DAGBOG for "Nordenskjolds-ekspeditionen 1984"

Dag 16


Fredag d. 10/8.

Efter morgenmaden havde vi en kort rådslagning om vi skulle have en topbestigning eller gå videre. Efter at have set lidt på skydækket besluttede vi dog at gå videre, men var enige om at den første dag med klart vejr måtte vi prøve at finde en egnet top. Alle vores planer om topture er indtil nu mislykkedes p.gr.a. vejret, så jeg synes at man kan opsummere, at det ikke er så smart på forhånd at udse sig nogle spændende toppe og håbe på godt vejr. I stedet gælder det om at tage chancen ligeså snart det bliver godt klart vejr og se om der ikke skulle være en egnet top i nærheden.

Nå, men lidt over 12 vandrede vi altså af sted.

Da vi nærmede os Passfjellbreen kom vi ind i et moræneområde. Store, store grusbunker i mærkværdige former, undertiden gennemskåret af kløfter med lidt vand i bunden.


Egentlig et fascinerende sceneri – men noget værre lort at gå i.



Her var det i øvrigt iøjnefaldende at se, at på ellers vegetationsløse stenskråninger tittede Svalbard-valmuens lysegule hoveder frem.

Vi nåede frem til bræen og påbegyndte det store indbindings-show.
Her ses en persons personlige udstyr. Fra venstre mod højre: Hjælpetov med løkker bindes på hovedtovet. Isøkse. Steigeisen. Sneanker. Karabinhager. Isskrue. Sele.

Det tager altid lidt lang tid, når man er 7 mennesker. Her blev også rationer af chokolade og Logan-brød uddelt. Logan-brød er nu en herlig ting.


. Nu kan det at gå på bræ jo være betagende med udsyn til barske fjeldtoppe og glitrende is. Men vi vandrede direkte op i en grå-hvid tæt sky, så de store visioner udeblev.

Efterhånden som isskrue og karabiner fik trukket bukserne længere og længere ned mellem benene på mig, brystselen snærede og tovet bagtil strammede til, ledtes mine tanker nærmere i retning af indsnøret rullesteg eller måske en lille overvægtig pekingeser i frakke, der halser af sted i lidt for kort snor.

Vi steg i rask tempo op over bræen, vejledt af kompasset. Pause på isen: Sneen er drivende våd, så man har svært ved at få hvilet benene.

Under nedstigningen begyndte vi først at kunne ane svage konturer omkring os, for lidt efter at få udsynet over Istjørndalen og til venstre den grønne sø Istjørna.



Den lette måde at holde pause på isen. Og stadigvæk opleve at man sidder ned.

Ole viser is-udstyret frem.

Efter godt 1½ time steg vi af bræen til venstre, bandt os ud, men beholdt dog stigjern på, da vi skulle passere moræne med is under. Det er noget lumsk noget at gå på, for pludselig kan småstenene skride under én og man er inde ved den spejlblanke is. Både Poul og Ole måtte da også ned og kæmpe bravt under forceringen.

På dette tidspunkt havde vores frokosture kimet længe og vedholdende, så nu gjaldt det om at finde noget rent vand. Bemærk den enorme og sortsmudskede dødis skubbet op foran gletcheren.

Først måtte vi dog passere et stykke med absolut ubehagelig blok-mark, hvor stenene var kantede og løse. Ikke alle var helt enige om den letteste vej frem i dette terræn.


Men endelig, endelig ca. kl. 18, nåede vi ned til søen, og kastede rygsækkene fra os. Nu var det frokost. Maden (BB Kødfars med Ørtkrydda) skulle koge 10 min, hvilket er længe for en sulten skare. Og mens der efterhånden faldt ro over os, kunne vi nyde synet af den grønne sø.

I begyndelsen lå der nogle lette skyer helt nede ved vandoverfladen, det hele fik et uvirkeligt skær og jeg ville ikke have undret mig særligt, hvis en søslange havde stukket sit fjæs op af vandet. Men skyerne lettede og nu kunne man se de grønne fjelde på den anden side spejle sig.

Vi holdt en god lang frokostpause (eller hvad vi nu skal kalde den, for der var klart aftenstemning). Vi fortsatte helt nede langs søens venstre bred, nogen gange soppede vi faktisk lidt. Herefter fortsatte vi ned i Synndalen. Det første stykke gik let, men efterhånden blev terrænet vanskeligere at gå i og vores ben trætte og slatne. Flere af os gik og småsnublede, og et stærkt ønske om en lejrplads opstod. Den slags vrimlede det imidlertid ikke med her, men ved 10 tiden fandt vi dog et sted nede ved floden, der var absolut brugeligt efter at vi havde flået ngole store sten op af jorden.

Kaffe og lidt senere aftensmad (Hagglöff) blev indtaget udendørs. Efter endnu en omgang kaffe kravlede vi i poserne og sov tungt. Vi havde også været på farten 10 timer den dag, det sætter sine spor.

Lisbeth.


Næste side!