På hotel i New Halfa. Morgen udsigt fra hotelværelset ud over torvet, som vel nærmest fungerer som kombineret bus- og lastbilcentral for hele regionen. 16.10.
Selvsamme plads en aften. Lastbilerne er væk, butikkerne er ved at lukke, mon ikke at vi sidder i en sodavands-bar? 19.10.
|
Den centrale kanal i det store overrislingsprojekt, vi besøgte. 18.10.
|
Byen er midtpunktet for et stort (og ret nyt) overrislet landbrugsprojekt, som rummer nubiere fra landsbyer langs Nilen, som nu ligger i Nassersøen samt nomader fra det område, landbruget er blevet etableret på. Projektet er efter 15 års forfald ved at blive genetableret v.hj.a. penge fra bl.a. Verdensbanken.
|
Jordnødder. 19.10.
|
Kort sagt, så bliver det økonomisk holdt oppe af billig migrant arbejdskraft fra Vest-Sudan, der stort set plukker bomulden, jordnødderne og klargør jorden til næste såning; mens fæstebønderne selv har jobs ved siden af (nomaderne har dyr), og har på den måde flere indkomster. Vi snakkede med en engelsk ekspert (ansat af Verdensbanken), læste fede rapporter om projektet (udarbejdet som en forudsætning for pengebevillingen), og får tilsendt en doktorafhandling om Shukriyaerne (nomaderne) i projektet fra Freie Universität Berlin.
|
Nomadelejr lige i nærheden af de overrislede marker. 18.10.
|
Vi snakkede med Shukriyaerne (en veluddannet familie) en hel dag ude i deres hyttelandsby nær New Halfa (vi blev inviteret ud til dem om aftenen, mens vi selv var gået derud – tilfældigt – om formiddagen: Kom indenfor), og vel en times tid med en nubier-familie i en nubisk landsby (også – kom ind til te – sådan foregår det overalt). Nomaderne havde et familieliv og en husholdning, der klart overgår forholdene i Danmark. Og det var simpelthen bare fint at få præsenteret 1) For-rapporten (meget fornuftig), 2) Verdensbankens endelige rapport (kynisk), 3) Verdensbankens ekspert (defaitistisk og teknokrat), 4) nomadernes indstilling (som bedstefaren sagde: projektet har givet vores dyr vand og græsning) og 5) nubiernes indstilling (økonomien er OK, men vi havde det nu bedre i Nil dalen). Alt i alt var dette ophold i New Halfa turens foreløbige højdepunkt – men hvilken skam, at man ikke kan tale arabisk!
|
Vi gik noget af tiden rundt på "egen hånd" og blev mødt af de sædvanlige nysgerrige børn. 18.10.
|
Her er vi stødt ind i Shukriya-familien, som bor i en compound herinde til højre. Det kan være familiens enlige kamel (altså dromedar), der står midt i billedet, det véd jeg ikke. 18.10.
|
Fra Annegretes dagbog:
Det blev en stor oplevelse at snakke med dem den aften. De var yderst fornuftige, havde en stor forståelse af økonomiske, politiske og sociale forhold, både her i landet og i Vesteuropa, og var samtidig fantastisk rare, kloge og stolte folk. Det var virkelig folk, der gav én glæde ved at kunne snakke, lærte én noget om Sudan - og om nomader i særdeleshed - og gjorde én til et bedre menneske.
Deres familie og historie-følelse er virkelig efterstræbelsesværdigt, ligesom deres holdning til andre mennesker og til deres land.Vi talte om familiens funktion her og hos os, om racisme, om ungdommen, om Sudans vanskeligheder og situationen omkring Ægypten-Sudan. Muhammed mente at modsætningen til Etiopien var vigtigere end Libyen og at det i sidste ende var et spørgsmål om Nilen, hvilket nok er meget rigtigt. Muhammed var læge og satsede på at blive opsøgende læge for nomaderne (pr. bil) her i området.
Familien havde 50 køer, 400 får, 1 kamel og nogle æsler. 25 køer ved boligen (de mælkegivende), 25 ude med de øvrige dyr i Butana. De var meget stolte af dyrene, som var dét, de baserede livet på - foruden sønnernes arbejde. Ikke jorden, dén var de ikke afhængige af. De dyrkee durra på den. De havde 35 feddan.
Sønnerne kunne se modsætningerne i forholdet mellem dyrene og agerbruget. Bedstefaderen, 74 år, familiens vise overhoved, mente at det var godt med bosætningen og projektet - dyrene kunne få foder og græs her, og det er jo vigtigt, set fra hans synspunkt. Han har været meget fremsynet - har givet alle sønnerne en uddannelse og har bevaret familien stærk og som nomader. Navnlig Muhammed virkede meget knyttet til naturen og dyrene. Vi fik the med kogt mælk (lækkert) og senere fool med brød.
