Vestlige og sydvestlige Sudan
Rejaf (ved Juba), 14.11.82

Vi lever endnu, og det endda helt godt. Et par fakta, som måske kunne lyde lidt banale, er blevet demonstreret tydeligt for os: 1) Sudan er et kæmpe-land med kæmpe transportproblemer og 2) Sudan og især Sydsudan er meget lidt udviklet, så lidt, at man kan forstå og beundre de gode ting, der trods alt finder sted nogle steder i 3. verden. Det hér vil jeg selvfølgelig uddybe nærmere i brevet.

De første regndråber siden Khartoum har lige gjort papiret vådt – vejret minder om dansk sommervejr – når det er bedst!


Hvad sidder der og gemmer sig til venstre for hjulsporet? 26.10.


Nåh, det er bare en flok gribbe, der ikke har gidet holde sig i luften midt på den varme dag. 26.10.


En stor flok kameler før Abu Zabad. De behøver ikke at være ejet af samme familie, men kan blive passet - og transporteret - sammen af "specialister", måske mod betaling i penge eller dyr. 27.10.


Vi skal også til at stoppe kørslen for idag syd for Abu Zabad, nu hvor det er ved at mørkne. 27.10.

At der er langt fra El Obeid til Juba (som ligger 10 km syd herfra) kan I se på et kort. Vejen går over Barbanussa, Wau og Yambio (jeg håber disse byer kan findes). Og jeg vil hurtigt tilføje: Mange steder var der faktisk ingen vej, og kun takket være gå-på-mod og held (og en god portion snus-fornuft) er vi ved egen kraft (både bilens og hånd-kraft) kommet igennem Sudan, nok som første bil overhovedet i år.
Se kort.


Hirse-mark ved Abu Zabad. 28.10.


Dette billede er taget i El Fula.


Pause. Der bliver nydt te og kiks syd for Barbanussa. Bemærk at vores ledsager Hamid Ali (yderst til højre) også er indskrevet til snacks. Hans ydelse er at være lokalkendt - hvilket er guld værd, når der ikke er rigtige veje og vi ikke taler arabisk. Han overnattede også med os. 29.10.


Endnu et kort ophold i en mindre by, El Muglad. Der hentes vand ved den skak-ternede vandtank til venstre i billedet. Når der er teknologi (som æsler og kærrer) indblandet, så er det mænd, der henter vand. 29.10.


En sommerfugl har fundet nåde for fotografen. 29.10.


Der kan sagtens leve nomader ind imellem fastboende agerdyrkere. Her passerer vi en nomade-lejr og et par nysgerrige kommer ud og har noget, de vil sælge til os. 30.10.


Næsehornsfuglen er enormt stor, og jager på jorden. 30.10.


Der begyndte her syd for El Muglad at komme blikskure som supplement til stråtækte hytter. Ikke ligeså charmerende, formentlig kog-hede, men måske lettere at holde regntætte? 30.10.


Nu véd vi hvor storken tager hen, når den om efteråret forlader Europa. En enorm flok storke på jorden OG i luften! 30.10.


Denne dag kom vi på en "skovtur", desværre væk fra vores rute. Bemærk væverfugle-reder midt i billedet. Vi var alene i bilen d. 30.10. (uden vejviser) og var kommet væk fra jernbanen efter Barbanussa og havnede ude i intetheden. 30.10.


Men så opdagede vi et sted en lastbil. Den kørte stærkt, men i den rigtige retning. Det er ved at mørkne og der sættes passagerer af ude i no-where. Vi klister os fast til lastbilen og når da også frem til Fuda station. 30.10.

Den nord-sydgående vejen (herovre mod vest) åbner nok omkring 15. november, mens den direkte vej over Malakal først åbner langt inde i det nye år. Dét, der er problemet er sump! Regntiden stoppede knap 14 dage inden vi nåede frem til de kritiske steder (Barbanussa – Bar el Arab floden – Rivel Lol), og efterlod mange steder hjulsporet som en sø, eller som en forræderisk mudderstrækning. Og derudover var det f.t. meget svært overhovedet at finde nogen vej – og folk er svære at spørge, de svarer gerne som de tror, man vil ha’ det, frem for måske at sige noget negativt, eller noget de tror, man vil være ked af at høre. I to omgange havde vi lokale førere med (i anden omgang mod betaling), og det var da også en meget stor hjælp. Meget store strækninger er blevet kørt i 2. gear, og gennemsnitsfarten har normalt ligget på 25 km/t (når vi kørte).

