Nordøen, New Zealand, del 2

D. 1. februar fløj Mona og Dorthe hjem til Danmark og jeg var alene tilbage.

Jeg skulle besøge Malene, og jeg havde så meget, jeg gerne ville nå på de sidste 16 dage. Og det meste skulle foregå med en lejet motorcykel som transportmiddel.

D. 2.2. tog jeg toget fra Auckland mod National Park. Hér vinker maori-lokomotivføreren farvel!
I Hamilton skifter vi lokomotiv. Diesel lokomotivet kører bort.
og vi får et elektrisk foran, så vi er klar til den centrale del af Northern Trunk Railway, der er elektrisk fra Hamilton til Palmerston North.
Der er en udsigtsterrasse bagerst på bagagevognen. Man kan således få blæst håret igennem, og toget kører såmænd heller ikke hurtigere end 100 km/t.
Undervejs passerer vi et langt godstog med containere fra Wellingtons oceanhavn til Auckland.
En ung kvinde ansat i cafeen i Raurimu har malende tegnet den snoede rute, som toget skal passere for at vinde højde op mod National Park.
Her ses toget passere Raurimu Spiralerne sydpå mod National Park. Lokomotivet er rødt, vognene blå. Toget er fotograferet seks gange og de fem tog er klippet ind i det sjette og sidste billede. Fire niveauer af skinner kan observeres. Mt Doom i baggrunden.
Passagererne køber noget frokost på banegården i National Park. Jeg står jo af, så jeg får lejlighed til at nyde et rigtigt måltid før end det nordgående tog samler mig op.
Michelle og togchef Fiona poserer for fotografen bag disken i cafeen.
Det nordgående passagertog passerer denne store bro lige syd for Te Kuiti.
Ved et held lykkedes det mig at fastfryse landskabet i vognenes store vinduer, selvom toget passerer i fuld fart faretruende tæt på fotografen.
Nogle af de forudgående billeder er (selvfølgelig) taget ved en senere lejlighed end da jeg selv kørte i toget. For jeg satte sydpå fra Auckland på denne Honda 750 cc Shadow og kunne - som hér - stoppe og lede efter nogle gode steder at fotografere tog på hovedlinien.
Waikato floden forlader Lake Taupo mod nordøst og passerer dermed det strøg på Nordøen, der er meget termisk aktivt. Nede ved den lille bro ligger der naturlige hot springs.
Så det er bare om at sætte sig til rette i den varme, man nu vil have.
Ikke så sært at der kommer kanoer forbi for at bruge de varme bade. Og bliver det lidt for varmt, så kan man tage sig en svømmetur ud i floden. Lækrere kan det faktisk ikke blive!
Jeg møder Malene og Peter og deres børn, og tog hjem til deres midlertidige bolig i Mt Maunganui. Der læses dansk billedbog.
Familie-hygge i villaen med kortspil og drinks. Malenes far og halvbror sidder forrest.
Deres hus ligger to veje fra stranden. Det er velvoksne stuegran (Araucaria heterophylla), der pryder standvejen. Disse flotte træer findes ofte langs kysterne.
Malene var så sød at tage nogle billeder med mig på motorcyklen.
Udsigt fra klippeknolden på spidsen af landtangen tilbage mod dér, hvor Malene og Peter bor. Det er en meget mondæn beliggenhed, i gå-afstand fra en Monte Carlo agtig resort.
Ude på pynten gik fårene - som så mange andre steder på New Zealand. Men de var lidt mere tamme og den lave sol gjorde dyrene til et godt fotomotiv denne tidlige aften.
Et stop i Whakatane på vej ud mod East Cape. Det er en (nu udslugt) vulkanø, der ligger lidt væk fra kysten.

Fra Opotiki starter landevej 35, som fører hele vejen rundt om den store halvø mod øst, der er Nordøens østligste område (og dermed det mest østlige landområde i verden).

