Somalia (2)

Nairobi, 23.2.-83

Kære familie og venner!

Alt mens vi bl.a. var på kvægmarked i Mogadishu havde vi rig lejlighed til at studere storpoltik og udviklingsbistand.

Politikken omkring udviklingsprojekter og genbosættelser er nu nok ved at blive lagt om, sikkert inspireret af amerikanernes tilstedeværelse, idet de vil gå væk fra de store, centralt dirigerede projekter og hellere støtte igangværende, lokale initiativer. Og det lyder i virkeligheden også bedre, såfremt det ikke vil betyde ”en grøn revolution”, hvor de kapitalistisk indstillede bønder og nomader stimuleres til at udbytte sine frænder, skabe jordløshed og økologisk katastrofe – for DET er essensen af den amerikansk inspirerede udvikling andre steder.

I Somalia findes der to kategorier af flygtninge, den ene strøm (ret ideologisk inspireret: Bosæt de forbandede nomader) fra 1974-tørken, hovedsagelig af nomader indenfor landets egne grænser; den anden strøm fra 1977-78 efter den katastrofale Ogaden-krig, hvor Ogaden-somaliere og en anden gruppe længere inde fra Etiopien, Oromoerne, er drevet på flugt fra østeuropæiske napalmbomber og afbrændinger af landsbyer osv. Ogaden-folkene vil have selvstyre, men regimet i Somalia tolker det uden tvivl som et direkte ønske om indlemmelse i et Stor-Somalia! Og så længe Somalia bliver støttet af USA militært og Etiopien af Sovjet er det jo ikke engang hensynet til egne national-egoistiske interesser, der tæller; men et spørgsmål om supermagtskontrol med Afrikas Horn.

I øjeblikket er der en relativ ro inde i Ogaden, men folk kan umuligt flytte tilbage, så længe konflikten ikke er løst politisk.

Ingen forhandlinger er i gang – hvorfor dog gøre det, når begge parter tror på en militær sejr? Hvem er egentlig interesseret i flygtningenes forhold – for FN og et hav af hjælpeorganisationer står jo heldigvis i landet, hvilket ER indregnet i regimets planer. Men FN (Hartlings højkommissariat) vil ikke gerne blive ved i al evighed med at støtte nogle flygtninge til at blive umyndiggjorte og passive kreaturer i lejre, FN ser gerne en afslutning på dét her. FN’s stedlige presseattaché var yderst diplomatisk og korrekt i sit sprogbrug om flygtningen situationen, men man fristes til at ønske, at så store pengemidler kunne blive brugt med flere politiske forudsætninger.


En en bestemt sektion af kvægmarkedet var der kun dromedarer til salg. 8.2.

Fra Pouls dagbog:
Og så er vi flyttet igen, til Bolshoj-hotel; hvor der er meget pænt og vi bor for 224 sh. pr. dag. En anden gæst er militær attachéen fra Hargeisa, der er kaldt til samråd med præsidenten og regeringen. Han er en meget betydningsfuld herre, men rar, og nem at snakke med. Kommer selv nordfra ("de har tjerne i modsætning til dem sydfra"), siger der er megen uro deroppe, og at der har været træfninger ved grænsen til Ogaden, indtil nu med MIG 21 bombardementer og artelleriskydning.


Og et andet sted såmænd også nogle køer.


Fedthalefår, der ser ud til at være købt (maling på rumperne).


Handelen med de mindre dyr deltager kvinderne også livligt i.


Det ser ud til at den ældre kvinde er nået frem til en aftale med sælgeren.

Vi har besøgt to lejre. Den største og typiske var et sæt af 4 lejre ved Jalalaqsi, nordvest for Mogadishu, hvor vi var med rundt og se på skoler, klinikker, mælkeuddeling til børn osv. Alt sammen såre godt, ja, bedre end man kunne vente, men hele tiden overskygget af sagens relative meningsløshed.


Der afprøves nye skoleuniformer i en skole, vi besøgte sammen med Knud. 9.2.

Flygtningene har generelt mere brug for uddannelse og almindelig støtte, end de etablerede borgere. Kund, Danida-ansat pædagog og folkeskolelærer, havde før arbejdet i Libanon blandt palæstinensiske flygtninge, og arbejdede begge steder med undervisning af lærere, mens de faktisk underviser, for at få en undervisning af flygtningebørnene op at stå med det samme. Men i skarp kontrast til i Libanon, er flertallet af flygtningene i Somalia ikke politisk engagerede og flygtningene har generelt ingen fungerende ’intern organisering’, der kan afhjælpe den passiviserende og ydmygende situation, de er bragt i, ved at blvie fodret og passet uden at lave noget som helst. En svensk socionom (socialrådgiver) udtrykte det sådan: Det er ligesom de arbejdsløse i Sverige. Vi boede en nat hos de svenske kirkers lejr, hvor der blev bedt bordbøn, og hvor der herskede en helt usædvanlig kammeratlig og (næsten overdreven) venlighed, der ellers ligger ”ekspert-lejre” meget fjernt. Men svenskerne var snart færdige: Sundheden var god, og den muslimske liga monopoliserede det resterende sundhedsarbejde – for at få de kristne hjælpeorganisationer ud!


