Lapporten rundt juli 2011

Fra d. 18. - 22.7. 2011 var jeg alene en rundtur "mod uret" omkring Lapporten syd for Abisko. Det drejer sig om 4½ vandre-etaper i typisk Laplands-terræn, både på vel-markeret sti (Kungsleden) og på mindre vel-markeret eller helt umarkeret rute. Jeg lagde ud med knap 18 kg fordelt på en rygsæk med telt øverst og et kilo i en forstørret mavetaske (spejlrefleks-kamera og dagens slik og kortet). Den vægt var jeg lidt stolt over, det er ikke meget, når man alene skal medbringe alt udstyr til at klare sig helt alene i fjeldet i al slags vejr. Vægten gik ned, alt mens maden blev spist. Og bøgerne blev brændt sammen med emballage fra den frysetørrede mad.

Etape 1

Ved ankomsten med SJ Nattog fra Stockholm. 3 sovevogne (forrest), 3 liggevogne, en siddevogn, spisevogn samt to lokale vogne bagerst. Abisko Turiststation har fået forlænget perronen, så hele toget kan komme til perron af én ombæring. Bemærk "linbanan", dvs. stoleliften i baggrunden. Mere om den til slut i etape 5.

Få hundrede meter fra stationen starter Kungsleden mod syd. Nu kunne man med den gode tilgængelighed (der er også P-plads) tro, at Kungsleden er befolket som Oxford Street, men det er ingenlunde tilfældet. På første etape, 15 km, mødte jeg måske 20 personer inkl. én på mountainbike. Det er nok også den største koncentration af vandrere i området. Men det siger mere om de ret få vandrere, der er i alt. De fleste stopper nok bare op ved Turiststationen og tager måske en tur med stoleliften op ad Njulla for at få den storslåede udsigt. Laplands fjeld er ikke overrendt! Og for mange er det måske også en vigtig del af charmen.

Etapen følger først Kungsledens sommer vandresti, men efter den anden hængebro dukker scooter-vintervejen op og følges nu med sommerstien. Der er ikke så mange gode udkigs-muligheder på den første halvdel.

Og alligevel er der et par steder, hvor man ser frem i landskabet og hurtigt får fornemmelsen af, hvor lille man er ude i denne store natur.

Typisk for Kungsleden (og mange andre vigtige vandre-ruter) er der bræddebroer (spång på svensk), der skåner naturen for vandrenes krumspring for at undgå mudder. Hér i den flotte birkeskov i starten af Kungsleden.

Fremme ved Abiskojaure fjellstation i nationalparken. Den er betjent og har en lille butik inde på kontoret (til højre). Der er teltpladser og særlig opholds- og køkkenhytte for campisterne. Man betaler 100 SEK for en overnatning, hvis man ikke er medlem af STF. Køkkenet indeholder gasblus og køkkengrej. Der er friluftsbad i floden, glimrende etableret med trappe, så man kan bade sikkert og godt i det dejlige kolde vand. Og eksklusiv sandstrand i søen, hvis man foretrækker den type bad.

Etape 2

Fjeldstationen ligger vest for floden, så der er hængebro derover. Næste morgen går det retur over broen for at fortsætte ud af Kungsleden mod syd.

Kungsleden forlader den store dal med Kamajåkka og tager en stigning op i Gárddenvággi. Oppe over 800 m. højde drejede jeg fra og gik af en ret øde og mindre udstyret sti mod øst. Det blev en meget flot etape.

Kungsleden stiger allerede nede i den store dal og vi skal mod venstre i billedet og ud af nationalparken.

Nu har vi på bro krydset floden i Gárddenvággi og stiger stadig opad. Krydsmarkeringen er til ære for vintergæsterne. Der er ikke som sådan markering af sommerstien, andet end ved at observere hvor stien rent faktisk er og kigge efter bræddebroerne.

I sjældent selskab med andre vandrere nu oppe i 800 meters højde og vi får nye udsigter til et mere åbent landskab.

Det var ikke sådan ligetil at finde hvor side-stien gik fra til venste. Men jeg drejede glad og fro til siden og gik ind over dette landskab. Jeg vidste at jeg (forhåbentlig) ville møde stien ovre til venstre i billedet. Dér måtte den i flg. kortet med sikkerhed befinde sig.

Og ganske rigtigt. Se godt efter til venstre i billedet. Der er ligesom en streg. Det er en bræddebro. Der skal ikke megen usikkerhed på ruten til for at blive lidt nervøs: Er der overhovedet sti? Kan jeg finde den? Er kortet alligevel misvisende?

