Nationalparkerne i Kenya + masai-land

Nairobi 20.12.82.

Kære alle sammen (det følgede er en kombination af Jørgens rejsebrev i bokse og Pouls dagbog i den gennemgående tekst)

Sidens sidste brev for 2½ uge siden har vi holdt en afstressende ferie ved Kenyas kyst, i nationalparkerne og besøgt Masai-området. Det meste af tiden har vi været turister, der oplever Kenyas flotte land (og det er ved gud flot!). Jeg vil nøjes med at omtale nogle enkelte af de naturmæssige oplevelser.


Sådan så lejren ud om morgenen inden solen brød frem. 2.12.

I regnvejr kørte vi med dårlig diesel i tanken ned af Rift Walley escarpment ud på sletten til Narok og videre 25 km mod vest og slog lejr vejledt af en indisk lastvognschauffør. Sletten drev af væde, gnuer og antiloper sås. Lejrpladsen var meget smuk men regn om natten spolerede fornøjelsen. Plastikket over mit gamle telt var noget ustabilt; men især løb vandet ind i begge teltene langs bunden. Alt blev drivvådt - og kl. 2 om natten flygtede jeg ind i bilen.
Se kort.


Før middag torsdag d. 2.12. kørte vi videre, med to på taget, bevæbnet med hver sit fotografiapparat. Nu udviklede det sig til en rigtig safari. Her er Ole ude og rekognisere: kan vi passere? 2.12.


Udenfor Masai Mara, antiloper. 2.12.

Vi mødte mange masai'er med deres dyr (heriblandt mange æsler, der bruges til transport - vi så nogle nomadiseredende folk), de var rare, hilste (tænk lige på alle de mærkelige turister, de må møde!) og især kvinderne var helt traditionelt klædt, mændene havde nogle gang nogle andre farvede tæpper omkring sig end den traditionelle rød-brune. Det var iøvrigt ret køligt, så det er fuldt ud forståeligt, at man klæder sig lunt..


Landskabet var ekstremt grønt med blomstrende kaktus'er og træer. Zebraer.


Ensom gnu.


Storke over oversvømmet slette.


Terrænet skifter karakter, da vi nærmer os nationalparken. Det blev mere bakket og var sine steder paradisk smukt.


Gifraffer i Masai Mara. 2.12.


Topi, desværre er fotografen lidt usikker på hånden.


Fra lejren ved Sand River, hvor vi mod betaling kunne overnatte, ikke så langt fra Kikoorodge Lodge.

Efter solnedgang kunne vi ane en stor flok af gnuer passere den rivende flod lige nedenfor lejrpladsen. Det lød meget voldsomt i det tiltagende mørke, og mon der ikke også lurede krokodiller?

Det regnede hele tiden; men med god organisering kunne vi klare det helt pænt. Bagagen udenfor, mens vi "var oppe" beskyttet af plastik (under og over), tre på forsæderne under madlavning og spisning, de to flagermuselamper ophængt inde i bilen og råhygge. Tagteltet var blevet forsynet med Lisbeths telts oversejl og en poncho, hvilket virkede godt mod selv regnen; men vandet kom dog alligevel ind fra tagpladen.

Natten forløb dog godt med 3 på taget (A+L+jeg) og 3 i bilen, hvoraf dog Karen fortrød at have lagt sig på forsæderne.


Vi så søde hyener.3.12.


Denne løvinde ligger altså lige ved vejkanten, så det var ikke den store opgave at opsøge hende.



Giraffer i regnvejr i Masai Mara.


En rivende flod kom i vejen. Floden skulle efter sigende rumme flodheste, men strømmen havde nok tvunget dem andre steder hen. Skulle vi nu løbe en risiko og prøve at køre over? En træstamme kunne dog ved nærmere eftersyn flyttes, men en hård strøm den sidste halvdel var det største problem. Nogle lokale frarådede os imidlertid forsøget og ved flertalsafgørelse vendte vi om.


En løve sover trygt. Kan man stå ud og kigge på den?


Nej, den sover kun rævesøvn. En turist udenfor bilen er det samme som et let måltid.


En bøffel klods op ad et lodge. Det er et af de dyr, man skal være allermest påpasselig med!


Og heldigvis var der også elefanter at se. Regntiden er normalt ikke det rigtige tidspunkt at komme tæt på elefanterne, der kan finde så mange gode steder væk fra vejene at befinde sig.


Et par elefanter tættere på. 3.12.

