Sydlige Sudan og Nordvestlige Kenya
Nairobi, d. 28.11.82

Jeg sluttede sidst af i Juba fra grøntsagsfarmen. Jeg tror, jeg ved den lejlighed fik filosoferet over udviklingsproblemerne i Syd-Sudan med arbejdskraftens manglende disciplinering. Måske skal bureaukratiet også have et ord med på vejen. I Juba – ved grøntsagsfarmen – holder de danske (voksen-)spejdere med jævne mellemrum lejre sammen med de sudanesiske. På én af dem havde en dansk deltager under et nat-orienteringsløb brækket et ben, ikke alvorligt. Lederen, Lars, sagde at de bare skulle vente til næste dag med at tage på hospitalet, for der ville ikke ske noget udenfor arbejdstiderne. Men de tog alligevel derind – og ganske rigtigt, intet foregik før næste morgen. Men så kunne intet foregå alligevel, og efter lang tid fandt de så ud af, at der manglede en formular fra politiet om, at uheldet ikke var sket under en ulovlig aktivitet. Formularen blev fremskaffet, men så var arbejdsdagen uheldigvis slut og intet kunne ske. Næste dag var helligdag, hospitalet lukket. Først på tredjedagen kunne benet blive lappet sammen.

Det er klart at folk uden forståelse for de samfundsmæssige aspekter ved deres job, uden særlige stimuli af økonomisk art, må klynge sig til regler og procedurer – ligegyldigt hvor grotesk det måtte være. Smidighed og handlekraft er en del af socialiseret sikkerhed, forståelse og tankegang, som vores opvækst og skolegang har sikret OS.

Særlige økonomiske stimuli sikres alligevel igennem ens position i bureaukratiet. Det er kun de små fisk, der morer sig med at jage rundt med de dumme hvide i bil i Syd-Sudan. I enhver sammenhæng, hvor penge cirkulerer i statsapparatet sikrer commisionæren sig en god part, samt, alt efter sagens størrelse, tillæg til personer endnu højere i systemet. Siger et rygte, at Kenyattas enke (verdens 6. rigeste person) nervøs skulle være kommet til præsident Moi og spurgt: Kan det være rigtigt at din finansminister mener at halvdelen af min formue skal tilfalde staten? Nej, sagde Moi hurtigt, det slipper du skam for, hvis jeg personligt får en fjerdedel!

Rigtigt er det imidlertid, at en politisk karriere ofte både er kort, men indbringende i afrikanske lande. Udover stammetilhørsforhold er politisk taktik og renden i hælene vigtige politiske ingredienser.


Udenfor afrikanske byer, hvor der er god vej, ligger der altid brænde og trækul, der venter på transport ind til byen. Som her ved Torit. 17.11.


Men tilbage til de dumme hvides tur mellem Sudan og Kenya. Vejforholdene forværredes stille og rolig mod grænsebyen, Kapoeta. Og samtidig blev landskabet smukkere, terrænet mere øde og vilde dyr dukkede frem. Strudse, antiloper, aber og en enkelt skildpadde blev observeret, gerne af personen fra bilens tag.
Se kort.


En struds sammen med kvæg.

Grænseområdet er i virkeligheden et oplagt sted for safarier – men ingen faciliteter kan naturligvis ydes. Faktisk var det noget af det sølleste marked, vi hidtil har set, dét i Kapoeta. Tolden og politiet var absolut velfungerende, og i god tid fik vi startet op på turen mod den Kenyanske grænseby. Vi var på forhånd blevet advaret mod væbnede overfald netop på denne strækning, men selvfølgelig så vi ikke en indfødt denne dag. Alt var øde. Bortset fra et schweizisk par i en Toyota HiLux (4-hjuls trukken pickup), der ville hjem til Europa nu efter 14 måneders trip i Afrika. God fornøjelse med Sudan ’i en fart’, var vores hilsen.


Konvøj med lastbiler med varer fra Kenya på vej mod Juba og Wau. Vi holder respektfuldt ind til siden. 18.11.


Vi har efter en overnatning netop passeret grænsen i "ingen-mands-land". Der er ganske kønt. 19.11.


Kørt fast i "ingen-mands-land".

Så mødte vi en landrover med en missionær og hans boy. De kom forbi netop da vi sad solidt fast i et mudderhul. Spillet og reduktionsgear, samt landroverens motorkraft fik os op, med øjeblikke af gys, da vognen var ved at vælte rundt i mudderet. Håndkraft holdt den dog nede på de dertil indrettede 4 hjul.


God vej i Kenya. 19.11.