Muhammed fortalet om nomadekvindernes fordeling af mælk: Fåremælken skal gives til gæsterne, den vil de have godt af og blive mætte. Gedemælken skal gives til tjenestefolkene, den bliver de stærke af, børnen skal have komælken, den er sund og kvinderne skal have kamelmælken, den gør dem smukke og fyldige. |
Græsning på afhøstet mark. Er der styr på sagerne, så kan husdyr og overrislet landbrug sagtens fungere sammen. Men er dyrene ude af kontrol, så er det helt elendigt... 19.10.
|
Vi var i New Halfa fra fredag d. 15. til onsdag morgen og skulle derefter mødes med de andre, der i mellemtiden havde været på en vellykket tur til en velfungerende kyllingefarm (gammelt dansk spejderprojekt) og på Danish Turnkey Mejerier’s kæmpeprojekt syd for Khartoum (private petro dollars). Vi mødte dem onsdag aften i Wad Medani ved et kæmpeheld, da de andre havde omfortolket vores mødeaftale (de dukkede op det aftalte sted 3 min. før vi definitivt havde opgivet vores venten – 4 timer)
|
Guinea-korn med farvestrålende finke. Overrisling ved Um Domm. 18.10.
|
Torsdag kørte vi til Barakat – men præsidentens besøg (onsdag) havde nødvendiggjort lukningen af Gezira-boardets kontorer også torsdag. Men så dukkede der en skadedyrs-ekspert op, der godt ville præsentere Gezira-projektet for os: Præsentation og diskussion, ud og se på bomulden, hjem og se film og slutteligt en middag i repræsentationslokalerne.
Projektet er verdens største kunstvandingsprojekt under samme ledelse. Der dyrkes bomuld, jordnødder, korn og foderafgrøder – og brak til dyrene.
Ligesom ved Khashm el Girba var dyrenes tilstedeværelse et stort problem, dog var nomaderne i Khashm el Girba stadig nomader (dyrene kom ind på landbrugsjordene i tørtiden), men også i Gezira kommer der mange dyr – dyr og landbrug sammes sted kræver meget god planlægning og forståelse.
Men Gezira er nu især kendt som et gammelt vel-estimeret projekt (fra 1926), og har virkeligt bragt penge til landet via en god kvalitet bomuld. Men det har også medbragt / udviklet store sociale uligheder med indkomstforskelle blandt fæstebønderne (fra projektet) på 1 til 10. Derudover kommer bi-indtægterne som alle har – til stor skade for landbrugets effektivitet, der ligesom i Khashm el Girba holdes oppe af migrantarbejdere.
Om eftermiddagen så vi dæmningerne over den Blå Nil ved Sennar – ganske imponerende! (ikke tilladt at fotografere)
|
Blomstrende bomuld. Kræver ikke alene meget arbejdskraft, men også meget vand, og typisk mange sprøjtemidler. Har givet Sudan gode indtægter igennem årene. 21.10.
|
Ved Sennar deles Sudans jernbane. Her er vi i nærheden af sammenfletningen, hvor et blandet tog vistnok er på vej mod El Obeid. 21.10.
|
Jeg fejrer min fødselsdag med dette morgenbord ude i bushen ved Wusaa. 23.10.
|
|
Nu har vi forladt de kunstvandede sletter og befinder os i busksteppen mellem Kosti og El Obeid. Dette er rigtig Afrika. Med runde stråhytter, dejlige sorte mennesker (og mere frie kvinder) og elendige jordveje langs jernbanen. Et tog, der kørte 50 km/t overhalede os med en afstand af 1½ meter, så tæt ligger hjulsporet ofte ved jernbanen, og vores tempo er beskrevet.
I Wusaa fik Lisbeth og jeg 8 æg, bare fordi vi godt ville indenfor i en hytte og ha’ te og jordnødder. I sådan en situation er hele familien hurtigt forsamlet og familiemedlemmer der kan lidt engelsk fungerer som tolke – helt fint! Dyr indgår med naturlighed og stolthed i familien, og børnene er elskelige – og meget nysgerrige og glade uden overhovedet at være generende.
(Bilen har i øvrigt fået en ny bagrude i Khartoum, I husker vel nok at de ægyptiske børn ikke altid var lige rare).
