Mount Kenya og White Highlands

Lake Naivasha, d. 2.1. 1983

Kære familie og venner!

Så er det atter tid til et ’fællesbrev’, der orienterer om, hvad vi sådan går og laver hernede i varmen. Regntiden er slut; men temperaturen skifter (som bekendt) med højden, hvilket har givet os nogle kølige nætter i højlandet, ellers har vi haft dejligt vejr, ikke hedt men stadig på linie med en god dansk sommer.



Der var næsten intet brændstof at få til bilerne før jul 1982. Vi var også i denne kø efter diesel.


Vi var alle i kø ved ESSO-tanken, som påviseligt havde noget at sælge.

Fra Pouls dagbog:
Der var 27 diesel køretøjer før os i køen. Men en time før åbningstid halv ni startede kampen foran og en ny kø (grove løjer) idet folk kørte ind på benzinafdelingen og søgte at trænge ind i den anden kø "indefra". Atter andre bakkede ind fra udkørslen. Det begryndte at vrimle af folk med dunke, ofte "hjælpere" fra busser og lastbiler. Foran os udviklede situationen sig også - nogle små varevogne forsøgte at trænge ind i det hul, Datsun-forhandlerens indkørsel skabte. De kom dog væk, men værre var to busser og en lastvogns "skråparkering" ind imellem den foran placerede "legale" lastvogn og os. Det udviklede sig til et værre presseri, da (især den forreste) af skramlekasserne til bus ville ud på vejen foran os. Efter at hans sidespejl røg på vores tagkonstruktion kom vi forrest. Herefter bredte optimesmen sig, der blev uddelt diesel i rationer á 18 l.


Der var også en kø for håbefulde folk med dunke. Desværre var der ikke mere diesel, da vi nærmede os pumperne. 22.12.


Med næsten tom tank kørte vi ud af Nairobi. Og løb tør for diesel på landevejen i nærheden af Thika. Her lykkedes det at købe noget diesel. Nu er det sådan at man helst ikke skal løbe tør for diesel, for brændstofpumpen må ikke indeholde luft - og det kræver en kunstfærdig manøvre at få den til at virke igen. Udsigt til kaffe-plantage. 24.12.

Fra Pouls dagbog:
I "The White Line Hotel" i Thika begyndte sous-chef Patrick at sætte ting igang for at skaffe diesel til sine nødstedte gæster. Selvfølgelig skyldes det primært, at vi var hvide og at han gerne skrev med / omgikkes hvide. Patricks onkel var socialudvalgsformand i distriktet, onklens bror ejede hotellet og onklen selv havde en 420 acres stor kaffeplantage 32 km. nord for Thika.


Vi overnattede to nætter i Thika og var ude og besøge onkel Harris' kaffefarm. Hér tørres der kaffe. 24.12.

Kaffetræerne var bønderne tvunget til at opretholde, vedligeholde og plukke fra, på trods af at et direkte tab ved produktionen, p.gr.a. høje gødnings- og spray-udgifter. Fordi staten stadig tjente penge og (vigtigst) udenlandsk valuta. Så ved plukningen kunne man nu ikke bruge lejet arbejdskraft, men fik familie og venner til hjælp. Vi kørte nu hen til det kollektive kaffe-tørreri, hvor den ene af de kun to ansatte, en tekniker, viste os hvordan afskalningen, sorteringen og tørringen foregik. Det var naturligvis meget interessant, men især det faktum, at kaffebønderne selv skulle lægge arbejdskraften hér, foruden en afgift til det centrale selskab, var bemærkelsesværdigt. Der er ikke langt fra en ideel kollektiv indsats og til grov udbytning. Men den gigantiske sisal-agave farm, vi overnattede ved (nytårsaften), var åbenlyst kapitalistisk og grov, med feudalt islæt: herskabelig hovedbygning, bevogtet af fine hunde og usle vogtere, med arbejderboligerne noget væk. Men hvor er udbytningen grovest?

