VILVITE

Besøgt af Celia og Poul i Bergen d. 6.5. 2011.
Studieturen var kommet i stand, både som en del af arbejdet i en kompetencegruppe for IT-kommunikation på Experimentarium og som en del af Dream 2.0-projektet.
Den 6. maj 2011 var der studietur til science centret Vilvite i Bergen.

Vilvite er endnu et relativt nyt science center med endnu kun 4 år på bagen, og som noget særligt er udstillingerne på centeret født med et digitalt lag. Vi var spændte på besøget og så meget frem til at se, hvordan de har gjort, og opleve hvordan og hvor godt det fungerer som besøgende.

Udstillingsområdet er inddelt i et antal mindre temaer såsom kroppen, energi og hav. Disse temaer er markeret med hver deres farve, hvilket var en god idé. Der er dog ingen synlige oversigter over farveinddelingen i hallen.

Vi befandt os i udstillingen fra ca. kl. 11 til kl. 14 og der var en konstant strøm af gæster i alle aldre, dog med en overvægt af børn i følgeskab med skolen, forældre og bedsteforældre. Der var plads til at lege og der var mange opstillinger, der skulle prøves, så der var fart på.

Den digitale løsning er udviklet og leveret af Expology, som er et firma i Oslo. og det fungerer således at du som besøgende får udleveret et kort med en chip, når du betaler din entré.

Inde i selve udstillingen er der opsat 11 såkaldte VitePunkter. Det er kiosker, hvor du skal registrere dit kort og oprette et profil med persondata (navn, e-mail mv.).

Herefter er det meningen, at du skal registrere dit kort ved de opstillinger, der har en kortlæser, og dine data vil da blive gemt på din profil. Efter besøget vil du finde en e-mail i din indbakke, med et link til din personlige Vilviteside, samt brugernavn og kode. Her kan du så gense data fra dit Vilvitebesøg.

Som eksempel Celias profil: www.vilvite.no gå ind under Min side (mail:celia.simonsen@gmail.com / kode: celiasimse).

Undervejs i besøget, kan du tjekke ind i en kioskerne, såfremt du ønsker at se det data, der bliver lagret om dig. Her aktiverer Celia sit kort og åbner dermed sin profil. Det er dog af nogle tekniske grunde ikke selve den personlige hjemmeside Celia ser på, men en anden og lidt begrænset version.

Der skal dog lige nævnes at vi ikke så andre besøgende anvende kioskerne, og vi så kun meget få besøgende bruge kortet ved opstillingerne.

Denne opstilling, var en af vores favoritter. Den hedder ’Animatoren’ og fungerer ved at du gentagende gange laver et scenarie med lego-figurerne og tager et billede. Efterfølgende kan du afspille den samlede billedsekvens, og hvis du har husket at aktivere dit Vilvitekort ved kortlæseren inden du gik i gang, kan du gense sekvensen på din profil.

Denne opstilling blev brugt relativt meget af de besøgende. Det sociale aspekt viste sig at være stærkt ved opstillingen, vi lagde nemlig flere gange mærke til at større grupper besøgende stimlede sammen omkring opstillingen, og grinende skiftedes til at lave en filmsekvens.

Heller ikke her så vi imidlertid nogen anvende kortet.


Der var opstillinger for alle aldre. Som billedet viser, kan de voksne udfordrer dem selv i ’Sentrifugalskapen’, alt imens de mindste kan hygge sig med at placere et menneskes hjerte, lunger mv.

Her ses Poul på hovedet i ’Sentrifugalskapen’.

En sjov feature ved denne opstilling var, at man blev filmet. Dette var til stor morskab for de, der havde stillet sig op som publikum.

Dette muliggjorde imidlertid også at du kan få et mindeværdigt minde med hjem, såfremt du anvender dit viltekort. Opstillingen kan nemlig gemme optagelserne på din personlige hjemmeside. Det var en pilot-drevet opstilling, og det var også piloten, der aktiverede kortet på nogenlunde det rigtige tidspunkt, thi optagelsen kunne - af indlysende kapacitetsgrunde - ikke være så lang. Faktisk var det ikke de bedste øjeblikke Poul fik optaget.

Heller ikke her observerede vi nogen anvende vitekortet. Opstillingen var lidt af et tilløbsstykke, og de besøgende virkede langt mere optaget af, det de var i færd ved at gøre, samt den sociale kontekst knyttet dertil. Hver gang en besøgende satte sig ind i maskinen, stillede ikke blot venner sig op for at kigge med, grine og komme med kommentarer. Det gjorde andre besøgende på centret også.