På de første brædder er der dømt frokostpause. Der er vand lige ved siden af, og den frysetørrede (norsk producerede) mad kommer frem - samt bagefter en portion frysetørret blåbærsuppe. Umn...

Det var rigtigt dejligt vejr (faktisk som på resten af turen) og bjerge, søer og gletchere kan nydes, mens jeg passede på ikke at komme galt afsted med bentøjet, mens øjnene gerne søger mod horisonten.

Og alligevel kommer der en byge bagfra. Det blev en fast regel på etape 2 og 3 at der skulle komme en eftermiddagsbyge (med torden) og om aftenen/natten lidt let regn. Jeg tog jakken på og regnslag over rygsækken og fortsatte.

Der kom da også tørring bagefter, og jeg slog lejr det skønneste sted med udsigt hele vejen rundt. Det er ganske rigtigt støvlerne, der står til tørring på stenene udfor teltets indgang.

Lejren set den anden vej. Buksernes ben er også hængt til tørre på bardunen. De blev drivende våde igennem vådt vidjekrat. Men jeg foretrækker vandrebukser frem for desiderede regnbukser. Tæt ved løber den store flod Alesätno og lige bag teltet er den en mindre elv, hvor jeg bader og henter vand.

Etape 3

Det blev en dag, hvor det handlede om at følge stien. Væk var nu alle bræddebroer, og vidje- og birkeskoven gror godt i dalen. På billedet ses stien igennem et vidjekrat. Vidjer vokser på stenet og våd grund, så ikke alene kæmper man med at finde stien i det genstridige krat, men man kæmper også mod sten og mudder.

Målestokken på kortet er sådan, at et tern er 2 gange 2 kilometer. Etape tre er således ca. 14 km lang, men terrænet tillod ikke et højere tempo!

Ruten må ellers betegnes som en panorama-sti. Efter overnatningen steg stien stille og rolig opad venstre dal-side og passerede et flot og varieret landskab.

Jeg havde ikke solcreme med, men solhatten var altid på, når der var sol. Og der var ikke plads til barbermaskine, så skægget fik lov til at vokse.

Endnu et blandet krat, jeg skal igennem. Jeg mødte nogle få modgående vandrere, der beklagede sig meget over vanskelighederne med stien. Det synes jeg nu var overdrevent. Jo, der skulle fuld opmærksomhed til, men så gik det også. Men det er jo unægtelig forskelligt hvordan folk har det med retningssans og evne til at holde stien og blive mistænksom, når stien bliver utydelig - typisk i sumpet terræn, hvor vandrerne har spredt sig for at undgå "en sok" i det dybe mudder.

En række mindre elve skulle krydses - og det lod sig gøre i vandrestøvler. Elvene gav også et vigtigt fingerpej om, hvor på kortet man faktisk befandt sig!

Det gælder om at lære at aflæse terrænet foran sig for at få et bud på, hvor man kan sætte fødderne uden at synke i mudderet, uden at glide på glatte sten eller snuble over trærødder. Jo, det er stien, der fortsætter op i billedets venstre, øverste del.

Frokostpause med tid til læsning. Der var i denne dal enormt mange myg og knots (små dumme, bidende fluer). Jungleolie og under pauserne myggenet over hovedet var meget effektivt. Myg og knots kan ikke komme igennem de tætte tekstiler i jakke, bukser og hat.

Som altid til frokost skal halvdelen af oppakningen op for at få adgang til Trangia og mad. Men bagagen er vel-organiseret: Alt har sin bestemte plads og man sørger for ikke at glemme noget, når man pakker igen. En halvliters sodavandsflaske var udmærket til én person. Der er hyppigt vand at finde, og al vand fra rindende kilder og søer er drikkeligt

Stien er ofte også en bæk. Det er drilagtigt og udover truslen om våde sokker, så kan det snyde, når man går og skal følge stien: Er det en bæk, en sti eller begge dele?

Det blev en etape med nye udsigter. Nu dukker den flotte sø Rautasjaure op. Der er ikke sti langs denne sø, og gad vide hvordan man får en kano eller kajak herop?

Lidt længere fremme ses deltaet tydeligt med flodarme og laguner. Et smukt syn. Og det er faktisk to telte, der ligger til venstre dernede i den mørke skov. Jeg møte de fire unge svenske herrer med dag-rygsække og fiskegrej heroppe på stien!

Endnu en passage med mudder. Man bliver først og fremmest glad for at se så tydelige spor efter andre mennesker. Det svære terræn er lettere at håndtere, man tripper frem ude til siden, og holder gerne fast i vidjernes gode, solide grene.

