Det hedder alperne pga af ældgammelt fælleseje

I mange hundrede år, i Grindelwald i 600 år, har der været organiseret fælleseje af det alpine højland. Det er bønderne i dalene, der tilsammen har brugsrettighederne på sommergræsgangene. Det fælles ejerskab betyder brug af fællesarbejde og samarbejde om pasning af dyr, mejeribrug mv. oppe på allmend (eller kort alm). I daglig tale blev alm også til alp, heraf navnet alperne. Så alperne er altså et navn for de sekundære områder, der kun kan bruges til landbrug om sommeren.

Alm'en, som vi kender den. En sommergård med røg i skorstenen, elektriske hegn og en nysgerrig ko, der med fyldt yver venter på aftenmalkningen.

>> Læs også artiklen om "Heidi på græsgangene anno 2013",
der handler om hvordan det den dag idag er en udfordring at få arbejdskraft til at tilbringe en lang og slidsom sommer oppe på alm'en sammen med dyrene, malkningen og oste-fabrikationen.

Udgangspunktet for det hele er årstiderne skiften og græssets vækst i de forskellige højder. Dyrene og leen deles om sommeren om græssets frodighed. For nok er der frodigt og vækst om sommeren, men kapaciteten bestemmes faktisk af bøndernes evne til at holde køerne med foder om vinteren.

Traditionelt har man drevet et rent økologisk landbrug og uden at skulle bringe foder ind udefra. De principper har været svigtet, således at der i de senere årtier har været købt kraftfoder andre steder (fx fra troperne). Billedet er ved at vende igen, så der atter er fokus på økologisk landbrug og ikke flere dyr, end der er "eget græs" til.


Det er stadig almindeligt at se arbejdshold igang med leen på de stejle enge. Det kan være familiemedlemmer, men det kan også være naboer, der høster på fællesjorden.

Gårdene i dalen er i privateje. Fra gammel tid har man erfaring for, hvor meget græsningsareal, der er brug for, til at holde liv i dyrene. I dalene ses dyrene mest om vinteren og tidligt forår / sent efterår. Så snart det er muligt at sende dyrene væk fra de høj-produktive græsgange i dalen, så sendes de afsted, så dalenes produktion af græs kan blive til hø, der tørres og stuves til side som vinterfoder.

Det hele er én lang flytten rundt med dyrene. Kombineret med et lidenskabeligt forhold til de gode græsgange.

Nu er det jo ikke sådan, at det hele foregår som på et frilandsmuseum.

De mest sindrige maskiner er opfundet for at gøre det alpine landbrug fysisk lettere.

Til venstre ses en benzindrevet slåmaskine på en ganske stejl skråning.


Rytmen går fra lavere over mellemste til højeste græsgange. De øverste bruges måske kun en uges tid, før dyrene igen afgræsser lavere enge.

Der er områder, der kun bruges midt på dagen. Det kan være græsgange, hvor dyrene kan gemme sig, eller en stejl græsgang. Sådan nogle græsgange skal dyrene ikke være ude i om natten. Om køerne føres hjem til stald eller indhegning om natten varierer. De dyr, der skal malkes, skal i al fald hjem til malkning to gange om dagen. Nogle køer kommer så på nat-græsgang, nogle overnatter i indhegninger udendørs, og atter andre kommer for natten helt ind i stalden. Gederne er ikke i stald i sæsonen

Især køerne har faste vaner. De kender selv til de to gange malkning og deres dag- og nat græsgange.


Så meget som muligt - også højt oppe på bjerget - skal slås og bruges som vinterfoder. Skrånende græsgange er de bedste, for de flade græsgange (enge) er våde og giver ikke så meget udbytte. Der slås efter 15. juli. De bedste græsgange kan give to slåninger.

Når høet er slået skal det tørres. Det skal passes under tørringen, nogen gange manuelt, som på billedet, eller med små maskiner, der vender det. Når det er tørt nok, skal høet i lade: Først fyldes laderne nede i dalene, senere bruges lader lidt længere oppe af bjerget.


Der er ingen grænse for, hvor højt høet fra de alpine blomsterenge værdsættes. Det tillægges de mest helbredende egenskaber, og bestemt ikke kun for dyrene! Fotoet er dog opstillet til fotografens ære!

Blomsterfloret er vigtigt, når det skal bedømmes, hvor godt en græsgang aktuelt har det. Mange og varierede blomster er et godt tegn!