Denne opstilling, hvor man også kunne gemme film fra, var særlig populær iblandt de unge besøgende. Formålet var at man skal hoppe så højt man kan, hvorefter man kan se sig selv i slow motion på skærmen. Dette blev dog fortolket på et væld af forskellige måder. For eksempel fandt pigerne på billedet stor morskab i at kaste med håret, og grine af resultatet sammen med de venner, der kom forbi imens de stod der. Igen var det i høj grad en social aktivitet.

Vejrstudiet tilbyder et interessant forløb, der består i at den besøgende skal aktivere sit vitekort ved computerne lige indenfor og der sammensætte en vejrudsigt. Der er hjælp at hente til denne aktivitet, både ved eksempel-vejrudsigter og relevant information og forklaring.

Herefter stiller den besøgende sig ind i vejrstudiet, foran den grønne væk og fremlægger vejrudsigten. Sideløbende hermed, kan centerets andre besøgende følge med i vejrudsigten på skærmen udenfor studiet, under lydbruseren.

At andre har mulighed for at følge med, er dog ikke noget man har gjort noget særligt ud af at oplyse den aktuelle vejrvært om i situationen. Heller ikke at filmklippet efterfølgende kommer til at køre i et loop sammen med x-antal andre vejrudsendelser, blev der nævnt noget om i kontrakten med den besøgende. Har man imidlertid prøvet andre opstillinger før denne, vil man have erfaret at optagelserne efterfølgende bare blev gemt på ens private profil.

Man kan således nok forestille sig, at det vil være at foretrække, at gøre den besøgende bevidst om, hvordan vejrudsigten efterfølgende vil blive anvendt.

Vejrstudiet bliver brugt, men de besøgende står ikke ligefrem i kø. Dette kan muligvis tilskrives, at det kan være en smule grænseoverskridende at lade sig optage i et studie.

At opstillingen gentog vejrudsigterne muliggjorde dog også at den besøgende selv kunne gense sin optagelse på skærmen udenfor studiet.

Her er en hel familie samlet foran vejrstudiet, hvor de følger med i en optagelse.

En anden opstilling, der tilbyder de besøgende et helt forløb er Dypet og Dekket. Her er det nødvendigt at anvende vitekortet.

Lige indenfor i opstillingen præsenteres den besøgende for hvordan olien bliver lagret i havbunden. Her anvendes konventioner fra spilverdenen, ved at den besøgende i princippet bliver bedt om at spille tetris. Der mangler dog forklaring på, hvad tetrisspillet skal vise. Det er først, når spillet er slut at det tydeliggøres at man har været med i processen om at skabe olien i havbunden.

Når man er færdig med at lagre olien i havbunden, skal man gå op ad trappen for at bore efter olien. Når man aktiverer sit vitekort, kan systemet se at man allerede har fuldført opgaven nedenunder. Den mængde olie man selv lige har skabt, toner frem på skærmen og ved hjælpe af et joy stick og fire skærme henter man nu olien op.

Alt efter hvor god man er, bliver man placeret på dagens top 10.

Der var en del ventetid ved denne opstilling, men det egentlige problem er at den besøgende ikke har mulighed for at logge ud. Når først kortet var aktiveret og spillet var gået i gang, er det nødvendigt at spille spillet færdigt. Dog skal det nævnes at systemet blev nulstillet efter x-antal sekunder. Dette føles imidlertid som meget lang tid, når der står flere bag en der også gerne vil prøve, og kender du ikke spillet, kan det også være meget svært at gennemskue, hvorvidt du befinder dig midt i en andens spil, eller bare selv kan gå i gang.

Dette var ikke et problem, der var specielt for denne opstilling. Det gik igen ved alle opstillingerne, hvor vitekortene blev brugt, og det giver anledning til irritation og utålmodighed, samt muligheden for en at en anden besøgende afslutter, det man er gået i gang med, såfremt man ikke ønsker selv at færdiggøre aktiviteten.

’Vejrhuset’ er en opstilling, hvor den besøgende kan påvirke vejret ved at arbejde med høj- og lavtryk. Celia er ved at vælge nogle hovedpunkter (lægge høj- og lavtryk), som skal give sig til kende som et konkret vejr.

Det er en meget stemningsfuld opstilling, hvor ’regnen’ falder på det gennemsigtige tag, det tordner og til sidst toner solen måske frem. Det er dog tvivlsomt, hvorvidt alle forstår princippet med høj- og lavtryk. Måske det er tænkt sammen med vejrstudiet, hvor den besøgende kan lære mere om netop dette, men det er der ikke noget, der tyder på.

