Kædereaktioner - dominobaner - kuglebaner

Et fantastisk felt for nørder, der har fantasi, akkuratesse, kunstneriske ambitioner og masser af tid.

Tricket er, at der ikke må forekomme afbrydelser. Dvs. at kædereaktionen skal være sat op, "ladet", og må kun sættes igang af menneskehånd. Skal herefter forløbe uden at nogen blander sig. Det kræver i praksis utrolig megen forberedelse og testning af delkomponenter.

Det er en særlig charme, når der bruges skrot og genbrugsmaterialer, legetøj og alt muligt. Arrangementet indeholder en stor bredde af "opsparet energi", oftest potentiel energi, men ofte også kemisk energi. Der kan involveres faste genstande, vand, kugler og alt muligt. Der må gerne forekomme tempo-skift, og tilskueren må meget gerne undervejs blive holdt hen i spænding om hvorvidt eksperimentet faktisk er gået i stå, eller vil fortsætte.

Nogle af disse film er udførst på ren entusiast basis, andre med forskellig form for økonomisk støtte. Der er også kommercielle foretagener, der laver PR med denne slags medier.

Arrangementer af denne type går også under navnet Rube Goldberg Machines. Rube Goldberg var en amerikansk version af Storm P. I japanske varianter er der mindre størrelse men stor æstetik. Det er også en aktivitet, der typisk indgår på Science Centre verden over i mere eller mindre arrangeret facon, enten som workshops eller shows.
OK GO: This Too Shall Pass fra 2010
Man kalder den amerikanske gruppe OK GO for kongerne af one - take videoer. Titlen er et ordsprog, der siger at alle materielle forhold, såvel positive som negative, er midlertidige. En moderne udgave af klassikeren "Der Lauf Der Dinge", men som en musikvideo. Se en anden udgave af gruppens musikvideo hér. Originalen til kædereaktionen kan nydes nederst på siden i sin fulde længde.

Honda - The Cog
Er lavet som engelsk reklamefilm til præmieren på en Honda Accord i 2003, hvor dele fra denne bil indgår i eksperimentet. Et meget intelligent arrangement, som bidrager til genren. Læs mere på Wikipedia.

Der Lauf Der Dinge fra 1987 - forløb ca. 30 minutter
Arrangementet er lavet af de schweiziske mediekunstnere Peter Fischli og David Weiss. Bag kameraet stod Pio Corradi. Det foregik i en 20 x 30 meter forladt lagerhal uden tilskuere. Læs evt. nærmere på tysk Wikipedia.
Udstilles iøvrigt som videoinstallation på Louisiana i Humlebæk.

Rube Goldberg machine på Science & Industry Museum, Chicago som reklame for Schweiz Et overflødighedshorn af effekter og lang tids fornøjelse for gæsterne. Et eksempel på en maskine, der "oplades" helt automatisk - en præstation!

Rube Goldberg machine fra Israel med gammeltestamenteligt indhold Meget morsom kædereaktion inspireret af Der Lauf Der Dinge, men med moderne materialer.

Rube Goldberg machine som er anlagt som en ny udgave af Der Lauf Der Dinge Amerikansk hold, der også bruger en rungende lagerhal. Dog med flere video-hold til stede.

LEGO udgave. Nok lige på kanten, er nok snarere en automatisk fabrik. Men den er så fint udført, at den fortjener at ryge med i den meget anbefalelsesværdige bunke.

Storm P maskine, der vender avissiden, når den søvninge læser har brug for det Virkelig en perle. Glæd dig!

Machine
Et hold danske gutter, der mødes en gang om året for at lave en ny Rube Goldberg maskine. Musik med tilladelse fra Thomas Helmig.


Selvkørende kuglebaner verden rundt Hollandsk kunstner med mange kuglebaner på samvittigheden.

>> Se denne samling af 15 forskellige mere eller mindre automatiserede kuglebaner

Kuglebaner hedder marble machines (mest med træ) eller rolling ball machines (mest med metal), så man kan bare søge på YouTube eller Google billedsøgning og finde mange sjove resultater. Der er et wikipedia opslag.

Experimentarium har i gennem årene lavet mange kuglebaner. De fleste som del af workshops op til en times varighed, eller som fri aktivitet i værkstedet. Se et par billeder. Jeg har flere fotos. Det lykkedes også engang af samme materialer at lave en automatisk version, men der skulle dog passes lidt på den, helt stabil var den ikke.

Hvor har jeg set eller hørt om sådanne kuglebaner i automatiserede versioner?
Udenfor Science World, Vancouver, se foto
VILVITE i Bergen har en indendørs kuglebane
I Questacon i Australien skriver de dette om deres kuglebane
I Science Centre Singapore beskriver de deres kuglebane
På Exploratorium har de en udgave lavet af tandstikker, der skal sættes igang af piloter
I St. Louis er kuglebanen ikke indhegnet, men hænger oppe i luften