Lyset og synet -> Den blå skygge på Willumsens Legende børn

Den blå skygge på Willumsens Legende børn

Har en skygge nogen farve? Strengt taget er en skygge karakteriseret ved at være fravær af lys.
Når skyggen så nogengange ser farvet ud, hvordan kan det så være?


Se nu hér på Willumsens berømte maleri fra 1909. Det er malet på Skagen Nordstrand og der er meget langt fra kystlinjen til kystklinter og andet end det fine hvide sand.

Se at skyggerne er skarpttegnet og er malet blålige. Når nu den hvide sol blokeres af de nøgne kroppe, skulle skyggen vel bare være sort?

Lad os tænke os om. Er solskiven den eneste lyskilde på stranden? Nej. Himlen er der også og bidrager med 1/5 af al lyset. Og herfra kommer der et lidt mere blåt lys (fra alle retninger). Og det er en dejlig dag med overvejende blå himmel, som Willumsen betragter. Ikke noget hokus-pokus, skyggen er faktisk lidt blå og ikke kun sort, for himlen lyser på skyggen!
I denne forsøgsopstilling kan man i et stort og mørkt rum med opstillingen placeret i midten på en hvid bund så nogenlunde etablere det lys, der var på Skagen Nordstrand dengang.

En hvid pære i arkitektlampen, gerne en klar glødepære. En stor, blå rispapirlampe lidt væk på den anden side af "solen". Man kan så se, at skyggen bliver blå.

Men mon ikke Willumsen har overdrevet den blå farve i sit maleri? Så blå er skyggen måske ikke derude?

Nej, han har nok overdrevet lidt. For han har med en ekstra blå farve (= kold farve) på elegant vis fremhævet, at det var en varm solskinsdag, så solens hvide lys opleves lidt varmere af kontrasten til den blå skygge. Et trick han nok har delt med de andre Skagensmalere.

Jeg er ikke ene om at komme med denne simple, fysiske forklaring på fænomenet. Se hvad fysik-afdelingen på Michigan State University skriver.

Sand er sjældent hvidt nok til at få glæde af dette fænomen. Se på de følgende billeder i snelandskaber:


Fotografen hedder Sandy, og han skriver at han altid har været fascineret af disse blå skygger! Jo tættere på skyggen, jo tydeligere bliver fænomenet. Er det et lille strå, det drejer sig om (som til venstre på billedet) kan vi knap ane den blå farve, det ser bare sort ud, kontrasten er for hård!



Hér er det hollænderen Wim Hof, der løber en maraton nord for polarcirklen. Ikke så sært, at skyggen er blå med dén himmel!

Andre malere har selvfølgelig også malet dette flotte naturfænomen:

Kunstneren hedder Vasili Kirillovich Nechitailo, malet i Sovjet i 1976.


Dette billede er med en hvid bro, som skyggerne tegner sig på. Solnedgangen, de tre damer kigger på er lidt rødlig og tegner sig flot rødlig på broen. Skyggerne er blålige. Kunstneren er O Louis Guglielmi (amerikaner) i hans billede fra 1942: The River.