Vi har mødt to rejsehold i Barbanussa, der ventede på at få bilerne med toget til Wau (og havde allerede ventet 14 dage, mens prisen ville blive kolossal høj), vi mødte en enkelt dansker i en Ford Transit i Wau, der var kommet med toget, men ventede på en reservedel fra Khartoum – og samtidig er vi kommet glat igennem, kun med nogle punkteringer, en trykket kofanger og et bøjet trinbræt bagtil.
Se kort.


Tre gange må vi op at køre på skinnerne. Hér syd for Mirram. En noget nervepirrende manøvre, fordi vi var bange for at bilen skulle vælte! 31.10.


Vi passerer Bar el-Arab floden og andre vådstrækninger på banelegemet. 31.10.

Fra Annegretes dagbog:
Næste morgen dukkede Muhammed op. Han viste sig at have dødmeget check på vjen - vi var ikke kommet igennem uden ham. Frem til El Mira var der ikke problemer, men derefter var vi forbi rene søer og sumpe, måtte op på jernbanen flere gange og sad virkelig fast én gang, hvor spillet (endelig!) måtte i brug. Det viste sig at være skide godt, ellers havde vi for alvor været stuck in the mud. Ole var dårlig - efterhånden meget dårlig. Karen opgav rattet efter nogle problemer og en punktering - der skal af helvede til med armkræfter. Poul overtog og kørte os frem til Bar el Arab station, og, viste det sig, endnu en enklave, som Muhammed tidligere havde arbejdet på - GEOSOURCE - der arbejder for Total (amerikansk) olieeftersøgning.


Men vi prøver også at køre på "vejen". Opdager vi ikke i tide, at den faste grund forvandles til blødt mudder, så sidder vi fast! Første forsøg på at komme fri er ved at lægge strå og grene under hjulene.


Det ser ikke ud til at hjælpe godt nok i dette tilfælde og bilen kører komplet fast i mudderet.


En solid busk lidt længere fremme kan bruges til at sætte vores stålwire fast, og det elektriske spil kommer i brug.


Annegrete dirigerer chaufføren under det mest hektiske af aktionen.


Vores vejviser Muhammed observerer at vi slipper fri. Se hvordan vi er kommet kørende i godt tempo - chauffør og co-driver har været et par sekunder uopmærksomme: Vupti så sidder man fast! Lertypen er formentlig montmoriolit, som er ekstremt klæbende og som i tør tilstand sprækker op og altid bruges som billede på tørke (noget uberettiget). 31.10.


Det var meget ukomfortabelt at køre på banelegemet. Alt rasles løs og tempoet er meget langsomt. Det er en af grundene til at vi ikke bare blev heroppe. 31.10.


Fast igen. Muhammed advarer chaufføren mod at køre for tæt ved hjulsporet.


Så der bakkes og Landcruiseren passerer det kriminelle sted inde i krattet.

Huller i vejene (nogle kæmpestore) og kløfter med floder sætter sine krav til for- og bagende og i mudderet foretrak vi (blev nødt til) at køre igennem tornekrat frem for at grave os langt ned i mudderet. Én gang kørte vi så fast, at kun spillet (der er monteret foran på bilen) kunne hive os fri, takket være et lille træ. Tre gange måtte vi op på jernbanesporet – for bl.a. at krydse Bar el Arab, som nærmest var et stort sø-areal (der kom ingen tog – de kører meget sjældent, og er i øvrigt ubeskriveligt overfyldte, inkl. taget og alle andre steder). Vi hørte bagefter at en togulykke aktuelt havde lukket strækningen. Opkørslerne på jernbaneskråningerne var nervepirrende, fordi bilens hældning nærmede sig de 45 grader.


