Matterhorn Gotthard Bahn i Mattertal

Fra Visp til Zermatt åbnedes helt tilbage i 1891 en 1000 mm delvis tandhjulsbane og gav dermed let adgang til bjerbyen Zermatt, som engelske turister forgudede. Englænderne opdagede her den uspolerede natur, hvor de (først om sommeren - sidenhen også på ski om vinteren) kunne udøve sunde sysler mellem morgen- og eftermiddags teen. Den naturlige befolkning viste sig at være venligtsindet.
Siden er turister fra hele verden strømmet til, om sommeren ikke mindst japanere.
Det kan være nyttigt også at kigge på Wikipedias beretning om banen (tysk).

Fra banens åbning hed banen Visp Zermatt Bahn (VZ). Da strækningen Visp - Brig blev åbnet i 1928 blev selskabets navn logisk nok ændret til Brig Visp Zermatt Bahn (BVZ). 1.1. 2003 fussionerede BVZ med Furka Oberalp Bahn (FO) til ét selskab under navnet Matterhorn Gotthard Bahn (MGB).

NYT om de ikoniske lokomotiver HGe4/4-II:
(27.10. 2018) Matterhorn Gotthard Bahn har tildelt SBB's fabrik i Bellinzona en SFr 35,4 mill.kontrakt for at modernisere ni HGe4 / 4-II elektriske lokomotiver og tre BDt motorvogne. Arbejdet skal udføres på SBBs Bellinzona værker inden udgangen af 2022.

Bo-Bo-lokomotiverne, der er udstyret til tandhulstræk, blev leveret til MGBs forgængere af BBC, ABB og SLM Winterthur i 1986-90.

Renoveringen har til formål at sikre yderligere 25 års drift på banen, herunder med Glacier Express, biltransporttog og gods- og infrastrukturtog.

Ombygningen vil omfatte installation af mere energieffektive IGBT-omformere og asynkronmotorer og udskiftning af elektronisk udstyr. Førerrummene vil blive moderniseret og udstyret med nye skærme og fejlfindingssystemer, og der vil blive installeret nyt sikkerhedssystem og brandalarmer.

For rigtig mange rejsende starter eller ender turen i Zermatt. Og gerne med luksustoget Glacier Express, her med et kig gennem den eksklusive 1.-klasses vogn.

En række etaper på banen må klares med tandhjulstræk (maks 12,5%). Her er det et lokaltog fra Brig mod Zermatt med seks vogne og lokomotiv af typen HGe 4/4 på vej op til Randa.

Der kører fra 2017 regionaltog Visp-Zermatt hver halve time i dagstimerne. Typisk er det ene lokomotivtrukket med en lavgulvsvogn lige efter lokomotivet og styrevogn i den anden ende. Og det andet tog er med det nyere material med togsæt.

Samme type lokomotiv trækker kort efter første sektion af Glacier Express (med fem nye vogne og en flot, ældre spisevogn fra Rhätische Bahn) mod Zermatt på tandhjulsstrækningen efter at have passeret Herbriggen stoppested.
Bemærk i øvrigt det gamle tracé i dalen (nu vandresti). I 1991 styrtede bjergsiden ned over banen i to omgange (og vejen og floden) og gjorde det nødvendigt at omlægge banen i rekordfart.

Eftermiddagsgodstoget fra Zermatt til Visp passerer jernbaneoverskæringen ved campingpladsen i Täsch. Ved denne lejlighed måtte jeg vente på fire tog i træk, der skulle passere, inden jeg fik passage. Straks efter kom imidlertid endnu et tog igennem...
Overskæringen må være en af europas mest traffikerede smalspors overskæringer. I dagtimerne passerer ca. 12 tog i timen!

Den tætte trafik står Matterhorn Gotthard Bahn for, og togene var denne eftermiddag i september passerede altså to pendeltog Täsch - Zermatt, et godstog fra Zermatt til Visp og et regionaltog Zermatt – Brig. Og var det ikke fordi ekspressen fra St. Moritz mod Zermatt var 5 minutter forsinket, så havde bommene såmænd også holdt bilerne tilbage for den berømte fødselar på skinner, Glacier Express, der i 2005 fyldte 75 år!

