Turen gennem Europa

På båden til Kreta, d. 11.9.82

Kære venner! Her starter den første føljeton fra vores Afrika-tur.

Indtil videre har der jo kun været tale om indledende manøvrer; men alligevel oplever vi jo noget. Først og fremmest vænner vi os til hinanden, bilen og rejseformen. Det har selvfølgelig vist sig, at de gode forberedelser har givet os gode betingelser for livet i bilen. Og bilen og dens indretning er så gennemtænkt (ikke kun af os!) og fleksible, at vi trygt kan gå nye ”udfordringer” i møde.

(Foto: 4.9.) Lad det stå helt klart: Ingen af os ville køre i bil til Athen, hvis ikke der var tvingende grunde til det. Bilen (Toyota Landcruiser) var (og er) en meget behagelig overraskelse. Den er komfortabel som en personbil, yderst funktionel og stabil. Den accelererer lige så godt som en mindre personbil og har en march-hastighed på i hvert fald 120 uden problemer. Men på almindelige landeveje har farten været mellem 80 og 100 km/t.


Vi startede i lørdags (d. 4.9.) ved at have smidt de sidste løse genstande ind i bagrummet og så liste ned og få kaffe i Næstved hos Karens forældre. På Rødby-Puttgarden blev vi udsat for vort hidtil eneste tyveri: 3 liggeunderlag fra taget ”forsvandt”. De blev dog erstattet af et billigt indkøb af 2 i Rosenheim i Syd-Tyskland. Af små veje gik det igennem Lüneburger Heide og Harzen; hvorefter det gik op for os, at vi var nødt til at bruge motorvejene, vel og mærke hele vejen til Athen: Vejene er bygget op omkring motorvejene/motortrafikvejene, og de ”små” veje er alt for langsomme.

I Frankfurt am Main købte vi (dyr) forsikring til brug i Afrika (kasko-ansvar for bilen) købt kassettebåndoptager/radio og diverse mad.



Et eftersyn på bilen blev foretaget da km-tælleren stod på 2000 ved Golling syd for Salzburg (Østrig). Motorvejssystemet fra Golling til Villach var overvældende og førte os igennem to tunneler over 6 km længde hver, og med gebyr (helt rimeligt). I det sydlige Østrig løb vi ind i torden og regn, der skulle forfølge os helt til nær Zagreb i Jugoslavien.

Helt særlig opmærksomhed bør Loibl-passet syd for Klagenfurt få. Det var en helt forrygende oplevelse. Lynene flængede nattemørket, regnen silede ned og vejen steg med 24% op i hårnåle-sving; et sted var en del af vejen skyllet væk (lyssignal var opsat) og pludselig blev trafikken totalspærret af en række store busser og lastvognstogs passage af hinanden. Det var oven i købet et ”let” sted; andre steder burde passager være helt udelukkede. Katastrofeblinkene var i gang og mange lastvognstog måtte vente på personbilernes passage. 1. gears kørsel var helt nødvendig.

Autoput’en Ljubljana – Zagreb – Beograd – Skopje er omtalt i advarende (frarådende) vendinger i FDM’s bog, og var en grim oplevelse. Her lærte chaufførerne at overhale på en 2-sporet landevej, og vel og mærke en nedslidt og meget hårdt belastet vej, hvor hver andet køretøj var et lastvognstog. ”Lig” af ødelagte vogne stod som monumenter langs vejen. Men det står dog klart, at myndighederne prioriterer en motorvejsudbygning højt, da vi så mange arbejder rundt omkring og arbejdsbrigader fra skoler o.lign. var i gang med skovle og hakker langs vejen. Det er tydeligvis et kæmpe-arbejde med få maskiner og lav teknologi.

Det har ikke været noget problem at campere undervejs. Det har været let – selv i mørke at finde en græsmark el. lign, og vand har vi kunnet få mange steder. I Jugoslavien syd for Beograd var det en særlig oplevelse at komme i sit luksus-køretøj og mænge sig nedad en hullet grusvej forbi flokke af grise og får, forbi heste- og oksetrukne kærrer og blive betragtet på sove-pladsen (mellem to majsmarker) af folk, der lever i en helt anden verden end vi. En lille forsmag på kontrasterne i Afrika.

