DAGBOG for "Nordenskjolds-ekspeditionen 1984"

Dag 19

Mandag d. 13/8, Gangdalen v. Reindalen.

Vi fejrede Jettes fødselsdag med de ringe midler, vi havde – hun havde selv (skjult i sækken) medbragt Nestlés kakaodrik og der var små gaver at pakke op. Arbejdet havde lavet en isbjørneforskrækker, der absolut måtte virke i påkommende tilfælde.

Selvom stemningen blandt ekspeditionsdeltagerne var noget skeptisk mht. vejret, når der stod topbestigning på programmet – var der ikke noget at diskutere. Det skulle blive toptur i dag. Skylaget var højt, og sigtbarheden fin. Debatten efter morgenmaden – med kortene fremme –var temmelig tam, det stod klart, at vi måtte op på Langnosa lige bag os.
Kl. 12 forlod de 6 af os lejren (minus Ole) og tog en lidt nordlig kurs først, forcerede en første skrænt og svedte meget snart. Lis måtte trække de lange underbukser af, og vi så med glæde på, at skydækket veg væk fra syd.

Vi diskuterede opstigningsvejen, idet man kunne tage kammen (hvor punktet Langnosa 823 m lå) frontalt eller via dens begyndelse ned mod Reindalen.

Som det ses af skitsen tog vi den langs kammen fra syd, hvilket egentlig ikke voldte andre problemer end sved på panden.

Meget hurtigt efter den første sved fik vi udsigter, der livede op og lovede mere af samme skuffe. Nogle rensdyr blev forstyrret oppe på plateauet, og reagerede typisk ved først at stivne, så hoppe op med hovedet højt og spurte lidt væk og så stoppe og igen og glo.
Vi havde kun trøjer, fotoudstyr, chokolade (dobbelt ration, dvs. 3 plader) og loganbrød med og havde regnet med en tur på 4 timer. Der var vandløb nok til vores krus på plateauet, men så var det også slut med vandet. På vej op af den første stejle skrænt fandt vi nogle pæne ler-jern-sten, strøet ned af den ellers ret faste skråning.

Dolken måtte frem for at ridse i én eller anden saltsten eller kalksten, der lå et sted.

Det tog længere tid end forventet at få den eftertragtede udsigt på den anden (dvs. vestvendte) side, da endnu en ryg skød op mod den vi benyttede. Den var helt sort og afrundet. Vegetationsområdet højt oppe var tydeligt hjemsøgt af rensdyr og kameraerne knipsede i øvrigt løs.

Udover stykket lige under dét, vi først mente måtte være toppen var materialet overraskende fast, og kammen var nogle steder smal, men altid med større ’altaner’ undervejs.


Der var ikke uhyggeligt deroppe, hvilket nok også skyldtes at det næsten var vindstille og solen fik mere og mere magt igennem det aftagende skydække. Nu dukkede udsigten frem til alle sider, kun i nordlig retning spærrede vores eget bjerg for udsynet.
Billederne, vi har taget, må vise udsigten, der blev begunstiget af det aftagende skydække, hvor vi søgte at udnytte virkningerne af skyer og modlyset over Van Miejen-fjorden.

Lis med Reindalen i baggrunden.
Peter.
Vi spiste den noget improviserede frokost og heldigvis havde vi ekstrafilm med (vi rodede febrilsk efter en ny farvefilm) til det store foto-ræs.


Jørgen og Poul fortsatte videre mod en yderligere top mod nord; vi syntes jo det var ærgerligt at være så tæt på toppen, uden at have været der. Udsigt mod Gangdalen i retning nord mod Longyarbyen.

Det var sjovt at man hele tiden kunne høre vandets brusen fra Gangdalen; det lød som et konstant forbipasserende godstog! En helikopter passerede nede (!) i dalen.

Udsigt mod syd til Van Mijenfjorden og Reindalens delta.
Også mod nord, dog lige rykket en anelse mod øst, så Reindalen og vores egen bjergkam er mere med i billedet.
Selvfølgelig kom vi ikke frem til en egentlig tinde, men måtte konstatere, at vi såmænd godt kunne have fortsat til bruge 6 ved Longyearbyen oppe på selv samme kam uden de store vanskeligheder. Vi fik Isfjorden at se, men Vesuv fik vi dog ikke at se, selvom den trofast har ladet sig beskue fra menge synsvinkler igennem hele turen.
Himlen var blå og udsigten berusende – men maverne var tomme huller og de 4 var nået velbeholdne ned ¼ i 5 og Jørgen og Poul kom ned kl. 6. Vi måtte så igennem fisk, kød og frugtsuppe med tilbehør og kiks, mens solen skinnede og der blev ligget ude i soveposer og en lur eller to var besørget.
Jørgen og Poul vik lidt mere af bakkekammen at se. Man kunne snidlt fortsætte mod nord, hvis man havde orket.
Jørgens sidste blik mod vest til Tufsbreen, som vi havde kigget på nedefra under vandringen igår.

Men da solen forsvandt bag bjerget mod nordvest blev det hurtigt iskoldt og det var sengetid.

Poul

Samme dag:

Denne dag foretrak jeg ensomheden. Det var min hensigt at male et billede, jeg kunne være nogenlunde tilfreds med og desuden forberede mig på at tage afsked med Svalbard.

Jørgen udleverede geværet til mig og 4 skarpe skud. En time efter at de andre var taget af sted, begav jeg mig ned mod Reindalen, hvor jeg strejfede lidt omkring, indtil jeg fandt en solbeskinnet plet, hvor der var en fin udsigt over Lågnytt’s-fjeldet. Jeg gjorde mig det behageligt på stedet, ladede geværet, spiste min chokolade-ration og malede en lille akvarel af bemeldte fjeld, alt imens mine tanker fløj vidt omkring. 3-4 timer senere drog jeg tilbage til lejren, hvor Jette, Lisbeth og Lis hyggede sig gevaldigt i solen og soveposerne.

Ole.


Næste side!