Efter at have passeret en øde jernbanestation kørte vi til venstre, og hvad pokker er mon det, vi nu støder ind i? 31.10.

Pludselig midt i mudderet havnede vi i en geolog-lejr, der ledte efter olie, TOTAL-petroleum. De var mindst ligeså overraskede over at se os, som vi var over at se dem – de kunne nemlig ikke selv komme væk, selv i 10-hjuls trukne specialkøretøjer og larvefodstrukne biler. Men vi kunne altså, i kraft af bilens lille størrelse (vi kunne bruge jernbanen som vej), spillet (til at trække os fri) og endelig v.hj.a. tørringen i de varme dage (vejen var selvfølgelig blevet bedre), komme igennem.


Den imponerende vogn- og maskinpark kunne ikke komme udenfor lejrens område endnu - p.gr.a. regntidens oversvømmelser. De engelske mekanikere var vilde med vores bil (parkeret med bagdørene åbne bag den tilgitrede røde vogn). Så de kastede sig over den, blæste luftfiltre igennem, skiftede olie mv. Og ville meget gerne bytte med en af deres Landrovere. Men vi ville bestemt ikke bytte!


Vi lånte en kahyt i en airconditioneret beboelsesvogn. De lokale ansatte boede i militærteltene ved siden af. 1.11.


Jørgen kommer inde fra fælles-vognen, bl.a. med fransk bar.

Fra et brev, Jørgen skrev:
I de sidste tre-fire uger har bilkørslen været et (for) dominerende element. Og for 14 dage siden kørte vi ad meget vanskelige veje – 3 dage i træk. Vi var den første vogn overhovedet dette efterår, der kom igennem de pågældende områder!! Flere gange undervejs hældede bilen så stærkt, at vi troede den væltede. Det var navnlig, når vi af det omkringliggende vand var tvunget op på jernbanelegemet med bilen (niveauforskellen mellem den vandfyldte vej og jernbanelegemet var ganske stor). Andre gange kørte vi tværs igennem flere meter højt græs uden at se nogen vej (vi havde en lokalkendt med os, svineheld, han ”reddede” os flere gange). En enkelt gang sad vi helt fast i mudderet en times tid. Først da vi fik spillet i gang, kom vi fri.

Udover den hektiske kørsel, som vi (indbyrdes) klarede i forbløffende fin stil og højt humør, har vi som regel kørt 30 km/t ad meget ujævne veje eller ad ”vaskebrætter”, der får alt til at ryste i bilen.

Bortset fra punkteringer har bilen klaret sig helt uden problemer. Til gengæld har den megen bilkørsel nok mast OS en del flade, vi er i hvert fald flere, der godt kunne tænke os at være længere tid ét sted. Det med at være ”på farten” hver dag er hårdt i længden. Men på den anden side så har bilturen givet os en masse indtryk fra mange steder i Sudan, ikke ”bare” af naturen og vejene, men også af befolkningens vilkår at leve under og deres egen indstilling til tilværelsen.



Ombord på den primitive færge over floden Lol. 1.11.

Fra Annegretes dagbog:
Turen frem til Aweil blev ikke nær så hård, som jeg havde frygtet, så det var godt vi kørte selv (alternativet var at vente på Englændernes tog, der en dag skulle komme og samle dem og udstyret op og flytte det). Der var vej det første stykke og derefter gik det ind i landet, hvor Muhammed ledte os. Vi havde valgt at betale Muhammed 40£ som guide til Aweil. Muhammed virkede lidt desorienteret af og til, men vi endte med at komme ud til en rigtig vej vestpå til floden Lol, hvor vi ankom ved aftenstid og nåede lige at blive sejlet over i skumringen til en ågerpris - 24£. Jeg kørte to gange og var meget træt til sidst. Vi sov på politistationen. Muhammed lever øjensynlig mest af vand og cigaretter, hoster hele tiden (tuberkulose?) og kunne vist ikke lide vores mad.


Sikke en stemning på floden i modlys. Bemærk wire-trækket hen over floden, der sikrer at færgen ikke kommer til at drive til venstre (mod øst) hvor Lol skal ned i de store sumpe og finde Nilen.