Lørdag aften fik vi dansk aftensmad i Nairobi: Hakkebøf med løg, hvide kartofler, gulerødder og blomkål samt chokoladekage, ananas og sherry til senere på aftenen. Nu kan ingen da bebrejde os, at Karen er så tynd.
Det gik alligevel Karen meget på sådan at skulle afsted nu - inden halvdelen af vores andres rejsetid er slut. I hvertfald sov hun ikke natten inden afrjesen og var synligt nervøs. Men vi fik hende nemt og hurtigt afsat ude i lufthavnen - afskeden fik ikke lov til at trække ud.
Vi kørte straks videre til Mombassa, som vi nåede 500 km senere, sidst på eftermiddagen. Fantastisk, hvor hurtigt man kan komme frem hér i landet - vi læste og sov bag i bilen.
Se kort.


Inden vi kørte på næste safari udarbejde vi en meget omhyggelig rapport til FDM i København. FDM var vi (Annegrete) blevet medlem af for at drage nytte af den viden, der fandtes om veje og andre forhold af betydning for en biltur til Østafrika. Derfor følte vi os forpligtiget til at rapportere om vores erfaringer. Hvad vi ikke vidste var, at grænsen mellem Sudan og Kenya lige stod overfor at lukke, og at vores erfaringer ikke ville kunne bruges af så mange efter os, da en ny krig i Sydsudan ville bryde ud året efter.


Abe ved campingpladsen i Diani Beach i nærheden af Trade Winds Hotel. 7.12.


Bounty Land stemning på stranden under kokospalmerne ved Diani Beach.


Udligger kano og andre både i vandet.


På vej mod nord langs kysten i retning af Malindi. Sisalplantage med baobab. Kilifi, 8.12.


Ude at bade i havet udfor Gedi. Stedet hedder Watumu. 8.12.


Stemning med lav sol.


Fra vejen var der skiltet med en campingplads. Men der var helt øde, og ingen campingplads.


Men en bygning med toilet og bad fandtes. Natten var plaget af myg, så vi sov i myggetelte under halvtaget. Mogenmad d. 9.12.


Efter indkøb i Malindi kørte vi ind i landet langs Athi River.


Der børstes tænder i lejren. 9.12.


Morgenstemning i lejren udenfor nationalparken Tsavo East. 10.12.


Vejen må udbedres lidt, før vi vil køre bilen op. I Tsavo East nationalpark. 10.12.
Se kort.


Sådan. Så kan vi køre op uden at få bag-perronen bøjet op, som vi kom ud for så tit i Sudan. Og tak til løverne, der holdt sig på afstand ved denne lejlighed.


Krokodille solbader ved Athi River.


Vi ser efter diller i floden.


Frokost i det grønne (ja, hvad ellers?) - i nationalparken.


Thomson gazelle.


Vi har krydset hovedlandevejen Nairobi - Mombassa og kommer hermed over i Tsavo West nationalpark. Ikke så langt fra gaten ved en campsite har denne bavian-han gjort det til et speciale at komme hen og tigge ved bilerne.
Se kort.


Tag ikke fejl af fyren her. Det er altså et vildt dyr, vi har med at gøre. Den udspionerede os og stjal nogle orange-kiks ved et lynanbreb på den forskrækkede Annegrete. 10.12.


Der var masser af dyr i Tsavo West. Der er bare en tilbøjelighed til at få trykket på kameraet knap, når dyrene er ved at vende røven til, som denne forskrækkede zebra.


Det er et ungt landskab præget af nylig vulkanisme. Som denne lavastrøm, der lægger sig grundigt i vejen for grusvejen. Bemærk det karakteristiske vaskebrædt på vejen.


En række vulkaner ud over sletten.


Msima Springs er en oase midt i Tsavo West nationalparken. Papyrus buske og væverfugle. 11.12.


En krokodille holder pause med åbent gab.


Jørgen og Poul nyder sceneriet. Skiltet til højre advarer mod at forlade stien.


Var det ikke for krokodillerne inviterede søen velsagtens til et forfriskende bad.


Men i så fald skulle badet deles med disse velvoksne og livlige flodheste!


Ringed waterbuck i Tsavo, 11.12.


Det lykkedes også at møde en Oryx, der lod sig fotografere. Vi havde ikke kraftige telelinser med.


Vi drejede fra hovedvejen mod syd til et område med små bjerge / store bakker, der hedder Chyulu Hills. 11.12.
Se kort.