Efter et gevaldigt besvær med at få diesel til bilen (sabotageaktioner mod forsyningerne og depoterne) kom vi ved hjælp af indflydelsesrige folk i Thika skaffet nok diesel til overpris og kom op til Mt. Kenya og ankom juleaften i 3048 m. højde, hvor vi parkerede bilen.


Naro Moro. Udsigt til vulkanen Mt. Kenya. Toppen med sne på er rester af de gamle lava-rør centralt i vulkanen. 24.12.

Vi har spist fed julemiddag: Kartoffelmos, stuvet hvidkål (lækker), blomkål og gulerødder, frugtsalat og senere to slags småkager og chokolade pralineer samt sherry til. Vi ”måtte” forære bananer og grapes til de andre vandrere hér, der har slæbt sig op til fods med tungt udstyr, ja, vi er rigtige julemænd. Vi glæder os til de kommende dages tur, dette er en rigtig god julegave.

Se kort.


Nede i skoven efter sidste parkeringsplads starter vandrestien.


Bagagen var noget improviseret. Vi tog fx ikke liggeunderlag med, idet vi troede at der var madrasser i hytterne, vi ville benytte.


Første stigning hedder Vertical Bug, vel oppe holder vi frokostpause og hvil.


Teleki Walley. Mere rolig stigning. Planterne bliver såkaldte sukkulenter, dvs. nogle underlige, tit meget store, stenurter, fx en kaldet "træ-brandbæger". Det blev i øvrigt regnvejr den eftermiddag.


Det er klaret op. Klarwell hytten i morgenlyset. Det havde bestemt ikke været nogen behagelig overnatning. Først måtte de murmeldyr lignende klippegrævlinger jages ud, og man måtte acceptere lugten efter dem. Vi havde i soveposerne haft svært ved at holde varmen, selv med ALT tøj på, dvs. 2 par sokker, underbukser, lange underbukser, bukser, 2 lag polar-undertrøjer, netundertrøje, skjorte, anorak og halstørklæde. Og så var underlaget så hårt, at man ustandseligt måtte vende sig, til stor gene for sovearrangementet.


Rimfrost på græsset og is på vandet var det syn, der mødte os efter denne meget vanskelige overnatning.


De fortrængte murmeldyr var nu ikke så langt væk denne morgen. 26.12.


Øverst i Teleki dalen.


Skrap stigning sydvest rundt om Point Johns enorme stenmonstrum.


Udsigt tilbage til Two Tarn Hut.


Austria Hut 4790 m.o.h. Poul er komplet udmattet.

Tingene blev foretaget i et komisk slow-motion tempo, man skal have overbærenhed med hinanden, når intet kan findes, ting bliver ikke gjort så godt som normalt, osv (p.gr.a. den tynde luft). Så røg vi i seng efter tandbørstning og tisning i månelyset (mens vi luftede ud) og behøvede knap så meget tøj som sidste nat. Men det var hårdt at sove på de bare brædder, vi savnede i det hele taget vores liggeunderlag meget, idet vi på bedste schweiziske manér havde forventet, at der forefandtes madrasser i hytterne.


Første morgenrøde ved Austria Hut. Det er vistnok lokums-teltet til højre. 27.12.


Sneen er mest solid at betræde om morgen i let frost. Så det er tidspunktet for top-bestigninger!


Lewis gletcheren er langs kanten ganske fredsommelig og kan bestiges uden tov og andet sikringsudstyr.


På toppen af Ponte Lenana.