Fællesarbejde i området Grindel, i Ischmeer-dalen. Fællesarbejdet går ud på at udbedre vinterens skader: Håndtere vandløb, istandsætte vanding til dyrene, udbedre stier og hjulspor, fjerne sten på græsgangene og ikke mindst sørge for at hegnene er i orden, så dyrene ikke forvilder sig hen til farlige bjergsider, og skiller de forskellige græsgange, så dyrene lettere kan håndteres i sommerens løb.

Fællesarbejdet kan være festligt, men kan også (som på billedet) være surt arbejde i dårligt vejr.

Får og geder bliver sendt hen til de ringeste græsgange, til dér hvor der ikke vil blive slået hø, men hvor der er føde nok til de to-tre sommermåneder.

Hér ses får på vej ad stejl sti, mens byens folk driver dem afsted og undgår, at de færdes farlige steder inden de kan slippes fri i et område, der er sikret med hegn. Fårene går afsted, som de nu er venner, og som de kender hinanden fra den lange vinter, hvor de gik hjemme hos de forskellige bønder. De er mærkede, så bønderne kan kende dem igen til efteråret!


Højt oppe over 2.500 meter bliver de sluppet fri og klarer sig sommeren over. Der fødes lam og pelsen vokser sig fin og lang. Græsningen er heroppe for dårlig til køer og heste. Vejret er også for barskt - selv om sommeren.



At flytte rundt med dyrene er en fast del af hyrdernes arbejde. Hér er gederne samlet sammen sidst på eftermiddagen. Denne efterårsdag skal de en etape længere ned i dalen og græsse et nyt sted, inden vinteren for alvor sætter ind og forhindrer udnyttelsen af de høje græsgange.

Man tror det næppe, men man luger manuelt de mest frugtbare enge!
Landskabspleje vil nogen kalde det. Andre kalder det at passe på sin produktionsjord. I hvert fald, så er det en del af brugsretten at fjerne ukrudt. Ukrudt er buske, der kan få græsgangene til at springe i skov. Ukrudt er også de planter, som dyrene ikke kan lide at spise.

Lugningen foregår som fællesarbejde nogle få gange om året, eller som en del af den daglige brug af græsgangene. Det foregår på de græsgange, som skal slås.

Der er aftaler mellem myndighederne og brugsfællesskaberne om, hvad de forskellige områder kan tåle. Tilskuddet (landskabspleje) fra myndighederne fordeles efter disse bedømmelser. Tilskud gives også alt efter hvor højt oppe, græsgangene befinder sig. Højt beliggende jorde med udnyttelse giver højrere tilskud.

På de græsgange, der skal slås, er der gennem tiden (og også nu) fjernet sten, så det kan lade sig gøre at slå græsset. Der køres gylle fra dalenes gårde op til græsgangene, både for at øge udbyttet, men også for at lave naturpleje steder, hvor græsset har det skidt (fx efter overgræsning eller nedtrædning)

Dårlige eller sarte områder må måske ikke slås, men kan bruges nogle få uger af kvæget.

På de stejle områder, der lejlighedsvis afgræsses, ses ofte ”fårestier”, som køerne får lavet. Kvæget er således med deres vægt og tætte græsning i stand til at sætte deres negative præg på landskabet.


Blandet udnyttelse
Fårene græsser øverst oppe, de skal ikke udnyttes til mælk. Så kommer kødkvæget. Længere nede kommer geder, der skal malkes. Endelig kommer køerne. Udnyttelse måles i klove. En ko har otte klove (to på hver fod). Et får eller en ged tælles som én klov. Dvs. der regnes otte får for én ko, når der måles belastninger af græsgangene.

Til at flytte rundt med får og geder bruges gerne hyrdehunde. Gederne er på vej tilbage i billedet. De er nemlig bedst egnet til at forhindre at græsgangen springer i skov. Mens kvæg og køer er rigeligt selektive, hvad angår deres appetit på de forskellige planter. Typisk går forskellige dyr på samme græsgang hen over sæsonen. De mange justerbare elektriske hegn flyttes hen over sæsonen, så belastningen afpasses.

Nogle gange spærrer man øjene op. Der er introduceret flere eksotiske dyr, fx yak okser. De er rolige dyr og går fint sammen med køerne.

Heste og køer går til gengæld ikke godt sammen.

Kilder:

Bergschaften in Grindelwald, Alppflege zwischen Tradition und Moderne, Marianne Tiefenbach / Andrea Glan Mordasini

Alpweiden im Wandel, Priska Baur, Priska Müller und Felix Herzog

STANDÖRTLICH ANGEPASSTE NUTZUNG VON ALPWEIDEN, Dr. Walter Dietl

samt videoer om økologisk landbrug i højalperne i Schweiz.


>> Retur til oversigten over artikler