Somalia (1)

Mogadishu, 12.1.-83

Kære familie og venner!

Vigtigst er det måske at starte med at berolige urolige sjæle blandt modtagerne af fællesbrevet: Vi har alle lemmer og bil i behold – selv om det vistnok indebar en vis risiko at passere grænseområdet mellem Kenya og Somalia.

Vi brugte 5 dage fra Nairobi til Somalias hovedstad Mogadishu, hvoraf de tre dage med militær eskorte. Det lyder jo så voldsomt, at der var skudklare soldater i vores fredelige bil – og vi brugte dem nu også mest som ”døråbnere” ved kontrolposter og vejvisere i det til tider temmelig uvejsomme terræn. Ellers var soldaterne nu meget hyggelige, selv om engelskkundskaberne kunne have været bedre.


I position til overhaling på grusvejen mod nordøst i Kenya. Vi havde tænkt at besøget i Somalia ikke alene skulle blive en god faglig oplevelse, men også kunne give anledning til at sælge bilen. 5.1. 1983

Fra Pouls dagbog:
Konvojen startede organiseret nok med de tungeste og langsomste lastbiler og busser i front, og os, de lette bagerst + til sidste en militær-bevogtet lastbil. Men snart efter start overhalede folk hinanden, især en blokvogn med en gigantisk buldozer var langsom. Kort efter start brød en stor lastvogn sammen, og vi måtte tage 3 passagerer med, selvom vi hidtil havde afvist folk. Der kom på den måde stor spredning i konvojen, en spredning der ganske vist blev udjævnet lidt p.gr.a. en pause i en lokalitet midtvejs. Vi ankom til Garissa midt på eftermiddagen. Vistnok er 7 personer blevet dræbt på denne strækning ved overfald.


EFter 2½ times ventetid næste morgen kom vi afsted med 5 (sic!) automatgevær bevæbnede soldater fra Garissa mod Somalias grænse i Liboi. Her var der ikke trafik nok til en egentlig konvoj. 6.1.

Nogen tror måske at Nord-øst Kenya og Somalia nærmest er ørken. Det er slet ikke rigtigt. Dét vi har set har mest været busksteppe og skov, hvilket i allerhøjeste grad godt kan være monotomt. Græsgange er det godt nok; kameler og geder græsser jo helst på træer og buske og undgår behændigt de allestedsnærværende torne, som er 6-7 cm lange.

Køerne spiser så græsset nedenunder – og i de områder, vi så, var der masser af tilgængeligt vand i form af søer og damme, der muligvis når at tørre ud til marts måned. Vand var øjensynligt ikke den begrænsende faktor i syd; mens der var gravet store pools (bassiner) i forbindelse med den ny highway til Mogadishu, hvor vi også så store, hvide vandreklitter – nogle steder dog stabiliseret af akacietræer.


Højtlæsning om aftenen i det lånte hus.

Se kort.

Vi har i Mogadishu lånt et (umøbleret) hus af nogle Pihl og Søn-folk, men vi kom nu desværre hurtigt ned på jorden igen, da der den første nat kom indbrud i huset – og det var mine ejendele, det gik ud over. Mavepung, briller, ur og noget tøj forsvandt ud på byens sorte marked, hvilket dog i praksis kun får irriterende konsekvenser, men hverken økonomiske eller formelle konsekvenser – rejsechecks bliver erstattet i form af nye i Nairobi og resten dækker vores forsikring. Pas o.lign. fås hér på konsulatet, hvor konsulen, Arne (nordmand) har været meget hjælpsom.

Udover dette tyveri har byen, danskerne hér og myndighederne vist sig fra den gode side. Vi er såmænd ikke så ”langt væk”, og det vrimler formeligt med danskere og andre udlændinge. Byen kan levere alt i fødevarer (hvis man da vil lægge de nødvendige penge for importvarer), har gode og billige restauranter (nok den mest delikate restaurantmad indtil nu), og har også et helt godt marked for bilsalg.

Hvad bilen angår, så skal vi nok få den solgt, flere er allerede interesserede, og nu har vi fået sat opslag op de relevante steder, hvor hvide færdes. Bilen er lige pudset og nusset og ser lækker ud: Vores ejer af huset (en af byens store mænd) kredser om den, men afventer at vi skal blive desperate, før han vil slå til (min tolkning!) – vi håber på muligheder for at overføre pengene til en bankkonto i Danmark, hvilket via Pihl og Søn vistnok vil blive muligt. Men lige nu er der flere rygter om deres evt. hjælp – måske tilføjer jeg det sidste nye senere i dette brev. Men beløbet er ca. 100.000 dkr.

Vores muligheder for at rejse rundt i landet er fine, vi får tilladelse og introduktionsskrivelse fra turistministeriet, fototilladelse fra sikkerhedspolitiet (via generalkonsulen) tolk muligvis (gratis) fra ministeriet, men ellers er vi i gang med at hyre tolke.

Vi prøver også på at trække på FN’s danske eksperter herude (vistnok 5 i alt), er blevet venligt modtaget på FN’s flygtninge-højkommisariat (der jo arbejder på livet løs hernede, sammen med alle hjælpeorganisationerne, anført af det amerikanske, private ”CARE”), har en oversigt over bosætningsstederne for nomader (efter tørken i 74-76) – så alt i alt tyder opholdet vældigt godt.