Highway 35 snoer sig langs bjergene hele vejen rundt om den store halvø. En anden rejsende holder også rast, og tager dette sjældne billede af mig ude på tur.
Det eneste sted, hvor jeg boede "bed and breakfast" var i Tui Lidge ved Te Kopua, hvor min vært Rex inviterede mig ud på fisketur inden aftensmaden. Jeg fangede nogle mindre snappere og vi hyggede os lidt med en haj, der kiggede efter, hvad vi foretog os.
I Rex og Joyce's have groede der såmænd bananer side om side med æbletræer med frugt. Se det havde jeg inden da fornægtet kunne ske, men klimaet netop her var utrolig gunstigt. Også for kiwi-frugter, som der ellers bliver dyrket flest af i Italien!
Morgenmad hos Rex og Joyce i Tui Lodge. Fiskefrikadellerne er lavet af "mine" fisk. De to damer er to schweizere, som jeg efterfølgende stødte ind i adskillige gange undervejs rundt om East Cape.
Palmegren, der er faldet til ro i det krystalklare vand i en bæk ved Whanarua Bay.
Samme bæk. Stien var meget ringe vedligeholdt - og nylige regnskyl havde nok ikke bedret på forholdene, så jeg måtte vende om uden at nå helt op til maori-helligdommen, jeg gik efter.
Frokost i Waihau Bay. Udover et par huse består stedet af en havn, en benzinstation og en landhandel.
Hér ser vi interiøret fra landhandelen. Jeg købte en burger og chips og sad lige foran døren. Kaffe bagefter var heller ikke noget problem, og skulle jeg have ordnet bank eller post, så kunne det også klares. Det blev det typiske billede af butikker resten af turen mod Gisborne.
Overnatning i Hicks Bay Motel. Vi holder foran hvert vores værelse, men turisterne er suppleret med handelsrejsende og en række chauffører med deres store biler. Der er ikke så mange steder, man kan bo, og restauranten var god. Og det vidste de lokale.
På vandretur ved Anaura Bay. En dejlig tur, helt alene var jeg de to timer på en rundtur.
Cook fandt New Zealand netop her på kysten nord for Gisborne. Udsigt til Tolaga Bay.
På vandretur mod Cooks Cove (1769 lagde han ind dér - i midten af billedet).
Flot sted undervejs: Hole in the Wall.
Ud gennem tunnelen og ned og kigge på stranden.
Banegården i Gisborne. Et godstog ca. en gang om ugen, og en gang om året et udflugtstog med passagerer. Synd og skam, for banen løber så flot langs kysten og i bjergene - og endestationen var meget stemningsfuld denne tidlige aften.
På motel i Gisborne.
På Mahia halvøen. En stejl og snoet grusvej førte op i bjergene.
Heroppe kunne jeg parkere og komme ud på en vandretur med min frokost i rygsækken.
Men oversvømmelserne et par uger forinden havde efterladte stien i en forfærdelig tilstand. Jeg blev dette sted så glad over at se et træ stå op med det orange mærke.
Mine sandaler kom på en hård prøve i det håbløse terræn.

Vest for Gisborne og ad highway 38 nord for Wairoa kommer man ind i en nationalpark, der må henregnes til en af de mest isolerede på Nordøen.

Det bliver til grusvej et stykke før parken, og det var ikke super for mine dæk på motorcyklen - men det gik an i et roligt tempo.

Lake Whakamariono Lodge. Et vidunderligt sted med to dejlige, store maori damer som værter. Lige ved en opstemmet sø (bag ryggen på fotografen) - vidunderlig beliggenhed i udkanten af nationalparken.
Udsigt over Lake Waikaremoana ved Panekiri Bluffs. Ganske storslået - og gav sved på panden.
Enorme birketræer med bittesmå blade sammen med træbregner langs stien op til Lake Waikareiti.
Shelter ved bredden af Lake Waikarieti. Vandet er utroligt rent, der er intet landbrug i søens catchment area.
Den gode sti går nogen gange i tæt skov, der giver en følelse af tunnel.
Green Lake ved Lake Kaitawa. Søen er et kildevæld, der gør vandet så ekstra klart. Et utroligt sted!
Wairoa. Dilettant-forestilling i den berømte teatersal. Familien Powdrell på scenen, mor, 7 børn og manden ved pianoet.
Om aftenen til kammerkoncert i den katolske kirke i Wairoa. Gæsteoptræden af New Cologne Philharmonic bl.a. med Vivaldis de fire årstider. Meget, meget smukt.
I pausen udenfor. Et sølle foto med telefonen. Men de mellemhøje skyer lyste mørkerødt, fordi solens sidste stråler slap igennem en sprække i skyerne mod vest. Oplyst telefonboks til venstre og meget vel oplyst benzintank til højre. Hele sceneriet lignede noget, man kunne have skabt i en science fiction film.
Et jordskælv i 1932 lagde Napier ned. Man genopførte i årene efter bykernen i Art Deco stil.
Weekenden efter skulle der være Art Deco weekend. Allerede nu ankom folk, også med denne veteranbil fra 1929.
På vintur syd for Napier. Udsigt over markerne ved Mission Valley.
Vi besøgte fire vingårde på den guidede tur. Og blev lidt snaldrede. Der er mange gode vine, man kan prøve. Her på en økologisk vingård.
Tilbage i Napier. Sidste aften - sådan med afslapning - på min tur. Næste dag kører jeg i snasket vejr retur den lange vej til Auckland på motorcyklen og afleverer den kl. 16.30 i butikken på Northshore.
Kort ophold i Singapore på vejen hjem. Jeg er taget ind på Raffles Hotel og på besøg i den berømte Long Bar. Jeg hygger mig sammen med et ægtepar fra Australien, som kom ind på baren sammen med mig. Så hvorfor skulle vi ikke sidde sammen og snakke?
Den berømte Singapore Sling cocktail. Smager udmærket, og koster godt 100 kr. pr. glas. Og så var det bare om at fortsætte den noget lange hjemrejse med Singapore Airlines til vinterkolde København.
Start forfra