Dagene 17. - 20. juli. |
|||
Det er blevet middag efter første nat i toget fra Iowa med kurs mod Californien. Simon og Nina spiller kort i observationsvognen mens vi nærmer os Denver, Colorado. |
Der stiger mange passagerer ud og nye kommer til, alt imens vi andre kan motionere lidt på perronerne. Bemærk at der er små skamler ved dørene, - dørene må naturligvis ikke betjenes af andre end autoriseret personale. Vognene hér vestpå er af typen "Superliner" som er 2-etages. Passage mellem vognene er på 1. sal. En trappe er placeret centralt i hver vogn tæt ved hoveddøren. |
||
Toget er sædvanen tro bakket ind på stationen, som er en sækbanegård. Trækkraften er disse GE-maskiner, hvoraf den til venstre tilsyneladende er reserve, klar i tilfælde af nedbrud. Ellers er der ikke et AMTRAK depot i Denver. |
Nu forlader vi BNSF's strækning og benytter Rio Grandes smukke rute fra Denver til Salt Lake City i Utah. Umiddelbart udenfor Denver begynder udsigten til sneklædte bjerge at dukke op, og nu kravler California Zephyr op af bakke i forbjergene til Rocky Mountains. |
||
Vi er hurtigt i et vildsomt og flot terræn med mange tunneler og udsigter tilbage mod Denver med dens store våbenindustrier. |
Mod nordvest ses de højeste bjerge i Rocky Mountains, dér hvor der er nationalpark. Vi passerer det højeste punkt på ruten, ca. 3000 meter over havet i Moffat tunnelen. |
||
Den smukkeste passage er nok gennem Gore Canyon, Colorado. Coloradofloden har skåret sig gennem bjergene og der er lige akkurat plads til et enkelt jernbanespor. Sid i venstre side når du kører vestpå! |
Undervejs passerede vi folk i kajakker på en halsbrækkende tur ned af floden. En af dem forsvandt et øjeblik i det brusende vand. |
||
Nu breder dalen sig ud igen og floden glider videre i et roligere tempo. |
Og vi står snart helt stille. Rødt lys. Forude er to Union Pacific godstog, det ene samme vej som os, det andet mod os. Der er ikke mange vigespor, og det foran os mod vest gav trafikcentralen altså lov til at smutte afsted, i stedet for lige at vente på os ved dette vigespor! På denne strækning kører ingen tog særlig hurtigt og slet ikke godstogene... |
||
Glenwood Canyon. En storslået slugt, igen med Coloradofloden i midten. Passagererne følger med fra observationsvognen, hvor det er relavant også at kigge op for at se ørnene svæve. |
I Glenwood Canyon er toget ikke alene om at passere. Interstate 70 er i et multimillion projekt skåret ind igennem den naturskønne slugt. Tja, naturen er kommet til folket, men hvem har tabt? |
||
Alle mulige fartøjer, mest gummibåde, benytter sig i sæsonen af Coloradofloden. Hér bades der i smult vande fra bådene. Andre steder forlystede unge mænd i bådene sig med at trække bukserne ned og vise røv til toget. Underlig forlystelse! |
Spisevognen (the Diner) var ulykkeligvis ikke i funktion efter den første aften i Iowa. De sagde at fryserne var gået i stykker og så var maden ødelagt. Personalet sad uvirksomme i den eftertragtede vogn, alt imens de ringede efter maden, som blev leveret kold passende steder undervejs. Det er sovevognskonduktørerne der hér i Glenwood Springs flokkes om en hotelbil, der leverede maden. Manden i blå t-shirt var vist nok en slags spisevognschef, og han var meget beklagende... |
||
Efter endnu en nat, denne gang i Utah, så er vi nu sidste morgen i Nevada. Hér kører Central Pacifics spor ved siden af Western Pacifics spor. Nu ejes begge disse spor af Union Pacific, så fra Salt Lake City til Winnemucca er der reelt dobbeltspor, selv om sporene ikke altid ligger ved siden af hinanden, som på billedet. Billedet er lidt heldigt skudt, for et modsatgående godstog har netop passeret, og vi kører i god fart hen over en tilsvarende gitterbro. |
|||
Vi ankom til Sacramento hele 9 timer forsinket, så planer om en rar aften i byen måtte droppes og vi styrtede i taxa kl. 23.30 til det hotel ved floden, som Nina og jeg i sin tid havde benyttet. Næste morgen startede Simon og jeg i jernbanemuseet, hér er Simon foran det flotte Gen. Stanford, som er et af museets absolutte stjerner! |
Museet var ved at lave lidt om og bygge nyt. Hér laver de et diorama om kineserne, der har en stor ære for Central Pacifics bane over Donner Pass i Sierra Nevada (som vi havde passeret om aftenen dagen forinden). |
||
I Sacramento Old Town kan man både få mad og souvenirs, men også en stor, dejlig is. |
|||
Til næste side fra USA-turen Retur til forsiden! |