Så kommer jeg endelig frem til etapens slutning og elven, der skal krydses. Den hedder Nissunvággijohka og stammer fra en dal, man godt kan bruge som "tværvej" retur til Abisko, hvis man vil. Om jeg skulle krydse den samme dag, eller næste morgen afhang af evt. teltplads. Og den viste sig at ligge til venstre, lige udenfor billedet, så passagen af elven skulle vente til næste dag. Vadet befinder sig lige over midten i billedet, hvor elven er bred og jævnt strømmende, så vanddybde og strøm er til at klare uden special-udstyr. Lydene er voldsomme, brusende, bragende og buldrende - så det første indtryk siger til én, at denne flod er meget farlig at krydse!

Lejren var igen flot beliggende og solen kæmpede den aften med resterne af en byge, så vi kunne få ryddet himlen til natten. På denne årstid går solen ikke ned, men bjergene forhindrer i praksis at man kan se midnatssol. Men lyst er det hele døgnet rundt, og min medbragte pandelygte var det eneste overflødige udstyr, jeg havde med.

Etape 4

Jeg havde taget klip-klappere med netop til dette vad. Ikke mindre en genialt! Vandet kom ikke over knæet (benene lynet af vandrebukserne) og fodtøjet gjorde, at jeg stod godt fast og ikke fik smerter fra de hårde sten i floden. Vandets temperatur er til at holde ud, jeg tog jo også bad i vandet hver dag, så fødderne var ligesom tilvænnet den behandling. Men alligevel en lettelse at være kommet så godt over!

Det blev en etape uden officiel sti. De første to timer endog også uden varde-markering. Det var forhåbningen at denne etape ville blive den flotteste af de fem, og turen skuffede da heller ikke.

Det ser så enkelt ud. Jeg skal bare op på hjørnet af den første bjergkam i det fjerne. Og i starten var terrænet da også venligt, men der gemte sig naturligvis både klipper, blokmark og sumpe på vejen op.

Jeg er ikke en stor botaniker. Men er heller ikke blind overfor de flotte blomster. Denne havde - udover blomsterne - også meget flotte blade.

Et blik tilbage. Vælger man (imod min anbefaling) at gå turen rundt "med uret", så gælder det i særdeleshed om at ramme vadet. Uden varder, så kan man gå efter venstre kant af den mørke, flade og lange morænebakke i midten af billedet. Lad for enhver pris være med at krydse elven et andet sted! Både fordi den er svær at krydse, men faktisk især fordi den markerede sti starter fra vadet. Og mist ikke stien i dalen!

Laplands svar på en Edelweiss. Den hedder muligvis Fjällvedel. Ganske undseelig, men med en delikat blomst!

Så opdagede jeg varder lidt højere oppe, end jeg var nået. Efter bare to timer bliver man så glad for at se spor efter mennesker og få vejledning på ruten.

Og straks herefter så dukkede Lapporten op. Den er ligeså flot og markant "bagfra" som "forfra". I dette åbne landskab skulle jeg passere en (mindre) elv og gå langs to søer i pashøjden.

Igen og igen var der flotte blomster at glæde sig over. Trods de 1.000 meters højde var der rig vegetation.

Dyrelivet fejlede heller ikke noget. Der var lemminger, som gemte sig før kameraet kom frem. Men deres vinter-liv var der mange spor efter. Som hér, hvor en sidegang under sneen har ført frem til et fælles-lokum. Ellers var der mange fugle og fugleunger. Kragefugle og falke længere nede, storkjover højt oppe, sammen med måger, når der var søer. Værling, snepper og andre fugle. Nogen gange så tæt på, at jeg ikke véd, hvem der blev mest forskrækket, når en værling (agerhøne-agtig fugl) sprang op og flygede. Elge må der være mange af, for man ser deres (flotte) ekskrementer både tørre og friske overalt længere nede på bjerget. Men de må være sky, for jeg så ikke nogen!

Frokost i pashøjden. Stenen gav læ for den klamme nordenvind og tillod solen at bage. Der var næsten ingen myg i denne pause. Siddesten var rettet an henne hvor Trangiaen står og varmer vand, så stedet er nok foretrukkent pausested for de fleste vandrere (som der ikke er mange af!).

Henne ved den næste (og større sø) Tjuonajauri hørte jeg nogle lyde i det fjerne. På billedet ser vi en del af en enorm flok rensdyr. Det viste sig, at de ville flytte fra nordsiden af søen over til sydsiden, og hvem stod netop dér? Det gjorde jeg.

