk. Systemet er således forbilledligt, men funktionaliteten kræver at stationsforstanderen har forstået det, hvilket ikke var tilfældet hér på New Jalpaiguri station.

Der bliver hældt vand på toget (som hér på vores "A" vogn) og vasket vinduer. Toiletter skal ikke tømmes, for alt ryger straks ned på skinnerne. Meget praktisk, men ikke så hygiejnisk.

Diesel-påfyldning af de store strækningsmaskiner, der er vendt ude i New Jalpaiguri. Det er ikke en station med værksted. Syv kilometer væk i Siliguri befinder depotet sig.

Der var dieseldrift på hovedlinjen ude østpå fra Assam til Patna (i Bihar provinsen), hvor der elektrificeret.

Lav sol ved Katihar Junction, efter at Sikkim-Mahanada Express havde løbet på en enkeltsporet strækning dér hvor Indien er meget smalt mellem Nepal og Bangladesh - og nu igen møder dobbeltsporet i det "rigtige Indien".

Morgen i Allahabad, Uttar Pradesh. Manden til højre er vågnet fra sit nattelogi på perronen (lille rødt tæppe = seng). Godstogene medfører altid en caboose vogn (personalevogn), som den, der netop ses efter lokomotivet, der rangerer med togstammen. Caboosen løber enten forrest eller bagerst på godstogene.

Formiddag på Agra Contt. hvor der ankommer et olie-tog nordfra. Bemærk at dørene til lokomotivet står åbne, og at der er en caboose forrest i toget. Det er diset, og disen kan om vinteren skabe så dårlig sigtbarhed, at togene bliver alvorligt forsinket. Man skal jo kunne se signalerne og banelegemet forude.

En WDP-4B med 4.500 hestekræfter foran Sikkim-Mahanada Express (Alibur, West Bengal til Old Delhie) ved ankomsten til New Jalpaiguri station. Diesellokomotivernes hjemsted (depot) kan let identificeres med påskriften foran. Typen har kun førerhus i den ene ende, og er bygget i samarbejde mellem EMD og GM på fabrikken DLV i Varanasi.
Ikke så sært at lokomotivet virker så amerikansk.

Formiddagsstemning i Agra. Det ser meget velordnet ud, men ofte så passerer folk hen over sporene (især lige udenfor stationen), så det er med god grund at togene som regel ankommer og afgår i et langsomt tempo og med en hel del tuden, så folk kan komme af vejen.

Dette lokomotiv er lavet efter model af det schweiziske Lok 2000, nu lavet på licens fra ABB på indisk e Chittaranjan Locomotive Works. Et avanceret vekselstrøms lokomotiv, der kan trække et stort tog med 160 km/t.

Toget, lokomotivet trækker er Bhopal Shatabdi Express, som er et 100% airconditioneret dagtog fra New Delhi til Bhopal. Der var mange europæiske turister, der skulle med fra Agra til Gwalior. Toget minder rigtig meget om moderne, europæiske tog, med flystole i storrums vogne.

Denne ekspres er Indiens hurtigste og kører faktisk nogle steder 160 km/t. Man sidder 2+3 fordelt på hver side af midtergangen.

Og sådan et hurtigt tog stopper jo langt fra ved alle stationer. Og suser igennem. Man må håbe at børn og andre med ærinde på skinnerne når at komme væk. Her leger børn ved Kanpur station.

Om morgenen forretter folk deres morgentoilette langs banen. Der skjules sådan set ikke noget. Mandetøj skjuler dog mindre end kvindetøj. Ved start efter Allahabad (observeret fra vogn nr. 18 i rækken fra lokomotivet) stod en ung mand og rettede sine bukser på andet hovedspor. Hvad mon passagererne i de forreste vogne kunne se han foretog sig?

Slumkvarter op til banen også ved Kanpur. Der forarbejdes brænde i form at træ og kokasser og sorteres affald. Husene er virkelig lave og sølle, lige på jorden. Affaldet flyder overalt.

Langdistancetogene medfører ikke spisevogn, men en pantry car, som er et storkøkken, hvorfra personalet forsyner hele toget med mad.

Togene består ofte af 22-24 vogne. De er lidt kortere end de nyeste europæiske. Men ikke så sært, at der ikke kan accelereres og bremses så voldsomt. Men der er til gengæld ikke mange stigninger i terrænet at skulle bruge motorkraft på.

De enkelte afsnit af toget er aflåst, så det gælder om at holde sig til sin egen vognklasse. Også når man går ud på perronen (som hér i Kanpur) for at handle drikkevarer eller frugt.

