Oigawa Railway Besøgt 19.4. 2005 samt 16.-18.7. 2007
Denne bemærkelsesværdige sidebane fra sydkøsten af Honshu (Kanawa) ind i de sydlige japanske alper bærer stadig præg af at have været en tømmerbane. Man hev i første halvdel af 1900-tallet en masse godt tømmer ud af skovene i et net af 700 mm smalspors tømmerbaner. Disse skovbaner førte ind til stambanen der oprindeligt havde i 1933 sporvidden 782 mm, i 1936 ombygget til 1067 mm. Stambanen blev også benyttet som transportør til tre dæmningsbyggerier i dalen. Banen består således af Ikawa-banen (længst oppe i bjergene) og Oigawa Main Line fra Senzu til JR hovedlinien i Kanaya. Det historiske foto ovenfor er lånt fra et lille bibliotek i Sumatakyo Onsen, der ligger i nabodalen til Ikawa-banen. I nærheden af Sumatakyo Onsen findes også et eksemplar af et af de lokomotiver, der ses på det gamle foto.
Kort over hovedstrækningen (Main Line) Materiel-fortegnelse over aktuelle lokomotiver og togsæt		I dag er banen først og fremmest en turist-bane med et tillæg af lokaltrafik på Oigawa Main Line (dvs. fra Kanaya til Senzu). Foto fra lokomotivdepotet i Shin-Kanaya (ikke Kanaya JR) om formiddagen før turistkørsel med damptog (SL). El-lok til venstre bruges som skubbe lokomotiv. Emhætten over C11 227 giver et sug, så personalet skal bruge mindre tid til opføringen. Rangering i Senzu med C11 227. Alt personale er ansat og betalt. Man bruger ikke frivillig arbejdskraft. Det er faktisk utroligt at det kan lade sig gøre økonomisk.
Oigawa Railway er kendt for sine special-udflugter. Her ses nytårstoget 3.1. 2013. Foto: Hiroshi Naito.
Gangtøjet gås igennem på C11 227 på depotet i Shin-Kanaya, før det skal ud at køre med plantog.
C11 227 sætter langsomt i gang til ære for en tv-mand.		Damptoget er på køreplanen imellem el-togs sæt. Her ankommer et lokaltog inden dagens damptog skal afgå fra spor 2.
Det er karakteristisk for Japan at landbrug og bymæssig bebyggelse veksler, hér med egnens berømte temarker.		Idyllisk landbrugsland med udbredt te-dyrkning. Damptoget forstod at tude malerisk i den bjergrige egn med flotte ekkoer. Hør lyden igen!
Interiør fra en af de historiske vogne. Udenfor de store tursit-dage er der kun én dobbeltur med damp og med blot 3 vogne. Med op til 5 vogne kan damplokomotivet selv klare opgaven. Er der 6 eller 7 tunge stålvogne, må et elektrisk lokomotiv bruges som skubbe-lokomotiv.		Til sidst på ruten op mod Senzu krydser banen floden tre gange på store stålbroer.
Oigawa-floden var i juli 2007 noget mere rivende end i april 2005. Et par dage før havde en taifun (tropisk storm) givet voldsom regn. C10 08 med første damptog op i dalen d. 16.7. 2007.
Oigawa Mainline er også en lokalbane for befolkningen i denne idylliske del af Japan. Alle elektriske togsæt (EMU) er historiske. De er én-mands betjente, men en del stationer er bemandede, så banen må være dyr at holde igang.
Sjældent er YouTube film af høj kvalitet, men denne film, lagt op i marts 2008 er faktisk flot og viser forskellige damptog på Mainline og slutter med snevejr - formentlig fra 2008, der gav en del sne i området. 9 min. 54. sek.
Kort over den øverste del af banen, som kaldes Ikawa line. Den udgår fra Senzu, der er lige udenfor dette kort i bunden. Bemærk at ingen vej følger banen. Samatakyo Onsen (hvor fotos af tømmerbanerne stammer fra) ligger ved busrute fra Senzu via Okuizumi station til Sumatakyo Onsen.
Fra Senzu var det videre frem på Ikawa line med et lille tog på samme sporvidde som resten af banen (1067 mm), men med et meget lille fritrumsprofil og et hav af tunneler. Toget minder om et minetog. Som ved andre bjergbaner er trækkraften nederst, det er små diesellokomotiver.		Dalene bliver mere forrevne og de sidste bebyggelser og landbrug lader vi bag os.
Tunnelerne er som sagt meget små, diameter på ca. 3 meter!		En etape midtvejs er p.gr.a. dæmningsbyggeri blevet lagt om, så der nu skal tilkobles et (schweitzisk inspireret) ellok med tandhjul og tandstænger af typen abt.
Da der kun er kontakt til tandstangen fra el-loket, har man valgt en tre-dobbelt tandstand, der virkelig kan holde til noget!		Et kig fremad: Lige inden dæmningen passeres en tunnel og stigningen skal til at stoppe. Se hvor tydeligt banen krummer! Et kig tilbage: Netop ude af den sidste tunnel med højt fritrum til det meget højere ellok.
Tandhjulsstrækningen er meget flot og byder på mange fine udsigter.
Her er årsagen til hele miseren. Den nyeste dæmning. Vi er på vej venstre om.		Og ved stationen ved dæmningen afventer det modsatgående tog, de skal selvfølgelig bruge vores tandhjulslokomotiv!
Kør med Ikawa toget den sidste del op til Ikawa Dam bl.a. igennem den 60. og 61. (og sidste) tunnel, alt imens togføreren knævrer i mikrofonen. 1 min. 54 sek.
Efter tandhjuls strækningen er der stadig nybygget bane. Her passerer et nordgående lille tog dobbeltbroen ved trinbrættet Okuoi Kozyo, hvor man kan stå af og gå en tur i det eksotiske landskab.
Her kommer dagens sidste tog (sydpå) ned til trinbrættet Okuoi Kozyo. Det består faktisk af to tog! - og med ganske få passagerer.
Links: Hiroshi Naito's sider (Japan Railway Society) Artikel af Eiichi Aoki (pdf) Baneselskabets hjemmeside (på japansk) Kitayama's jernbanefotos fra banen Wikimedia har endvidere en herlig billedoversigt over japanske tog En australsk fan-side		Hvor kan man bo? Sumatakyo Onsen er et oplagt sted at bo. Der er bus-forbindelse til og fra Senzu og Ikawa-banen. Prøv at se på den ryokan som vi boede på i juli 2007 og hvor nydeligt værelserne ser ud. Om at købe billetter til tog og bus Læs hvordan det Japanske officielle turist-site beskriver dette sted
Japanrejsen 2007 oversigtsside Se fotos fra Pouls tur i 2005