Nordlige Ægypten

18.9. Giza, ved pyramiderne udenfor Cairo.

Kl. er 13.46, temperaturen er 49 gr. I solen, 40 gr. I skyggen. Solen stråler fra en skyfri himmel ligesom de andre dage i Ægypten.

I dag holder Annegrete og jeg ”hviledag” på lejrpladsen. Begrebet ”hviledag” betyder flere ting: 1) der er nogen, der passer på bilen og vores ting, 2) der kan blive gjort rent og vasket tøj og 3) der bliver tid til afslapning hver 3. dag, når vi ikke kører.

Da jeg stoppede skrivningen sidst var det på Middelhavet, og en lidt kølig nat på dækket forestod. På Kreta brugte vi en dag på de sidste forberedelser med bilen og teltene, vi badede (camperede på stranden).

Tidlig næste morgen kørte vi ned til havnen igen, og kom uden særlige besværligheder ombord på DFDS’ Dana Sirena. Det var en verden isoleret fra alle andre verdener. Velnærede turister, der vadede fra spisebordene (stort set dansk mad) til soldæk og swimmingpool, biograf, barer, frisørsalon, lerdueskydning osv. Vi havde kahyt, og gik i bad og nød livet.

Inden da havde vi evalueret forløbet, og alle glædede sig til oplevelser og mere ro og mag. Ole måtte erkende, at han havde været overvældet og træt de første dage (1 uge) men han mente, at han var mere ’med’ nu. Dog står det klart at hans manglende sociale erfaringer er et handicap, som kommer til udtryk ved en lidt tung ”alliance”-politik overfor os andre. Det er jo om at være ’med’, og det ligesom vi andre husker det fra år tilbage, - men lad os ikke gøre det til et større problem.

Ankomsten til Alexandria var imødeset med en vis spænding. Bureaukratiet for bilrejsende er frygtet og meget omtalt. Men om det var p.gr.a. DFDS, vores velordnede papirer eller fordi myndighederne var i et godt lune – er svært at sige. I al fald tog det hele kun en halv time fra det tidspunkt vi forlod båden.



(foto: 14.9.) Mylderet af mennesker, snavset og meget få turister i byen (og deraf øget opmærksomhed på os) gjorde sit indtryk. Vi kørte i sporvogn ud til endestationen og retur igen. De danske skilte inde i sporvognen var der endnu, men ellers var standarden nu noget lavere.

Vi gjorde store øjne mens vi manøvrerede os ind i Alexandria. 14.9.

Det er svært nu, også efter Cairo-besøget, at udtale sig om den almindelige ægypters liv; dem der henvender sig er ofte plattenslagere eller folk, der ser det som en forøget præstige at snakke med udlændinge (uden økonomisk bagtanke). Når vi selv spørger, viser det sig at folk i al almindelighed snakker meget lidt og dårligt engelsk.


Bilbrag, slum og elendighed bliv smidt os lige i hovedet. 14.9.


Forskellen mellem mænds og kvinders klædedragt er svær at overse. 14.9.

Vi er blevet gode til at handle og undgå at blive snydt så meget. Blot undrer butikspriserne os noget, for det er reelt meget billigere at købe færdig mand end selv at lave den. De brune bønner, der indgår i al ”færdigmad” ses slet ikke i handelen – pasta og ris er al for dyrt i butikkerne - også når priserne står på.

Men om Ægypten kan det helt sikkert siges, at der er fantastisk mange mennesker, der ernærer sig på de mest underlige måder i byerne. Rigtig 3. verdens handel; små sortimenter; små butikker med diverse habengut.


En tur i de "københavnske" spovogne blev det også til efter at bilen var parkeret i Alexandria. 14.9.

Nu har Cairos overbefolkede gader og området omkring pyramiderne optaget os de sidste 4 dage, men vores første nat i Ægypten var nok alligevel den mest fascinerende. Vi var i færd med at køre mod Cairo af ørkenvejen, da vi lige ville se et af de koptiske klostre i Wadi Natron (en lavning i ørkenen). Det endte med rundvisning, te, overnatning i gæsteværelserne og mad. Det var imponerende at se et så velorganiseret system, der selvfølgelig var nødvendigt i et overrislet landbrug. Men munkenes venlige og stilfærdige optræden, deres store viden og tro, og hele den ro (i modsætning til Alexandrias larm), der herskede i ørkenen og inde bag klostrets store mure gjorde et stort indtryk.


Som et uindtageligt fæstningsværk ligger Makarius Klostret vest for ørkenvejen til Cairo. 14.9.


Efter rundturen nyder vi udsigten og munkenes gæstfrihed (den slags ville ikke gå i 2009). 14.9.


Se kort.
Også i 1982 var der en omfattende turistindustri ved pyramiderne. Hér står ælslerne og slapper af. 15.9.


En amerikansk turist er sat af den airconditionerede bus og skal nu viderefragtes på kamel. 17.9.


(foto: 15.9.) Vi har siden overnattet i ørknen bag pyramiderne i Giza (15 km. Fra Cairos centrum), og vi har ligget 4 på taget og 2 i bilen. Timerne omkring daggry og solnedgang har været de bedste sammen med aftenerne.


Vi var ikke alene om at slå lejr i ørkenen bag pyramiderne. 15.9.



(foto: 15.9.) Det er svært at afgøre om Cairo er en rar by eller ej. Den rummer de kedelige bureaukrat- og forretningskvarterer, butikskvarterer og slumkvarterer. De snævre gyder med handel og al liv (tænk på de overfyldte lejligheder) er charmerende, hvis man har tid nok og hygger sig – mad kan man købe billigt, sodavand er lige så dyrt at købe, hvis der skal være kapsel på, og te fås i skyggen, hvor (kun) mændene sidder og ryger og drikker te.


Vi har fundet os en plads i skyggen på Giza-hovedvejen ind mod Cairo centrum og kigger på gadelivet. 16.9.




Vi havde helt opgivet at køre ind i Cairo med vores bil. Vi tog en af de overfyldt og hede busser derind. 16.9.



I centrum af Cairo. 16.9.


(foto: 16.9.) Jeg vil slutte her for denne gang – vi er lige ved at skulle køre mod syd (og har lige været inde i Keop pyramidens gravkammer) – måske kommer der brev fra Aswan, ellers bliver det fra Khartoum!

-> Næste