Øde blev det ved passagen af grænsen Jugoslavien – Grækenland, hvor vejen snoede sig i bjerge med en stemning af storhed, der jo nok blev forstærket af det tiltagende mørke.

Det kvikkede op at vågne op på stranden syd for Tsaloniki og starte med et morgenbad. Sæsonen var ved at slutte; barerne og de overdækkede terrasser lukkede og blev pakket ned, skønt vejret var helt fint.

Regn og torden prægede turen i midt-Grækenland, hvor vi nok fik en forsmag på vinteren ved Middelhavet. Regnen væltede ned.

Vi var ellers ved at tro, at vi var nærmet os civiliserede tilstande på landevejene; men den tro skulle snart blive taget fra os. Vi lærte jo nærmest lastvognene at kende, når vi overhalede dem flere gange (vi holdt nok flere pauser end de havde for vane); men en rædselsfuld oplevelse var det at bremse op ved synet af katastrofeblinkene fra en række ”kendte” vogntog i et højresving ned af et pas nord for Larissa, og opdage at der for få minutter siden var blevet smadret en personbil, der (ulovligt) havde overhalet en lastbil med tagsten, - mødt en modkørende VW-rugbrød, skredet i det våde føre for derefter at blive knust mellem autoværn og lastbil. Det løb os koldt ned af ryggen da ligeet af føreren åbenbarede sig, da vi listede os forbi. Ambulance og politik var endnu ikke dukket op. Men første-hjælp (Jørgen har jo gået på kursus) var næppe nødvendig efter dét syn. Det kunne næppe undgå at præge vores forhold til landevejene og blev gysende understreget af et nyt uheld noget efter hvor en stribe biler lige netop var blevet smadret i et vejsving. Det var især noget uhyggeligt, at flere bilers skæbne øjensynligt var blevet beseglet fordi de ikke blev advaret mod ulykken og først til sidst opdager faren – og forulykker. Politiet var ineffektivt og folk advarede hinanden med blink med lyset og viftende arme.


En skrue strammes på Kreta, og så er alt klar til landgang i Afrika! 12.9.

Med hjertet skudt op i halsen førte Annegrete os ned til Piraeus’ havn og tilfældigvis parkerede vi lige overfor færgeselskabets kontor. Det var aften (i øvrigt to timer senere end vi var klar over = sommertid) og kontoret var lukket, så vi kørte af sted med ”Athens Camping” som mål (som nogen af os kendte fra en Interrail tur), og kom ud at køre i halvanden time før vi fandt Dafnis Campingplads – på samme vej, som den anden havde ligget. Den var væk nu.

Det er immervæk en broget fornøjelse at køre i Athen med et dårligt kort og uden vejviserskilte og ret ulæselige gadeskilte. Men i dag lykkedes det dog for os at komme nogenlunde heldigt ned til havnen – men vi havde også erfaringen fra taxature på indkøb (bl.a. billetter til båden til Kreta: 9000 drachmer = 1300 Dkr).

På camping-pladsen fik vi vasket tøj, gået i bad osv. Og nu har vi et varmt brusebad i vente her på båden: Det rene luksus og det fortsætter på DFDS til Alexandria.

Indtil nu er alt gået glat. Ja, nærmest heldigt. Hvis jeg skal nævne problemer, må jeg nok nævne Ole, der er for tavs; selvom det skyldes hans ukendskab til mange ting, vi andre har lært ved rejser, er det alligevel et problem, at vi bliver usikre på hans lune: Han kan godt virke afvisende på kritik og ”oplæring”.

Jeg nævnte, at det var starten på en føljeton, så jeg slutter her med ouzo-glasset ved min side og EM i atletik fra Athen i flimmeren.

-> Næste