Marocco

Mandag d. 10.2. 1986 kl. 20.15., 15 gr. C

Dagbogen starter i Marocco. Turen gennem Vesttyskland, Frankrig og Spanien vil ikke blive nævnt.

I Silkeborg er jeg ved at skrue dansk grænsenummerplade på den fine, nyindkøbte Landrover 110" pickup
Turen gennem Europa tog knap 5 dage inkl. et bil-eftersyn ved Barcelona.

Lørdag aften sejlede vi over Gibraltar strædet, en sejlads, der på forhånd var frygtet for åger og tyverier. I Algeciras mødte vi da også to tyskere, hvis Fiat Ritmo var blevet stjålet på P-pladsen ved færgerne aftenen inden. Typisk for stedet havde de (på tysk) svært ved at få hjælp fra folk – folk var bange for at blive snydt. Og måske snød de også: Os. Jeg tror det nu næppe; men jeg bliver jo også beskyldt for at være FOR godtroende om folk. De lånte i al fald 400 franske franc.

Ved hjælp af Mærsk-kontoret, Dinesen S.A., lige foran færgerne fik vi billetter til rigtig pris og en god tryghedsfornemmelse. Færgen gik kl. 9 om aftenen og vi var der i god tid – i silende regn, med fyldte dieseltanke, 20 l motorolie, 5 l gearkasse- og differentialeolie, 5 l demineraliseret vand mv.

Gibraltar klippen set ud af sideruden.
Vi blev anbragt meget fint på færgen med vores ømtåelige bagende ind mod frontporten, således at man fra førerhuset kunne overskue det hele. A og jeg gik først op og spiste og dernæst var Thomas oppe – der blev købt en karton cigaretter og blomme i Madeira.

A og jeg sad og hang i førerhuset på det halvtomme bildæk; mens en turistbus var genstand for mærkelige transaktioner med papkasser og lign. Smugling velsagtens.

Vi kørte i land i Ceuta i silende regn og fortsatte fluks til grænsestationen lige udenfor den spanske by. Dette var en nervøs stund. Men tolderne frøs og kedede sig og viste sig at være i godt lune. A og T kunne gøre sig gældende på fransk og snart havde vi fået stempler i passene og i Carne’et og efter noget snak em tekst og flag på bildørene (en klart positiv omstændighed) blev bommen hejset og vi var i Marocco.

Rejseruten gennem Marocco. Nogle byer vi passerede er understreget med rødt, andre er med rød prik ført ind på kortet.
I regn passerede vi nogle luksushoteller, kørte igennem Tetouan og ca. 10 km. syd herfor drejede vi af på en lille vej og havnede på noget sandet noget, der i hvert fald ikke var en mark. A og T var ikke i humør til teltslagning, så vi brugte en helvedes masse tid på at anbringe tingene i bilen (og noget lænket udenfor) så A og jeg kunne ligge på de 2 madrasser bagi vognen og T på forsæderne. En dårlig løsning i en presset situation.

Et lille ophold i regnvejret.
Det silede stadig ned hele natten, A vågnede tidligt med klaustrofobi i det snævre og fugtige rum, hvor man knapt kunne vende sig og udstigning og indstigning var noget med at åle sig. Senere stod vi op og DA følte jeg også klaustrofobien, da A ikke rigtigt kunne komme ud nede i fodenden – uha, det var ubehageligt.

Med lave regntunge skyer så vi ud over et pragtfuldt og frugtbart bjerglandskab. Et par lokale kom til og kiggede på. Det viste sig denne dag, at Marocco bestemt ikke behøver at være hverken goldt eller varmt. Det varme undertøj og de uldne sweatere var uundværlige.

Vejen sydover var pragtfuld – især for en bjerg-elsker som mig – snoede veje, spredt bebyggelse og folk ved vejen. Mændene kutte-klædte med spidse hætter, gerne vævet i grå-sorte striber på langs, kvinderne i mere farvestrålende gevandter. Men med meget tøj på – mange havde gule eller mørke regnfrakker på; især havde hyrdebørnene en sej tjans med får og geder. Et sted stoppede vi for chaufførskift op af en bakke, og så kom 3 børn med to flokke geder. Storesøster viste sine turist-forretningstalenter ved at ville fotograferes for 10 dirham’s – senere 5; men det kom nu ikke på tale for os, da vi dels ikke havde vekslet og dels ikke ynder den slags forretninger.