Væggeuret ringede kl. 5.05 og der var ikke megen lysning at ane i øst. Men heldigvis var Ole frisk og startede op på brænderen og var ’manden på gulvet’ den morgen. Vi andre sad og skuttede os, og flere af os havde grimme hovedpiner efter nattens søvn (man trækker automatisk vejret for lidt i de højder). Men da vi først var kommet op (i en flammende rød solopgang) gik det ligesom bedre, og jeg syntes alligevel jeg var frisk nok til at tage med op på Pt. Lenana. Vi tog alle af sted uden anden bagage end fotografiapparaterne og chokolade og fulgte Lewis gletcherens kant op til toppen i 4988 m, som vi nåede kl. 7 med stivfrosne fingre og tæer. Udsigten var selvfølgelig fantastisk, men er nu alligevel ikke helt det samme som i en rigtig bjergkæde, fordi vi kun ser ud over nogle dale, der vender bort fra bjerget og så et diset, fjernt lavland med bjerg på. Vi havde Nelion (en top) lige på den anden side af gletcheren, som desværre skjulte Batian (det højeste punkt). Pt. Lenana er den tredjehøjeste top kun 200 m. under Batians top.

Vel nede i ”basis-lejren” har vi studeret 3 holds afgang (med bærere); hvor bærerne bliver læsset med 15-18 kg + deres egen lille jutesæk, i elendige sække til at hænge på ryggen, mens de hvide ofte næsten ingenting slæber på, der står dér med tykke, kraftige ben ved siden af de tyndbenede sorte, og læsser godt i bærernes oppakninger. 50 shilling (40 kr.) får bærerne (minus gebyr til bureauerne) og skal selv forsyne sig undervejs – sikke et foretagende, selvom det velsagtens giver beskæftigelse og indkomster.

Daglønnen hos de te-arbejdere vi senere besøgte var 16½ shilling, men DET kunne man nu heller ikke leve af!

Se kort.


Dyb dal mod højre.


Nedad sammed dag gik det af hovedruten via Mackinders Camp. Og så var vi pludselig nede, udmattede, men tilfredse og tog et gruppebillede. 28.12.


Lejr på eng i skoven for foden af Mt. Kenya.

Lidt nedenfor porten (til nationalparken), i fyrreskoven, drejede vi fra og fandt straks en idyllisk eng ved siden af bivejen. En græsbevokset lysning skrånede ned til et tilvokset vandløb, omkranset af høje, duftende fyrretræer, så meget åbent mod øst, at vi havde fin udsigt til Mt. Kenya, der langsomt dukkede ud af skydækket. Der var vindstille og blev fuldmåne. Vi havde ikke ret meget mad, men jeg fik kreeret pommes frittes i lange baner, og da lejrbålet flammede fik vi yderligere kakao med ananas (fra dåse) og kiks til. Ikke dårligt, vel? En hyæne gøede i baggrunden, mens det langsomt, men sikkert blev koldere og bålet blev til gløder. Hyggesnakken gik fra skiture i Norge til biografture i København. Natten blev koldere end vi havde set frem til (højden var kun 2350 m), så da morgenen kom, blev solens stråler nydt; det var svært at bære effektiv ved morgenoprydningen, når man hellere ville nyde naturen og solens varme.


Pakning af bilen på den vidunderlige eng, 29.12.


Så er vi klar og parat til nye eventyr.

Fra Pouls dagbog:
I den lille flække Naro Moro kunne vi til vores store overraskelse og udelte begejstring på stående fod få al den diesel, vi ville have, så vi fik fyldt 305 l. på for 1.700 shilling. Stor tilfredshed. Så kørte vi til Nyeri, der er et nordpunkt for "white highlands". Vi spiste godt og købte ind. Herefter fulgte vi en ny og flot landevej mod syd tværs igennem te- og kaffeområderne. Vi kørte efter KTDA's fabrik i Chinga.
Der var billedskønt hér, intensivt udnyttet landbrug i et meget bakket terræn, der dyrkes kaffe, te, bananer, majs og bønner på små 2-acre stykker privatejet jord, med enkelte store besiddelser ind imellem. Viu passerede en opdæmmet sø og fandt snart fabrikken, hvor vi efter noget ventetid fik etableret en aftale om rundvisning imorgen tidlig kl. 9. Vi slog lejr ved fabrikken, ved boldbanen. Hér dukkede snart områdets unge mænd frem og spillede wolleyball. Jeg mødte Poul, der var på jule- og nytårsferie her hos sin familie. Vi hyggesnakkede længe og vi lavde en aftale til imorgen.
Folk på fabrikken tjener godt 400 sh. pr. måned. Det er så lidt, at der SKAL findes en ekstra indkomst i landbruget, ofte med egen teproduktion.


