Diamond Lake og Crater Lake
Dagene 25. - 28. juli.



Så ville vi ind i Cascade bjergene. Og næppe kunne vi finde et smukkere sted at overnatte end ved Diamond Lake lige nord for Crater Lake.
Sådan så stranden ud lige ved motel / cafeteria / camping.


Man kunne absolut sagtens bade i søen. Hér bader børnene, Poul er hjemme på værelse med ondt i hælen...


Motelværelset lignede alle de andre, men med tre nætter, så var der også tid til lidt forælderlig tugt af børnene.


Datteren praler med lidt kinesertøj fra San Francisco. Godt nok er blusen ikke hendes egen, men alligevel...


Anden dag på udflugt til Crater Lake. Et fantastisk sceneri skabt af et omfattende vulkanudbrud for 7700 år siden, hvorefter vulkanen sank sammen og efterlod en dyb kratersø og en rand af bjerge (en caldera).


Midt i søen nåede der at komme lidt efternøler-vulkaner, der har skabt en ø, der rager op af den dybblå sø. Farven kommer selvfølgelig fra det blålige himmellys, men bliver så blåt fordi vandet er utrolig klart, så kun det blå lys reflekteres fra den store dybde. Der lever ikke mange fisk, fordi vandet er så næringsfattigt.


En lille klippe stikker op, den hedder Phantom Ship og er faktisk en rest af tidlige vulkanisme, langt ældre end det fatale og afsluttende udbrud.


Tja, bare lidt mere udsigt. Dennegang fra et sted i nærheden af det flotte lodge, hvor værelserne har sø-udsigt.

Små jordegern rendte rundt i det ellers noget barske landskab. Nogen var håndtamme overfor turisterne, men dog ikke denne, som for rundt imellem sine skjulesteder.


Vejen rundt om søen er anlagt så man i bil ustandseligt får de smukkeste udsigter, og med p-pladser overalt hvor der er noget ekstra flot at se på.


Som her, hvor man så heller ikke behøver at gå så langt for at få et flot udsyn.


Sneen fra sidste vinter lå tilbage mange steder. Datteren truer fotografen med en snebold.


Sidste morgen skulle vi så videre for at nå et tog i Eugene.
Vi følger en lille vej nordpå gennem bjergene, og mødte ikke en sjæl på tre timers tur, desværre heller ikke en bjørn, som dog godt kunne have optrådt for vort årvågne blik.


Da vejen havde asfalt hed den 2610, men så slap asfalten op, og så hed den 2154 og 2153 undervejs mod nord.


Hér kigger vi tilbage mod syd til Mt. Thielsen (det spidse til højre) som lå lige øst for Diamond Lake og ellers mod Crater Lakes caldera (i baggrunden).


Her kigger vi fremad mod Diamond Pk og den snoede bjergvej.


Efter Oakridge koldt vi ind ved Willamette floden, hvor nogen har lavet en dæmning med lovligt løse sten, som datteren bevæger sig hen over med stor forsigtighed.


Fra Eugene var det tanken at vi skulle med Coast Starlight nordpå til Tacoma, men toget var igen forsinket, så vi valgte at bruge AMTRAK's busforbindelse til Portland via de mellemliggende byer, herunder Oregons hovedstad Salem.


På Interstate 5. Det er jo en motorvej vi i tidens løb har haft meget at gøre med. Her lige i den sydlige udkant af Portland var der megen trafik, og trafik var der også rigelig af inde i Portland, hvor vi maste os vej frem til stationen.


Hvor vi alligevel var glade for AMTRAK togene igen. For Cascade-lokaltoget (af Talgo-type) kørte til tiden, hurtigt og var lækkert. Datteren og Poul besøger café-vognen og får lidt aftensmad.

Til næste side fra USA-turen

Retur til forsiden!