Sydøen, New Zealand
English speaking visitors are urged to use google.translate to continue

I janur 2010 tog jeg til New Zealand. Jeg havde masser af afspadsering og restferie, og fik lov af familien til at tage afsted.

I de første fire uger var jeg sammen med Mona og Dorthe.

Vi fløj via Singapore til Chistchurch, hvor vi landede d. 7.1.

Denne billedberetning er på opfordring kommet på hjemmesiden.

Fortsæt endelig på denne side, men vær opmærksom på, at jeg har opdelt mine beskrivelser i nogle undersider også:

Nordøen, del 1

Nordøen, del 2

Rejsetips og links

Jernbaner i New Zealand

Det gamle universitet i engelsk stil i Christchurch. Bruges nu som kulturhus, teatre og cafeer.
Min udsigt fra værelse i Camelot Hotel udover torvet. Vi var jo på besøg i Christchurch længe inden jordskælvet, der i to omgange lagde kirken ned og ødelagde store dele af downtown.
Nede på torvet: Flot istandsatte sporvogne fra Christchurch og andre byer på NZ kører turistturer i en rundtur i det centrale af byen. Camelot Hotel yderst til venstre.
Fra Christchurch til Queenstown i vores udlejningsbil. Mona er meget flittig med fotografiapparatet. Man kører i venstre siden af vejen.
Meget pænt landskab. Landskabet bærer præg af græsgange, idet den naturlige skov forlængst er forsvundet og givet plads til et kulturlandskab.
Lake Hawea med udsigt mod Sydøens alper.

Vi var på vej ned for at gå på Routeburn Track, som sammen med Milford Track er de mest berømte vandreture i alperne.

Turen går via Queenstown og hen og parkere på østsiden af bjergene. Vi gik 1½ dag frem og 1½ dag tilbage, så vi til slut havnede ved bilen.

Første dag på Routeburn Track i regnvejr (foto: Dorthe).
Overnatning i DOC-hytten Routeburn Flats. Vi har stor glæde af det frysetørrede mad.
Anden dag på Routeburn langs med Lake Harris.
Varm frokost i shelterede i Harris Saddle. Det var lidt køligt og omskifteligt i vejret. Rart at komme indendørs.
Lake Mackenzie med DOC-hytten ses langt nede i skoven.
Hernede falder der 7 meters regn om året. Det kan man se på vegetationen, hvor mos og lav vokser i meget tykke puder på jorden og op af birketræerne.
Vi pakker ud i på vores "bunk" i Lake Mackenzie hut, som består af to sovesale hver med sammenhængende senge i to lag, som vi deler med 47 andre.
Tredje dag. Vejret er blevet pragtfuldt og vi starter på den stejle stigning op fra hytten (foto: Dorthe).
Hollyford dalen med Darran Mountains overfor med Mt. Tutoko (2723 m.) midtfor.
Udsigt mod Lake Harris. Hovedstien ses i landskabet til højre for søen. Jeg er gået op mod Conical Hill, som er en lille afstikker op på en bjergryg lidt væk fra pashøjden Harris Saddle.
Heroppe får jeg udsigt til det Tasmanske Hav og til Martins Bay. Det er en langstrakt sø, der ses i midten, nemlig Lake McKerrow, der netop ikke har forbindelse med havet.
Efter at have passeret Routeburn Falls og DOC-hytten hér så kommer der en flot udsigt ud over Routeburn Flats, som er et enestående og helt fladt område opbygget af flodernes aflejringer. Et oplagt sted for hjortene - som dog bliver jagtet af mennesker, bl.a. fra helikopter (= velhaveres forlystelse).
Fjerde dag. Igen langs floden og over de mange svejende hængebroer. Det er Dorthe, der står derude.
I bil væk fra bjergene. Udsigt tilbage mod Mount Aspiring National Park (sneklædte bjerge til højre) og Humbolt Mtns (med Routeburn) til venstre. Søen er Lake Wakatipu, der efter et knæk også har Quenstown ved sin bred (foto: Dorthe).
Langs med Lake Wanaka på vej nordpå og på vej mod vestkysten.
Over Haast Pas får vi kontakt med de fugtige vinde fra det Tasmanske Hav.
Kraftig dønning løber ind på stranden nord for Haast.
Det flyder med drivtømmer på strandene. Og havgusen bidrager sammen med de generende sandflies til en særlig stemning på stranden.
På vej nordpå af vestkyst ruten. Det er meget ofte en meget snoet affære, men her er vi omkring Hokitika, hvor vejen er bred og lige.
Nord for Kumara. Landevejen snævrer sig meget ofte ind til én vognbane hen over de ældre stålbroer. Hér deles vejen og jernbanen om pladsen.
Og jo. Der kører skam tog. Kort efter passage af broen indhenter og overhaler vi godstoget med containere i retning af Greymouth.
Vestkysten nord for Greymouth.
Pancake Rocks halvvejs mellem Greymouth og Westport.
Pause i Mangarata. Den rene "western-by" med hotel og saloon på hjørnet overfor det lille supermarked.

En af de andre store vandreture på New Zealands Sydø er i Abel Tasman National park nordvest for Nelson.

Vi tog udgangspunkt i Motueka (lige syd for kortets kant) og kørte op til p-pladsen lige syd for parken.

Vi gør klar til at gå ind i Abel Tasman National Park.
Turen starter over en lang bro over et lavvandet område, der er tørlagt ved ebbe.
Kysten er også et paradis for havkajak turister, der kan lægge sig ved bestemte lejrpladser på stranden (ude af højvandets rækkevidde).
Abel Tasman er kendt for sine massive skove af træbregner, som uværgerligt giver mindelser om palmer, selvom de ikke har noget med palmer at gøre.
Vores dags-etape ender på stranden ved Anchorage Hut, hvor vi overnatter i DOC-hytten 50 meter fra den smukke strand (vandet var temmeligt koldt!).
Mona forbereder frugtsalaten til dessert i hytten, der ikke har andet lys end stearinlys. Husk også selv at medbringe gas og kogegrej.
Tidevandet trækker sig tilbage og efterlader de smukkeste mønstre på stranden. Disse "kløfter" er ikke mere end 4-5 cm dybe, så selvom det ligesågodt kunne være et ørkenlandskab fotograferet fra et fly så er det altså bare taget i alm. øjenhøjde.
I godt tempo på vej tilbage til bilen næste morgen. Vi skulle nå en færge i Picton ved 3-tiden, så vi måtte ud af fjerene tidligt - og ikke holde al for mange pauser i den smukke natur.
Et blik ud over Tasman Bay, hvor et fragtskib har forladt Nelson med kurs nordover.
Vi har efterladt den første udlejningsbil og er gået ombord på færgen. Første halvdel af turen er i en skærgård før vi skal ud over åbent vand i Cook Strædet (der i øvrigt gav os en del vind og regn den eftermiddag).
Næste del af turen