Nord- og Sydsudan forbindes således det meste af året kun af jernbanen Wau – Khartoum og floden mellem Juba og Kosti. Begge forbindelser er meget dårlige. Forbindelsen ud af landet er for sydens vedkommende langt bedre end til hovedstaden. Der er ingen planer om at forbedre dette forhold; men hvis tyskernes vej til Wau bliver færdig (se senere) er de vigtigste byer mod syd forbundne.
Se kort.


Efter at have overnattet syd for floden på en politistation, var der er kun kort til Aweil af god vej og lave "strandenge". 2.10.


Der dyrkes ris omkring Aweil. Og det høstes på gammeldags facon med segl. I Aweil løb vi ind i hollændere, der netop havde noget med risdyrkningen at gøre. 3.11.


Moden ris, hvor kornene sidder i de hængende aks. Vi var på tur med hollænderne derude og fik forevist forskellige forsøg. De mente at projektet kunne hjælpe og havde en forståelse for at det tager lang tid at ændre nogle ting. Men de røbede også en opgivenhed i f.t. projektet og en mistillid og mangel på forståelse for folks opførsel. 3.11.


D. 3.11. var vi om eftermiddagen inde i byen. Vicepræsidenten kom med fly, så der var masser af folk, optog, skrålende skolebørn osv.


Vi kunne ikke rigtig følge med i hvad vicepræsidenten foretog sig, men havde en god anledning til at kigge på folk.

Fra Annegretes dagbog:
Befolkningen er meget anderledes siden El Obeid / Muglad - vi er kommet til det sorte Afrika: Helt andre klædninger, udseende, væremåde, og her virker mere fattigt og mindre udviklet - dårligere huse, dårligere sundhed osv., men til gengæld er kvinderne endnu en tak mere frie, nysgerrigheden er helt åbenlys.
Nogle af landsbyerne på vejen har nok også været noget af det "længst ude" vi overhovedet kommer til her i landet. Folk har durramarker, øjensynlig svedjebrug, og ellers kvæg, som vist er deres hovedprioritet. Der var også dyr mange steder langs jernbanen. Bebyggelserne er mere spredt og tit hævet over jorden, men vi har jo også set, hvordan der kan stå vand i store områder. Kvinderne har tit nøgen overkrop og bærer nu alting på hovedet, de er dinkaer her.


Bemærk vicepræsidentens fly, der må være landet midt inde i Aweil by. Vi må tænke på, at en spinkel fred fra 1972 på dette tidspunkt var ved at komme i fare, presset af islamister på den ene side og frihedsbevægelsen SPLA med John Garangs på den anden side.


Det ligner en flok skolebørn - godt nok ikke ligefrem i skoleuniformer...


Islam var ikke i så høj kurs. Folk tror først og fremmest på naturreligioner.

Fra Annegretes dagbog:
Vi kørte så til Wau af en elendig vej, så det tog enormt lang tid. Ole kørte som en brækket arm, så Poul og Karen blev køresyge. Men det var nu også et utaknemmeligt job med kæmpehuller, sten og vaskebrædt. Muhammed faldt i søvn, så vi kom ovenikøbet til at køre forkert. I byen sagde vi endegyldigt farvel til Muhammed. Til sidst blev vi vist ud til B&W lejren, som ligner englændernes lejr ved Bahr el Arab meget.

Danskerne var i Wau med B&W for at bygge et kraftværk med dieselgenerator. Det var danske eksperter (teknikere) med dansk mad og dansk kok, desværre var der ikke mad til os.


Danskerne var nogle hårde drenge, der skal tjene masser af penge og ellers drukner frustrationer og fritid i alkohol og sorte kvinder - dog ikke mindreårige, for det giver bøder.
Søndag d. 6.11. blev det til et forstærket dansk fodboldhold mod et udvalgt lokalt hold.


Vi kom af og til i B&W lejren, her er vi ved at købe diesel inden vi tager afsted mandag morgen. 7.11.


20 km syd for Wau skal vi over en River Wau. 7.11.

