DAGBOG for "Nordenskjolds-ekspeditionen 1984"

Dag 12


84.08.06

D-dag. Vi har ventet et døgn på Grøndalens sydvestlige hjørne. Tiden er inde – invasionen af Barentsburg kan tage sin begyndelse. Russerne forventer ikke at møde os allerede i dag, men vi regner alligevel med at få en varm velkomst.

Klokken er 5.30 da medlemmerne af Tordenskjoldsekspeditionen kaster sig ud af feltteltene. Lejren ryddes i løbet af 1 time og 55 minutter og alle spor slettes. Ekspeditionen kan ikke trænge frem i terrænet i det vanlige regntunge skydække.



I dag skinner solen nemlig fra en skyfri himmel - men vi har den i ryggen!

Grøndalsdeltaet forceres uden vanskeligheder.

Alt ånder fred og idyl i de tyste morgentimer. Det eneste der rører sig i ingenmandslandet er tre små polarræve. Længere ude i Grønfjorden brydes den rolige havoverflade af en kortege af hvide hvaler, der majestætisk glider forbi, idet de hilser os med imponerende åndepust.
(fotografiet forsøger at fange denne situation, men den slags er altså svært...)

Barentsburg ligger forskanset bag Trust Arktikugols nyeste anlæg. Man har sprængt sig dybt ind i fjellet og beskyttet skakterne med primitive trækonstruktioner. Tungt materiel kan hurtigt fremføres til anlægget via en nyopført landevej. Den luftbårne indsats understøttes af en mindre helikopterlandingsplads.

Mødet med russerne bliver befriende udramatisk. Et lille kompagni børnehavesoldater kommer os venligt i møde. Alle børnene hilser os kækt og taktfast idet de under deres lærerindes myndige førerskab fortsatte ud til nogle af forældrenes arbejdsplads – det føromtalte anlæg som vi uhindret har lagt bag os.

Da vi passerer den egentlige bygrænse domineres bebyggelsen af industrielle anlæg. Der arbejdes støt og roligt. En stor rusten kompressor udstønner tunge suk. En sort buldoser tøffer frem bag en stor bunke skifferral. Bulede og brølende dumper-trucks kommer langsomt imod os på den rødbrune jordvej. Firskårne og mørklødede russere i mudret arbejdstøj og røde beskyttelseshjelme er i gang med bygge- og anlægsopgaver eller står og hygger sig i små-grupper.

Barentsburg er foreløbig snavset, rodet og i bevægelse. Her lugter af kul, diesel og armsved.

Byen stivner imidlertid pludselig. Bastante konstruktioner i beton og gule mursten af en ikke alt for overbevisende håndværksmæssig kvalitet toner frem. Enkelte træbygninger ses. Disse er kønnere, men mere forfaldne.

Bybilledet præges voldsomt af store plakater, der i 50’er-stiliserede former og skingre farver skildrer de forenede sovjetrepublikkers autoriserede arbejderideal. På en stor plæne midt i byen stikker Lenins beslutsomme fjæs frem på en pille som en anden totempæl. Længere ned ad plænen er to dusin sovjetborgere proppet i glas og guldramme som ikoner fra en svunden tid.


Konsulatbygningen ligger lidt afsides i byens nordvestlige hjørne. Arkitekturen er særpræget. En terning-formet betonkolos med små vindues-øjne, der i de nedre regioner er solidt tilgitrede. Det fæstningsagtige præg er søgt sløret ved at indrette bygningen med gule facadesten og lange og flot svungne trappeanlæg. Den særdeles kraftige stålindhegning er pyntet med fikse lamper. Denne imposante klods virker malplaceret her i det fredsommelige nord. Bygningen synes mere velegnet i en James Bond film som ærkeslynglen Blofelds tilholdssted.

Denne association forstærkes da jeg træder ind ad de kraftige trædøre. Til højre overvåger en tilburet og intetsigende kvinde passagen. Lige frem er der en huleagtig entre, der fremtræder overdådig og kold i sin grålige marmorudsmykning. Midt i rummet er anbragt et lille bassin, der er omkranset af tropiske planter.

Vi får imidlertid aldrig Blofeld at se. En af hans håndgangne mænd Dimitri Petrov – officielt vicekonsul i Barentsburg tager imod os. Petrov er først i fyrrene og klædt i jakke og slips. Han er en mand, hvis ansigt altid vil være svært at huske. Dimitri går os på udmærket norsk forståeligt at vi først var ventet den 8. Han skynder sig at udlevere vores depot og tilbyder straks at køre os ud til Kap Heer, efter at vi er blevet guidet rundt i Barentsburg.

