Fællesflyvning fra Rosenborg Slot

Flyvetur 24.4. 2011

For at fejre 200-året for den første danske flyvning med varmluftballon - der netop foregik fra eksercerpladsen foran Rosenborg, så samledes 13 balloner til fællesstart denne skønne påskesøndag nøjagtig samme historiske sted.

En sjælden flot plads blev det for ballonen, da vi rullede ud 18.20.

Der var lidt at gøre under cold inflation, fordi der kom lidt blandet sydlig jordvind ned på pladsen med de 13 balloner.

Men hurtigt var de fleste balloner rejst med varm luft og afventede første ballon, der skulle gå i luften 18.48.

Både fra Gothersgade og fra Kongens Have var der mange tilskuere. Hegn og militær bevogtning sørgede dog for en meget rolig start.

Henrik havde sin kone Anita og søn Søren med i kurven - her ser vi at ballonen er holdt i strakt line til køretøjet.

Så begynder ballonerne én for én at stige til vejrs til publikums store begejstring.

Det er jo så også signalet til at vi skal lette. Henrik har netop sluppet linen (man ser den ene halvdel svirpe retur mod trailer-krogen nederst til højre i billedet).

Så er starten gået hen over byens tage. Man kunne næsten tro at ballonen var faretruende tæt på Rosenborgs spir, men det er nu en optisk illusion.

Der var sydlig jordvind, dvs. i lav højde drev ballonerne op mod Lyngby, men i 3000 fods højde blev kursen mere vestlig (290 grader) og der kom lidt mere fart i flyvningen, så vi i følgebilen kørte ud til Bagsværd. Der er noget skov og mose derude, men følgebilen nåede akkurat frem ved landingen ved Værebrovej. Niels var parat til at gribe en slæbeline, men det blev nu alligevel ikke aktuelt, for ballonen lagde sig til ro et herligt sted, og følgebilen smuttede med ind på græsplænen (bag fotograf/chauffør).

Det var et populært sted at lande. Børn og voksne fra den nærved liggende Værebropark bebyggelse kom på besøg, og vi lod hylstret stå længe i luften for at give en ekstra oplevelse.

Det truede med dug i græsset = fugtigt hylster, så vi måtte begynde at pakke hylstret sammen, og så forsvandt de mange tilskuere.

Niels Hvid er med stor entusiasme igang med at presse luften ud af hylstret, og kommer til at se lidt sjov ud midt i bestræbelserne.

Vi var bekvemt nok landet lige ved nogle picknik borde, så den medbragte mad og drikke kunne indtages mens årets første myg indfandt sig.