Her ventede vi 4 timer for at komme over med en pram over en flod, ellers skulle alle varer læsses af lastbilerne, komme på prammen, hvise over floden og læsses på en ny lastbil på den anden side. Transport er kolossal dyr i Sudan, og kræver ofte gode forbindelser hos de rette myndigheder i Khartoum – og det er der kun arabere, der har!


På vej ned i den sydligste provins med kurs mod den Centralafrikanske Republik. Under et hvil i skyggen kommer denne jæger forbi med vand-kalabas under armen og spyddet over skulderen. Nord for Tambura. 8.11.

Turen har været meget smuk, særligt nede ved grænsen til den Centralafrikanske Republik og Zaire, hvor det på det nærmeste var tropisk regnskov og savanne, efter sigende med løver og elefanter. Det var især en oplevelse at sidde på taget og kigge sig omkring, mens vi kørte. I skoven er der simpelthen så kønt, med bakker og vandløb, og med en duft af blomster og vækst, der var som en dansk sommer, forstørret et par gange. Vi havde forventet varmen som en kvælende hede, men godt nok er det blevet fugtiger; men det er absolut rimeligt at sammenligne vejret med en dansk sommer, når den er dejligst.

Men hvis vi ser bort fra to dages ophold ved Aweil og endnu to dage i Wau, har vi kørt hver dag siden sidst. Ikke hæsblæsende, vi har gjort hold tidligt mange dage, snakket med folk (boet hos folk) og gået ture; men kørt har vi da alligevel hver dag. Selvom vi har gjort det komfortabelt, er mørheden ved at melde sig.


Denne aften overnattede vi under et træ ved en beboelse. Vi fik næsten ikke snakket med nogen, da de kun kunne nogle få brokker engelsk, men der blev kigget mget fra begge sider. 8.11.


Næste morgen valgte vi at starte roligt og gik en tur rundt på bopladserne. 9.11.


Men kvinder og børn var væk for at hente vand, så det føltes lidt som at gå på frilandsmuseet. Folk er utroligt fattige, børnene er underernærede med store maver og utroligt laset tøj.


Man skulle tro at folk var flygtet af skræk for os - men det var ikke tilfældet, vi havde jo faktisk overnattet lige i nærheden.


Der har været hentet durra, og enten skal det op i forrådshuset, eller måske forarbejdes til dagens grød.


Et sted havde de brændt vegetationen af lige op til bopladsen. Måske ville de bare rydde krattet, måske ville de lave brandbælter mod vilde skovbrande, eller måske ville de forberede jorden til en ny afgrøde eller til frisk græs.


Maniok (eller kassawa) gror nærmest som ukrudt. Det er en afgrøde, der ikke er særlig proteinholdig, men med en masse stivelse. Af hensyn til blåsyren, så kræver maniok megen forberedelse.


Vejen ned mod grænsen var i lavningerne meget ringe. Billedet er taget ud af bagruden, efter at vi har trængt os igennem en flok kvæg og forceret mudderet med 4-hjulstræk. 9.11.

Som det er nu, er strækningen Juba – Wau meget vanskelig, faktisk var den kun lige åbnet, fordi nogle små floder havde gjort alt til et ælte. Et sted sad en kenyansk kæmpe-lastbil fast og blokerede vejen.

Vores tidsfrister holder fint, og det på trods af utallige muligheder for forsinkelser undervejs. Et passende motto her i Sudan kunne være ”lad os se tiden an” eller ”det skal nok gå”, så set ud fra det har vi nok været ustyrligt heldige – tænke sig at overholde en tidsplan (og den var egentlig ret stram). F.eks. bakkede Ole ind i en motorcykel i Sourceyubu (ved grænsen til Centralafrika) og knækkede et koblingshåndtag på den. I værste fald kunne den affære have kostet os en uges ventetid og masser af penge; men vi ’slap’ med 350,- i erstatning – ærgerligt alligevel.
Se kort.