Fra Jørgens brev:
Højdepunktet var nok en biltur i Chyulu Hills, en ca. 2.000 meter højt bjergområde beliggende ca. 70 km. Fra Mount Kilimanjaro. Vi kørte 1-dags tid ad en smal jordvej (serpentinervej) uden at møde en eneste bil (og det var sikkert mindst 1 måned siden den sidste var benyttet). Vejen var dristigt anlagt (af englænderne i kolonitiden?) som et smalt spor på bjergsiderne. Turen foregik i strålende solskin med Kilimanjaro stående klart i baggrunden, imellem bjerget og os lå en stor græs-savanne (der senere viste sig at indeholde et stort antal dyrehjorde). Niveauforskellene, ensomheden, vi-klarer-den-holdningen, sanseindtrykkene (især for den person, der sad på taget af bilen) og navnlig det at udsigterne var der i timevis, gjorde det til en fantastisk naturoplevelser.


Et skilt forklarer hvornår denne vulkan sidst har været i udbrud. Bjerget var stadig uden vegetation, og selv om jeg ikke kan huske hvad der stod på skiltet, så må det være et udbrud indenfor de sidste 50-100 år. Bemærk trådkurven foran på bilen. Den kunne fx bruges til at køle vand i en lædersæk (fordamping fører til nedkøling - vandet fordamper fordi læderet sveder)


Efter en fantastisk dag holder vi stille (midt på hjulsporet) og slår lejr.

Efter nogen skrumplen og en enkelt tur ned i et dybt hul holdt vi rådslagning. Jeg satte kraftigt ind på at fortsætte og se, hvad der skete fremme. Andre var skeptiske – Ole var som sædvanlig ikke opsat på noget som helst; men vi fortsatte alligevel. Hvilket held! Chyulu-bjergene var en formidabel oplevelse. Hurtigt steg vi af serpentinervej op i bjergene – vej blev snart mere stabil i sin kvalitet, så selv om der var skyer mod Kilimanjaro og lave skyer over ’vores’ tinder var turen af den lille, dristigt anlagte vej ganske fantastisk. Vi slog lejr ved det vejkryds, der delte vejen mod lodgen (der var spærret for passage) en mod nord igennem de helt øde bjerge […] Næste morgen bød på klart vejr og Kilimanjaro stod bare helt klart med sne og det hele. Der blev fotograferet (vidste I, at der var to toppe!) og vi kom af sted. Alt var bare så dejligt, den klare luft med de grønne farver overalt, de bløde linier på bjergtoppene, den elegant anlagt vejstrækning, den fantastiske udsigt ud over sletten, de lavere bjerg og selvfølgelig Kilimanjaro. Hele den dag havde vi ½-times skift på taget.


Omgivelserne var nogle af de lækreste, man kan drømme om.


I det sene aftenlys pudser Lisbeth og Poul glas på vores petroliumslamper.


Og så er der aftensmad.


Så er solen gået ned i bjergene, den sidste sol på sletten fremhæver en lille vulkan med bevoksede sider. Kilimanjaro er ret fremme, men skjult af skyer. Vi går til ro og hvem står mon først op og gør klar til morgenmad?

Fra Jørgens brev:
Og nu lidt om morgenens forløb de sidste 2½ uge. Ca. 10-20 minutter efter daggry (6.30) står Jørgen op. Begynder at rasle med gryder og petroleumsbrænder. Efter ca. 10 minutter er bordet – en presenning på jorden – dækket med havregryn, tørmælk, 2 slags marmelade, honning og brød. Annegrete begynder at røre på sig og vi får opvasken klaret (den får som regel lov at stå fra om aftenen). Efter yderligere 10 min. er kaffe/the klar. Og i en ruf er Poul, Lisbeth og Ole klar ved morgenbordet! Om morgenen er luften ofte fugtig, men efter en times tid har solen overtaget (alt mens fuglene kvidrer, dyrene titter frem og vi bliver mætte og veltilpasse). Disse stemningsskift om morgenen nyder jeg meget – måske navnlig de første par minutter efter jeg er stået op – hvor landskabet er lige ved ”at vågne” og alt (hos os) er helt stille. Kvantum vi sætter til livs om morgenen: Ca. ¾ kg. Havregryn og 1½ franskbrød – jo, vi har fået appetitten tilbage efter diarréen. Bagefter morgenmaden vaskes der op, telt slås ned og bilen stuves. Et ret trivielt arbejde synes jeg navnlig, når det er gang nr. 70! Under bilstuvningen er det helt klart andre i gruppen, der har overtaget, fx er Ole oftest på taget for at binde tag bagagen fast – et surt arbejde, der ikke er kamp om. Og sådan har vi vores forskellige styrker i løbet af dagen, jeg synes egentlig at disse ”daglige styrker” er godt fordelt iblandt os. Men det er da klart at det kan irritere hver morgen at servere for de andre – jeg kunne selvfølgelig indimellem også tænke mig morgenmaden serveret. Men så tager de andre revanche senere på dagen, hvor jeg så sikkert kan irritere. På det plan er det gået forbavsende godt – lejrliv er vi faktisk gode til. I næste brev kan jeg skrive om andre ”liv” på turen.


