Dagbog fra Grindelwald 2016
Deltager Martin fortæller om turen (fotos af Poul)

Turen fra Zürich foregik i et behageligt toetagers el tog, så nænsomt affjedret, at man næppe opdagede, at toget satte sig i bevægelse. Forskellen mellem et schweizisk og et dansk tog, er som forskellen mellem stille harpespil og en flok gale orangutanger i en musik forretning. Men schweizerne har også 100 års forspring med el-tog, i forhold til Danmark.

Man kunne godt tage til Schweiz udelukkende for at se på tekniske finesser og fintunet infrastruktur. Men hvor ville det dog være synd. Ingeniørkunst er trods alt blot forgængelige småjustreringer i landskabet. Derfor vil jeg ikke skrive et ord om, panorama-vogne med udsigt til himlen, restaurant-vogne hvor tjeneren kommer ned og siger ”hvad skulle det være” (på tysk altså), små gamle men nymalede smalspors tog, tandjulsbaner i massevis, moderne oliefyrede damplokomotiver, flere-fases pantografer til vekselstrøm, vinduer som kan trækkes ned, så passagerende kan komme til at stikke hovedet ud og få lidt vind i ansigtet, eller alle de andre tog oplevelser Schweiz har at byde på. Alle disse ting vil jeg springe let og elegant over, der er nemlig langt vigtigere ting at berette om.

Af samme grund vil jeg heller ikke levne plads til en eneste svævebane i denne beskrivelse. Hvad end det drejer sig om svævebaner med et simpelt to gondol system - med eller uden trækkabel, mellemstationer med frakobling af gondolerne fra kablet, transport af materiel, simple skilifter, eller de helt store gondoler med plads til et par hundrede mennesker, så vil intet af dette blive nævnt med bare et eneste ord. For der er noget langt vigtigere og uendelige meget mere imponerende at berette om.

Det hele handler jo om bjergene.


Eiger er kommet fri for skyerne i solnedgangen, foto fra campingpladsen i Grindelwald

Nu skal du bare høre…

Eiger lå de første to tre dage indhyllet i et tæppe af skyer, så det det første jeg oplevede var synet af bjergets fod. Men det er ikke så glat at starte med. Selv om campingpladsen lå i små 1000m, gav Eiger følelsen af at jeg stod på bunden. Altså helt nede i kælderen. Der var langt op, og jeg var langt nede.

Der er noget frygtindgydende over et bjerg man ikke kan se toppen af. Det nedsete af Eiger er dækket af grantræer, af den type som elsker at gro, hvor der er virkelig stejlt. Altså ikke Danmark-stejlt, men rigtigt stejlt. Lidt over træerne begyndte sneen. Og så forvirredes blikket i skylagene.

Jo det er vældig stort. Men altså bare lige der over ved siden af campingpladsen.

Det var første dag, og jeg havde endnu ikke forstået at ”bare lige der over” begynder noget helt andet i bjergegne end det gør i et bakkelandskab. ”bare lige der over” kan betyde alt fra en halv times gang, til en hel dags gang, eller endnu mere.

På anden dagen lettede skyerne lidt. Og jeg begyndte at forstå at der faktisk er ganske mange bjerge i Alperne. Det kan man faktisk godt glemme, hvis man prøver at rumme bare et bjerg i bevidstheden. Der er simpelthen ikke plads til mere. Det er faktisk også derfor jeg nøjes med at beskrive et bjerg i denne tekst.

Men skyerne lettede altså en smule. Og nu, nu kunne jeg se toppen. Ih, hvor var det bjerg bare stort!

Ganske vidst lå toppen stadig indhyllet skyer, men nu kunne man få et indtryk af hvor stor Eiger faktisk er. Himmelbjerget er bare et lille sandslot i sammenligning, når man sammenligner med hele Eiger. For nu kunne jeg se hele Eiger.

… troede jeg.

Jeg stod samme aften på campingpladsen, og nikkede anerkendende til det lys, fra hvad jeg antog, var et lyssignal på bjergtoppen. Klogt af schweizerne at sætte en advarsel op til piloterne. Glimrende fundet på. Godt tænkt. Dejligt selv at kunne regne tingenes sammenhæng ud. Jeg stod altså og følge mig godt tilfreds med min begavelse og nikkede tilfreds.

Imens jeg stod der og nikkede for mig selv kom Poul Kattler hen og pegede på lyset og fortalte ivrigt om, at hvis man ønskede at bestige Eiger, så gjaldt det for gudernes skyld om at nå op til hytten halvvejs oppe ad bjerget første dag, ellers kunne man lige så godt opgive. Ja, det var netop den hytte man kunne se lyset fra, lige der.

