Jungfrau Bahn

Besøges af Alperejser til Grindelwald

"Top of Europe" står der i reklamerne. Og ikke mindst japanerne har fundet det værd at bruge tid og penge på at komme en tur op på Jungfrau - iøvrigt uanset vejret! Men godt vejr kræver turen efter min mening, for kronen på jernbaneoplevelsen igennem den lange, lange tunnel i Eiger og Mönch er altså udsigter og godt vejr på Jungfraujoch, som er banens slutstation i 3454 moh.
Men det er til gengæld også den højest beliggende jernbanestation i Europa!

Jungfrau Bahn, som de fleste kender den: Afgang i solskin fra Kleine Scheidegg og japanske turister på vej over sporene til ekstratog. Med Jungfrau (4.158 m) i baggrunden.

Bemærk de to køreledninger, der viser at den 1000 mm smalsporede bane benytter sig af 3-fase vekselstrøm og dermed af dobbelte strømaftagere!

En noget usædvanlig styrevogn: tankvognen med drikkevand til topstationen Jungfraujoch er ankommet med sidste tog ned af bjerget, og skal påfyldt op med første tog imorgen tidlig.

Tre generationer materiel er i brug samtidig på banens store dage. Her ses det ældste materiel i orange-creme bemaling mellem Kleine Scheidegg og Eigergletscher. Banen har sporvidde 1000 mm., som den IKKE deler med tilbringerbanen Wengernalp Bahn, som har 800 mm. sporvidde!

Hotellet i Kleine Scheidegg (2061 moh). Heroppe er der fredeligt om aftenen, når sidste tog er kørt før 19. Ingen biler, ingen fastboende. Kun hotellet, mens restauranterne i dagtimerne betjener de tilrejsende turister fra fx Interlaken, Grindelwald, Lauterbrunnen og Mürren.
Toget er af mellemste generation driftsmateriel.

To af de nyeste togsæt med godsvogn foran efter ankomsten i Kleine Scheidegg, som udover at være endestation også er banens depot.

Et af de ældre togsæt er på vej nedad den sidste 25% stigning i sne-galleri mellem Eigergletcher og Kleine Scheidegg.

Krydsning mellem JB tog på station Eigergletcher.

Arrangementet af luftledninger er noget besværligt, når der skal være to ledninger elektrisk isoleret fra hinanden. Men der køres ikke så hurtigt sådanne steder, så strømaftagerne følger pænt med, når de bliver sænket lidt og kørt hen over isolerede afsnit. Der er strøm fra flere strømaftagere samtidig, så en kort strømløs sektion er ikke noget problem.

Spor tre i Jungfraujoch station, 3.454 meter over havet. Japansk gruppe er klar til at gå ombord, så snart passagerne med op er steget af toget.

Toget kører det meste af tiden i en 7222 m lang tunnel i Eiger og Mönch. Turen afbrydes på opturen af ophold på stationerne Eigerwand (udsigt mod nord) og Eismeer (udsigt med øst), men ellers handler det om at komme op og ud fra stationen Jungfraujoch. Her kan man benytte sig af en elevator i bjerget og komme op på udsigtspunktet Sphinx 111 m over banegården. Det hele foregår i og omkring klippeknolden i forgrunden af billedet, hvor udsigtspunktet ligger på toppen. Der er også adgang til gletcheren gennem en udgang nederst i billedet til højre. Udsigten til fx Jungfrau (i baggrunden) er enestående i godt vejr.

Og udsigten nedad Grosse Aletchgletcher (Europas største bjerg-gletcher) er ligeledes ganske flot.

Hotellet i Kleine Scheidegg er ligesom altid "med i billedet", når man taler om Jungfrabahn. Som her i en historisk optagelse fra 30'erne.

JB-1 som den står på Verkehrshaus i Luzern. JB kører med trefase vekselstrøm, derofr de to-delte pantografer (strømaftagere). Den tredje fase ligger i skinnerne, men bare rolig, man får ikke stød ved at betræde disse.

Romantik og eksklusivitet hænger fast ved Jungfraubahn. Denne istandsatte 1. klasses vogn er en nydelse at betragte på museet i Luzern.

Det kørende veterantog med lokomotiv JB 11 har været på udflugt udsmykket med blomster. Rangerer i Kleine Scheidegg juli 2013. Lokomotivet er fra 1912.

Rejsetips:
Vi boede på denne campingplads i Grindelwald.
Camping i Grindelwald koster koster rundt regnet en dansk 100'er pr. overnatning (inkl. varmt brusebad, fællesrum mv.) og offentlig transport klarer man med et Regionalpas, for CHF 290.- (samt gode børnerabatter), der giver 5 dages ubegrænset rejse på nær sagt alle baner (men fx kun 50% på Jungfra Bahn og til toppen af Shilthorn Bahn) og 50% resten af tiden (10 dage mere).
Links:
Køreplaner mv. for Jungfrau Bahn.

Se vandringer med udgangspunkt i Grindelwald.

Vandretips mv. i Ronald Gohl´s bog "Auf steilen Schienen in die Berge" s. 86 og følgende sider.