Vores guide er en af de lokale lærerinder.


Hun taler rimeligt godt engelsk og fremviser Barentsburg hovedstrøg







og kulturpalads, herunder bibliotek, museum, biograf. Hun fisker lidt efter hvem vi er og hvorfor vi er her og væver lidt rundt i begreber om natur og frihed.

Tilbage på konsulatet forsøger vores talskvinde, Jette, ihærdigt og dygtigt at blødgøre Petrovs bureaukratiske sjæl. Efter at have overbragt vores gaver fremfører Jette, at vi gerne vil køres til Kap Heer, men forinden føler en køende trang til et varmt bad.

Petrov vil imidlertid nøjes med at vise os sin workcar og vejen til Kap Heer.

Den eneste flig af Petrovs sjæl vi får at mærke er hans ubændige trang til at samle patroner. Han har allerede 38 typer og tiltusker sig yderligere 2 fra Jørgen.



Vi passerer helikopterstationen i Kap Heer og Petrov fortsætter ad tvivlsomme spor så længe hans øse kan trække.

Fortumlede kravler vi ud og snart er han borte. Kl. er 12.15 og alt er gået så stærkt. Knap er vi kommet ind i byen, før vi bliver fanget af sheriffen og sparket af ved bygrænsen.

Kort efter bliver her overfløjet af denne russiske Mil Mi 8 super-helikopter.

Der slår et sving henover os, og drejer mod syd

til helikopterbasen, vi netop havde lagt bag os på Kap Heer.

Vi er syv forhutlede landevejsrøvere, hvis eneste bytte er fem uformelige papkasser. Væk er enhver drøm om festbanket, vodka og varmt band samt forløsende tale på tværs af jerntæppet.

Råbende og indignerede trøstespiser vi den deponerede frokost bestående af jaka-skinke, leverpostej, makrel i tomat og andre eksotiske delikatesser.

Efter at resten af depotet er fordelt

eller brændt af, begiver vi os mod nord i en søgen efter en lejrplads med gode vaskefaciliteter.


Undervejs gør vi ophold ved en af Aeroflots elektroniske installationer, men … ”we are being watched”. Bl.a. af 3 russere, der tilsyneladende formålsløst gennemfræser den rolige isfjord i regelmæssige zig-zag mønstre.


Der vaskes surt tøj og kolde kroppe i Zachariassendalen. Sjæl og legeme lutres i biotex og VO5. Skuffelsen over russerne driver med skyllevandet ud i Isfjorden…

Tøjvask (formentlig sure sokker) i plastikposer med biotex og lunkent vand. Der var sprit nok til at varme ekstra vand ved.

Ole skal til at vaske hår i det isnende kolde vand. Måske var han så klog at hente lidt lunet vand til at skylle efter med.

Isfjorden.

Jette og Lisbeth under snak nede på stranden.

Poul bruger det rigelige sprit til at fyre op under trangiaerne og lave frådsende pandekager.

indtil det pludselig lyder ”good afternoon” med den karakteristiske østlige accent.

Kl. er 21.33 og vi tror at vi er anholdt. To højhælede mænd i sort nappa er trængt ind i lejren. Et militærlignende køretøj med blå blink ses længere oppe ad skråningen. ”I am sorry, I am sorry” indleder den ordførende, efter at der imidlertid udveksles mandhaftige håndtryk. – Man har iagttaget os i nærheden af vitale anlæg. – Man håber ikke vi har set noget. – Vi har ofret vores overskud af mad og sprit til brugerne af den elektroniske station. – Vi ønsker at vide, hvem de to herrer er. De to herrer er ikke fra Aeroflot, men fra Trust Arktikugil – eller … De to herrer bliver meget venlige, da de hører, at vi er blevet kørt herud af vicekonsulen.

Jeg er begejstret. Systemet virker! Mine mest nedrige og platte fordomme om russernes hemmelighedskræmmeri og overvågningsmani er blevet bekræftet.

Om natten drømmer jeg spændende film, medens luftrummet over lejrpladsen gennempløjes af tunge russiske helikoptere forberedt til raketstyr.

Ole.

Næste side!