Jeg må indrømme, at efter den bemærkning knep det lidt med at føle mig godt tilfreds med min begavelse.

På tredjedagen vågnede jeg op til en skyfri himmel.


Eiger, Mönch og Jungfrau i baggrunden. Forrest Tsuggen og Lauberhorn.

Og dér lå Eiger så. Jeg vil ikke beskrive synet, for det kan alligevel ikke fanges med ord. Majestætisk og med en selvfølgelighed, som om at resten af jordkloden bare er til for at Eiger har noget at stå på. Man kunne også få den tanke, at Eiger ligesom var der først, og resten af jorden bare er lidt pynt, som er limet på siden hen. Lige som når man ligger et salatblad under en hovedret, som lidt ekstra finish, der egentlig ikke er brug for.

Nu kunne man godt tro, at man på en måde kan forurene et bjerg ved at klistre det til med stier, veje, restauranter, souvenirboder, tunneler, snegallerier osv osv osv.

Men nej. Det kan man ikke.

Tag nu et snegalleri f.eks. Nå ja, til dem som ikke ved hvad et snegalleri er, så er det den mellemting mellem et tag og en tunnel man bygger over en jernbane, for at sporet ikke skal blive begravet i sne om vinteren. På den måde kører toget altså inde i en slags snetunnel om vinteren. Et ret stort byggeri.

Men står man neden for bjerget, så er sådan et snegalleri på en kilometer bare en lille tynd blyantstreg på siden af bjerget. Man for slet ikke øje på det, hvis man ikke ved hvad man skal se efter.

Nu har jeg foreløbig brugt en hel side på at give et glimt af størrelsen på Eiger, og så er jeg ikke engang begyndt på alt det med gletsjerne, og de karamelfarvede floder, eller de mælkehvide floder, planteliv, dyreliv eller noget af alt det andet. Og jeg har slet ikke fået bare så meget som et ord ind om hvordan det så er rent faktisk at GÅ i bjergene. Nå ja, udsigten! Selve udsigten mangler også. Den har jeg heller ikke fået plads til endnu. Desuden er det jo bare synssansen jeg har beskrevet, der er jo også alle de andre sanser.

Ja, det er faktisk værre endnu, for Eiger er jo bare ét af bjergene. Lige ved siden af ligger Munken. Og Munken er lige så stor som Eiger. Man skulle tro at det var løgn. Og ved siden af ligger Jomfruen, som også er lige så stor, og ved siden af Jomfruen, ligger... Der er jo bjerge hele vejen rundt om campingpladsen. 360 grader. Og hvad er der så bag de bjerge? Flere bjerge, som er lige så store. Og bag dem? Jamen, endnu flere bjerge!

I min sølle beretning er jeg ikke kommet længere end til campingpladsen. Som om at det var det eneste der skete. For selvfølgelig stod vi ikke bare på campingpladsen og gloede. Vi var op og ned ad bjergene, til fods, i svævebane, i hjuldamper, med paraglider eller med tog. Men det bliver der slet slet slet ikke plads til her. Slet ikke.

Jeg beklager, det er for vildt, jeg kaster håndklædet i ringen. Det kan ikke beskrives. Og hvis det kunne ville der ikke være plads til beskrivelsen på harddisken. Hverken den i computeren eller den i hovedet. Min beretning slutter her, før den overhovedet er kommet i gang.

Så tag selv der ned og oplev det. Der er ikke andre muligheder.


Deltagerne nyder udsigten fra Eigertrail, stien der går lige under dér, hvor Eiger Nordwand rejser sig rigtig stejlt.

Men tag det rette udstyr med, og så husk lige en rutineret guide, som kan rette de værste misforståelser, og sørge for at du ikke forsvinder ned i en gletsjerspalte, bliver ruineret af billetpriser, eller bliver trampet ned af horder af fotogale japanske turister.

Men så alligevel, mest for at slutte i en stemning som er Alperne værdig, vil jeg berettige om det indtryk jeg fik den sidste dag af at gå ind den gletsjerslugt, som ligger ved Eiger:

Det er som at gå ind i selve bjerget. Slugten er helt lodret, himlet bare en linje for oven. Den rivende elv man går ved siden af, den konstante lyd af rivende vand. Alligevel bliver der underligt stille i sindet.

Det er som om at bjergene, uden at mæle et ord, deler deres ældgamle visdom med dig. ”Vi var her længe før mennesket første gang gik på jorden, og vi vil være her længe længe længe efter det sidste menneske er borte.”