Det er jo generelt sådan at høje bjerge bedst kan ses om morgenen. Kilimanjaro er ingen undtagelse herfra. Bemærk de to toppe. Foto med Annegrete i forgrunden, taget med vidvinkel objektiv. 12.12.


Ja, det er i den retning vi skal. Ikke underligt at man spørger sig selv, hvorfor man mon har lavet en vej heroppe i bjergene? Der bor ingen og er intet andet en den smukke udsigt og smukke tur at komme efter. Typisk engelsk....


Behov for motion. En kravletur op på bakken og et sigt ned til bilen. Det var drønende hårdt og vådt for fodtøjet (dug i græsset), men udsigten var også derefter fra den ca. 2400 m. høje top. Et enkelt vildsvin lod sig skræmme op, mens vi prustende og stønnende kæmpede os op.


Landskabet i bakkerne var fantastisk og skyerne var med til at fremhæve sommer idyllen.


En blomstrende kaktus.


Vejen - kald det bare et hjulspor - er ikke meget trafikkeret.


Der laves frokost inde bagi bilen.


Vejen var nogen steder kun passabel med forsigtighed. Rindende vand kan lave dybe skår.


Den bedste plads er og bliver på taget af bilen.


Dette billede kunne vel have været brugt som salgsreklame for en bil.


Nede på sletten ved Makutano, Chyulu Hills i baggrunden. Hér væltede det bare rundt med gazeller, zebraer, gnuer og strudse til den store guldmedalje - især en zebra-unge rørte vores hjerter, mens den sammen med de voksne og nogle strudse galopperede over vejen foran os. Horisonten var bare kolosal stor, og kikkerten afslørede hele tiden nye dyreflokke, hvoraf nogle var masai'ernes kreaturer, der ofte gik side om side med zebraer og gnuer. Tagbagagebæren viste sig atter som god, dennegang som observationsplatform.


Dyreflokke på sletten, stork i akacien.


Lejr ude på sletten ved Makutano. Udpakning. Bemærk at det ekstra dæk er låst til bilen med wire. En forholdsregel vi altid foretog. Vi havde endda kædelåse med til de fire (faste) hjul, og det blev faktisk anvendt visse steder i Sudan - men så vidt jeg husker ikke længere mod syd.


Der var forskel på hvem der havde evner for og lyst til at planlægge ruten. Poul og Lisbeth var altid glade for at studere kortet.


Annegrete i aftensolen på sletten ved Makutano. 12.12.


Ole dukker ganske rigtigt op fra tag-teltet, da der lugter af kaffe. 13.12.


Majæstætisk akacie i Ambuseli nationalparken. 13.12.


Ambuseli er også kendt for sine elefanter. Stødtænderne vokser hele livet hos elefanter, så denneher må være relativt gammel.


Og så fik vi synet af en virkelig stor flok elefanter, desværre lige da en sky går for solen.

Fra Jørgens brev:
En anden storartet naturoplevelse var en ca. 40 stk. stor elefanthjord med adskillige unger, som græssede blot få meget fra bilen. Kontrasten mellem den kluntede elefantunges bevægelser og de voksnes gav adskillige ”åh – næh se der” udråb. Det mest imponerende for mig var at se elefanternes græsspisning. Det store dyr lever af græs og blade, gnasker græsset med en fantastisk ro over sig – og snablens karakteristiske smidighed ved græsoptagning og indtagning. Snablen er et yderst elegant spiseredskab.


Flok af oribi'er i Ambuseli.


Endnu en flok elefanter. Mor med unge.


Moderen trækker mod venstre og ungen forsøger at følge med.


Flere mødre har små babyer. Men fører-hunnen til højre synes at vi er kommet for tæt på og har netop besluttet sig for at få os væk. Hun er forbavsende hurtig og få sekunder efter dette foto har vi taget flugten fordi hun simpelthen jager os fysisk bort!


