Science Museum, London mv.

Besøgt i juli 2009.
Restauranter - se hér.
Wellcome Wing på Science Museum er blevet gjort lidt til grin for deres skærme. Og jo, det er forbavsende hvad man kan møde. Jeg klikker på en af Info-skærmene på "things to see".

Og så er der øjensynligt ikke noget at se. Puha, en grim en...

Andre steder i samlingerne på Science Museum var der lagt en ny personlig stil ud. Kuratorerne udtrykte deres personlige ambitioner og tanker ved genstandene med navn og billede. Egentlig meget sympatisk.

I Science Museums væske-afsnit var der denne kunstneriske installation (den er ikke interaktiv - gæsterne gør ikke andet end at kigge): Maskinen kvaser noget tøris og drypper det ned i et fladbundet vandbad, der roterer ganske langsomt. Det giver nogle fine rotationer og giver (tilsigtede) associationer til vejrsystemer.

Væskers viskositet i en ny, kombineret udgave. Til højre slynger man med håndsving tre væsker rundt med samme hastighed og acceleration og ser hvordan keglerne udvikler sig - hvor hurtigt de bliver dannet - og hvordan de lægger sig ned, når man holder op med at dreje. Meget fint. Til venstre pumper man luft op i forskellige væsker (Tivoli-fontæne). Der var lidt "grums" i søjlerne i form af små luftbobler, der ligesom ikke rigtig ville forsvinde...

Sc.M. har også købt pumpe-værket af Hüttinger. Men de fik ikke forstærket det, så de fire pumper har over en periode stået og lækket vand og dermed ødelagt gulvet....

Over gaden hos Natural History Museum må jeg ved tidligere besøg have overset denne opstilling om stablingsvinkler med forskellige kornstørrelser. Det var faktisk en velfungerende opstilling. Man kan dreje/tippe hver af de små cylindre og se, hvor stejle de forskellige materialer kan lægge sig. Har relevans for geologi/geografi og for bygningsingeniører.

I Ingrow nord for Leeds ligger der et lille fint museum der heder "Museum of Rail Travel". Hér renoverer man engelske veteranvogne, som kan udstilles eller komme ud og køre hos nærliggende Keighley & Worth Valley Railway.

De havde lavet et fint trick i udstillingen med simple PIR-sensorer og mp3-afspillere. Hér er jeg intetanende gået forbi ude i korridoren og så hører jeg dukken i næste kupé snakke. Vinduet i kupé-døren er rullet ned, så det høres tydeligt og uden at jeg kan gå ind i kupeen. Hun fortæller en vidunderlig historie om hendes togrejse. Hun snakker til sin mand (der er altså ikke flere dukker i kupeen) og snakker også (lavmælt) om andre rejsende i kupeen. "Er det ikke en franskmand, der sidder i hjørnet? Tænk hvor spændende, og så når vi netop skal til Paris på bryllupsrejse".

Victoria and Albert Museum i London. Flere steder i udstillingerne kunne man høre mere om de udstillede genstande. Det var et lækkert og velfungerende system (bemærk lydreguleringen!) og en magnet sikrer at håndtaget sidder godt, og en lille, bitte trykknap sørger for at starte forfra, når den bliver udløst.

Victoria and Albert Museum - mode-afdelingen. En utrolig flot udstilling. Og velbesøgt. Selve rummene var helt dæmpet ned til ingenting (de var ellers flotte) - al interesse blev samlet om udstillingsgenstandene, der var udvalgt og sammensat meget interessant.

En af cafeerne på British Museum. Fantastisk eksklusivt - og det var priserne vist nok også.

Cafeen i bunden af Welcome Wing, Science Museum, London. Det blå lys fra facaden var ellers rædsomt, men med hvidtlysende lysarmaturer nedhængt nøjagtig over de nedefra belyste borde, så var der skabt et ganske spektakulært og flot miljø.