De høje Alper var først og fremmest en naturlig barriere for samfærdsel. Når der var pashøjder, var der også en vis beskæftigelse med at fragte post og gods, ledsage rejsende og beværte disse undervejs. Sådanne pas var fx Albula og Bernina passene i Graubünden tæt ved RUBY's destination St. Moritz. Derimod var der ikke nogen pashøjder af praktisk betydning de andre steder, RUBY kommer. Hér var befolkningen henvist til den meget begrænsede produktion fra skovene (tømmer), fra græsgangene (ost og kød), fra nogle få miner og fra is (der fx ved Grindelwald var blevet en eksportvare). Disse erhverv til trods var befolkningstætheden ikke stor i de høje Alper i 1800-tallet, ligesom området stadig i dag er tyndt befolket (Kanton Graubünden med RUBY til St. Moritz er den mindst befolkede del af Schweiz).

Der er kommet mere vegetation i Alperne siden turismen satte ind i 1800-tallet. Det skyldes simpelthen varmere vejr, idet Alperne langsomt er sluppet af med ”den lille istid”, der fra 1600-tallet fik skabt massive gletchere i Alperne, der først skulle slippe sit tag i Schweiz sidst i 1800-tallet. Hvad turisterne i den tidlige turisme så var helt anderledes end i dag. De bevidnede store gletchere trænge frem helt ned i dalene (mest berømt er Rhone-gletcheren, se illustrationen) og de tidlige turister fandt skovene mere tynde end i dag.


Rhone Gletcheren er omkring år 1900 ganske tæt på Gletch. Furka passet ses til højre for gletcheren. Situationen inden jernbanen kom. Kun hestetrukne vogne kunne komme herop i sommermånederne.

Englænderne har vel nærmest opfundet den moderne turisme. I al fald anså man i det bedre borgerskab rejser til naturskønne områder for sunde for både sjæl og legeme. Evt. kombineret med div. kur-ophold. I Schweiz var de høje –og ikke bestegne– bjergtinder dragende, både for de, der agtede at prøve kræfter med klipperne og for de, der bare kunne lide at kigge på dem. Den dragning af bjergene kendte de lokale ikke, man havde altså ingen lokal tradition for bjergturisme eller bjergbestigning.

I 1857 blev ”Alpine Club” stiftet i London, midt i hvad man kalder for den gyldne alder for alpinismen. Bjergbestigerne anså deres hobby som både stor sport og som et bidrag til den videnskabelige udforskning af verden. Englænderne kom dog ikke op på toppene alene, men blev ledsaget af lokale bjergførere. Begrebet bjergbestigning blev sådan set etableret i Schweiz og bjergførerne blev den første vel-organiserede turistindustri. Men en farlig af slagsen. På kirkegården midt i Zermatt kan man se de mange grave, der vidner om årlige ulykker med dødelig udgang. Både udlændinge og bjergførere ligger begravet i et særligt afsnit af kirkegården.


Den lidende Jesus er på kirkegården i Zermatt forsynet med bjergbestiger udstyr og en edelweiss.

Efter 1865 vendte de mest dristige engelske bjergbestigere blikket mod nye bjergkæder, Andes, Himalaya, Kaukasus og Rocky Mountains. Turismen i Schweiz gik over i en mere bred fase, hvor det ikke kun var de allermest velhavende med megen tid til rådighed, der kunne opleve de flotte bjerge.

Sundhed var et begreb, som fik betydning både for sommer- og vinterturister. I starten ganske uden stor komfort, velhavere med sygdomme tilbragte måneder under ganske primitive omstændigheder. Let adgang til godt (og måske opvarmet) vand, mineralkure, tør luft og nærende mælk etablerede et forretningsgrundlag.

Lattermild Matterhorn

Klik og se forstørrelse!

Eiger, Mönch og Jungfrau Emil Nolde har såmænd også været på tur i Schweiz i denne periode.

