Châtelard funiculaire og 2 fods panoramabane

Fra stationen Châtelard Village (VS) (på Mont Blanc Express banen) i Schweiz (meget tæt ved den franske grænse) kan man komme med verdens stejleste funicular (kabelbane på skinner) og herfra ud i vandreterrænet. Eller videre med en ret ny 2 fods mini-bane og endelig med endnu en funiculaire op til den opstemmede sø Lac d'Emosson i 1961 m højde.

Nede fra dalen mellem Vallorcine og Châtelard ligner dæmningen i 1961 meters højde et drømmesyn.

Der er opbygget en attraktion med mange aktiviteter. Man kan lade sig transportere hele vejen til dæmningen, men man kan også selv gå oppe i bjergene.

Funiculairen er fra 1920, men og er totalrenoveret i 2015. Den er stejlest i bunden. Den stiger 693 meter.

Når den er 87% stejl, betyder det at den kører 87 meter op for hver 100 meters vandret bevægelse. 100% er altså ikke lodret, men "blot" 45 grader. Vognen er også designet med cirka 45 graders hældning så man står og sidder nogenlunde normalt.

Her er vi på vej ned. Kablet over banen er 35 mm. i diameter og hastigheden er maksimalt 3 m/s.

Kablet hænger fast i den anden vogn og løber således under vores vogn og rundt oppe i toppen, hvor også en elektromotor er koblet på for at hjælpe til. De to vogne fungerer ligesom en elevator, hvor den ene vogn er den anden vogns modvægt. De skal altså køre nøjagtig samtidig.

Banen hælder meget forskelligt. Så kablet ligger altså ikke pænt hen over skinnerne hele tiden. I denne lavning er kablet meget højt oppe og må holdes på plads af trisser på galgen over sporet.

Her ses trissere. Nu er der ikke noget kabel heroppe, for vores nedadgående vogn har hevet kablet fra den nederste vogn ned under sig.

Trisser på banelegement er her i brug, mens vi passerer en positiv krummende "bakketop" på sporet.

Lige efter bakketoppen går det stejlt nedad gennem skiftesporet, og her er vi ved at være halvvejs nede af banen og skal krydse den anden vogn, der er på vej opad.

Kablet bliver liggende pænt i mellemrummet mellem skinnerne (malet grønligt).

For det er sådan at den ene vogn har dobbelte flanger i den sydlige side, den anden dobbelte flanger i den nordlige side. Og det modsatte hjul er blot en tromle. Hermed tvinges vognene til altid at følge den samme rute gennem skiftesporene.

Og således sikkert kan de to vogne komme forbi hinanden (krydse) midt på strækningen.

Og så nærmer vi os bunden og hermed befinder vi os på den stejleste del af banen. Bemærk at der nu ikke ligger kabler på banen. Kiggede vi derimod opad ville vi se "vores" tov op til banens top.

Frem til 2015 var det elektriske udstyr fra banens begyndelse på en hård prøve med disse forskelle på stejlhed på banen. For den nedadgående vogn på det øverste stykke yder ikke kraft nok til at hive den nederste vogn opad på det nederste, stejleste stykke.

På vej ned ad den gamle funiculaire var der der således lejlighed til at studere en pussig detalje. På den øverste etape havde den nedadgående vogn nemlig en ballastvogn bagpå. Efter ca. 1/4 tur nærmer vi os i nedsat fart ovenfor afbillede to stopklodser.

Når de to vogne skal afbalancere hinanden kræves der lidt ekstra tyngde på det fladere stykke i toppen. Selv om de to vognes vægt således så nogenlunde modsvarer hinanden, så skal motorerne ved tovtrækket oppe på toppen alligevel overvinde en del modstand, alene det lange tov er tungt at starte og stoppe. De gamle el-motorer var isoleret mellem vindingerne med papir, der kan bryde i brand, og ingeniørerne måtte derfor strække deres opfindsomhed og opfandt en ballastvogn for at få realiseret dette projekt.

Og et kig bagud afslører at nu blev ballastvognen efterladt, idet den blev holdt tilbage af stopklodserne. Lidt senere ville den opadgående vogn - ligeså forsigtigt - samle den op og skubbe den op til Château d'Eau igen.

Det er en ret lang tur med funicularen, 22 minutter.

Oppe på skråningen i 1820 meters højde er der en veritabel banegård for en 2 fods (600 mm sporvidde) jernbane. Normalt er trækkræften for "legetøjstoget" et af de nyere akkumulator (el-) lokomotiver, men hver tredje weekend i sommerens løb så fyres et eller flere af banens veteran damplokomotiver op. I september 2008 (fotos herunder) kunne de klare sig med et, nemlig et tysk lokomotiv fra 1911 som fik en travl dag med et stort publikum.

Udover rent praktisk at transportere gæsterne hen til dæmningen så er panoramaet også turen værd. Her lykkes det at indfange det helt rigtige motiv med Mont Blanc i baggrunden.
Banen er (gen)opført i 1975 på det tracé, som tidligere blev brugt som togbane ved konstruktionen af dæmningen. I en periode var der så ingen spor, men spadseresti, indtil den nuværende bane blev bygget.

Efter knap 10 minutter og seks mindre tunneler når toget hen til dæmningen.
Der er to krydsningsmuligheder undervejs, så togdriften kan intensiveres i højsæsonen.

Det er endestation for toget og passagererne skal skifte til den nye funiculaire, som tager dem de sidste 158 meter op til kanten lidt over den opstemmede søs (højeste) søspejl. Banen var altså fra '75, men den afsluttende funiculaire er fra 1991, hvor den erstattede en monorail opført i 1977.

Skyerne hænger ofte lidt i dalene og giver anledning til et formidabelt skuespil.

Udsigten fra vandrestien mod den store dæmning.

Dæmningen er blot et enkelt led i et større hydroelektrisk anlæg opført og drevet i samarbejde mellem franske og schweiziske elselskaber, herunder SBB. Udsigt tilbage til café og den lille røde funicular (kan lige akkurat skimtes).

Toget har i mellemtiden været lidt længere fremme og lokomotivet har haft omløb og dukker nu op ved stationen med snuden den "rigtige" vej.

Og så er det ellers afsted tilbage til udgangspunktet. Bemærk at sæderne i dette tog vender den forkerte vej, men jeg var denne septemberdag eneste passager på første passager-tur tilbage, så var der jo ingen grund til at vippe alle de mange sæder bare af hensyn til mig!

Med akkumulator-toget retur en lidt regnfuld eftermiddag i juli ind igennem en anden tunnel.

Lige inden stationen Château d'Eau passeres sidespor med materielvogne.


Lokomotivet er trods den meget fine stand altså fra 1911. Jeg antager at det tysk byggede lokomotiv har været bygget til et bjergværk og har kørt med tipvogne igennem sit lange liv.









Rejsetips:

Camping kan anbefales i Les Praz lige udenfor Chamonix. Se campingpladsens egen hjemmeside.
Bor man i dalen får man et rejsepas, så man kan rejse gratis med tog og busser fra Vallorcine til Servoz (dvs. ikke helt til endestationen i Le Fayet).
Rejsepasset gælder ikke til Chatelard VS, men tag bare chancen. Risiko for billetkontrol er minimal, og man skal så bare købe billetten. Husk passet ved udflugt over på den schweiziske side. Der kan sagtens dukke paskontrol op i toget!

Man kan naturligvis også komme fra den schweiziske side, fx. bo i Martigny eller Aigle.

Links:

> Verticalp-Emosson

> Se lidt om principperne i en funicular bane.