Vejene i Kenya blev straks bedre (den hed hovedvej A1), men alligevel med så dårlige stræk, at køreturen fra Lochichokkio (grænsebyen) og til Lodwar tager mere end én dags kørsel (for os). Det blev mere og mere ørken, selvom der var forbløffende grønt efter jordbundens tykkelse at bedømme. Det viste sig også, at der en uge for inden var faldet en bunke regn i Turkana, hvilket var helt usædvanligt på denne årstid. De dybe wadier, som havde generet kørslen henover afstedkom atter og atter dybe op- og nedture – så dybe, at nummerpladen foran blev bøjet og at trinbrættet bagude blev så ramponeret, at vi pillede det helt af. Landskabet uden dyr og mennesker blev dog hurtigt ensformigt, det er ligesom, at der på sådan en hel dag ikke sker noget. Ja, tomt var der, og underligt var det, for der var gode græsningsmuligheder for husdyr, men vi så kun Turkanaere ved den ensomme by, vi passerede (Kakuma) (byen blev senere kendt som flygtningeby for Syd-sudanesiske flygtninge) – og her var vi ude for, at en stakkels mand tømte nogle af de sparsomme rester fra vort måltid, for derefter at sætte det til livs. Senere viste det sig da også, at enormt mange enten blev bespist af hjælpeorganisationer, eller havde været det. Og nu stod folk uden en selvstændig subsistensproduktion – umyndiggjort, som alle ofre for nødhjælpsarbejder bliver det.


Ved Turkanasøen, 22.11.


Det var noget helt andet at kigge ud over den store sø, der nærmest lignede et hav.


Tilkørselsforholdene krævede immervæk 4-hjuls træk hvis ikke strandturen skulle ende i et håbløst hul i sandet.


Vandreklitter langs søen.


Midlertidig Turkana boplads - Turkanaerne er nomader. Hytterne bygges op af materialer, der er på stedet. Og de fungerer fint og ser pæne ud, sålænge de er nye. Bliver folk af en eller anden grund bofaste kommer sådanne hytter til at se elendige ud når de bliver reparet med plastik og presenninger.

Vi tog ud til Lake Turkana (Rudolf-søen), til Kalokol, hvor et stort fiskeri-kooperativ havde sin fabrik. Med lav teknologi, med saltning og tørring af fisk fanget fra små både fungerede det helt godt. Vi boede på en terrasse på et norsk fabrikeret parcelhus, tilknyttet NORAD, den norske pendant til Danida. NORAD har for nogle år siden købt hele Turkana af de kenyanske myndigheder som ’sit’ bistandsområde, og nu sad de så i suppedasen, med et broget hav af underlige projekter: Sundhed, overrislet landbrug i flere udgaver, fiskeriet, skoler og endelig katastrofehjælpen, der havde permanent karakter for 80.000 mennesker (halvdelen af befolkningen). Af de 80.000 skulle de 25.000 bosættes som agerbrugere, og i al sin visdom havde EF blot fjernet de andre afhængige fra programmet og de 25.000 skulle så, gud hjælpe mig, blive landbrugere på både overrislede projekter på dry-land farming.

Erfaringerne fra Katilu, som var et overrislings-projekt vi besøgte nogle dage burde ellers mane til eftertanke hvad angår store overrislede projekter. Folk var godt nok blevet landbrugere i den 15-års periode, projektet havde kørt, men de fik langt de største indtægter fra deres spontane jordlodder udenfor overrislingen, end dem I projektet. FAO havde introduceret højteknologisk landbrug for 15 år siden – det havde hele tiden været en fiasko med drønende underskud, og nu havde FAO indset det, og gud hjælpe mig om de nu ikke bare havde tænkt sig at forlade det uden videre. Men NORAD var trådt ind, og nu skulle det omlægges til lavteknologisk drevet brug, afskedigelser af de uduelige ansatte (ren fattighjælp – de lavede intet) og kooperativ drift.

Men nem er NORADs opgave som sagt ikke: Bureaukratiet i Nairobi er helt ligeglad med Turkana-land, embedsmændene betragter udstationering deroppe som en forflytning til Sibirien og ingen undersøgelser af forholdene kan give fingerpeg om problemernes retning og omfang.

Vigdis og Frode, to socialantropologer, Poul og Annegrete boede hos, var placeret der af NORAD som forsøg på at finde ud af Katilu-projektets fejl, men ellers skulle de i øvrigt analysere Turkana, som et led i et større forskningsarbejde for NORAD, - som måske bliver til en strategi for området. Sært nok at udlændinge skal komme og finde ud af det – men det er bizart nok den eneste farbare vej for bistand til området.

Man ved ikke engang om Turkana er overgræsset, nok ikke! Den fælles adgang til græsningsarealer og vand synes at være en fordel frem for de stumper af privat ejendom til dyr, der findes omkring projekterne.

Til ægte Turkana-gilde:
Jeg skal huske at fortælle, at vi var med Frode ude og snakke med de ægte turkanaere, set bopladser, brønde og bare nydt at se så smukke og raske mennesker – husk på, at kvæg-folkene generelt liver sundere og nemmere end landbrugerne, hvor børnenes karakteristiske kæmpe-maver siger noget om ensidig og proteinfattig kost.

