Murmeldyr

Marmota marmota, egerngruppen (engelsk: marmot, tysk: Murmeltier)

Murmeldyrene er nogle forvoksede gnavere, der lever i åbent græsterræn, hvor deres tilstedeværelse lettere afsløres af huller til deres underjordiske gange, end af dem selv. Men stop op og hold øje med landskabet. Og pludselig ses bevægelse, og et adræt gråligt-brunt murmeldyr smutter fra sit skjul bag nogle sten hen på en tue, hvor den holder øje med dig. Murmeldyrenes stier er nogle gange eksponeret på oversiden, for i disse områder er der sne langt over halvdelen af året, og i overgangen mellem græs og sne smutter dyrene af sted i mellemsæsonen, i fred for de store rovfugle og for rævene. I den lange vinter sover murmeldyrene vintersøvn, hvor de tærer på de gode fedtreserver, de har oparbejdet om sommeren.


En ræv er ved at flå et murmeldyr ud af sit hul. Det dramatiske øjeblik er fotograferet fra svævebane.

Murmeldyret er ret stort i betragtning af det nære slægtskab med egern. De bliver op mod 70 cm, heraf er halen 16 cm.


En ung stenbuk fotograferet i bjergene ved Chamonix.

Alpestenbukken

Capra ibex, ged (engelsk: Alpine ibex, tysk: Alpensteinbock)

Stenbukken er majestætisk med en kraftig krop og mørkebrun pels. Geviret er krumt og stort, og vokser hele livet. Så en stor han med et enormt gevir er faktisk en ældre herre. Dyrene er tydelig af gede-familie, og de færdes med stor sikkerhed på klipper med svimlende afgrunde under sig. Kig op og se efter dyrene. Dyret kan stå helt stille som en statue. Men så flytter den sig, eller man opdager resten af flokken. Stenbukken var væk fra det meste af alperne, men heldigvis var den italienske konge vild med jagt, og havde beskyttet sit jagtområde ved Grand Paradiso massivet i Italien. Fredning betød at dyrene igen kunne sprede sig til sit naturlige område i de høje Alper.

Stenbukken behøver ikke at være særlig sky. Der er områder, hvor man næsten kan klappe dyrene, både de voksne og kiddene. Det er et dejligt syn at se kid lege mellem klipperne, mens de voksne roligt græsser i nærheden. Stenbukken rykker som gemserne længere ned af bjergsiderne om vinteren, og skal skaffe sig mad og ly igennem hele den barske vinter.

Gemsen

Rupicapra rupicapra, en slags gede-antilope (engelsk: chamois, tysk: Gämsen)

Dette elegante dyr er mindre og spinklere end stenbukken, grå-brunt og med et beskedent gevir. Gemsen er enhver alpeturs ”must see”, og færdes alene på stejle og utilgængelige bjergskråninger, langt væk fra mennesker. Gemser blev aldrig udryddet af jagt – på trods af at de alle dage har været et elsket jagttrofæ. En jæger med respekt for sig selv bærer hat med en mere eller mindre prangende dekoration af hår fra gemser. På dansk er denne dekoration på jæger-hattene noget misvisende kaldt gemsefjer. Det skyldes at pelsen fra gemsens nakke samles i bundter, så denne dusk kan minde om fjer. På tysk og engelsk hedder det ”gemse-skæg”, som er en noget mere korrekt betegnelse. Nu om dage laves gemsefjer af hår fra alle mulige andre dyr end nakkehår fra gemser.

Ved i al fald to lejligheder skal vandrere holde øje med gemser. Enten i meget mennesketomme områder, kig hen i den fjernere del af synsfeltet og se flokken på de stejle skråninger. Eller fra svævebanen, som gemserne ikke er bange for. Det er fra svævebanerne, det er lettest at fotografere gemser. Fotoets vinkel afslører som regel, at fotografen ikke selv har sneget sig ind på de sky dyr. Det er ikke et tilfælde, at jeg ikke selv har et godt foto - det kræver som regel lang telelinse og en rolig hånd.

Skal man komme tæt på gemserne, så skal man komme oppefra. Fra denne retning er de ikke så opmærksomme. Skæbnesvangert, hvis jægeren har riffel mellem hænderne.

Lammegrib

Gypaetus barbatus, ådselsæder (engelsk: Bearded Vulture, tysk: Bartgeier)

Med et vingefang på over 2,75 m og en vægt på op til næsten otte kg bevidner, at vi virkelig har med en stor fugl at gøre. Denne flotte fugl har været udryddet i alperne, men er blevet genudsat bl.a. i Schweiz, hvor den nu ikke er så sjælden mere.

Det er virkelig en fugl, der hører til i de højeste bjerge. Den kan fx også opleves ved Mt. Everest i over 7.000 meters højde.

Lammegribben er anderledes end sine frænder blandt gribbene, fordi den holder rigtig meget af knoglemarv. Og af skildpadder. Det betyder, at den sagtens kan gå på jagt og nedlægge bytte for at få fat i yndlingsretten. Dens robuste mave kan nedbryde knogler så store som et lårben fra et lam, og skulle det knibe, har lammegribben opøvet en praksis med at droppe dyr og knogler fra stor højde, så knoglerne kan blive brækket på passende vis.

Når lammegribben jager, så flyver den ulig sine frænder blandt rovfuglene lavt over terrænet, og overrumpler byttet i forbifarten. Det forhindrer dog ikke det skarpe øje i at se den svæve højt oppe i luften, som vi kender fra gribbe på Afrikas savanne. Så er den blot oppe og sondere terrænet.


Stor hanbjørn, som jeg mødte i Slovenien. Det er netop bjørne sydfra, der er returneret til Schweiz

Brun bjørn

Ursus arctos (engelsk: Brown bear, tysk: Braunbär)

I 1904 blev den sidste hjemmefødte bjørn skudt i Val Mingèr i Engadin, kanton Graubünden. Området blev 10 år senere omdannet til nationalpark, og så skulle der gå 101 år før der igen kom vilde bjørne til Schweiz. Nu er der flere bjørne i nationalparken, som alle er indvandret fra den del af nationalparken, der ligger i Norditalien. Den brune bjørn har nære slægtninge i USA, nemlig sortbjørnen (som godt kan være brun) og den større grizzly bjørn, som er berygtet for sit lunefulde gemyt.

Der har været problemer med de første bjørne i Schweiz. Man kan sige at mennesker og bjørne ikke har vænnet sig til hinanden endnu. I februar 2013 blev en bjørn skudt i Engadin, fordi den gentagne gange havde været i nærkontakt med mennesker. Den er fx blevet påkørt af et tog!

Det er ikke særligt sandsynligt at møde bjørne i Schweiz. Så skal man fx til Laplands nationalparker eller til Slovenien, hvor de ikke er helt så sjældne.

Ulv

Canis lupus (engelsk: Gray wolf, tysk: Wolf)

Som vi også ved fra Danmark er ulven på fremmarch i Europa. Således også i Schweiz. Den holder til i skovene i de lidt lavere alper, fx nordvest for Chur i Graubünden og ved Kandertal i Berner Oberland.

Ulve kan tage får, og det er en grund til at mange fåreflokke i de berørte områder er ved at få fårehunde, som permanent passer på dem. Når vi er på vandreture har vi næppe en chance for at møde ulve, desværre.

Nationalpark Schweiz. I Engadin ved Zernez i sammenhæng med en italiensk nationalpark.

>> Retur til oversigten over artikler