Algeriet (2)

Pause i bjergene lige udenfor Tamanrasset.

Nu holder vi foran tolden ved Tamanrasset, kl. 16.55. Lørdagens pistekørsel gav anledning til lidt meningsforskelle; T er øm om bilen; - og det er ikke fordi jeg er det modsatte – men jeg kender jo Toyota’ens evner og tror Land Roveren kan det samme, så der kan fx godt køres vaskebræt i 4. gear (70-80 km/t), selvom det virker brutalt. Det er såmænd en hel del bedre end rysteturene ved 30-40 km/t. Blot skal føreren være meget vågen overfor de virkelig store bump. Små og mellemstore bump forsvinder i affjedringen. Et andet problem er sten, der kan slå ind på undervognen. Endnu er det ikke sket – men det er klart, at det KAN ske ved stor fart. I Toyota’en ramlede vi nogle gange ind i sten, så det lød alvorligt; men man kunne ikke se spor efter det bagefter. Terrænet var ofte bakket og med hårde partier af sten ind imellem mere bløde.

Vi snakkede med politiet (vist ikke nødvendigt) og kørte ud til tolden, der overraskende lynhurtigt stak os de stempler og det papir, vi skulle bruge.

Tamanrasset var en rar by, en del europæere, og en masse flotte (og forskellige) folk, Sorte mænd i lyseblå kjortler og hvide turbaner (Hoggarer – lokale nomader fra bjergene hér) og mange andre. Det er selvfølgelig modsætningernes by, som så mange andre handelsbyer i 3. Verden. Rige folk og tiggere. Pæne børn i butikken sammen med pæn mor og tigger-børn i samme butik.

Det var rart at se folk lidt an her i byen – det har der ikke været så meget tid til ellers på rejsen; der har været ret meget fart på; men det var jo også meningen med det hele.

Kamelerne måtte ikke komme ind i bykernen viste et skilt; men alligevel red mænd rundt med al skrud’et på og ”parkerede” kameler rundt omkring.

Dagen i dag var markeret af et behov for nødvendige indkøb af mad mv. og af et behov for at få brugt vores dinarer. Ganske rigtigt viste det sig at kursen er ca 4 gange for dårlig end den sorte kurs. Tingene er også voldsomt dyre – så det var svært at købe noget, hvorom det IKKE gjalt, at man følte sig voldsomt snydt. Det endte med at blive til meget god mad (chokolade, kiks, dåser) og 3 m. godt, solidt stof til brug i Dalun (rejsemålet i Nordghana).

Vi kom altså hurtigt gennem formaliteterne (kryds fingre for at alt er OK!) og kørte sydpå. Nu har vi lejr ved pisten og A og T er gået i seng. Vi fik citronsuppe først og noget senere fik jeg lavet blomkål og gulerødder med rigtige pommes frites til. Meget lækkert. Mandarinsaft og chokolade til bagefter. Vi lægger nogle kalorier til depotet.

Vi fik vand i byen (vandet herfra har fået højere prioritet end dét fra In Salah: Vi har drikkevand fra Algecira, kogevand fra Tamanrasset og rengøringsvand fra In Salah!).

Nu vil jeg i seng – det bliver koldere, og jeg er såmænd også godt træt i aften. Ærgerligt, at der ikke er tid til fx at læse noget; men altid er der pligter at udføre – hvilket også er charmen ved rejser…


Punktering i løst grus. Dunkraften vælter...


Så står donkraften ordentligt fast og det spritnye reservehjul kan komme på plads.

Vi overnattede to gange ved pisten, sidste gang med sen aftensmad, da vi ved mørkets frembrud var blevet forsinket af en punktering (med løst grus under dunkraften, så den væltede og der måtte sten under: 1 ¼ time), så da vi stødte på repareret vej i In Ecke, kørte vi til lidt ud på aftenen og slog (organiseret) lejr i mørke. Kors hvor var vi trætte.

I denne lejr fik vi styr på hvad der skulle være fremme og hvad der skulle ligge lidt væk for toldernes skyld. A fandt de 10$ fra min far og mor, der var skrevet på valuta-deklarationen; men ikke kunne findes. Åh, det lettede mit hjerte, hvor var det ellers en åndsvag situation hvor forældrene af godt hjerte giver én 10$, som man så kun får brok ud af. Godt de blev fundet.