Vi tog to skoledrenge med fra Sourceyubu, det var lidt svært at finde helt ud af, hvor de skulle af. Det var en af de lækreste etaper for passagereren på taget. Dejlige dufte, dejlige lyde og et udsyn, der måske hurtigere end chaufføren kunne opdage huller i vejen. En slag på taget, og chaufføren blev advaret. At det så var hamrende farligt at sidde sådan ubeskyttet deroppe, er en helt anden sag. Men folk langs vejen syntes det var pragtfuldt at hilse på de tossede hvide. Så tagpassageren var også en slags høfligheds-ambassadør. Helt fint var det så også, når sorte arme kunne vinke ud fra bilen! 10.11.


Så steg den ene dreng af og vejen blev bedre henimod Ezo. Men hvor skulle William mon af? 10.11.


Nå, men pludselig var vi der, og familien blev glade for at se deres søn, som skulle hjem og hente skolepenge, 30£ pr. år for Higher Secondary School. 11.11.

Fra Jørgens brev:
Helt ned ved den Centralafrikanske Republik tog vi en blaffer med op. Sidst på eftermiddagen satte vi ham af ved sine forældre. Og snart havde vi slået lejr hos dem. Vi blev straks forsynet med masser af frugt, hjælpsomhed (ved båltændingen og andre praktiske gøremål) samt en masse snak om skolen, nord-syd forhold i Sudan og navnlig den elendige økonomiske situation i Sydsudan. Familien var meget fattig (14 børn, flere stærkt svækkede, boligen bestod af et par hytter). En af drengene havde et betændt sår i foden, der var voldsomt hævet (guinea-orm, måske?). Men de havde ikke tid og råd til at tage på hospitalet i Juba (der for øvrigt heller ingen medicin har).

Men det typiske er altså, uanset at folk er meget fattige, så er de altid meget imødekommende overfor os og meget gæstfrie uanset om vi kommer med alt vores fine udstyr. Der er dog ingen tvivl om, at en underdanighed også spiller ind i forhold til os – og den er selvfølgelig ikke så rar.



Et af de mindre børn på Williams boplads. Snottet, snavset, men glad. 11.11.



Et par andre børn fra bopladsen.


Karen poserer ved en kaffebusk. Vi kom på tur rundt på markerne og fik en hel masse afgrøder at se.

Fra Annegretes dagbog:
Det endte med at vi masede bilen ind på deres boplads og slog os ned. Vi blev fodret med papaya og appelsiner og opvartet med bål, vand og stole. Faderen var lærer og snakkede godt engelsk, ligesom en del af hans (snart) 14 børn kunne noget. Der var en henrivende lille-lillesøster, en åndssvag og fysisk handicappet lillebror, der var helt uden bevægelse eller kontakt, en del mellemsmå børn og en voksen søn. Moderen var meget sød, men kunne ikke engelsk. Der var også en bedstemor. De var øjensynlig temmelig fattige trods lærerjob og nyerhvervet jord: 2 plots med kaffe og fødevareproduktion. Men børnen havde rimeligt tøj og var ikke underernærede. Familien havde været flygtninge i Centralafrika (og Uganda? Zaire?) under borgerkrigen. De havde deres eget sprog, men talte også arabisk. Manden var - som Ole formulerede det - en mand med fremtid i, dvs. at han havde en del visioner om udvikling i området. Der skulle bores brønde og bygges skoler, laves fabrikker (frugtfabrikker, der kan hente råvarer når vejen er bygget færdig) mm.


Et par dage efter - ud af den gode tyske vej - gør vi holdt ved en "road-camp", dvs. en forladt vejarbejder-lejr øst for Maridi. Annegrete laver mad over bålet. 12.11.


Flot, velholdt hytte lige i nærheden. 12.11.


Vi laver morgengymnasik, mens nogle lokale kigger forundret på. 13.11.

Skellet mellem araberne nord for Bar el Arab og de rigtigt sorte, ofte kristne syd herfor var overvældende. Både i klædedragt, kvindernes rolle og måden at være nysgerrig på. Vi var naturligvis blevet advaret mod folk hernede – de er vilde og uberegnelige; men de er nu ligeså rare og omsorgsfulde, som folk i nord. Madforsyningerne var noget ringe (ja, umulige mellem Wau og Tambura); men man vænner sig til at blive glad for lidt, og nu fås ananas (pæn stor for 4,-), appelsiner (mellem 13 øre og 20 øre pr. stk.), papaya, bananer og godt hvedebrød og friturestegte små, tykke pandekager.

