Rhätische Bahn omkring Chur og Filisur

Besøges af Alperejser til Filisur

Albula Bahn
Glacier Express. Tog nr. 908 med de nye vogne d. 27.6. 2006 i stigningen syd for Bergün på vej til St. Moritz. På dette sted benyttes to vendesløjfer i bjerget, så det samme tog kan fotograferes tre gange lige over hinanden og billederne kan sættes sammen i computeren.


Togenes ankomst til stationerne på Rhätische Bahn markeres med klokkespil. Når et tog befinder sig i afsnittet før stationen og har grønt indgangssignal starter klokkerne at ringe. I Filisur er der hele tre forskellige klange at benytte der advarer mod tog fra de tre strækninger, som der kan komme tog fra. Bemærk godstoget med tømmer fra Landquart (i nord) til Tirano (i syd), der skal på meterspor over hele to alpepas: Både Albula og Bernina. Juli 2006.


  Ovenfor, tv.: Tog nr. 908 passerer d. 29.6. 2006 Landwasser Viadukten på Albulabanen lige før Filisur. På broen drejer skinnerne 90° mod syd 60 meter over Landwasser floden, før banen fører ind i tunnelen i den lodrette bjergvæg.


Ovenfor, th.: Samme tog længere oppe i dalen over Albula 1 viadukten. Fire gange krydser banen dalen mens man kravler op fra Bergün til Preda. Den lille landevej er Albula pasvejen, der om vinteren er omdannet til kælkebane. Juli 2006.


Tv: Linjeføringen fra Bergün (nederst - i nord) til Preda. Med rød stiplet linje er vandrestien. I Preda går man dog oftest det først stykke lige i nærheden af banen.

Hent kortet i høj opløsning til print. Med tak til Wanderführer Via Albula/Bernina.



Godstog på vej over Landwasser Viadukt i retning mod Filisur. Juli 2003.


Regionalekspres i august 2013 over den nu flot renoverede Landwasser Viadukt. Broen blev i 2010 omfattende repareret, vel og mærke mens togene stadig kørte over den.


Fake news: Et modificeret BR 605 / ICE fra Danmarkstrafikken er blevet digitalt lagt ind i en køretur over Landwasser Viadukt i 2016. Selvfølgelig kan det ikke køre hér; det er jo normalsporet 1435 mm. sporvidde i modsætning til RhB's 1000 mm. smalspor. I filmen "A cure for wllness" får man hele turen med over den flotte bro set fra BR 605!


Glacier Express i den gamle version (før 2006). Foto fra 2003.


Selv om det er sjældent, så sker der driftsforstyrrelser på Albula Bahn. Hér er der i juli 2016 røget noget ledning ned mellem Thusis og Tiefencastel. Vi kom med bus, og i Tiefencastel vendte REX-togene. Det gav os en halv times forsinkelse.


Reparationstog over hele RhB-nettet ses nu (2016) fremført af denne type lokomotiver, der i sin tid var i daglig drift på Bernina Bahn (dvs. jævnstrøm). Det er to-systems lokomotiver, så når de er under vekselstrøm, er de overladt til deres dieselmotor.


Mange af Albula banens broer og tunneler står overfor omfattende fornyelser. Som hér i 2015 udenfor Bergün, hvor broens stenkonstruktion er fjernet midlertidig, før det mures op igen, som det skal, fordi banen er totalfredet.


Lokomotiverne er ofte beklædt med reklamefolie, men heldigvis ikke altid. Som hér i juli 2015 uden reklamer med en regionalexpress mod St. Moritz ved afgangen fra Bergün.


Albula passet passeres både af banen og en snoet, lille landevej. Vejen bruges som kælkebakke om vinteren, og en særlig kælke-shuttle kører mellem Bergün og Preda.


Regional Ekspres passerer en af de fire broer over dalen på Albula Bahn mellem Bergün og Preda. Den rivende flod dominerer lyden, bemærk vandrerne lad stien langs banen.