Skolebørn i en af de simple skole pavilloner, bygget af lokale materialer. Måske ville noget at sidde på også hjælpe?


Nomadehytter i lejren. De kommer så let til at se sølle ud, når de har stået længe nok - hvilket ikke er meningen med den slags.


Undervisningen er igang inde i klasserne.


Et skolebarn har farvelagt siderne, og det fremgår således at det er lokalt fremstillede arbejdshæfter.


Elev ved tavlen.


En eller anden har haft et maler-talent, for disse fresko'er er malet på væggen på hotellet. Her kan vi se somaliske helte nedskyde russiske MIG-fly og tanks, og få etiopiske soldater til at overgive sig.


Man passer godt på sine kameler. Også når de har unger. Så må den angribende løve til gengæld lade livet.


I en af de andre lejre i komplekset var skolen forsynet med telte til skolebrug. Bemærk de improviserede "stole", der er efterladt, mens børnene har frikvarter. 9.2.


I den lave aftensol bestiger vi en vandreklit i området.


Annegrete tager et billede.


En af de unge hjælpearbejdere har fået en tjans med at give et stort kid flaskemælk. Mælkepulver kom næste dag på dagsordenen nede i flygtningelejren.


Uddeling af pulvermælk i flygtningelejren.

Fra Pouls dagbog:
Børnene kune godt lide skummetmælken, men forældrene brød sig ikke omdet - tidligere lå pulveret og flød ude omkring til ingen verdens nytte. Der ville nu blive stoppet for leverancerne, hvis IKKE dette lykkedes. Nu lavede de lokale sundhedsarbejdere selv mæken og delte den ud direkte til børnene. En var svensk jordemor og brokkede sig over omskæringerne af pigerne (den faraoniske), der skulle betyde fertilitetsproblemer hos 1/3 af kvinderne og store gener i al almindelighed.


Der følger nu nogle sort-hvide billeder fra køen til skummetmælk.












Downtown Mogadishu. Alt dette foregår mens der jo stadig er fred og relativ velstand i byen - langt før at amerikanske soldater som lig blev slæbt rundt i gaderne.


Tiggere forsøger lykken.


Arabisk inspireret byggeri med skyggefyldt gyde.


Børn sælger nødder, kiks mv. til at tjene lidt lommepenge.


Den store basar i centrum af Mogadishu.


Skræddernes kvarter i basaren.


Minsandten om man ikke også kan købe bananer! Vi blev noget trætte af bananer tilsidst i Somalia...


Poul vifter sig med et bast-flag på hotelværelset.

Fra Pouls dagbog:
Og så gik vi igang med bilsalget. En rask udsættelse, mens Jørgen og Ole snakkede med Jens, en dansk fly-foto mand, der var ved at projektere landevej mellem Djibuti og Berbera. EF-projekt lavet af Kampsax.


Kvæghandlerens assistent åbner for kølerhjelmen, så vi alle kan beundre den fine motor. Jeg tror såmænd ikke at køberen vidste noget særligt om biler, men han stolede på at vi ikke snød ham. Og det gjorde vi heller ikke.


Nøglerne overdrages til den nye ejer.


Et sidste blik med den trofaste bil, der nu skulle leve en helt anden tilværelse, helt uden os mærkelige danskere. 13.2.

Om hjemturen skal det nævnes, at hér blev vores oparbejdede afrikanske tålmodighed sat på hårde prøver. Det er meget anderledes at tage med lastbiler og busser, når man er bedre vant. Ikke omkring den ringere komfort, men meget mere omkring uvished og tåbelighed omkring afgange, stuvning, priser osv.


Anspændt stemning på hotelværelse i Kismayo. Der indtages havregrød uden den helt store nydelse.

