Museumsbesøg - Nehru Science Center, Mumbai

Nehru Science Center, Mumbai

Besøgt d. 9.12. 2011 Klimaudstilling, der åbner hos Nehru Science Center engang i 2012. Ideer, de vil bringe ud i livet: Ring omkring en is kerne, som bruges som interface til at se på en skærm, hvordan vejr og klima har været i den tid is kernen har erindret. Drivhuseffekt vist med to halvkugler af klar akryl med forskellige størrelse huller, ens lamper og termometre.

Science Centret ligger lige nord for den egentlige bykerne, på nordsiden af den store væddeløbsbane. På en hverdag koster det bare 150 rs i taxa derop. På returvejen kan man få portvagten til at hjælpe med at praje en taxa på vejen. Bygningerne er store med masser af plads. Det er først nu at de nu har udstillinger, der kan fylde udstillings kvadratmeterne ud. For nylig er der kommet en Omnimax biograf til.

Der er indisk bureaukrati og sikkerhed omkring besøget. Rygsække skal deponeres, og der er metaldetektorer og sikkerhedsmandskab, som det ses på billedet, hvor skoledrenge i kolonne får adgang til hovedbygningen. Hver rupie fra entreen fratrækkes grundbevillingen, men dels er det selvfølgelig godt med mange gæster, og dels så er pengene ”allerede landet” i huset, og man skal ikke vente på at pengene kommer fra regeringen.

En flok skolepiger får instruktion i første udstillingshal, som er en farveglad ”rodebunke” af science center opstillinger, som man forventer børn kan forstå. Umesh Kumar blev vores vært lidt senere, og han fortalte at de havde fået stor succes ved at lave en ”pakke-rabat” til skolerne, så det virkede som om de fik rabat, hvis de var lidt mere målrettede i hvilke udstillingsafsnit, de ville besøge og hvilken instruktion af personalet, de ville modtage (og så også helst en tur i Omnimax biografen). Chefen er ellers Rama Sarma, som i august 2008 var på Experimentarium på et studieophold. Han er nu øverste chef for sammenslutningen af Science Centre, som er en ”koncern” med mange filialer over hele subkontinentet.

Her møder vi de samme skolepiger igen. Denne gang i det udstillingsafsnit, der handler om lyd og toner. Men som det fremgår af billedet, så er eleverne stillet op på rad og række og når de kan komme til, så kan de selv trykke på knappen, eller hvad de nu skal gøre. Umesh Kumar står til højre i billedet og han instruerer de to unge lærere (den ene næsten skjult bag røg-kanonen) om at sådan skal det ikke gøres på et science center.

Nu er den ny besked ved at blive fortalt klassen, og den første pige har netop nået at forstå det nye budskab og er trådt ud af geleddet.

Og få øjeblikke efter er hele rummet fyldt af glade piger, der er i gang med at udforske mulighederne. Støjniveauet er løftet, og desværre er lyden af opstillingerne i afsnittet med til at gøre det svært at opnå de virkninger, der er hensigten. Men pigerne er aktive, og som Umesh sagde, så håber de på at bare 5% af opstillingernes budskaber når i mål, så er det såmænd godt.

Det nye udstillingsafsnit om atomkraft er sponsoreret af atomkraft industrien. Iflg. Umesh var det ikke et problem. Pengene havde sådan set ikke været afgørende (deres økonomi er fornuftig og kommer fra staten). Men man må nok sige, at det ikke var en meget kritisk udstilling. Udover nogle quiz-programmer (som haltede med både hardware og software) var der ikke interaktivitet i afsnittet. En markant ting var, at afsnittet er airconditioneret og har nogle bløde stole. Museumsbenene kan således hviles.

Male med primærfarverne. Vend rammen for neden og se hvad der sker. Der er tre lag med sejtflydende væske / luft i cyan, magenta og gul, og det demonstrerer subtraktiv farveblanding. Det giver flotte farvevirkninger, som man i en vis udstrækning selv kan styre. Hulspejlet i baggrunden er placeret for at øge opmærksomheden på de flotte farver. Det kunne måske gøres på andre måder, men opstillingen var vældig flot.

Set fra en bestemt vinkel ser denne traditionelle Kathakali dukke rigtig ud. Men fra alle andre vinkler ser man, at den er ”eksploderet” i en mængde forskudte enkeltdele. Det er en udmærket opstilling, som er god til at vise, hvordan vores syn fungerer.

Det er altid lidt svært at sætte sig ind i hvordan andre mennesker ser omverdenen. Hvis de er nærsynede, langsynede, har bygningsfejl eller er farveblinde. Her ses normalsyn sammen med seks forskellige almindelige synsforstyrrelser (glem lige de to spontant lysende lamper til venstre – det er normalsynet derude).

Her er knap- og tekstmodulet, der hører til opstillingen.

Der er produktionsfaciliteter i bygningen, og undervejs bliver der lavet mock-up’er og tests, som her på billedet med et rystebord og tre metalringe, - en ny variant af klangmønstre, denne gang uden løsdele. Umesh sagde at alle løsdele forsvinder. Folk tager dem simpelthen. Og det begrænser deres muligheder, og gør at de – som i dette tilfælde – må udvikle opstillinger, der viser det tilsigtede men uden løsdele. Det er heller ikke nemt at inddrage publikum i front-end evalueringer. Indere er så høflige, at det de vil sige til udviklerne ikke kan bruges til ret meget. De benytter sig til gengæld af (skjulte) observationer i udstillingen, og kan så bygge videre på opstillingerne.

I virkeligheden startede science centret med en science park. Der var givet et stort landområde, og i Mumbai er der ikke mange parker. Så man lavede en række robuste udendørs opstillinger (typisk i metal). Jeg har ud fra interview med Rama Sarma en hel liste over opstillingerne, hvoraf en del ikke findes i Mumbai, men andre steder i landet. Denne opstilling var jeg spændt på at prøve. Det er en finurlig rotations-leg, med forskudte omdrejninger. Jeg drejer på det lille hjul under parasollen og med en lille indsats drejer jeg det hele rundt, men min krop modsat af håndtaget. Se hvordan:

Sådan fungerer det. Men desværre har den slags lege en tendens til at voldsomhed og action tager over, så især de store drenge fik intet fagligt ud af legen, men fik skubbet meget til hinanden og fik også nogle knubs.