Men et par storkjover holdt også til hér. De er meget territoriale og selvom dette par tilsyneladende ikke havde en dunet unge på jorden, så gjorde de virkelig meget for at skræmme mig og rensdyrene væk fra deres markante grusbakke og dens nabolag.

Her sidder kjove-mor og kigger skeptisk på de passerende rensdyr.

Og her er kjove-far i aktion over rensdyrene. Bemærk selvfølgelig de mange kalve, som iøvrigt (når de ikke blev jagtet af kjoven) var nysgerrige overfor mig og kiggede grundigt på sådan en underlig skabning.

Jeg havde hørt at passagen gennem Lapporten skulle være meget våd og dum. Men den var nu ikke værre end på resten af turen, måske var jeg også bare vant til at håndtere dette drilagtige terræn. Varder viste hvor ruten går. Der er ikke som sådan en fast sti at holde sig til, snarere flere mere usikre at vælge imellem (også dyre-veksler). Som på billedet så er begrebet sti i al fald noget uklart, hvor det er barsk blokmark (ja, også med rokkende sten), man skal passere i tågen (= lave skyer fra den store dal i nord med søen Torneträsk).

Og så kom jeg pludselig ned under sky-basen og begynder at skimte Torneträsk langt nede under sig.

Der var en dejlig lejrplads lidt nede af bjerget, hvor der var den første gode bæk (til badning og drikkevand) og en flad terrasse til teltet med førsteklasses udsigt. Vejret slog om den aften, for vinden gik i nord og temperaturen sank 4 grader, så jeg måtte for første gang have min fleecetrøje på. Og endelig så sænkede sky-basen sig igen, så lejren blev dækket i en kold, klam tåge. Så er der kun et at gøre: at gå i soveposen, læse og falde i søvn.

Etape 5

Nu gjaldt det bare om at komme ned af bjerget og møde civilisationen igen i denne ½-dags etape. Og om eftermiddagen en udflugt med stolehejsen, alt mens himlen blev ryddet for skyer og helt blå.

Skråningen ned mod Abisko er jo en nordside. Det bærer den også præg af, for man skal ret langt ned for at støde på vidjer og birkeskov. Men så bliver birken også rigtig flot og knudret, som på billedet.

Man skal stadig bruge øjnene for at holde fast i stien. Åbne stræk veksler med skov, og naturligvis er der også våde områder, som skærper opmærksomheden.

Så skommer der minsandten et skilt! Det er sat op, hvor der er en sti mod offerpladsen ved Paddu (og rundtursmulighed over mod Nissun-canyon'en). Dejligt med skilte, som man godt kunne have savnet på de andre dage.

Til ære for de, der måtte ønske at gå turen "med uret", så starter stien meget diskret ved byggepladsen øst for Abisko Östra station. Stien dukker frem nøjagtig midt i billedet bag nogle henkastede gamle sveller.

Sigt efter drejeskiven øst for selve stationen og gå så ind mod skoven midt i billedet.

Længe havde man kunnet lugte tjærelugt fra svellerne og hørt lyde fra tog og landevej. De fleste tog er malmtog, som er enormt lange og fremført af disse muskelsvulmende (relativt nye) dobbeltlokomotiver.

Og så dukker minsandten SJ Nattog op, som sædvanlig forsinket. Abisko Östra er den oprindelige Abisko station, toget standser hér først (fra Stockholm) med udgang i højre side og 3 minutter senere i Abisko Turiststation, udgang i venstre side.

Den flotte stationsbygning i Abisko Östra. Og fine banearbejderhuse i baggrunden. Stationen er idag mest forladt (dog med fungerende toilet), men arbejderhusene er renoverede og i brug.

Jeg havde tid til overs. Så efter indkøbt frokost-madder i Abisko Östra gik jeg mod stoleliften. Dermed passerede jeg på bro Abiskojåkka, som har skåret sig ind i klippen hernede (og går under landevejen i en naturlig tunnel - i modsatte retning af billedet).

Med stoleliften 500 meter op i vejret. En oplagt mulighed, både for dagture i fjeldet, og som udgangspunkt for mindre fler-dags ture. Rygsække sættes bare på næste stol.

Lapporten set fra stoleliften. Lapporten er vist notorisk kendt for at være dækket af skyer (nordfra), og alene af den grund kan det anbefales at gå rundturen den anden vej rundt. Og tager man turen "med uret", så skal man første eftermiddag med helt fyldte rygsække starte seriøst opad bakke - måske bare i retning af nogle kolde skyer. Al tilvænning til terræn og udstyr foregår så på den aller-hårdeste måde. Næh, gør som jeg gjorde, tag turen "mod uret" og start på Kungsleden.