Hér mod syd er landbruget subsistenslandbrug med durra (guineakorn), hirse, sim-sim (bælgfrugt), appelsiner og andre syd-frugter, maniok (kassawa) i store mængder, jordnødder, papaya (rugby bold oval, hul, stor frugt med orange frugtkød), yams (rod), batater (knolde), tomater, sukkerrør og græskar. Godt nok er naturen gunstig for landbrug, men så længe, der ingen arbejdsdeling (handel) foregår, spildes mange ressourcer (frugterne rådner når der er for langt til markedet). Kun kaffe er en egentlig cash-crop (typerne robusta og exelsior), der godt nok er arbejdskraftintensiv, men som store familier med masser af arbejdskraft kan tjene godt på. Men ellers foregår her intet – og når vi hjemme snakker om solidaritet med 3. verden, skal vi være klar over at folket ofte ingen mening har, og at de politisk aktive (endsige progressive) kræfter kun består af få, gerne privilegerede lag. Der ER brug for udvikling (det viser sig gennem hårdt arbejde, sult de år høsten slår fejl, men især igennem en meget lille selvbevidsthed, eller man kan kalde det ’forholden sig til – og indsats omkring ens egen situation’ - ingen historieopfattelse) – det er lige ved at man roser rene imperialistiske foretagender som en udenlandsk ejet marmeladefabrik o.lign., for det er da noget udover subsistens isoleretheden og de arabiske købmænds dominans (de sælger primært klæde, sæbe og salt).

Den vesttysk byggede grusvej fra Nzara til Juba gjorde den sidste etape af turen til en hurtig sag. Selvom vejen ofte var et ”vaskebræt” (regelmæssige, tværgående riller) skulle man bare op og køre 70-80 km/t, så kørte man på fjedrene og føler kun ringe vibrationerne. Desværre slår de rigtige huller så igennem, så man alligevel bliver mørbanket når dagen er omme.

Af dyr har vi set en del aber, nogle vildsvin, en hjort, en masse farvestrålende fugle, samt de dystre gribbe, masser af storke og hejrer, store firben og sommerfugle, kæmpe biller, men igen slanger og skorpioner.
Se kort.


Vi finder det danske spejderkorps udviklingsprojekt udenfor Juba i Rejaf, lige ved floden. 14.11.


Jo, den er god nok. Der står "Be prepared" på siden af vandtårnet.

Fra Annegretes dagbog:
Ja, nu er vi ved at være færdige med vores første rigtige rejseland, og jeg tror nok, at vi alle sammen føler os lidt mætte og trætte af at rejse og opleve. Vi ”tygger” lidt på Sudan i disse dage og kommer os oven på nogle hårde køre-perioder. Det har været et meget mere spændende land, end jeg havde forestillet mig. Og samtidig har det givet indblik i en masse problemer, der er generelle for 3. verdenslande, der er så langt nede på ”ranglisten” som Sudan. Jeg er indimellem blevet helt melankolsk, når jeg er faldet i staver over fremtidsudsigterne for sådan et land. Snakken om den 3. verdens kamp bliver noget mere konkret og forekommer én 10 gange sværere, når man oplever konkret hvilke problemer folk enkeltvis kæmper med. Udover en – oftest ikke-eksisterende – kamp mod bureakratiseret og korrupt styre, udenlandske udbytter mm. Man får en enorm respekt for at nogle faktisk har formået at gøre noget, udover at forsøge at overleve.

