Rundtur til vestlige Canada og USA - et forslag
Vi var to par, der i efterårsferien, uge 42 + 43 i 2012 lavede en dejlig tur, hvor natur og romantiske jernbane-ture stod i centrum.

Jeg kan let forestille mig, at andre kunne have lyst til noget tilsvarende. Og da vores tur var så god, så kan jeg ligesågodt fortælle om erfaringerne herfra, - så kan andre bruge erfaringerne.

Oktober måned er off-season i det vestlige Canada. Vejret kan - som resten af året - være meget forskelligt, der kan ligge sne. Men det kan også være lunt. Kort sagt chancebetonet. I San Francisco er oktober-november gode måneder med klart vejr. Efterårsfarverne er noget andet derovre, træerne står meget mere "rent" i farver, og i længere tid end i Danmark. Man går op i disse farver, lidt ligesom japanerne går op i de dage, hvor kirsebærtræerne blomstrer.

Vi fløj med Lufthansa og Air Canada lørdag med skift i Frankfurt og ankomst til Calgary samme dag kl. 15.15 lokal tid.

Bus 300 ind til centrum. Kræver lige penge. Vi overnattede på Ramada Hotel Downtown Calgary, 708 8th Avenue Southwest. God beliggenhed, noget søvnigt miljø, fornuftig pris.

Udlejningsbil to døgn søndag og mandag fra Calgary (afh. Alamos bykontor om morgenen kl. 9) til Edmonton med ekstra "envejs leje", der koster ligeså meget som lejebeløbet.


Landevej vest udfra Calgary. Men I havner til sidst på motorvej "1".

Vi kørte mod vest ind i Rocky Mountain, via Banff, forbi Lake Louise (185 km fra Calgary), Bow Lake og Lake Agnes (gåture et af stederne).


Vandretur op langs søen - gå gerne op til te-huset for enden ude ved gletcherne.

Op til Saskatchewan River Crossing (262 km fra Calgary, overnatning på motellet). Der er en elendig pub (lukker sent) og et noget primitiv cafeteria (lukker kl. 20).


Vi var i motellet i "off-season". Det var enormt stemningsfuldt.

Næste morgen vi drejede tilbage mod øst af David Thompsons Hwy.


Frokost undervejs.

Via byen Rocky Mountain House til Edmonton gennem foothills og prærie (= landbrug) (401 km fra Saskatchewan River Crossing).

Sæt bilen i Edmonton internationale lufthavn og brug hotel-shuttle til det hotel, I har bestemt jer for. Vi boede lidt nord for centrum godt. 1 km. fra VIA Rail stationen. Ramada Conference Centre
Adresse: 11834 Kingsway Avenue. Udmærket hotel. Byen i sig selv er bestemt ikke interessant.

Tirsdag morgen taxa den korte vej til stationen, vær på stationen et kvarter før afgang. Toget kommer i god tid før afgangen 7.37. Men kan meget vel være forsinket (vi havde en times forsinkelse, men så var dagslyset også kommet, godt for fotos og video). Toget er the Canadian, tog nr. 1.

>> Se omtalen fra maj 2016 om forsinkelser på netop dette tog

Min video fra turen.

Se hvordan en sovevognskupé ser ud i dette tog! Sådanne kupeer havde vi købt og det er temmeligt pebret. Men de billigere klasser i sovevognene er efter min mening lidt tarvelige. Prisen er inkl. al forplejning.

Den flotteste del af turen kommer netop, når toget kører ind i Jasper National Park. Der er rummeligt med enge, flod og flotte bjerge.

Et langt ophold i Jasper tirsdag 13.00 til 14.30

Vi skal bagefter over Rocky Mountains via Yellowhead Pass i sølle 1.131 meters højde. Ruten åbnede først i 1913, og blev lavet af Grand Trunk Pacific og Canadian Northern Railways og aflastede den sydligere, stejle og højere passage fra 1886 over Kicking Horse Pass, som Canadian Pacific Railway havde lavet.

Vi kører om natten/tidlig morgen igennem Fraser River Canyon, som sikkert er flot at køre i, men temmelig snæver. Se IMAX film Rocky Mountain Express, hvor Canadian Pacific kører flot damp-veterantog netop gennem Fraser River Canyon og senere via Rogers Pass og Kicking Horse Pass.

Turisttoget Rocky Mountaineer kører begge strækninger i dagtimerne, men hotelovernatning i Kamloops midtvejs. Hamrende dyrt. Og ikke et flot tog.

Vi ankom med the Canadian til Vancouver 9.42 onsdag morgen.

Vancouver

Vi boede glimrende i Vancouver onsdag morgen til fredag morgen på Ramada Limited Downtown.
Fra stationen til hotellet i taxa.
Prøv at leje cykler og cykl en tur til Stanley Park, først langs kystlinjen og dernæst gennem urskoven retur. To timer kan gøre det.


Flotte efterårsfarver i nybyggeriet ved havnefronten mellem downtown og Stanley Park.

Hvad med en hval-safari ud i bugten? Se reklamen! Der er flere af den slags tur-operatører. Det tager en hel dag, og det kan ikke blive den første dag.


VISA til USA - Visa Waiver Program
Når du kører over grænsen i tog, bus eller bil så skal du ikke løse visa waiver på web før afrejse. Du skal derimod udfylde dokumenterne og betale et lille beløb ved grænsen.

Afgang fredag morgen tidligt fra Vancouver med Amtrak bus 5.30. Den afgår på forpladsen udfor MacD.

Ank. Seattle 9.00. Vi indtjekker den store bagage med det samme.


AMTRAK er klar til afgang (til tiden) i Seattle.

