 |
||||||||
Japanske turister er meget karakteristiske i det alpine landskab. Udover den ringe højde og det sorte hår, så er deres disciplinerede flokmentalitet overbevisende. Japanerne elsker fx Zermatt og Grindelwald/Jungfraujoch. Men udover den flotte natur, så er de trygge omgivelser (ingen kriminalitet) og de pålidelige tog væsentlige grunde til den japanske turiststrøm. Men den økonomiske krise i Japan, der satte ind før end i resten af verden, har reduceret antallet af japanske turister. Men der kommer mere sort hår i Schweiz end nogensinde. Nu er det bare kineserne, der kommer, og deres antal har netop passeret japanernes.
Japansk turisme i højalperne deler sig i to hovedgrupper. Enten er der tale om en kortvarig gruppetur på de gode hoteller ”once in a lifetime”, eller også er det individuelle rejsende, der virkelig er entusiaster og måske har været i alperne flere gange. Begge hovedgrupper er som regel vel-udstyrede. Der er dog, som med andre ikke-europæiske turister, altid en gruppe med små fikse sko og lette jakker. Men japanerne er som regel meget forberedte. De er fx klar over, at den tynde luft byder på UV-stråling, og japanere er meget sarte hvad huden angår, så al hud er dækket. Handsker og meget dækkende hatte (gerne hvad danskere kender som bøllehatte) er et must. Udstyr betyder også gode (nye) støvler, farvestrålende all-weather vandretøj og gode kameraer. ”I 30 år har jeg ønsket mig at komme her” sagde Katsuhiko Naito, en offentlig ansat fra Tokyo, som havde besøgt Schweiz som student, og nu var på vej på vandretur ved Grindelwald First. ”I Japan er Grindelwald et meget kendt sted”, sagde han, ”Mere kendt end Zürich”. ”Vi finder ikke sådan noget i Japan”, sagde Noriko Setoguchi, som arbejder med marketing i Tokyo, og er på bryllupsrejse med sin nytilkomne mand, en videnskabsmand. ”Folk er vældig rare og så er der enormt mange køer” tilføjer ægtemanden, mens de kigger udover den mørkegrønne græsgang plettet med dusinvis lysebrune og hvide køer, hver med en larmende bjælde om halsen. Flokmentalitet Japanere kan kendes i landskabet ved deres disciplinerede flokadfærd. Man går pænt i en lige linje på en smal sti. Nogen sakker måske lidt agterud med deres kameraer, men bliver hurtigt opfordret til at følges ad med resten af gruppen. Møder du sådan en gruppe, så hils venligt med det japanske ”konishiwaa” (goddag), og oplev, hvor glade de bliver over denne anerkendelse. Japanere er gennemgående meget generte på engelsk, og kan notorisk ikke tysk. På banegården ser du japanerne holde sammen og følge lederen. De spørger altid pænt om pladsen i toget er ledig. Er der en sorthåret gruppe med mere kaos, og som fx kæmper om adgang til toget, så er det garanteret kinesere, du kigger på. Japanerne sætter stor pris på personlig sikkerhed. Sådan er det hjemme i Japan, og de frygter overgreb på deres egen person mere end andre folkeslag. I Japan kører den offentlige transport efter køreplanen, både tit, præcist og med rene tog. Sådan er det også i Schweiz. Det sætter en japansk turist stor pris på. Japanere har det svært med europæisk mad. Jeg overværede nogle japanere på en restaurant i Grindelwald, der havde kastet sig ud i et måltid med bratwurst og stegte kartofler. De havde tydeligt fået instruktion på, hvad de skulle prøve, hvis de virkelig ville prøve noget autentisk og fremmedartet mad. Med dødsforagt brugte de kniv og gaffel og spiste maden pænt op. De hårde drenge En morgen i Grindelwald havde jeg for længst luret vejrudsigten: Vejret ville ikke blive godt oppe i højderne – en tur nede i dalen var det rigtige. Men en gruppe japanske mænd i flere aldersklasser i små telte havde tydeligvis planlagt en tur i højderne med tov og isøkser. De begav sig bravt afsted tidligt, og så noget forkomne ud først på aftenen, da de dukkede op igen. Kun to ældre mænd blev tilbage og bekræftede for mig ”bad weather”, mens de forberedte deres vegetariske aftensmad på campingblus. Men jeg hørte ikke nogen af de seje fyre brokke sig – selvom de må have mødt alene tåge, sjask og hårdt arbejde. Matterhorn skal fotograferes Japanere er et dejligt folkefærd. Godt nok er de personligt meget reserverede overfor fremmede, men i flok lader de sig let begejstre. Når toget drejer om hjørnet og Matterhorn står majestætisk på højre side i køreretningen, så kan man være sikker på begejstrede udråb og ivrig fotografering. Og når kabine svævebanen passerer en af de store master, og kabinen begynder at svaje, så kommer der helt sikkert hvin fra den japanske gruppe! I Zermatt og i Grindelwald er skiltene også til på japansk, ligesom der så smukt står ”gå ikke over sporene” på japansk mellem skinnerne på banegården i St. Moritz. I 2010 kom 4% af turisterne i Schweiz fra Japan, nemlig 325.000. I gennemsnit blev de kun i Schweiz i 1,7 dage og lagde 400 schweizerfranc per dag. Kineserne overhalede med 400.000 turister det år. Schweiz kræver ikke visum af japanske turister. Det fantastiske turisttog Glacier Express fra Zermatt til St. Moritz har mange sorthårede passagerer. Hele vogne er reserveret for asiatiske turister. Da toget forulykkede øst for Brig i 2010 og tre vogne væltede, var det da også en japaner, der ulykkeligvis blev dræbt. Det krævede en målbevidst ”damage control” fra myndighedernes side, fordi netop sikkerhed og gode tog står så meget i højsædet hos japanerne.
>> Retur til oversigten over artikler
|
||||||||
Midt i 70'erne gjorde anime-tegnefilmsmanden Hayao Miyazaki den gamle historie om Heidi populær i Japan. Det blev til ikke mindre end 52 episoder, og serien er stadig populær i Japan. Japanske turister elsker dette romantiske billede af græsgangene med køer, får og geder. Kan man blive gift, og fotograferet i al udstyret med en ko og bjerge bag sig, så betaler et japansk par gerne mange penge.