Der er temmelig tomt på de orange vægge i ’vejrhuset’. Den hvide skærm på væggen, er meget tydelig og det samme er de tre lydbrusere på hver side af vejrhuset. Man føler sig lidt afventende i forhold til, hvad der skal ske..... for noget forventer man jo vil ske..... men det gør der bare ikke. Nogle features er blevet koblet fra - og er ikke fjernet.

Ved cyklerne skal der laves strøm. Den besøgende skal aktivere sit vitekort, og på skærmen kan man følge med i hvor meget strøm, man producerer. Det er en udmærket opstilling. Det kan dog undre, at den er konstrueret på en måde, der kræver tre deltagere. Til trods for at det ikke har nogen egentlig indvirkning på resultatet, fungerer den simpelthen ikke, hvis kun et eller to vitekort bliver aktiveret. Den besøgende får ingen information om hvad problemet er.

Vi er imidlertid ikke alene om at opleve dette problem, og det viste sig da også at vitemedarbejderne er søde til at aktivere deres kort, således at de besøgende kan prøve opstillingen.

Cyklerne indgår her i et skoleforløb, og en vitemedarbejder introducerer eleverne til opstillingen.

Et billede af skærmen, der viser hvor meget energi de enkelte cykelryttere producerer.

Kolde redskaber ved det infrarøde kamera. På Experimentarium har vi nogle fryseelementer, der lægges frem. Hér var køleren på stedet og der var nogle figurer, der i sig selv ser "blå" ud på skærmen, og som man kan lave et "tryk" af på panden. Meget fint.

Kuglebane med magnet-banestykker og hejseværk. Fungerede glimrende og der var flere "features", som kunne give nogle "højdepunkter" på kuglens vej. Klassisk problem: Når det først sidder der, så bliver banen jo ikke pakket sammen. Men man kan jo ændre på den!

På vej ud af udstillingen bliver der projekteret ’farveklatter’ op på en hvid væg. ’Farveklatterne’ reagerer på den besøgenes tilstedeværelse og bevægelser. Det var en ganske sjov feature. A la Eye-toy fra SONY playstation.

Vi fik endvidere mulighed for at følge undervisningstilbuddet Antilantis. Det er et spil, hvori gruppearbejde, mobiltelefoner, computere og spørgeark indgår.

Forløbet starter med at eleverne modtager en introduktion i et undervisningslokale, og får forklaret spillets regler og formål: de skal være beslutningstagere i forhold til valg af energikilder i landet Antilantis. Eleverne er forinden blevet inddelt i grupper, og når størstedelen af gruppen begiver sig ned i udstillingen, bliver en fra gruppen tilbage i lokalet, for at indtaste de resultater, som de andre gruppemedlemmer finder i udstillingen. De har fået udleveret en telefon, og begiver sig nu ud for at finde svarene på de spørgsmål, der findes på deres spørgeark.

Rundt om i udstillingen er der opsat billeder knyttet til spillet. Eleverne fotograferer billederne med telefonerne og får derved adgang til ny information.

Med 3D briller kan man styre en robotarm på den Internationale Rumstation. Som ved opstillinger tilsvarende denne så er det svært at finde ud af hvad opgaven går ud på, og svært at finde ud af at manøvrere. Der var løse (pap) briller til tilskuerne.

Her sidder Poul ved opstillingen ’Egoskopet’. Ved at besvare en række spørgsmål, udregner computeren hvor stor procentdel af de besøgende, der har anvendt opstillingen, er samme køn, har samme farve hår osv. osv. som dig. Som Experimentariums "Genetiske spejlkabinet".

’Egoskopet’ lægger ikke op til megen social interaktion, og vi iagttog da også kun få besøgende ved opstillingen. Grundet tekniske problemer, var der desværre ikke mulighed for at gemme sine resultater på sin personlige hjemmeside. Dette kan dog først ses, når den besøgende aktiverer sit vitekort ved et af VitePunkterne i udstillingen. Irriterende.


Generelt må vi sige, at vilvite kortet har disse problemer:
  • Det bliver ikke brugt, hvis ikke ligefrem det er en nødvendighed
  • Interface ved de opstillinger, hvor det kan bruges, er forskellige og der er problemer med forskellig måde at bruge interface
  • Man kan ofte ikke se, at man er tjekket ind, og som hovedregel ikke tjekke ud igen
  • Problemer med at bruge video-optagelser i offentligheden, uden at man har fortalt brugerne det
  • Man kan ikke rette i sine personlige data, når man først er registreret
  • Den personlige hjemmeside er ikke særlig personlig og data (som alene er gemt som flash-film) forsvinder ret hurtigt igen, så reelt har man ikke sin egen side mellem besøgene - for indholdet tømmes ud