Kobjælder, alpehorn og bægerklang. Hvad hører egentlig til i Schweiz?

Alpehornene er de samme. Men læderbukserne, harmonika-akkompagnementet og de svingende ølkrus hører til i Bayern og Tyrol.

Mange tror, at der bliver klasket lår, svinget ølkrus og beundret blankslidte lederhosen også i Schweiz. Men det er altså traditioner østfra, ikke mindst fra tyske Bayern og Østrigske Tyrol. Måske skyldes det skæve billede af Schweiz, at Tyrol er mere kendt i Danmark end nabolandet mod vest.

Schweiz vil gerne være kendt for sin folklore og kulinariske specialiteter – ligesom de fleste andre lande. Chokoladen og osten er nok nummer et. Bjergene, alpehornene, kobjælder og de fantastisk dekorerede træhuse i bjergene er lige bagefter.

Hornmusik er helt sikkert noget, du støder ind i på din tur til Schweiz. Med Alperejser er det muligt at vi støder ind i en lokal festival, og er vi så heldige, så skal vi bestemt mase os ind i det gode selskab. Også efter en lang dag i fjeldet! Centralt i enhver festival i bjergene er lokale orkestre, der har masser af hornblæsere. Heriblandt gerne et par alpehorn. De er som andre ”primitive” horn svære at få meget melodi ud af, for uden ventiler eller andre justerbare finesser, så er der kun instrumentets grundtone og de naturlige overtoner, der kan frembringes. Alpehorn findes udover i Schweiz og Østrig sjovt nok også i Tibet, hvor de kaldes Dungchen.

Under en festival kan der også være inviteret musikere udefra. I Filisur i 2012 var fx Molotow Brass Orkester inviteret, og udover at være glimrende musikere, så gjorde de på fineste måde grin med traditionerne. Der var kobjælder og jodlen, men sådan at vi udefra også kunne mærke, at de skilte sig ud. Måske var de lokale knap så glade for det ungdommelige letsind.

Molotow Brass Orkester er en blanding mellem alpe-brassband og balkanmusik. Hør selv.

Jodling er noget, man kan i Schweiz

Mange af os kender det bedst fra Bamse og Kylling, hvor Luna og Aske jodler. Men det er en ægte Schweiz-tradition, som klæder landskabet rigtig godt. Jodling er iflg. Wikipedia en form for ordløs sang, der karakteriseres af en forlænget tone med hyppige skift af tonehøjden i stemmen fra brysttone til falset; fremkaldende en skiftevis høj og lav lyd.

Jodling deles med Østrig, Bayern og mange andre steder på jorden. Desværre bliver der altså ikke jodlet så meget ude på fjeldet, så det gør noget. Alpehorn og jodling er dog faste ingredienser ved kulturelle sammenkomster på sæter-stationer sommeren over.


Video med Stansler Jodlerbuebe jodle-kor. De kommer fra egnen syd for Luzern med højalperne som baggrund.

Der er enormt mange sjove YouTube film med jodlen. Prøv denne amerikanske pige i talentkonkurrence.
Eller et billigt grin med en crazy kombination af Gangnam Style og jodlen.

Kobjælder i alle udgaver

Man tror at køerne må blive tossede af hele tiden at skulle høre på deres klokker – døgnet rundt. Men de hører dem næppe længere, men kan formentlig høre de andre, nøjagtig som hyrderne kan. Så grundlæggende er det et meget praktisk redskab, så man kan finde køerne ude i fjeldet. De små med høj lyd hører til de mindre dyr, de store med dyb lyd til de store. Får og geder har også bjælder. Og måske skræmmer de også onde ånder væk?

For bønderne er der også præstige i at have flotte klokker til køerne. Men de er altså til særlige lejligheder og som pral.


Denne film fortæller en masse om kobjælder, og man kan øve sig på det særlige schweizer-tyske.


Biergarten og bægerklang

Det er altså ikke i Schweiz at øl og hornmusik går så godt sammen. Igen er vi tilbage i Bayern (og Tyskland), hvorfra nedenstående billede er hentet.

Foto skal forestille en løssluppen fest i Berchtesgaden (Bayern) i 1936, fra filmen Nordwand

Man kan bestemt godt lide øl i Schweiz, men ølkulturen er ikke så udtalt. Det schweiziske køkken er ikke så robust som i Bayern og Østrig, men er inspireret både af fransk og italiensk gastronomi. Der spises også mange grøntsager og masser af frisk salat. Og gerne med lokal vin, som for øvrigt dyrkes ganske højt oppe i bjergene, fx i Mattertal på vej til Täsch og Zermatt.


>> Retur til oversigten over artikler