Efter besøget på te-fabrikken vises vi rundt af Poul og Josef. Kvæget skal regelmæssigt igennem et bad med kemikalier for at komme af med parasitter. 30.12.


Te-marker.


De unge kvinder plukker te. Kurvene sidder faktisk ganske praktisk.
Se kort.


Man tæller 1-2-3 inkl. det fineste nye topskud. Det er hvad der skal plukkes. Ikke så meget, men der er mange skud på hver busk, man står bøjet over.


Lille dreng i majsmark.


Poul's families boplads af den traditionelle firkantede type. Det ene (på foto) af tømmer som vægge og blølgeblik som tag, det andet med et pindeskelet og lerklinet med udbankede jerndåser som tagmateriale - eller kombinationer heraf, alle med taget ragende noget ud over væggene for at give tørvejr til brænde.


Te-lastbil. 30.12.

”White highlands”, er det centrale højland, der i sin tid blev befolket af mange engelske farmere, idet landet er frugtbart og har et dejligt klima, samt god arbejdskraft (kikuyoerne). Der dyrkes kaffe, te, bananer, majs, bønner og lidt sukkerrør og tobak.

Vejene blev snoede og små, velsagtens mest anvendt af te-lastbilerne og matatuerne (taxa-busser, der er elendige og overfyldte) og helt uden skiltning. Man kører ikke ret meget i den rigtige retning, dalene tvinger os hid og did, er stejle med et broget billede af forskellige markstykker; i de lavere egne med mange, mørkegrønne kaffetræer og af og til et karakteristisk duftende kaffe-tørreri med lange gule bænke til bønnerne, gerne ned af skråningerne, i de højere egne, med de saftig-grønne blade, ses de lave te-buske. Vejen er befolket med slæbende mennesker, oftest kvinder, på vej med 25-30 kg. Tunge kurve eller sække af te og kaffe til opsamlings- og opkøbshusene.


Typisk landbrugsland med blandet udnyttelse.


Te-opsamlingshus. Kvinderne venter på transport og afregning af teen.


Lisbeth viser billeder fra Danmark.


Vi holder stadig til ved te-fabrikken, morgenstund. 31.12.


På heldagsudflugt op i skovene, hvor området henter sit drikkevand fra.


Bambuskrat i dette dejlige område.


Sortere- og skrællemaskine for kaffebønnerne.


Skallerne føres væk med vandet og bruges til at gøde på andre marker..


1. kvalitet kaffe tørres.


To forskellige slags kvaliteter kaffe.


Kaffe lagerhallen.


Vores lejr ved Saba Saba nytårsaften.


Naivasha, butiksgade. 1.1.83.


Vi spiste lækker fish and chips i denne (meget typiske) restaurant i Naivasha.


Hvidhovet ørn ved søen. 2.1.


Farvestrålende hejrer og pelikan bagude på søen.


Papyrus og flodhest (til højre). Der var masser af fugle, men ingen flamingoer. Til gengæld var der flodheste, der græssede omkring søen om natten. Efter sporene at dømme var der en kun 10 meter fra teltet.

Hvad det mere personlige angår, ja, så går det bedre i gruppen. Selv helbredet er i orden, jeg vejer fx 69,5 kg, kun 4 kg under startvægten fra Danmark, så det er jo helt fint.

Her ved Lake Naivasha ser vi på fugle, slapper lidt af og er spændt på, hvornår de græssende foldheste vil falde over teltet om natten. Fodsporene efter i nat var kun 10 meter fra teltet. Og så er der dukket myg op igen – også midt på dagen – frækt, ikke?


-> Næste