Sidste indkøbsmulighed i Algeriet.

17.2. kl. 21.30 In Guezzam, 18 gr. C.

Først vil jeg prise vores gode frokost mad. Jeg har vist ikke hidtil nævnt Sorte Sara, som er vores lager-ost. Vi havde 3 store stykker med fra Silkeborg, og det sidste stykke er nu snart spist. T og jeg har nærmest en kult-dyrkelse omkring Sorte Sara; om hvordan man behandler hende, respekterer hende, osv. Vi har dansk honning, algerisk æblesirup, dåsefisk og evt. tomater. Brødet er, efter vi nu konsekvent putter det i plastikposer, udmærket. Indtil nu har vi haft sæbesmagende og i hvert fald tørt brød, som brødristeren om morgenen har bearbejdet om til noget spiseligt.

I dag passerede vi det ørkenstræk, der vel nok er mest frygtet på Hoggar-pisten. Og strækningen var vel også slem, når man regner i livsfare målestok. I den varme sæson må der være ulideligt på pisten – og skubben af bil i blødt sand med kogende varme må være sin sag.


Rejsende på et rigtigt fornuftigt transportmiddel.


En rippet bil langs pisten taler sit tydelige sprog.


Underlagets beskaffenhed ændrede sig konstant.

Nogle indonesere i VW-rugbrød og MC brugte 6 dage på strækningen, andre 3 dage osv.


Vi er kørt fast i det løse sand.

T kørte, vi kom ud i et langt, dybt spor i for højt gear, ramlede på noget hårdt bedst som T skulle geare ned – det distraherede ham – og vi stod stille. A og jeg skubbede den fri med reduktionsgear og spærret differentiale.


Peugeot 404 med sand op til karosseriet.

Lidt senere hjalp vi nogle dødtrætte franskmænd i en 404 pickup og 2 stk. MC. Peugeot’en sad hårdt fast i sand op til karosseriet op af en bakke – et sted, den aldrig burde have vovet sig ud i, men have valgt en side-piste. Men de var trætte efter at have gravet bilen igennem et andet sandområde længere nordpå i 4 stive timer. Nok samme sted, som vi sad fast i.


De vejfarende hjælper heldigvis hinanden i sådan en situation.

Franskmændene fik hjælp af os og af nogle lokale, der kom forbi den modsatte vej. En skæg situation, når alle puster og bander bag bilen; mens sandstigerne skal hjælpe bilen op. Den kørte fast lige bagefter igen, da den idiotisk nok fulgte os – de burde have fulgt motorcyklernes advarsler; men de så OGSÅ trætte ud. De er i øvrigt ikke set ved grænseposten endnu – for vi overnatter 10 m foran grænsepolitiets kontor (de har vores pas). Landskabeligt var strækningen jævnt kedelig. Pisten er dekoreret af bilvrag, især ved de vanskelige passager, hvor de afrippede vrag står som advarsler for de vejfarende.


Det blev varmere og varmere jo mere sydpå vi kom.

Det blev godt varmt i dag, især i solen; forskellen mellem sol og skygge er enorm. Frokosten blev nydt ved bagsmækken, med hovederne godt ind over ”bordet” for at få lidt skygge.

Bilen klarer de bløde stræk meget fint – oven i købet med fuldt dæktryk. Spærredifferentialet kobler man fra, når der er behov for det og så slipper man igennem. Men indrømmet: Der var spændende øjeblikke, hvor vi ventede på om 1. gear kunne trække os igennem de lange sandpassager.


Køen ved den (for natten) lukkede politikontrol i In Guezzam, Algeriets grænseby mod syd.

Nu har vi passeret tolden og afventer politikontrollen til i morgen tidlig – de har udfyldte formularer og passene. Og lukkede, da dét var indleveret. Så nu er vi bare her; men med fuldt lejr-liv, sammen med mange andre. Tyskere i 3 militærvogne, franskmænd i kæmpe-lastvogne med biler og grej indeni – alt sammen til salg, vistnok i Cameroun. Noget ulækkert foretagende. Mange andre overnatter i toldens område. Grænsen var formelig blokeret af to engelske rejse-lastbiler hele dagen, da politiet bruget utrolig megen tid på dem. Nu er de færdige, og der kom LIDT gang i sagerne; men altså ikke helt nok. Men vi er glade og tilfredse med dagens resultater. Vi fik tilmed brugt de sidste dinarer på diesel, så vi næsten har fulde tanke igen.