 Se kort.
|
Hirse på "rain-fed" mark, dvs. en mark uden kunstvanding ved Tendelti. 23.10.
|
Taget den meget beskedne levestandard i betragtning, så er dette imponerende moské-kompleks i Tendelti nok doneret af arabiske penge, som det ses så mange andre steder i Afrika. 23.10.
|
Bønner, ris, trækul og løg. En typisk markedsplads i de byer, vi passerede (hèr: Tendelti). Noget af en kontrast til udbuddet i storbyen Khartoum. 23.10.
|
Vi køber "sort" petroleum i Semeih. Den store tank til venstre er en vandtank. Jørgen står med en hælde-kande og skal til at hælder over i vores hvide plastik beholder (hældetuden til beholderen hænger ned af siden). Petroleum var af en eller anden grund en mangelvare i Nordsudan det år. 24.10.
|
I sindigt tempo efter en lastbil (og med masser af passagerer ovenpå læsset) øst for Er Rahad, 24.10.
|
Vi kommer til en opdæmmet sø, der tydeligvis har maksimal vandføring nu lige efter regntiden. 24.10.
Nu er jeg nået frem til d. 26.10.; idet ingen breve kunne sendes før El Obeid. Her er vi så nu. I en busksteppe, og som noget nyt: Med store baobabtræer og græs med morderiske tornede frø, der bare sætter sig overalt.
Turen gennem steppen (marchhastighed 25 km/t) har givet dagslængder på omkring 100-150 km, i går, hvor vi kørte mod nordvest, var der meget øde, ingen marker eller bebyggelser, men naturen blev til gengæld flottere. Selv om det er fysisk anstrengende at køre og køre, synes jeg, at det er fantastisk spændende at opleve (på sin krop) landets størrelse, sletternes endeløshed og nye, overraskende småting i landskabet: forskellige jordbunde, vegationer, fugle- og dyreliv. Sidste nat overnattede vi f.eks. ved en stor (kunstig) sø – bare lækkert.
|
En kamel bliver vandet ved søen ved Er Rahad, hvor vi vil overnatte. En kamel vil ikke drikke selv af søen, men skal have hældt vandet op i et mindre trug. Spørg ikke hvorfor, men sådan er det altså. 24.10.
|
Den transkontinentale landevej nærmer sig Er Rahad. 25.10.
|
Hvad mon folk står og kigger på? Har det noget med os at gøre?
|
Om morgenen punkterede vi midt i Er Rahad til stor moro for det ellers tidsfordrivende publikum. Senere på dagen kom der et sivehul i det andet baghjul. Så nu bliver der lappet slanger til den store guldmedalje. Vi skal nok komme i rutinen; og så svært er det nu heller ikke.
|
Ja, vi præsterede at punktere midt inde i Er Rahad og er blevet dagens underholdning. Reservehjulet blev hevet ned fra den anden side og nu begynder bilens seje kvindelige mekanikere at hive det punkterede hjul af.
|
Manøvren trak lidt ud, men det gjorde skam ikke noget for tilskuerne, der fik sig en rigtig god oplevelse. 25.10.
|
I ærbødig afstand (tænk på støvet!) overhaler vi en lorry (=lastbil) på vej mod vest ligesom vi. 25.10.
|
Vejenes standard er, som I måske kan forstå, ret ubeskrivelig. F.eks. betegner Michelin-kortet vejen hertil som ”transkontinental”, men et dårligere spor (ofte enormt mange parallelle og krydsende), med sand, ustandseligt dybe regelmæssige huller (enorme vibrationer) og uregelmæssige (voldsomme) stød burde ikke eksistere. Kun store lastbiler og 4-hjulstrukne, høje biler med stor motorkraft har en chance hér. Det skyldes især kørsel med lastbiler i regntiden, hvis dybe spor nu er stivnet til et panser til stor skade for vores bagsmæk og stænklapper.
Se kort.
|
Hvis en godsvogn afsporer, så er der ikke andet at gøre end at tømme den og skubbe den ud til siden. Det ser i al fald ikke ud til at man har en kran, der kan komme ud og redde de to gamle vogne hér. 25.10.
|
Der skal god frihøjde til for at passere de steder, hvor lastbilerne i regntiden har slidt dybe spor i terrænet. På vej mod El Obeid 25.10.
|
En lastbil passerer mod øst lige ved denne flotte, ældgamle vulkan-kerne af sort basalt. 25.10.
|
Baobab træet slipper trods sin højde ikke helt for at fungere som foder. 25.10.
|
 |
Lige udenfor El Obeid er vi tæt ved jernbanen (se toget!). 25.10.
|
Stemningen i gruppen er god, dog er der en tendens til at lægge mere mærke til strabadserne end til den oplevelse det er at køre rundt i det her land. Måske skyldes det ens faglige baggrund og interesser – der åbner øjnene for tingenes forskelligartethed og spændende-hed.
Forhåbentlig tager vi nogle gode billeder til jer!
Med kærlig hilsen fra det sorte og dejlige Afrika.
|
|
|