En opslidende køretur på ladet af en langsomt-kørende lastbil i stegende solskin bragte os de 500 km mod syd til Kismayo, hvor der heldigvis lå et billigt og yderst pænt hotel, der blev vores hjem i samfulde 5 dage, mens vi levede som nervevrag over mislykkede aftaler om transport hhv. via havet og landhjorden til Kenya. Vi var altså ikke mere ”afrikaniserede” end at nogle få dages ventetid kunne slå os noget ud. Efter 3 dages ventetid kan jeg referere min dagbog for flg.:

Fra Pouls dagbog:
De aftalte, at Sadji (kvindelig havne-kontorist) skulle hente os til den første båd (af de to mulige), der ville afgå lørdag. Sadji er nok ikke den mest pålidelige person på denne jord, for værten tog os ud på lørdag formiddag ned til havnen, hvor kaptejnen på den store båd var så ublu at forlange 100$ pr. person til Mombassa; vi afslog selvfølgelig og kørte ud i byen for at finde Sadji, der var travlt beskæftiget nede ved fiskemarkedet ved kysten nær centrum (med masser af affald og marabustorke). Tilbage til havnekontorerne, hvor den anden kaptajn ikke kunne findes. Sadji oplyste, at kaptajnen stadigvæk ville gå til den aftalte pris i dag ELLER i morgen. Hun ville finde frem til ham og komme til hotellet lidt senere. Han og hun kom ganske rigtigt, og han oplyste, at han agtede at sejle i morgen, søndag kl. 13. Samtidig går snakken blandt hotelgæsterne om transport til Liboi (grænsen til Kenya mod vest), en bus går efter sigende straks, hvilket demonstreres, da en solid ”old-type” bus pludselig holder ind foran hotellets port, og nysgerrige passagerer vælter ud. Alt er forvirring: Kan vi komme med nu? Nej, vi har ikke de 150 Somaliske shillings per person, der kræves og banken er lukket kl. 11. Går der en bus igen i morgen? Ja, skal vi så aftale det og veksle penge straks i morgen tidlig og så satse på dén mulighed frem for båden, der jo skal betales i Kenya shilling? Hurtig rådslagning – vi stoler ikke for fem flade ører på Sadji og hendes båd, så vi aftaler med den rette person, at bussen afhenter os ved hotellet i morgen kl. 10. Bussen er pansret med jernstænger langs siderne, og påstanden om at den kører hurtigt lyder troværdig.

I Kismayo kom vi til at vente i stive 5 dage, som vi da sagtens kunne have brugt fornuftigt, hvis det ikke havde været fordi vi hele tiden troede, at NU skulle vi da af sted. Informationsmanglen var irriterende og folks upålidelighed var himmelråbende. Og så var der mange, der gerne ville tjene store penge på os. En lærerig, men belastende periode.

Bussen kørte dog og grænsen blev nået ud på næste aften. Så vi havnede på stedet vi også kom ind i landet. Og strandede så naturligvis uden transport på Kenya-siden.


Poul fører forhandlinger med kaptajnen - og chefen for operationen. Det viser sig at man sagtens kan betale med American Express rejsechecks, også selvom der ikke er nogen bank indblandet...

En lastbil ville vistnok afgå til provinshovedstaden Garissa, men jeg var kvik nok til at indlede forhandlinger med en handler af euforiserende planter til Somalia (”cat”), der havde to chartrede flyvemaskiner i Liboi, der skulle flyve tomme til Nairobi. Vi delte os i de to maskiner og for 320 kr. pr. mand blev vi løftet de 700 (over-stok-og-sten) kilometer til Nairobi.


Udsigt til busksteppen fra min solo-flyvning.

En meget lækker oplevelse at se landskabet fra oven, mens vi hastigt nærmede os det forjættede Nairobi. Jeg var ene-passager i den ene Cessna maskine, så sjovt nok fra at starte turen på en fyldt lastbils lad med 50 km/t sluttede vi i en chartret privat flyvemaskine, mageligt henslængt med skøn udsigt under sig. Og mavens kulturchok ventede i Nairobi.


Og nu er vi ved at nærme os Nairobi med masser af vand og landbrug.


Annegrete ser ud til at befinde sig godt tilbage i MS' guesthouse i Nairobi.

Jørgen mindede mig lige på, at vi burde bemærke, at min appetit havde fået et grundskud midt i Somalia-opholdet, og at spaghetti, majsgrød, havregrød, brød og bananer hænger mig ud af halsen. Jeg vejede ved ankomsten til Nairobi kun 67 kg, hvilket er det mindste i 5 år. Og et udbredt samtaleemne har da også været den manglende appetit i gruppen frem for snak om afføring og diarré. Ved ankomsten til Nairobi fortærede jeg to fulde portioner mest med kartofler, som jeg kom til at savne skrækkeligt i Somalia. Og hvor er mælk, yougurt og ost dejlige ting – og rent, koldt vand!

-> Næste