Lejr ved Namanga. Namanga er grænseby til Tanzania, men grænsen var kun begrænset åben på det tidspunkt. Vi kørte ud ved en saltsø for at overnatte. Ganske farvestrålende fugl. 13.12.


Poul lapper dæk som en af de mange, små sysler på lejrpladsen den eftermiddag.


Der blev også tid til et aftenbad. Der var ikke et gram overflødigt fedt på de unge mænd.


Udsigt fra lejren over vores lille sø. En sådan aften bliver lidt kort, når man (efter et slag kort) går tidligt i seng. 16.12.


Masai i traditionel (og lun) dragt og vestlig inspireret cowboy i Kajiado.
Se kort.

Hver dag starter bidende koldt, med vind fra NØ, tåge og dug i store mængder. Herefter kæmper solen fra kl. 6 til 8 med fugtigheden, hvorefter det bliver "lammesky-vejr" med meget varmt i solskinsperioderne. Kl. 19 skal vi passe på, her går solen ned, og duggen begynder at falde. Vi har omhyggeligt sørget for at parkere bilen med snuden mod vinden og teltet med indgangen i læ.

Ellers har vi levet fint med i byens liv (der foregår ganske langsomt), der hovedsageligt består af besøgende masai'ere, hvoraf kvinderne ordner forretningerne, lige fra bankbesøget til almindelig handel. Mændene er mest i byen for at hygge sig og få en bajer (efter 12) og hilse på alle vennerne.

Politiet patruljerer i deres flotte uniformer med pressefolder og tilhørende marchal-stav og undersøger om der hænger drukkenbolde bag i værtshusene. Og der er mange værtshuse, hvor baren er buret inde bag et gitter og hvor varer kun udleveres efter forudgående betaling.

Og så er der alle butikkerne, der i store træk rummer de samme varer. De største er drevet og ejet af indere, fx Masai-Store, hvor det største udvalg findes, foruden CALTEX-stationen, der indtil videre ikke har haft diesel. Godt at vi har de to reserve jerrycans, ellers var vi på spanden.

I byen går mændene rundt i europæiseret tøj, dog ofte med kangaer om livet. Masaierne har alle huller i ørene, der er udvidet til størrelse med en korkprop på en vinflaske, mændene benytter ofte ikke hullet til noget, nogle har oven i købet snoet ørene sammen til en lille klump. Kvinderne går næsten alle i kangaer, 2-3 stykker udgør beklædningen, samt halssmykker (dem, der også sælges til turisterne) øreringe, mest fæstet i et hul ovenover det store hul, ringe der stritter ud fra øret og hænger langt ned, altsammen glimrende legetøj for "hængebarnet" på ryggen. Og så indkøbskurven, der ikke er særlig stor.

Og så er der pæne handelsmænd, dolk med serviceerhverv, ofte kikuyuer og indere, der spankulerer op og ned af hovedgaden.

Efter at grænsen blev (næsten) lukket er både jernbane og landevej lidet trafikkeret.
Taxa-busserne, alle Pegeut'erne og Toyota'erne, er i mere elelr mindre ombygget og misarabel udgave dem der bringer folk til Namanga og Nairobi. Det foregår på den måde, at en tom bil kører tudende op og ned af hovedgaden, ganske få passagerer kommer med straks, men efter fire kørsler eller så véd folk at det er alvor og så kommer passagererne frem fra barer og butikker og skal alligevel med.


Kristent dukketeater i Kajiado. 17.12.


Vi er inviteret til aften-besøg hos David (27 år) og hans kone og lille datter. Bilen kører vist ikke længere...


En masai boplads er omkranset af tornekrat, der lukkes effektivt om natten, så geder og får er beskyttet mod de vilde dyr. Der er andre sådanne indhegninger til køerne.


Spyd må sættes i garderoben og det gælder om at bukke sig ned, når man går ind.