Nogle af gederne fandt i mellemtiden buske op af den stejle skråning: Sikke de kan klatre!

Atlasbjergenes forbjerge er dejlige med snoede landeveje.
Dale og mindre pashøjder afløste hinanden og indtrykkene flyder naturligvis noget sammen. Vi passerede små Western-byer langs vejen af den sædvanlige slags af jernbeton huse af et gerne trøstesløst udseende. Men vi så også bjergbyer i oprindelig lerklinede, tæt liggende huse med masser af krinkelkroge.

Vi kørte via Ouezzane sydover i oversvømmede landskaber, hvor folk stod ved floderne og beundrede/frygtede den høje vandstand af mudret vand. Vejret var bygevejr.

I Meknes vekslede vi på et fint, orientalsk hotel og lidt længere mod syd, på denne frugtbare og lune slette købte vi ind i Bouefakrane; grønt og bøfkød: Billigt og godt – folk var meget søde og reelle.

Så gik det opad, ind i skyerne og regn og kulde. En højslette som Skotlands højland må ligne med sten og spredt græs blev brugt af frysende fåreflokke. Tågen var tæt. Så dukkede Azrou op nede i en dal og på jagt efter en på kortet markeret campingplads (i regn og sne i virkeligheden en absurditet) viste det sig at vejen sydover var spærret af sne og is. Bom-folkene bad os høre igen næste dag om hvorvidt vejen skulle være blevet ryddet.

Et iskoldt ungdomsherberg / vandrehjem åbnede sine døre for os og vi fik nu lejlighed til at gøre en masse ting, vi savnede. Et bad (rasende koldt), lægge tøj i blød i vores metal-spand med låg, flytte rundt på tingene i bilen – så det hele er mere velfungerende og endelig en præmiere på vores eget køkken; med blus og andet grej. Vi fik dejlig mad i den fugtige kulde i huset (det kunne bestemt ikke kaldes hyggeligt) og med et stænk af lokumsduft fra stå-lokummet, der hørte til 10-sengs stuen. Tøj blev hængt til tørre uden meget resultat. T gik efter aftendrink (Gl. Dansk, Grand Manier og VSOP Cognac) ud i bilen – på kun én madras, og vi fik en næsten 12-timers skraber. Lige hvad vi trængte til; vi havde faktisk kørt et hårdt ræs uden megen tid og omtanke til egen komfort.

Tid til overnatning i Azrou.
Mandag morgen silede det også ned, skyerne lå lavt over byen og vi havde ikke megen tro på at passet skulle være blevet åbnet siden sidst.

Kortet studeres flittigt, da vi må ud på en omvej i Atlasbjergene, da hovedvejen sydpå var spærret af snemasserne.
Det var det heller ikke; men i stedet kørte vi NØ til Ifrane i høj sne og med lukkede veje til siderne. Ifrane var en rigtig fin by, der lignede en midteuropæisk småborgerlig by med villaer og haver (begravet i sne). Vi havde også dagen før set europæiske og lokale biler med ski på taget på vej nordover. Hér holdt nogle af de fine altså til. Vejen mod Boulemane var heldigvis ryddet og med store snevolde langs vejen gik det opad i et landskab, der godt kunne have været Midtjylland i sne. Straks efter pashøjden aftog snemasserne tydeligt.
Folk kom gående fra nowhere, enkelte fåreflokke i sneen – uh, hvor folk frøs.

Det varme tøj er stadig fremme, selvom sneen i bjergene er kommet på afstand.
Landskabet blev på bagsiden mere goldt, men også mere vildt – med den skønhed der heraf følger. Efter de sidste snepudrede bjerge havnede vi ude på en blæsende og tør slette, hvor Midelt lå på den anden side. Så gik det lige ud med små gevækster med torne ud til siderne. Atlasbjergene lignede (og var) en barriere, der spærrede al passage sydpå, sneen lå kridhvid og toppene var spidse. Hér når bjergene op i 3737 meters højde.

