Nordøen, New Zealand, del 1

D. 17. januar sejlede vi fra Sydøen (Picton) til Nordøen (Wellington)

Her samlede vi endnu en udlejningsbil op og skulle nu i hastigt tempo op til Auckland for at slutte os til et rejseselskab videre nordpå.

Morgenstund i Paekakariki. Morgentoget samler pendlere op på vej sydpå til Wellington. Vi er ved at pakke rygsækkene for at forlade vores lodge og æde de mange kilometer på landevejen til Auckland, hvor vi nåede frem kl. 18.

Turen gik nu nordpå i retning af Whangarei med første stop (efter supermarkedet) ved huler med glowworms inde i landet ved Waipu.

Så er vi blevet en del af en gruppe på otte plus guide. Første frokost ved Waipo Caves, hvor vi skal lære at benytte os af trailerens mange finesser.
Vandretur Whangamumu Loop på andendagen ved Pahi Bay. Stien går faktisk igennem vandet (foto: Dorthe).
Palme-skov undervejs på vandreturen. Den orange trekant er stiens vejviser afmærkning.
Det gik op og ned. Her er vi tilbage til nogle af de bugter, vi har været nede i, og bl.a. set en gammel hvalfangerstation.
Én deltager havde et maveonde, men de syv af os er foreviget på en bjergtop undervejs.
Endnu en udsigt, dennegang mod nord udover Bay of Islands.
På havkajak i Whangaroa Bay i et vulkansk landskab. Det er et system af fjorde i umiddelbar nærhed af Stillehavet.
På vej ind i mangroven.
Ikke mindst Mona og Dorthe havde en god dag. Der var hele tiden grin og fnisen fra deres båd.
Mona beundrer sin portion af fish and chips til aftensmad i Doubtless Bay.
Lena får et koldt bad i Matai Bay.
Mørket er ved at sænke sig over campingpladsen i Matai Bay. Det er tid til at tage de lange ben på bukserne og kigge på dagens billeder, mens man nyder en kold øl, eller en kop te.
Udsigt fra toiletbygningen i det sidste dagslys den dag.
Ninety Mile Beach ved The Bluff.
Guide og chauffør Ali har gang i firehjulstrækket og smutter let hen over vandløbene på stranden, der er kørevej et langt stykke op mod nord.
Jeg skal prøve at sandboarde ned af en stor sandklit.
Med fødderne som bremse kommer jeg i foruroligende fart nedaf bakken.
Og vandet i bækken tager effektivt farten af det vilde ridt.
Især det sidste stykke var stejlt før det "knækkede" ud på den flade flodslette (foto: Dorthe).
Udsigt til øer mod vest på vandretur lige syd for Cape Reinga.
En byge driver over os mens vi sjosker i det lave vand langs bugten op mod New Zealands nordligeste punkt (foto: Dorthe).
Fyrtårnet på Cape Reinga i det sidste sollys.
Det sidste stop før sjælene vandrer ud i havet nord for New Zealand. Iflg. maori mytologi er træet på den lille spids til venstre for midten meget helligt.
Igen ude med vandrestøvlerne. Til Cape Reinga, men dennegang fra campingpladsen øst for fyret langs kysten op til fyret, hvor bilen står og venter på os.
Tane Mahuta, lord of the forest. Det største levende kauri træ i New Zealand. Er formentlig 2.000 år gammelt. Selve stammen er 17,7 m. høj, trækronen når op i 51,5 m. Stammens omkreds er 13,8 m. og dens volumen er 244,5 m2. Træet har været inspiration for det store træ i Avatar filmen.
Lejr i Throuson Kaori Park. Det småregner under indflydelse af de fugtige nordvestenvinde, som nærer den frodige skov på disse kanter.
Jeg skriver dagbog i opholdsrummet på lejrpladsen. Alle aktiviteter udfoldes herinde: Avisen læses, hårret tørres, der laves mad, drikkes øl og lægges planer.
Aftentur i skoven med afblændede lygter. Vi skulle se kiwi'er, som kun er natte-aktive, men vi hørte dem kun. Turen var desforuden utrolig flot i mørket med alle de mange dufte og lyde. Foto er taget senere i et oceanarium i Napier.
Næste morgen gik vi samme tur, nu i dagslys. Skoven er bare fantastisk!

Sjette dag tog vi afsked med de søde folk på rejseholdet "Far North" og tog en dag i Auckland, før vi igen samlede en udlejningsbil op og om aftenen kørte til Rotorua.

