Lyset og synet -> Lyset over Skagen

Lyset over Skagen

Jeg var en torsdag eftermiddag i september 2010 på Skagens Nordstrand med et produktionsselskab, der arbejdede for DR for at eftervise, om der er noget helt særligt ved lyset over Skagen. Det forlyder, at kunstnerne har nydt godt af det særlige lys, og et berømt billede med fiskere, der trække vod fra stranden af Krøyer var brugt som case-study.


Vi anbragte os på den nøjagtig samme position som Krøyer. Og solen stod så nogenlunde rigtigt – og frem for alt var den på himlen med klart solskin.

Først var vi altså i gang med at undersøge lyset. Jeg havde medbragt to måleopstillinger, så man til fire verdenshjørner kunne måle lyset fra himmelen helt ned til horisonten rundt. Samtidig med at vi målte lyset på stranden målte vi også lyset på en mark 30 km inde i landet – langt fra havet.


I måleopstillingen kunne et lux-meter (lysmåler) sættes i 17 positioner. Tallene lagde jeg så ind i et special-konstrueret program, der kunne vise målingerne som en skive, hvor opad er i nord. Solen stod i sydvest omkring kl. 17, hvor vi målte.

Lyset på Skagen Nordstrand. Vest mod venstre. Lyset på en mark i Sindal målt samtidig.
Største værdi 45.500 lux Laveste værdi 7.000 lux

Her ses resultatet. Stranden i venstre cirkel. Der er meget mere lys til hele den ene side, og lyset i retning af solen (syd-vest) er stærkt helt ned til horisonten (genskin fra sandet).

Der er altså et godt lys for en kunstmaler (eller fotograf), for det skarpe sollys bliver blødt op af refleksioner fra sand og hav. Det svarer til en kæmpe hvid plade, som en fotograf må slæbe med til optagelser – nu har naturen blot leveret varen.

Men lignende forhold ville man kunne finde på en tilsvarende strand andre steder. At der også er kyst mod Kattegat ikke så langt væk, kan ikke spores i det konkrete lys på nordstranden.



På billedet ovenfor trækker studievært og biolog Flemming problemstillingen op foran det rullende kamera. Producer Louise til højre. Det var, da vi havde været i gang og solen blev sløret af skyerne fra en frembrusende front.

Udsendelsen blev til den første i en serie med otte forskellige temaer fra kyster i Danmark. Det er en stort anlagt serie om Danmarks kyster ”Danmark Kyst til Kyst”, som DR1 og DR HD samsender mandage i juni-juli 2011 mellem 20.00 og 21.00. Se udsendelsen!