Vi kørte på tværs af nogle bjergkæder, alt mens det hele blev mere goldt omkring os.
Men Midelt lå dejligt nede i det lune, hér hygger man sig på gaden og der var skilte til mange hoteller.

Vi holdt frokost med vores campingstole (første gang) i en tør lavning ved vejen efter Midelt og kørte af serpentinerveje op i bjergene. Men vi havde nu kørt øst om de højeste bjerge – nu var de slet ikke så truende mere. I dalbundene blev der ledt vand af lange kanaler til markstykker, gerne i smalle striber under vejen; klemt inde mellem vej og flodseng. Vi kørte helt synligt på tværs af bjergrygge, der altid rummede passage nok til at vejen kunne passere i smukke kløfter. Helt fantastisk var slugten ved den lille tunnel ”Tunnel de Legionaire”, hvor vi smed det varme undertøj mens vi nød en pragtfuld udsigt. Bjergene har stejle sider, kløftede, op til en skarp kant højt oppe. Hér lå lagene vandret, og hvor det ikke var tilfældet, lå de foldet og skævt. Det virkede som om man havde ført en kæmpe kam over bjergsiderne.

Den opdæmmede sø Barrage Hassan-Addakhil var tydeligvis forberedt til langt mere vand, end der var i den nu.

Errachidia var en usædvanlig flot og velordnet by at se til, vi vekslede og købte ind i markedsbygningen. Alt kunne købes af dagligvarer. Så det gjorde vi.

Vi vandt let den ”blå kilde i Meski”, hvor der ligger en campingplads. Stedet virkede noget absourd; ekstremt eksotisk smukt, en blå (betonfunderet) lagune lige under den palmeklædte røde klippekant, 22 gr. Varmt, rent vand med store fisk i, restaurant ved bredden osv. Kvækkende frøer og gråspurve. Vi spiste på restauranten, klarede en opvask og fik en god og lang nats søvn. Hér startede dagbogsskrivningen, mens det blev køligere og køligere.

Med kurs østover mod Algeriet på den lidet benyttede landevej.
Onsdag d. 12.2. kl. 12.00 i Bechar, Algeriet 23 gr. C.

Så gik det ud over steppen af god og smal asfaltvej. I Boudnib sendte T 5 postkort hjem – gad vide hvornår de dukker frem. Byerne er rare, men lidt svære at finde kontorer i, alt står på arabisk og det røde maroccanske flag med en femkantet stjerne vejer ved alle offentlige bygninger (altså også dem, vi ikke skulle opsøge).

Dromedarer ved vejen. Bemærk rimfrosten fra nattekulden i forgrunden.
Bouanane, Bouarfa og Figuig var mønster-byer: Indgangsportaler, fine skilte, regelrette smukke bygninger (heraf meget ny-byggeri) og orden i gadebilledet. Måske er der tale om statslig egnsudviklingshjælp til de sydlige provinser.

Vejen var øde og det gik med 90-110 km/t derudaf.

Vi kørte ligesom langs en kæde af bjerge, der udgør grænsen til Algeriet, ligesom vi har set dem i dag fra den anden side af.

Grænseovergangene var frygtede og vi tog dem nok i rekordfart: På ca. 4 timer alt i alt, og så er alt vist nok som det skal være. I Figuig nåede vi først ned til selve grænsen, hvorefter vi måtte tilbage til ”Hotel de Police”; og dernæst til Duane, begge steder sad jeg på skærmen og nød solen, der varmede pragtfuldt. Nede ved grænsen, ved teltene blev der skrevet en masse op i protokoller; navne på forældre, antal børn osv. I øvrigt havde tolden helt styr på telex’et fra ambassaden i Rabat; telex’et var kommet, men ufuldstændigt, så der måtte kontrol-ringes til et eller andet hovedkvarter et andet sted. Gud ske lov: Alt blev bekræftet og vi slap ud i ingen-mands-land, hvor vejen pludselig blev til hullet grusvej: Dén kan landene ikke enes om at reparere / bygge! De to lande slås jo også nærmest mod hinanden i Vestsahara…

Videre til næste del af beretningen!