Det engelske kur-hotel i Rotorua. Det var nu lavet om til museum, og er et besøg værd.
De engelske gentlemen sad - som jeg - og slappede af i pæne omgivelser efter deres varme mineralbade.
Idag må man nøjes med fx disse offentlige bade i Polynesian Spa lige ned til søen. Mona nyder oprigtigt det varme vand.
Spa Backpackers Lodge i Rotorua. Som altid er det næste lodge spændende at møde: Er det rent og pænt? Er der lagt kærlighed i bygning og dekoration? Kan vi få senge i nogle gode værelser / sovesale? Dette sted var lidt i den lavere ende af skalaen trods den fantasifulde dekoration (foto: Dorthe).
Maori Mitai show. Den unge mand hilser med tungen og er prydet med traditionelle tatoveringer i ansigtet (idag oftest overføringsmærker...)
Show'et rummer diverse rekonstruktioner af oprindelige bosættelser.
Te Puia gejser-området. Pohutu gejser til venstre og Prince of Wales Feather til højre. Meget imponerende oplevelse.
Prince of Wales Feather til højre er startet for lidt siden med at sprøjte. Og kort efter går den store Pohutu gejser til venstre igang. Bliv hængende og se hvor stor Pohutu går hen og bliver!
Mudderpøl i nærheden. Den står hele tiden og koger som varm havregrød.
I 1886 blev området syd for Rotorua ramt af et vulkanudbrud, der lagde et dengang kendt turistområde helt øde. Her ses Frying Pan Lake lige efter udbruddet.
Samme sted idag. Søen regnes som verdens største hot pool, idet temparaturen i hele søen er over 70 grader varm. Bjergknolden overfor er stadig en aktiv vulkan.
Lille hot pool, som jeg prøver at stikke hånden ned i. Er den nu også så varm, som jeg gerne vil bilde mine rejsekammerater ind?
Hot spring lige i nærheden. De kan antage de særeste former og farver. I tillæg dufter der af svovl og andre mineraler. Sjovt at stikke en finger ned i de små fontæner.
Det mineralrige vand har inddæmmet sig selv i bassiner med stillestående vand.
Bregne-skud. Der gik lidt sport i at fotografere det flotteste skud. Jeg tror nok dette billede løb med æren. Motivet går igen i lokal kunst.
Sorte svaner i Lake Taupo.

Sydvest for Lake Taupo befinder der sig et massivt vulkansk område med aktive vulkaner.

Vi boede to nætter i Turangi og tog på udflugter herfra.

Første dag i broget vejr op på den sydlige vulkan, anden dag fulgte vi den kendte og meget benyttede Tongariro Crossing.

Alt dette kan på det varmeste anbefales.

En tordenbyge passerer Mount Doom, som i virkeligheden hedder Mt Ngauruhoe.
Billedet er taget fra svævebanen på den (højere) vulkan syd for, som hedder Mt Ruapehu og stedet blev brugt som kulisse ved optagelserne af Ringenes Herre.
Tidligt anden morgen på Tongariro crossing stien. Vi er bestemt ikke alene, men man kan man ikke fortænke nogensomhelst i at få samme gode idé som vi.
Et hav af små blomster får landskabet omkring Mangatepopo hytten til at se ud som om der havde været rimfrost denne morgen.
Udsigten op mod Mt Doom og de friske basalt-strømme.
Stien passerer adskillige nye lava-floder. Seneste er et grimt pyroklastisk udbrud i 1975, men vulkanen kan røre på sig hvornår det skal være.
Stejlt på vej op mod Red Crater.
På kanten af Red Crater. I midten ses et stort ventillationshul hvor hede gasser slap ud som den sidste begivenhed under sidste udbrud.
På kraterranden er gruset så varmt, at jeg kun kan sidde i det korte øjeblik det tager at tage billedet. Så må jeg op og stå. Jeg tager afsked med Mona og Dorthe, der fortsætter nedad mod p-pladsen nord for Mt Tongariro, hvor jeg henter dem i bilen.
Nede i Turangi på Riverstone Backpackers lodge. Vi har gjort det godt og fået masser af sol. Gulerodskage og baily forsøder aftenen inden myggene tvinger os indendørs.
Sidste regulære udflugt er en tur rundt om Lake Rotopaunamu. Dorthe slikker sol inden frokost med medbragte kolde øl.
Herefter går det nordpå til Auckland, hvor Mona og Dorthe tager flyveren hjem, og jeg har de sidste 16 dage alene.
Næste del af turen