Chamonix Montenvers - Mer de Glace

Fra Chamonix kan man med tandhjulsbane komme op og kigge på alpernes næst-største gletcher Mer de Glace, i al fald på den nedre del. Da banen blev bygget for 100 år siden var en del mere imponerende end gletcheren er nu. Men uanset hvad, så er det en flot tur.

Banegården i Chamonix (1042 m.o.h.) er flot og pompøs. Adgang hertil via gangbro over Mont Blanc Express' banelegeme.

Tog starter fra banegården en solfyldt eftermiddag i juli 2016.

Strømaftageren (pantografen) er løftet højt op til ledningen, som i jernbaneoverskæringen ligger højt oppe. Bemærk de to ledninger, som er meget typisk for mange bjergbaner. Hér muligvis kun i jernbaneoverskæringen.

Kun ved de første få hundrede meter efter starten i dalen er der fri luft omkring banen. Straks efter opsluges banelegemet af tæt skov, der ikke tillader gode foto-muligheder.
Banen stiger fra 11 til 22% og er med 1000 mm sporvidde og tandstænger af system Strub.
Man råder over seks motorvogne og tilsvarende styrevogne, samt tre diesellokomotiver og diverse ældre vogne, heraf nogle "åbne".

Af en eller anden grund så er første (materiel-)tog fremført af et af diesellokomotiverne, som støjer og stinker, så det er svært at undgå at lægge mærke til. Her er det retur i Chamonix først på formiddagen.

Tæt ved slutningen må banen over en 152 meter lang naturstens viadukt, der dog også er helt tilgroet nu om dage.
I 1953 blev banen elektrificeret. Det gjorde at rejsetiden blev halveret.

Ved banens start i begyndelsen af forrige århundrede var der flot indkig til bygningsværket. Nu kniber det, men der er heroppe anlagt en sti med forklarende tekster omkring banen.
Der køres mellem 14 og 20 km/t. Efter at der er blevet bygget nogle lavine-gallerier kunne man fra 1993 også køre om vinteren (men der er ikke skisport knyttet til banen).

Så dukker toget op ved Grand Hotel du Montenvers. Hotellet er stort og med dagens øjne nok lidt skummelt.

Og netop nu er det at passagerne i toget oplever, hvad det er, de er kommet her for.

Og 50 meter længere fremme - efter 20 minutters kørsel - er toget på vej ind på den to-sporede endestation.

Endestationen er udgangspunkt for en lille svævebane ned til gletcheren. Man kan på trapperne nede i dybet se skilte, der angiver hvor højt isen lå fra starten af 1800-tallet og indtil idag. Det er gået meget tilbage for gletcheren de sidste 20 år.

Udsigten skuffer bestemt ikke heroppe. Med svævebanen kan man røre ved isen og gå en tur i en ishule.

Skulle der være lidt skyer, så er udsigterne ikke nødvendigvis dårligere.
Der er nok også lidt ekstra tid før toget kører ned igen, for halvtimes køreplanen kan sagtens indebære 5-10 minutters forsinkelse, hvilket formentlig skyldes at krydsningsstederne kun dårligt harmonerer med lavsæsons-køreplanens intervaller.

Toget er to-mands betjent. I styrevognen kan assistenten ikke trykke på gaspedalen, men skal på vej op holde øje med strækningen, tude med hornet og kan tale med lokomotivføreren.
På vej ned er der ikke noget at lave, så et illustreret magasin med fodboldstof om helten Zedane falder lige tilpas.

Rejsetips:

Camping kan anbefales i Les Praz lige udenfor Chamonix. Se campingpladsens egen hjemmeside.
Bor man i dalen får man et rejsepas, så man kan rejse gratis med tog og busser fra Vallorcine til Servoz.

Links:

Se den informative side (på engelsk) fra selskabet la Compagnie du Mont-Blanc, der driver baner og svævebaner i området.

Gå også på opdagelse i Chamonix officielle hjemmeside.