Efter den sidste sløjfe i bjerget er der ikke så langt til Preda. Banen passerer hér under landevejen, som om sommeren er meget yndet for cyklister og motorcyklister. Ge 4/4 II nr. 620 fra 1973 er på gæstevisit på banen her i 2013, hvor lokomotiverne først og fremmest er de kraftigere af typen Ge 4/4 III fra 1990'erne.


Dobbelt-spisevogn i gammel bemaling (nu er den blå) koblet på Glacier Express i Preda på vej mod Zermatt. Juli 2003. Vognene står til skue ved Chur, det vides ikke hvor tit de er i brug.


Der er spisevogn på nogle af "time-togene" (Regionalekspres) mellem St. Moritz og Chur. Og det er vogne som denne fra 30'erne af Pullman-typen, der bruges. Med hvid dug, forståes.


Man spiser sine tre retter med klasse og stil fra St. Moritz til Chur.


Klar til afgang fra St. Moritz: Til venstre regionalekspres "Engadin Star" til Landquart via Vereina-tunnelen med Ge 6/6 II nr. 701 fra 1958. Til højre regionalekspres (med spisevogn) til Chur med Ge 4/4 III nr. 641 fra 1993 i front.


I disse år udføres omfattende renovering af St. Moritz banegård. Derfor parkeres alle Glacier- og Bernina express vognstammer i de omkringliggende banegårde, de tre Glacier expresser i Samedan. Bernina expresserne i Pontressina. Det kan give lidt forsinkelser om morgenen, når der skal køres rangertræk til St. Moritz.


På afgangsristen holder godstog klar i Samedan. Det er hér der omlades mange godsvogne dagligt, hvoraf nogle kører i egne godstog, andre sættes bag på persontog. I retning Bernina rangeres vognene til Pontresina, hvor de kommer bagpå passagertogene mod Tirano.

Ulykke: En timeexpress fra St. Moritz til Chur forulykkede onsdag d. 13. august 2014 lige vest for Tiefencastel 20 minutter over 12 midt på dagen. Voldsom regn havde smidt mudder på sporet. Lokomotivet pløjede sig igennem, men første vogn blev voldsomt afsporet og ved et held hang vognen fast i træerne på sin vej mod afgrunden til venstre for toget ned mod den opdæmmede Albula-flod 50 meter nede. Se artikel og fotos!


Veterantog (Erlebniszug) afventer krydsning i Tiefencastel en søndag i august 2013. Krokodillen Ge 6/6 I nr. 415 er den sidste af denne type og er fra 1929. Nr. 414 og 415 er stadig køreklare.


Udflugtstoget passerer Landwasser viadukten lige før Filisur.


Udflugtstoget afgår på vejen retur fra Filisur.


Glacier Pullman Express kører en eller to gange om året ad den oprindelige og klassiske rute St. Moritz til Zermatt via Furkapasset. Det tager to dage. Fotos fra 1.7. 2016 i Filisur, mens toget kører igennem uden stop.



Davos banen

Fra Filisur til Davos er der en forbindelsesbane, som knytter Albula linjen sammen med den først anlagte bane, nemlig fra Landquart til Davos. Turen tager en lille halv time og linjen følger Landwasser floden og dens dybe kløft.


På Brombenz viadukten skifter toget side i Landwasser dalen mellem Davos Monstein og Wiesen. Glacier Express fra Davos er startet sin lange tur mod Zermatt. Juli 2011.


Mellem Monstein og Wiesen kører toget rigtig meget i tunnel og kun i korte blik ses landskabet. Som hér, hvor regionaltoget passerer den 5 meter lange bro mellem to tunneler og over et vandfald.


I al overvejende grad kører regionaltogene med 4-vogns togsæt. Hér kommer et af de nye togsæt til perron i Wiesen, august 2013.