Coast Starligth luksustog afg. Seattle 9.45
I Amtrak anbefaler jeg kategorien "Romette". Det er den billigste kategori sovevogn, og der er ikke plads til andet en håndbagage i kupeen. Se meget mere om Amtrak hér. Du booker selv på nettet. Print billetter og få din voucher "vekslet" ved de blå billetautomater på stationerne. Sovevogn betyder al forplejning inklusive, og med Coast Starlight adgang til den særlige Parleur vogn.


Parleur car attendent William præsenterer en af de fire vine, vi skal prøve sammen med ost og kiks ved vinsmagningen kl. 3 om eftermiddagen (inkl. i billetten).

Ruten fører os op ad bakke fra Eugine, Oregon op i Cascade Mountains til Chemult i 1.452 meter. Om efteråret bliver det mørkt under stigningen. Det var oprindeligt Southern Pacific, der i 1926 fik lavet deres nord-syd gående jernbane. Det er aftensmad ved dette tidspunkt, og om natten kører vi ind i Californien.

Ank. Emeryville (San Francisco) lørdag 8.15, bus transfer over the Bay kl. 8.25.

San Francisco

Ophold i San Francisco lørdag morgen til tirsdag morgen. Vi boede på Mark Twain, som var glimrende og tæt på alting.
Vi stod derfor af Amtrak bussen ved Commercial Centre på Market Street og gik op til hotellet.

Lørdag gik vi gennem China Town, Telegraph Hill, Pier 39. Og lejede cykler og kørte på to timer over Golden Gate Bridge og retur.


Cykeltur til Golden Gate Bridge - det bedste vejr herude er vist netop i efteråret.

Søndag lavede vi udflugt i udlejningbil til Big Basin Redwoods State Park, Boulder Creek. 1 t. 40 m. fra San Francisco. Madpakke med. Via flipperbyen Santa Cruz, hvor tiden har stået stille siden '68. 50 min. i bil. Eftermiddagskaffe eller tjald. Langs kysten hjem til SF, 2 timer i bilen.


Big Basin rummer nogle af vestkystens mest imponerende reedwoods. Gå ikke glip af denne oplevelse!



Morgenmad er normalt ikke inklusive på hotellerne. Men der er frelse på gaden. Morgenmadsspisesteder er der mange af. Og restaurantmad er billig og rigelig i USA, og denne morgenmad var i al fald lækker!

Mandag forskellige udflugter. Ikke mindst med cable car og besøg i cable car museum. Pas på: I weekenden og i godt vejr er der frygtelig mange med cable car. Løs et MUNI passport, 14$ for en dag. Inkluderer fri kørsel med cable car. Brug også sporvognene/metro, som kører under Market Street, fx direkte ud til Stillehavet og drik kaffe.

Exploratorium flytter først til ny beliggenhed ved Pier 15/17 og åbner i januar 2013.


Med linje "F" ud til Stillehavet.

Tirsdag morgen: Amtrak bus over broen (afgangstid - Shopping Centre allerede 7.10, for bussen skal en rundtur rundt i San Francisco), og starter med at indtjekke den store bagage i Emeryville. Køb lidt morgenmad på stationen, for morgenmad får vi ikke i toget.
California Zephyr afg. Emeryville tirsdag kl. 9.10

Min video fra turen.

Vi benyttede igen Superliner roomette og alle måltider.

Tirsdag i Californien og Nevada
Vi skal over Donner Pass med Central Pacific Railroad (nu overtaget af UP), som er den oprindelige og første linje fra 1868 over Sierra Nevada. Det er et af de mest snerige områder i USA. Den oprindelige og meget krævende linjeføring blev benyttet helt til 1996, hvor en ny tunnel erstattede det vildeste afsnit over passet. Vi kommer op i 2 kilometers højde, og passet er idag igennem en noget længere tunnel. Den gamle linjeføring kan nemt ses på østsiden af bjerget.


Et snerydningstog kører lidt langsomt, så vi stopper før pashøjden. Sikke et dejligt øjeblik!

Onsdag i Utah og Colorado
Denver and Rio Grande Western Railroad (nu overtaget af UP) tager os over den flotteste del af turen i Colorado. Glenwood Canyon er imponerende, desværre er der nu også motorvej. Gore Canyon lidt længere oppe i bjergene befærdes dog alene af toget (og whitewater rafters). Rollins Pass var den originale linje over Rocky Mountains. Den nåede op i 3.554 m, men var helt håbløst stejl med zigzag kørsel og en masse sne.
Moffat tunnelen var langt lavere end forgængeren Rollins Pass, nemlig kun i 2.816 meters højde, åbnede i 1928, og er 10 km. lang. Lige inden vi kører ind i tunnelen ser vi skiområdet Winterpark til højre, hvor man står i ski fra 3.000 meter til 4.000 meters højde. Den gamle linjeføring af banen kan stadig ses fra østsiden af tunnelen. Nedturen til Denver i 1.600 meters højde er spektakulær.

Chicago
Ankomst Chicago torsdag d. 25. kl. 14.50. Vi ankom 10 min. før tid, men regn ikke med den punktlighed. Regn snarere med en forsinkelse på 1-2 timer.

Overnatning i Chicago mellem torsdag og fredag. Vi boede på Best western plus river north som også var glimrende.

Vi besøgte bla Kunstmuseum og Millenium Park, og det gamle bibliotek. Alt dette ligger komfortabelt ved siden af hinanden.



Den store bønne i Millenium Park i Chicago er bare et utroligt kunstværk. Skal opleves!

Blå linie metro kører for 2,25$ ud til lufthavnen. Natfly hjem fra Chicago med Lufthansa. kl. 19.15 skift i Zürich ankomst kl. 14.05 i København.

Altstätten Stadt - GaisSt. Gallen - Teufen - Gais - AppenzellGossau - Urnäsh - Appenzell - Wasserauen