Fra Jørgens brev:
Så efter nationalparkerne var det ganske passende med et besøg i Masai-området. I de 5 dage vi var der, brugte vi de første 3 dage til at gå rundt i den (ca.) en gade store by Kajiado, gå på kaffebar og øl-bar. Disse tre dage skete der sådan set ikke noget, men det gav alligevel et indtryk af byen. Forretningslivet (som inderne dominerer), de mange farvestrålende klædte masaier (der har meget markerede ansigtstræk) som den ene type afrikanere, og de lidt buttede europæisk klædte som den anden type. Ikke én gang ser jeg en afrikaner løbe i de tre dage – typisk og ganske betegnende for den yderst alslappede atmosfære i byen (også afslappet overfor os hvide). Det er rart at kunne gå rundt i en lille by uden at vække særlig opmærksomhed. De sidste 2 dage bor vi i lejre blot 100 meter væk fra en Masai-boplads (boma). Manden på bopladsen har givet os lov til at slå lejr der. Manden er en af lederne i den masai groupranch (bestående af 4-500 mennesker i det 6.500 ha. Stort område. Manden fortæller os en del om groupranchens opbygning og udviklingsmuligheder (Annegrete og Poul har fået manden som kontakt igennem de officielle kanaler).

Et af deres centrale problemer er at masaierne har et ”fast” område og de bliver flere og flere om den samme jord. Fordi de ingen alternative beskæftigelsesmuligheder har til deres nuværende kvægdrift. Samtidig med at omverdenen forsøger at kommercialisere kvægdriften, bl.a. med den konsekvens at færre masai’er kan beskæftiges med kvægdrift.

Manden inviterer os indenfor i sit hjem. Vi ser deres hytte indvendig, gårdspladsen og kvinderne, børnene i deres rette omgivelser. Vi suger alt hvad vi kan med øjnene. En plan over hytten (som den har set ud de sidste 400 år):


Væggene er lavet af træstolper og ko-møg. Om aftenen sidder vi 10 mennesker omkring ilden. Og det kan faktisk lade sig gøre.

Sådan en oplevelse kan jeg leve længe på. Efter de mange indtryk på afstand (i Kenya) er det rart at komme helt tæt på og få kontakt med lokalbefolkningen. Vi savner virkelig at kunne tale swahili, masai og/eller arabisk, så kunne vi nå langt videre.



Om morgenen slippes først de voksne får og geder løs. Så kommer bopladsens beboere med kid og lam.


I nogle hektiske minutter skal både kid og mennesker have glæde af den friske mælk. Godt der er to patter til deling. Alle børn medvirker.

Efter aftensmaden blev vi hentet og kom ned i den hytte, som David og hans kone og lille datter beboede. Røgen i hytten var overvældende i starten, øjnene blev blindede og vejrtrækningen voldte kvaler. Men vi vænnede os nu hurtigt til det, og det blev hurtigt for varmt for os i vores kraftige tøj. Nu var lyset i hytten bedre end om dagen, idet ildstedet (med ugali [majsgrød] og senere mælk) og en lille parafinlampe lyste op. Vi snakkede igen meget, konen var valgt af forældrene; men også udfra at de begge var uddannede (99% vælges af forældrene) og konens pris var et hunfår, en buk, en kvie og en tyr. Mændene blev gift som 18-årige (faderen betalte) og der er ingen grænser for antallet af børn (eller koner).


Der er stor samhørighed mellem mennesker og dyr. Gedemor sutter lidt på det lille barns finger, mens kiddet gør rent bord.


Davids kone og lille datter med noget af den mælk, der kom ud af malkingen af de små dyr. Køerne malkes om aftenen.

Fra et brev, Annegrete skrev d. 21.12.:
Som Jørgen skriver har vi haft nogle meget fine oplevelser hernede på det sidste. Efter en kæmpe dosis vilde dyr og natur, fik vi et stort fagligt og socialt input – bedre kan det jo ikke være. Det mest spændende ved masai opholdet var, at til trods for at området på overfladen er ”tæmmet” fungerer de gamle produktionssystemer stadig. Der er ejendomsret til al jord, officielt må dyrene kun holdes på egen jord og flytninger af dyrene kræver tilladelser fra myndigheder. Reelt flyttes dyrene dertil hvor der er græs, baseret på familie- og venskabsrelationer, uafhængigt af ejendomsret, tilladelser mv. Vi er kommet hertil i overflodens tid – det har regnet en måned for første gang i 1½ år, så alles første bemærkning til os var, at sådan her plejer her aldrig at se ud: Alt var grønt, smukt og frodigt. Vi håber at kunne tage dertil i marts og se, hvordan det ”rigtig” ser ud. Og regnen betyder også, at alle dyrene havde unger, hvilket var et aldeles herligt syn. Folk har en glæde ved deres dyr, som er meget lækker at opleve. Selv familiens mindste, datteren på knap 2 år, blev sat til at holde fast i gedekiddenes ben, mens moderen malkede gederne.


-> Næste