I 2008 var ombygningen af Täsch station færdig. Der er nu to spor, der ender i Täsch, hvorfra der hver 20'ende minut kører shuttle tog til Zermatt. Pendel-terminalen har direkte sammenhæng med det store parkeringsanlæg, hvor alle biler skal efterlades (Zermatt er bilfri by). Shuttle togene er oftest 3-vognes sæt, som det, der ses på billedet. Det meste af dagen kører de sammen to og to.
Sporene til højre i billedet er spor videre til Visp-Brig. 3- og 4-vognes togsæt, der minder om shuttle toget er introduceret mellem Brig og Zermatt, og tager ca. halvdelen af kørslen.

Udsigt fra et shuttle-tog Täsch - Zermatt, der sammen med morgengodstoget fra Visp krydser lokaltog Zermatt - Brig. Bemærk at godstoget og vi i bedste fordragelighed deles om vigesporet, mens lokaltoget er i fart!

Glacier Express med ældre vogne (fra den gamle køreplan i 2005) på vej mod Zermatt, fotograferet i Stalden, hvor denne sektion dengang gjorde ophold.

Glacier Express kører om sommeren hos MGB i ikke mindre end tre sektioner hver vej, idet de mange vogne må fordeles til seks i hver vognstamme af hensyn til lokomotivets trækkraft og sidesporenes længde.

Fra Stalden station er der direkte forbindelse mellem regionaltog og svævebanen mod landsbyen Staldenried og sæteren i Gspon. Denne svævebane med dens særlige beliggenhed må betegnes som "svævebanernes moder" og bør besøges, hvis man kan. Modeljernbane folk bygger gerne en station med forbillede i Stalden station og med svævebanen.

Regionaltog med det nyere fire-vognes togsæt på vej ud af Stalden station på vej mod Visp.

Samme sted, hvor det modsatte regionaltog mod Zermatt er sammensat med lokomotiv og almindelige (og meget charmerende) vogne. Det fremgår selvsagt at dette sted er forsynet med tandstænger og har en stigning omkring 115 promille.

Samme sted, med en ældre udgave af Glacier Express nedad bakke i retning af Brig. Foto venligst stillet til rådighed af Leif Lykke Madsen, fra hvis sommerhus billedet er taget(!) i landsbyen Niederried.

Eftermiddagsgodstoget fra Zermatt på vej mod Visp kører igennem Stalden station.

I Visp er dette billede skudt ud af toget mod Zermatt (spor 3) mens toget mod Andermatt holder klar til afgang i nabosporet (spor 2). Spejlingen med bjergene er i glasfacaden på den splinternye stationsbygning ved spor 1.

I Visp er der forbindelse mellem MGB og SBB togene på spor 4-5 mod Bern og Genéve, på spor 6-7 mod Brig. Hér holder to sæt fire-vogns regionaltog klar til afgang mod Zermatt i spor 3, mens regionaltog med lokomotiv og konventionelle vogne holder i spor 2 mod Andermatt.

Der rangeres med godsvogne i spor 1 i Visp. Der er - lidt ubekvemt - to arealer for gods-betjening: Til stykgods et sted længere ude til venstre (via hovedsporet mod Stalden) og til containere og andre store ting til højre i billedet via spor 3.


MGB der Film Teil 1.1 (Brig - St. Niklaus)

MGB der Film Teil 1.2 (St. Niklaus - Täsch)
MGB der Film Teil 1.3 (Täsch - Zermatt)
Bemærk det særlige pendeltog, der kører på denne strækning, fordi biler til Zermatt bliver stoppet i Täsch og man skal tage toget den sidste strækning. Bemærk også campingpladsen i Täsch lige i starten af filmen.

Rejsetips:
Camping i Täsch kan varmt anbefales! Ikke luksus, men OK og meget velbeliggende.
Se deres hjemmeside.

Ruby Rejser besøger området og bruger togene med vandreture. Vi bor på hotel i Täsch. Se omtalen!
Links rundt på kattler.dk
Matterhorn Gotthard Bahn fra Brig til Disentis hér.
Gornergrat Bahn - den højest beliggende (over jorden) bane, se hér.
Kig endelig også på Glacier Express.
Svævebanen Stalden-Gspon
Vil du se de mere turistmæssige naturfotos, så klik hér!