Masseturismen blev først en realitet, da jernbanerne kom tættere og tættere på, og i slutningen af 1800-tallet krøb tandhjulsbanerne opad bjergvægge tæt ved de højeste og flotteste bjerge. Engelske rejsebureauer som Thomas Cook førte an. I denne sammenhæng var bjergbestigerne glemt. Entreprenante forretningsfolk planlagde jernbaner til toppen af Jungfrau og Mont Blanc. Ingen af de to toppe blev heldigvis gjort tilgængelige på den facon, om end man i dag kan glæde sig over banerne, der ender temmelig langt oppe i bjergene, især Jungfrau Bahn, der ender i 3.454 meters højde. På den måde kan en utrolig bjergverden blive tilgængelig også for ikke trænede alpinister, hvilket vi kan udnytte til fulde, hvis vi kommer med Jungfrau Bahn fra Grindelwald.


Fra bestigningen af Eiger Nordwand i 1936: Toni Kurz i form af skuespilleren Benny Fürmann passerer den såkaldte Hinterstoiser traversé på Eigers berygtede og stejle nordvæg. Foto fra filmen, der elegant og overbevisende rekonstruerer den tragiske bjergbestigning. Nordwand blev først besejret i 1938.

Jernbanerne blev alle tilrettelagt efter at betjene sommerturismen. Alpin skisport (slalom / –downhill) som sådan var ukendt, og blev udviklet af englænderne netop da jernbanerne åbnede op til de spektakulære destinationer i Schweiz.

Togene kørte derfor om sommeren og stoppede driften engang i oktober, når sneen kom og turisterne forlod de høje områder. Det blev ændret, da skisporten blev udviklet. Jernbanerne kunne i visse tilfælde direkte bruges som ski-lifte (som fx Gornergrat Bahn ved Zermatt, Albula Bahn ved Bergün eller Wengernalp Bahn ved Grindelwald) eller som tilbringertog til ski-byerne.

Det krævede imidlertid ombygninger af banerne og nyt materiel. Snemasserne var et kæmpe problem. Både i form af driver og i form af sneskred / laviner. Tunneler blev gravet i klippen og kunstige tunneler (sne-gallerier) blev opført i solidt tømmer de steder, hvor erfaringen viste, at sneen lukkede banen. Sneplove måtte sættes i drift, især den type, der med en stor propel kan slynge sneen langt væk fra banen.


Vandreturen ned fra Schilthorn starter ved siden af en sort skipiste med røde hegn, hvor der endnu ligger lidt sne i sommeren 2012. Pisten er anlagt i terrænet, hvilket fremgår af det finere grus.

I dag er vinterturismen en større forretning end sommerturismen. De mange anlæg i bjergene til vintersport ses tydeligt om sommeren, om end mange er lukkede om sommeren, når vi går på vandreture. Flere og flere opstemmede søer ses, fordi snekanoner kræver masser af vand, når der skal laves sne til bakkerne. Skiturismen i Alperne er på det seneste truet af den globale opvarmning. Snekanonerne kan udskyde miseren, men tendensen er at anlæggene rykker højere og højere op i bjergene for at give større sne-sikkerhed.

Når der er relativt mange åbne områder, der under trægrænsen skaber afveksling og udsyn, så skyldes det både ønsket om sæterbrug (høslæt og græssende dyr) og enkelte steder nedfarter for skiløberne.

De seneste 10-15 år har turistindustrien satset hårdt på at få besat hotelværelser og –lejligheder om sommeren ved at tilbyde ”aktiv ferie” om sommeren med mountainbikes, paraglidning, sommerski på visse gletchere, downhill løbehjul og riverrafting.

Vandreturisme i Schweiz er meget anderledes end fx i Norden. Man går med let oppakning, overnatter i betjente hytter oppe i terrænet eller i de idylliske byer i dalene. Man indtager en solid, men bondsk frokost ved et en gård/gæstgiveri på sæteren. I bjerghytterne går man tidligt i seng og står tidligt op. Schweitz’erne har indtaget deres egne bjerge og det er forbundet med præstige at have et landsted eller lejlighed ved et af de gode steder. Man er gerne i god form og har godt udstyr. Også højt op i alderen. Selvfølgelig er folk i bykulturen ved at falde af på den, men for selvopfattelsen i Schweiz er sport i bjergene, både sommer og vinter en vigtig identitet. Dertil kommer at den gode infrastruktur har gjort det let at lave dag-udflugter fra fx Zürich eller Geneve til høj-alperne.

>> Reference for denne artikel

>> Retur til oversigten over artikler