De forenede arabiske emirater

Den langstrakte facon af grunden samt behovet for at afskærme sig fra naboerne gjorde at flere pavilloner skabte deres helt egen lukkede indergård. Det gjorde Emirater også. Vi havde høje forventninger, for de er kendt for ikke at spare på pengene og kendte for at hyre nogle af de dygtigste internationale udstillingsfolk til at lave deres pavillon. Det skuffede heller ikke i år.

På vej ind får man tid til at arbejde med denne lange række af arbejdsstationer. De har indkig fra to retninger, og med en App kunne man gøre noget mere ved nogen af arbejdsstationerne.

Meningen er, at man skal stifte bekendtskab med nogle af de natur- og kulturgivne vilkår man har i det lille ørkenland. Der benyttes vinkelspejls tricket, dvs. at der ligger en fladskærm under "loftet", som via et 45 graders halvgennemsigtigt spejl blander computeranimationer med noget, der er virkeligt i montren. Og som i dette tilfælde også med folk, der kigger ind fra den anden side. Det sidste virkede nu ikke godt i sig selv, for man var sådan set til grin, hvis man som på den til højre kiggede ind for at se, hvad der skete: Intet. Først når app'en genkendte overskriften ville der ske noget (tænde en film på sin iPad / smartphone).

På vej videre frem efter montrene. Meget flot scenografi af en kløft med mindelser til vind- og vand eroderet rød sandsten. Emnerne blev formidlingen ved med at bearbejde. Området var sådan set et intro- og venteområde til vi skulle ind og se 4D film. Man kunne godt have været tydeligere med at vise hvor lang tid man havde til næste show, for vi kom til at gøre os færdige og ventede i stive 10 minutter ved biograf-dørene, hvor der minsandten heller ikke var en nedtæller, men nogle unge mennekser, der kæmpede med at underholde de ventende på italiensk. Der blev optaget noget på iPads, der viste sig senere at have en funktion.

I filmen fik vi introduceret en pige, Sarah, med sin mor og far og ikke mindst sin bedstemor. Vi oplevede en tidsrejse, hvor Sarah skulle møde sin bedstemor som ung, og hvor de sammen skal redde en smuk palme, som ellers er ved at blive ødelagt i nutidens brutale byggeri, som ikke automatisk tager hensyn til palmens symbolske betydning som "livets træ". I biografen starter vi på ét lærred midt for. Men hurtigt bliver det dramatisk, sæderne ryster, ventillationen øges, goboer farer over rækkerne.

For en sandstorm truer, og vi har den nu i 180 grader foran os. Stort drama!

De to heltemodige unge tilbage i fortiden viser sig at være bedstemor og bedstefar. Og en lille baby, der må og skal reddes er Sarah's mor - opdager vi. Reddet bliver de fordi bedstefar alene trodser elementerne og henter vand.

I næste rum står publikum overfor en stor, bred scene, som det viser sig også er en spejlprojektion, den største jeg har set. Der dukker diskret rigtige genstande på på bagscenen nede fra gulvet, der så får lys på, og bruges sammen med Sarah, der appellerer til gæsternes forståelse og engagement.

Bemærk sengen til venstre, som er rigtig nok. Sarah lærer os om de rigtige sammenhænge. Hvorfor der er en udfordring for Emiraterne og Verden, men også hvorfor Emiraterne vhj deres historiske visdom nok skal komme igennem udfordringerne og hjælpe resten af Verden. Der er ikke noget galt med magtrelationer eller andet, man skal bare lære af fortiden og bruge nutidens teknologi - så kører det. Bemærk skiverne, Sarah tryller frem. Til slut er der nemlig fællessang, hvor nogle af deltagerne i salen på video synger med på en dertil komponeret (og tilsyneladende kendt) sang synges om at give en hånd med i kampen. Det er derfor, der var nogen, der blev optaget udenfor biografindgangen. Men en pige i hovedrollen, en bedstemor i to aldersklasser, og med forældre, der i mindre roller begge var aktive og moderne. Ikke så tosset!

På vejen ud møder vi nogle træer, der ligner det træ, der havde en gennemgående rolle i pavillonens historiefortælling. Der var også et mindre rum mere, som vi ikke havde tid til, fordi vi havde den næste aftale, vi skulle nå. Men alt i alt en meget sammenhængende historiefortælling, der faldt i god jord hos publikum. Hos os virkede det ikke: Ingen kritisk holdning, en sukkersød og meget udpenslet fortælling. Men den var professionel, kendte sit publikum og hang sammen. Teknisk storslået og avanceret. Og formidlede et konservativt budskab.