En aften blev der slagtet en ged (dårlig slagtning – dyret led), der blev svitset med hud og hår på bålet, lækkerierne (røv-hul og testikler) delt ud til honoratiorerne (udenlandske eksperter og ældre turkanaere), indvoldene var kvindernes spise og kødet (alt for rødt stegt) til mændene. De hvide deltagere i orgiet holdt sig nu lidt tilbage – især havde min dårlige mave (efter en kraftig gang diarre ved Turkana-søen) nok ikke godt af det røde kød. Men værten, Frode, mente ellers festen var til ære for Annegrete og jeg – så beærede var vi da.


De 4 andre var taget med bilen direkte til Nairobi efter badningen i Turkana-søen, så Annegrete og jeg måtte følge efter pr. lastbil og bus over Kitale. Op fra Turkana-land skiftede landskabet helt karakter, for alt imens bygerne væltede ned, både i lavlandet og i bjergene, dukkede fyrreskove og idylliske sæter-græsgange op.


Bilen med de fire andre under et besøg hos Samuel udenfor Kitale. 24.11.


Et helt andet landskab er det, når vi kører op i White Highlands.

Turkana-land er en del af Rift Walley, ligesom det sydligere Maasai-område. Op fra lavlandet kommer man til ”White Highland”, et bakket landskab med små, blandede landbrug, domineret af majsdyrkning. Der var køligt, og vi var glade for tæpperne på hotelværelset i Kitale. I Kitale stødte vi ind i vores første supermarked efter Athen. Men by-slummen mødte vi allerede, børn konkurrerede med marabustorkene om affaldet i sidegaderne, mens mødrene forventningsfulde ventede på børnenes opdagelser…

Med bus, der lignede en 20 år gammel Greyhoundbus, gik det ellers der-ud-af forbi det ene trafikuheld efter det andet i hæsblæsende tempo – nerver var der på, når man kender lidt til Kenyas trafikdrabs statistik.
Se kort.


Samvær i MS's hus i Nairobi.

Ner i Nairobi mødte vi så de andre, vejret er dårligt med regn og kulde (ja, vel helt ned til 20 grader), så i dag søndag har vi holdt os i ro.

Vi har med glæde læst breve hjemmefra – alle, der modtager mit fællesbrev har oppet sig, tak for det, det var jo rart at høre de små, såvel som de store nyheder.

Vi bor på Mellemfolkeligt Samvirkes hus, her er rart, ret billigt, med køkken og bad og gode senge – hvad mere kan man ønske sig, når supermarkedet er lige i nærheden?

Fordi Karen tager flyet hjem allerede d. 5.12. betyder det, at vi tager ned til Maasai Mara allerede i denne uge, for at hun kan få set nogle giraffer, gnuer, løver og elefanter – ellers har man da ikke været rigtigt i Kenya.

Og lige: Fy for den lede, hvor Nairobi stinker af europæisk finansverden og ligner en europæisk storby, med glas og beton (som Stockholm) – den har virkelig intet med Afrika at gøre.

Fra Annegretes brev 29.11.:
Ja, nu sidder vi midt i civilisationen og er lidt rundt på gulvet over stål, beton, indkøbsmuligheder osv. Men vi har været kørt lidt ned af racermaver, lang tids bilkørsel og halvdårlige madforsyninger, så det er på den anden side rart at kunne komme sig lidt her. Men man føler ikke at man er i Afrika og det er jo sådan set forkert for Nairobi (og Kenya) er jo OGSÅ Afrika.

Fra Jørgens brev samme dag:
Poul og Annegrete har jo efterhånden dækket det hele! Så jeg vil skrive om klima, dyr, mad og sygdom.

Dyr. Vi har hverken set slanger eller skorpioner – kun hørt om ved snart sagt alle sammenkomster med udlændinge. Vi har set flamingoer, sort og hvid stork, strudse og et hav af andre farvestrålende fugle (vi savner en ornitologi interesseret). Af pattedyr har vi set aber, gazeller, antiloper og vildsvin. Men først om et par dage går det rigtig løs i nationalparkerne. Så går en af mine store drenge drømme i opfyldelse: Se en elefant i Afrika! Jeg glæder mig, det bliver vist den bedste julegave i mange år.

Sygdom. Som Annegrete skriver, har flere af os haft diarré. Og kors hvor det tærer på kræfterne. Men har det så elendigt. Men vi har alle svært ved at huske elendighederne når vi bliver raske – mærkeligt nok (jeg vejer 62,5 kg med tøj) men nu stiger vægten i Nairobi.

Mad. Morgenmad: Grød, brød, marmelade, kaffe/te (hver morgen). Frokost: Brød, frugt, grønt og vand, eller restaurantbesøg: Kød, bønner og lidt løg. I Kenya: kartofler, kød. Aften: Ris/bønner(linser og stegte grøntsager (hver dag). Vi er ved at blive helt vegetarer. Jeg har i lang tid været godt tilfreds med den sidste uges kur, før Nairobi blev det for trivielt. Hyggelig jul!


-> Næste