I køreplanen er det angivet om det er et kort (1 minuts) ophold, eller et lidt længere. Er det 20 eller 25 minutter, så er det fordi toget skal serviceres. Det foregår både ind- og udvendigt, manden til højre er på vej ind for at feje gulv.

Der er altid et vældigt liv på perronen. De rejsende er af mange forskellige typer, bare at stå og kigge er en stor oplevelse!

Medrejsende
En vigtig del af oplevelsen ved at rejse med tog i Indien er samværet med de medrejsende. Man kan være uheldig og få en ikke engelsk-talende herre ind i kupeen, som forretningsmanden på billedet. Han var i øvrigt rigtig god til at snakke i telefon så højt, at høreværn var relevant. Mobiltelefoner er i det hele taget et svagt punkt. Samtaler kan føres uden blusel - også midt om natten. Der er i øvrigt strøm til opladning af telefoner og musikafspillere i kupeerne.

Men vi træf også søde mennesker, der gerne ville tale med os. Så er der jo tid til mange spændende samtaler.

I Jhansi er der et 10 minutters ophold. Og ganske uden varsel sætter toget igang. Så jeg måtte løbe og springe på toget i farten. Det er man helt vant til. Når man ledsager nogen ind i toget (hjælper med bagagen), så skal man være opmærksom på, hvornår toget kører, så man kan slippe ud.

Punjab Mail (til venstre) er netop ankommet til Mumbai CST med en type WCAM-3 med japansk indmad i front. Lokomotivet kan køre både med vekselstrøm (som bruges i det meste af Indien) og med jævnstrøm, som bruges i Mumbai området.

Vi ankom som nævnt på Chhatrapati Shivaji Terminus i Mumbai. Det er den fornemme engelske station, der før 1996 hed Victoria Terminus og blev indviet i 1887, hvor dronning Victoria havde 50-års fødselsdag.

Byggestilen er sen-gotisk blandet med indisk stil. Overordentlig svulstig. Foto af maleri på kakler i forhallen.

I oktober 2008 blev stationen genstand for et terrorist-angreb, og 58 blev dræbt og mere end 100 såret, da to fyre med AK-47 rifler skød om sig i forhallen. Angrebet var et led i et traumatisk og koordineret angreb på de centrale dele af Mumbai, som varede i hele seks dage, før terroristerne blev overmandet.

Nærtrafiktog under ankomst til CST. Dørene står såmænd altid åbne, så det er ikke så sært, at folk hænger ud, mens toget bremser op.

Nærtrafiktogene betjener i Mumbai 6,3 mill. daglige passagerer. Og der er behov for et større net, der dog også er under udbygning som højbane (ikke med metro).

Søndagsstille CST banegård i nærtrafiks-afdelingen. De første 10 spor er reserveret nærtrafik. Togenes farver viser hvilke sektioner af banenettet, de kører på.

Jo, det er på denne banegård at bestselleren Slumdog Millionaire bl.a. finder sted. Min datter står på overgangen, hvor den unge heltinde Latika stod og ventede på sin Jamal.



Hér har vi filmens hovedpersoner på perronen - også på en stille aften. Overgangen, hvor de havde lovet at vente hver aften på hinanden, ligger henne til højre.

Vi så ikke nogen danse-scener på perronerne på CST. Men heller ikke nogen bøller, heldigvis.

Der er separate dame-afdelinger i togene. Også på langdistance-togene. Hér er det på et forstadstog i Mumbai, hvor damerne kan blive fri for at blive generet af mændene.

Skulle man som udlænding forvilde sig herind (lokket af den gode plads), så må man ud på perronen på næste station og skifte vogn. For der er låst mellem denne afdeling, og de normale vogne.

Et flot diesel togsæt ankommer til New Jalpaiguri. Lokaltogene betjener et vidtforgrenet net, både på hovedstrækningerne og på sidebanerne.

Fakta om de tog vi benyttede
Sikkim-Mahanada Express / 14083
Den løber imellem Alipur Duar Junction (West Bengal) og Old Delhie. Vi benyttede den mellem New Jalpaiguri (West Bengal) km. 169 og Tundla Junction (Uttar Pradesh) km. 1448.
Punjab Mail / 12138
Den løber imellem Firozpur Cantt. (Punjab) og Mumbai CST (Maharashtra). Vi benyttede den mellem Agra Cantt. km. 580 og Mumbai CST km. 1930.

Links om indiske jernbaner
Se de gode sider hos Wikipedia om indiske jernbaner
De Indiske jernbaner har selv en udmærket hjemmeside med glimrende søgefunktioner og on-line registrering af de enkelte tog (og deres forsinkelser)
Oversigt over indiske lokomotiv-typer hos Wikipedia.

Vores glimrende danske arrangør af denne individuelle tur var: Kipling Travel.