Der har kørt mange kombinationer af mindre tog på denne bane. Hér passerer en nu historisk oprangering med lokomotiv og ældre styrevogn Wiesen viadukten lige efter start fra station Wiesen i retning mod Filisur. Juli 2006. I 2014 kørte der igen indimellem styrevognstog, men nu altid med styrevogn af lavgulvstype og panorama-vinduer og med Ge 6/6 II lokomotiver (kort sagt med rigelig trækkraft).


Moderne lavgulvs styrevogn i kombination med stor Ge 4/4 som trækkraft ved Wiesen i 2015.


Bernina Express fra Tirano mod Davos på vej over Wiesen Viadukten. August 2013.

Arosa Bahn
Øst og syd for provinshovedstaden Chur fører en lille, stejl og charmerende del af Rhätische Bahn til skisportsstedet Arosa. Det er en times kørsel.


Turen byder på en meget flot opstigning fra Churs gader til en dal, hvor snævre kurver afløses af talløse viadukter og tunneler. Juli 2006. De fine korte vogne med den særlige bemaling findes ikke længere på banen, men er erstattet af "standard" RhB-materiel.


Ikke så langt derfra med motorvognssæt i front. Juli 2015.


I august 2013 er et motorvognssæt og "standard" RhB-vogne på vej over en helt ny-istandsat stenbro. Også på denne bane sættes broerne helt i stand i disse år.


Et tog krydser dalen på Langwiess viadukten. Opstigningen foregår først på nordsiden af dalen, og hvor dalen knækker mod syd, krydser toget og fortsætter opstigningen via byen Litzirüti på vestsiden. I 2015 er træerne til venstre i billedet blevet fældet, så det er lettere at fotografere broen.

Rhin dalen
Fra Reichenau-Tamins mod RhB's vestligste hjørne i Disentis/Mustér følger banen Rhin dalen. I den østligste del foregår det i en slugt lige ved floden i et meget vildsomt område.


Regionaltog på vej igennem Rhin-slugten øst for Versam-Safien på vej mod Disentis / Mustér. Udsigt fra bagerste vogn i 2015.


I 2011 var der rigtig mange godstog i Rhin-dalen. Her afventer godstog med et Ge 6/6 II foran. Stationen er Versam-Safien og retningen er mod vest. Gotthard tunnelens byggeri giver anledning til en del ekstra godstransport.


En Glacier Express på vej mod hhv. Davos og St. Moritz krydser Rhinen lige øst for Versam-Safien. En nu historisk kombination, idet der ikke længere er Glacier Express til Davos, og fordi de tre tilbageværende ekspresser kører hver for sig i Rhindalen - med en time imellem.


Rhätische Bahn har verdens længste smalspors tunnel. Den 19 km. lange Vereina-tunnelen går mellem Klosters og Saglianas (Engadin). Her hælder et biltransporttog biler af på nordsiden, maj 2011.

God fornøjelse med denne nostalgiske film fra 1989 i anledning af 100 års jubilæeet med krokodillen:


Oplevelser fra Davos i anledning af jubilæum for banen mellem Davos og Filisur:

Og her følger så indtryk langs Albulabanen fra Bergün til Preda, absolut en stor oplevelse. Vandreturen fra Bergün ned til Preda er tilrettelagt med optimale udsigter til den snoede bane:


Rejsetips:

Tog tur/retur København - Filisur med liggevogn eller sovevogn - konkurrencedygtige priser, også i højsæsonen. Se rejsetips med nattoget.

Regionalpas, løs et pas til alle zoner, der gælder for 14 dage, giver fri rejse med tog og bus i 5 dage.

Filisur Camping Islas

Links:

Rhätische Bahn

Wikipedia om RhB (tysk)

Vandrebog Wandern mit der Rhätishen Bahn kan rekvireres hos amazon

Wanderführer Via Albula/Bernina

Svævebanerne omkring St. Moritz

Læs omtalen hos Unesco