Robotfestival

I dagene 4. - 7. april 2008 var Experimentarium rammen om en robotfestival. Ca. 5000 mennesker lagde vejen forbi og de blev rigtig godt behandlet, både af robotter og af personalet.


Her står folk i kø søndag kl. 11:15. Det er vores indtryk at rigtig mange kom netop fordi de havde hørt om festivalen, og skal vi udpege en særlig præstation var det netop omtalen i pressen, som vel nærmest nåede rekordagtige højder.

Robotbilen Stanley blev under festivalen udsat for nærgående blikke, både med det nysgerrige kamera (som var et lille show, der kørte i tide og utide) og fordi publikum kunne komme helt ind og sidde, fotografere og røre ved udstyret. En rigtig perle.


I forhallen var en industrirobot ihærdigt i gang med at lægge farvede klodser på paller. Den opstilling blev mandag udsat for nogle gymnasieelevers hjemmelavede programmer. Heldigvis havde to hold fået lavet programmer, der virkede, her ser vi det vindende hold fra Roskilde Tekniske Gymnasium, alt mens deres program stille og rolig flytter brikker.


ABB har været festivalen en stor ven, og samme firma havde også skaffet en interaktiv robot til landet, der udfordrede gæsterne udi labyrint-ræs med sikker hånd. Uden at løfte redskabet skulle menneske og robot bevæge sig fra start til slut og se, hvem der vandt. Undertegnede kunne efter noget øvelse godt slå robotten på ”extra hard”, men dog ikke på ”extreme hard”.


Her er to piger i gang med at dyste mod robotten.

Lige oppe af hovedtrappen og til højre holdt Odense Robo Cluster til. De arrangerer bl.a. robotfestival i Odense, senest i august 2007, næste gang i 2009. De stillede om med en Wii styret robot, hvor vores gæster kunne få ”forlænget armen” med en robotarms styrke og rækkevidde.



Legen handlede om at skubbe papegøjerne ned af deres sidde-pinde ved at manøvrere med en Wii fjernbetjening. Sjovt og tankevækkende.

Mens vi er ved de særlig børnevenlige aktiviteter skal nævnes den demo, som pilot Troels havde udviklet. Demo’en var nøje planlagt, så den kunne tilgodese de mindre blandt publikum, så robotterne kom ned i lav øjenhøjde. Det lykkedes over al forventning.


Det blev en rigtig god anledning til at snakke med publikum om, hvad en robot egentlig er. De mange eksempler gjorde det til en meget nærværende oplevelse. Det overvejes i øjeblikket om demo’en er kommet for at blive - blandt piloternes palet af faste demo’er.

I sofagruppen på balkonen holdt Københavns Kommunes ældrepleje husdyr. Nemlig to babysæler med kælenavnet Paro. De havde gæstet Experimentarium under Etikkens Døgn, og var selvskrevne til en god plads under robotfestivalen. De blev både pressens og publikums kæledægger.


På billedet er Kirsten på vej ud i landsdækkende radio lørdag eftermiddag, mens sælerne får lidt strøm via deres sut. Sælerne overnattede i AV-rummet, for de koster 30.000 kr. stykket. Pilot Kristoffer løste også dyrepasserrollen glimrende, såvel som han var den allestedsnærværende chef for festivalen.

Udover at der kunne afvikles en konkurrence omkring ABB robotten i forhallen, så blev der også afviklet skolekonkurrence omkring RoboCup banen. Selve banen var opført som ude på DTU, men såmænd nede i vores madpakkeområde. Fredag – søndag var der af og til liv i banen under øvelser, hvor konkurrencedeltagere tog chancen og tunede deres robotter før de skulle i gang med selv konkurrencen. Vi profiterede ikke nok af den fantastiske og finurlige bane, det kan gøres bedre til næste gang. Men sjovt var det at stå dernede og forklare folk, hvad det hele gik ud på.


Mandag formiddag gik det så løs. Her speaker pilot Rasmus begivenhedernes gang. Der blev improviseret lidt, for de to hold 8. klasser fra Amager var ikke fantastisk gode. Men godt var det, at de var i gang og glimtvis festligt nåede det da at blive. Sammy og Daniel fra Dyvekeskolen ses til venstre i billedet.

Med de kyndige DTU-dommere Niels og Oles hjælp kunne det afgøres, at de to drenge fra dysten på Experimentarium skulle videre til finalen på DTU, som blev afviklet torsdag i Oticon salen.


Her ses de to drenge, lidt forlegne ved al den opmærksomhed, inden anden gennemløb i finalen på DTU. Jo, de endte som forventet på sidstepladsen, men deltog gjorde de, og hædret blev de såmænd også.

Så må vi ikke glemme de to værksteder. Selvfølgelig skulle publikum for alvor få robotterne ind under huden. I bedste RoboCup ånd skulle der på begge værksteder køres langs sorte streger og løses opgaver og scores point. Vores kapacitet var 300 værkstedspladser pr. dag. Det i sig selv er noget nær en rekord.

LEGO Mindstorms værkstedet kørte med fulde huse med Experimentarium piloter og eget udstyr. På en time kan man nå langt, om end de 8-årige nogen gange fandt tiden for lang…


Hér tester en dreng sin robots evne til at opdage den sorte streg og herefter følge den langs højre side.

Mens laboratorium summede af LEGO robotter, så var der i M3 gang i nogle større udviklings robotter fra DTU. Det værksted var bemandet med studerende derudefra, og også herinde var der godt gang i arbejdet.


I en stille time fredag eftermiddag er en dreng hér i gang med målebåndet, så hans robot kan få stoppet nøjagtigt på målstregen og hermed score et ekstra point.

Udover den top-tunede industrirobot, så havde forhallen noget af tiden besøg af en skrot-robot, der vel næppe kan gå under betegnelsen ”robot”.


Det var igen Nicolaj fra Halfmachine, der forsynede Experimentarium med en underfundig maskine, en populær maskot, der fik det højteknologiske sat i perspektiv.

Tak til de dejlige kolleger, der gjorde denne festival mulig. Begejstringen fra personalet smitter til publikum, vi havde alle nogle dejlige dage. Og så bliver man så dejligt naturligt træt efter al den opmærksomhed.

Poul Kattler