Lad os nu se, om englænderne kan formå at spærre grænsen til Niger i morgen tidlig – de er nemlig lige foran os…


A står klar med papirerne, da grænsen åbner næste morgen. Der hersker en anspændt stemning.

Onsdag d. 19.2. kl. 9.00 på vejen syd for Arlit, 20 gr. C.

Det viste sig, at der lå en fæl historie bag det engelske rejseholds forsinkelse hos politiet i In Guezzam. Den engelske turleder var en lyshåret kvinde, af den stærke slags; den ubehagelige af politifolkene havde villet bolle med hende før de kunne få ordnet formaliteterne. Dét ville hun ikke, og hun blev lukket inde på kontoret i timevis; mens situationen tilspidsedes. Denne, den rigtige historie fik vi af hollænderne, der havde været klar til at lægge deres korporlige indsats ind, hvis nødvendigt. Rejseholdet var ikke informeret om den rette historie, eftersom en svensk pige fortalte en anden version til os ved Assamaka. Den rigtige historie kunne nok også kun vække panik hos de andre, hvoraf mange var piger.

Vi startede tirsdagen med at snakke med hollænderne, der havde to gamle tyske militærlastvogne fyldt med udstyr til handicapskoler (12 stk.) i Burkina Faso. Deres (lille) organisation sendte nu for 6. gang bilerne derned, for at være sikre på, at tingene kommer frem til de rette. Budgettet for 5 tons varer er på 240.000 kr. i transportomkostninger, hvilket er 1/3 af deres samlede budget. Den ene hjælper udtrykte, at det burde være sidste gang, de gjorde det; men det er de nok uenige om. Lastbilerne (fra 1958) er for gamle til at de kan indregistreres og bruges i Burkina Faso, og de er for små og dyre i drift til civil transport. Så de kører tilbage til Holland. Det virker faktisk noget fjollet – hvis der endelig skal køres hele vejen, burde lastbilerne være nye og blive dernede. Eller de gamle kunne stationeres dernede og hente varerne op fra Abidjan. Deres organisation hedder SAHELP og arbejder sammen med andre i paraplyorganisationen BEL i Ouagadougou.

Englænderne tog faktisk et par timer, som vi ventede på i Assamaka; men kontrollen af hele bilen og papirarbejdet var disciplineret og ordentligt. Ved middagstid kørte vi ud af pisten mod Arlit.

Straks efter stoppede nogle militærfolk os, én kom med, mens de andre lappede dæk. Han skulle øjensynligt hurtigt frem til en havareret Mercedes 4WD, der lå 10 km. væk. Vi gætter på, at den skulle plyndres uden ejermændene kunne nå at dukke op. Det er vist sådan det foregår i ørkenen; bilvragene skyldes sikkert også plyndringer af hele, men havarerede biler.

Den tyske lastbil blev kørte af 2 tyske, der skulle ned og sælge den; men de var slet ikke forberedt på, hvad der skal til af papirer, og kunne ikke snakke andet end tysk. Den ene manglede kolera-vaccination – ville prøve med lidt bestikkelse osv.; men deres tur kunne nu meget vel ende ved grænsen. Nogle fjolser…

Hollænderne slap for fortoldning ved at få eskorte fra tolden ned til Arlit, og så fremdeles til Burkina.


Frokostpause i ingenmandsland.

Pisten var sandet, men hurtig de fleste steder. Der var mest totalt fladt. Vi overhalede straks englænderne, der i øvrigt ville til Nairobi og Mombasa (10.000 svenske kroner for 5 mdr. tur – billigt).

Frokosten blev indtaget mens vi krøb op til bagsmækken, hvor der var lidt skygge: Nu er det ved at være varmt, desværre også om natten, hvilket truer vores køletaske. Elementerne kommer ellers op på taget af førerhuset natten igennem; nu i nat kneb det med kulden. Smørret (fra Australien, købt i Tamanrasset) var blødt til morgen – et sikkert krisetegn. Sorte Sara er ved at slippe op, en trist situation.

Videre til næste del af beretningen!