Nu har vi nok også været gennem noget af det værste, vi kommer ud for – det sydvestlige Sudan. Ude i ”mudderet” og i de tropiske skov områder er bunden af bunden. Folk som simpelthen ikke har andet end en las på kroppen, en hytte, en elendig mark eller en flik dyr og et par kogekar. Underernærede børn i bunkevis og forslidte forældre, der ser ud som om de er 50, og kun er 30 år, med udsigt til at leve nok 5-10 år til. Det mest deprimerende er, at syden stadig bliver undertrykt og udbyttet af Nordsudan, så der er uhyre ringe udsigter til, at der vil ske nogen synderlig ændring foreløbig. Alt hvad der KAN give penge herned i handle, sidder araberne fra nord på HELT konsekvent. Den eneste butik i Juba, der er ejet af en sydsudaneser er apoteket (og der er ingen medicin at få herinde, undtagen den UNICEF skaffer til veje). Og sådan kunne jeg blive ved…



Haveslange-pumper i Nilen. Fidusen er at flåderne er tøjret til bredden og strømmen får et skovlhjul til at dreje. En PVC-haveslange er snoet rundt og samler hele tiden lidt mere vand op, der øger presset på vandsøjlen inde i slangen og den sammenbundne haveslange op til markerne. Fungerer fint, utrolig lavteknologisk, men har ikke en stor kapacitet.


De unge mænd lærer at betjene værktøj og maskiner og kan måske lære sig et levebrød efter et ophold på projektet. 15.11.


En bruser i passende afstand til beboelsen var et glimrende badeværelse. Vandet kom direkte fra Nilen. 16.11.

Fra Jørgens brev:
Sudan-besøget synger nu på sidste vers, om 3-4 dage forventer vi at passere grænsen til Kenya. Hovedindtrykkene fra den sidste måned (siden Khartoum) kan samles i nogle få hovedpunkter: forskellige projektbesøg, præstationspræget bilkørsel, overgangen fra det arabiske til det sorte Afrika OG den fattige og venlige befolkning i Sudan.

Vi har besøgt en halv snes projekter: Deciderede kommercielle (olieefterforskning, B&W-elværk og et dansk mejeri), sudanesisk styrede projekter (Gezira, et meget stort landbrugsprojekt) et FN (EF) projekt og endelig et mere mellemfolkeligt projekt (det danske spejderkorps kyllinge- og grøntsagsfarme i henholdsvis Nord- og Sydsudan).

Der er ingen tvivl om at alle projekter har voldsomme problemer. Nogle tegner til at blive deciderede fiaskoer, idet projekterne må frygtes at stoppe i samme øjeblik udlændingene tager hjem.

Hovedproblemerne ved projekterne er: Et uhyre ineffektivt og pedantisk bureaukrati, der f.eks. indebærer at det er meget vanskeligt at ansætte og fyre folk uanset om de arbejder eller ej p.gr.a. en meget omstændig administration. Her på spejdernes grøntsagsfarm, hvor vi er nu – udbetales løn til 25 personer, men kun 15 møder på arbejde, i dag kun 10 (lønnen betales af ministeriet). Et andet problem er det tekniske niveau. Ofte indeholder projekterne maskiner og værktøj, der er helt fremmed for sudanesere. Et tredje problem er arbejdsmetoder (arbejdsdisciplin). Sudanesernes livsstil indebærer ikke en 8 timers arbejdsdag og slet ikke dag efter dag. Hvilket ofte er en forudsætning for at få projekterne til at ”løbe rundt”. Endelig forårsager manglende råstofforsyninger (især af brændstof) og et elendigt transportsystem umådelige ventetider på alskens ting og sager.

Når man/jeg sammenligner projekterne synes det mindste, spejdernes, at have de fleste positive elementer. Her forsøges med ”tilpasset teknologi” at uddanne de unge i enkle vigtige forhold omkring sundhed, landbrug og værkstedslære, der sættes ind blandt de fattigste grupper. Lederen af stedet her er da også en af de fornuftigste udsendte vi har mødt. Han har et nuanceret syn på hvorfor tingene ”går galt i Sudan”. Hos andre udsendte var den typiske bemærkning: Sudaneserne gider ikke bestille noget. Og sådan kan det også let se ud, hvis du ikke har den store berøringsflade med befolkningen. (På de kommercielle projekter levede de ansatte i luksus-skurvogne, helt isoleret fra resten af befolkningen).


-> Næste