Det var ikke verdens lækreste køkken, som Pihl-huset rådede over. Men der var ikke noget i vejen med råvarerne, vi kunne købe i Mogadishu.


Poul skriver annonce, der skal lokke købere af bilen. 12.1.


Et par kakerlakker spiller på bordet i ly af mørket. Det er flash'en der gør dem synlige - og selv det får dem ikke til at flygte. Først da jeg hældte sprit ud over bordet og satte ild til, så fik jeg sat mig selv i respekt overfor de forhærdede insekter.

I Mogadishu fik vi lov til at tage ud i landet. Vi skaffede en tolk, der dog havde bedre forudsætninger som vores talsmand overfor folk og mistroiske myndigheder, end som engelsksproget tolk. Han tøede nu op, og det viste sig, at han var meget kritisk overfor Siad Barres regime og ikke havde noget imod at vise os "ufordelagtige" sider af landet, sålænge vi bare udadtil holdt gode miner til slet spil.



Vi tog først til Sablale, der er et sted ved Shabelle-floden lige ret indenfor kystbyen Brava (se kortet). I den russiske periode i Somalia havde man jo sans for de stort anlagte og centralt dirigerede projekter - deriblandt denne bosætning af nomader, der under tørken ("Sahel-tørken") i 1974 var samlet i lejre i nord, pludselig blev de fragtet i transportfly til syd i landet, puttet ind iet allerede planlagt og timet landbrugsprojekt med overrisling fra floden. Nomaderne havde aldrig før prøvet at dyrke jorden og overrislingsteknik er meget kompliceret. Men via en massiv støtte med fødevarer og materiel er det rent faktisk lykkedes at gøre mange til landbrugere og div. håndværkere. Og måske mest positivt er den ret gode uddannelse, deres børn får, i modsætning til nul skolegang for andre nomadebørn.

Men spørgsmålet er så hér, som andre steder: Om man kunne have brugt midlerne bedre ved at hjælpe flertallet til at starte som nomader igen og måske hellere støtte det eksisterende landbrug, der så sandelig kunne have behov for hjælp i form af udstyr og vejledning.



Siad Barres styre i Somalia var præget af en del sovjet-retorik. På dette fotografi hos den politiske kommisær i Sablale (20.1.) er der ophængt et (formentlig opstillet) foto af mobiliserede masser i en opildnet revolutionær situation.


I Somalia såvel som i Danmark skal en chef have et flot kontor, der afspejler den høje status.


Sablale er et stort overrislingsprojekt med tilhørende administration og værksteder. Her er vi med vores tolk Hamid (til venstre), turistministeriets mand Omar (der gestikulerer) på besøg i depotet, hvor manden til højre er lagerforvalter.


Besøgene i Somalia var først og fremmest oplevelser knyttet til nomade-bosættelses programmer og projekter til fordel for de mange flygtninge (der var krige på to fronter: Mod Etiopien og mod selvstændighedsbevægelsen i nord). Alligevel var der lidt natur at kigge på engang imellem.


Om ikke andet så kunne fuglene fra trækronen nemt observere vores færden.


Omar viste sig at være meget rar og entusiastisk på sit lands vegne, mens hans engelsk var ikke fremragende. Her står han foran en af de enorme buldozere, der skraber jord sammen i det flade landskab til at etablere kanter til vandingskanaler. 20.1.


Der var livlig aktivitet den dag med det tunge udstyr - og den slags arbejder forekommer jo næsten uoverskuelige.


Til overrislet landbrug er det en kæmpe fordel, hvis markerne er meget flade. Den store maskine i baggrunden er netop sådan en tingest, der kan flytte store mængder jord og lægge jorden igen.


Der støbes cement-blokke til noget af det meget byggeri, der er knyttet til projektet.


Et vue udover landsbyen (der lå der i forvejen før det store projekt kom).

Tingene blev foretaget i et komisk slow-motion tempo, man skal have overbærenhed med hinanden, når intet kan findes, ting bliver ikke gjort så godt som normalt, osv (p.gr.a. den tynde luft). Så røg vi i seng efter tandbørstning og tisning i månelyset (mens vi luftede ud) og behøvede knap så meget tøj som sidste nat. Men det var hårdt at sove på de bare brædder, vi savnede i det hele taget vores liggeunderlag meget, idet vi på bedste schweiziske manér havde forventet, at der forefandtes madrasser i hytterne.


Ikke så langt fra Sablale lå der en flygtningelejr, der hed Far Jano. Her er kvinder og børn forsamlet i skyggen af et træ.


Koranskole, hvor børnene ikke lærer arabisk, men lærer tavlernes ordlyd udenad.


En lokal leder (Sheihk'en) havde styr på sine folk, der som hér udførte frivilligt arbejde med at opføre en primitiv skolebygning af lokale materialer.

Anderledes (end ved en stor flygtningelejr, der omtales i næste kapitel) var det i en lille ny bosætning 10 km syd for Sablale, hvor en sheik havde samlet sine frænder om sig fra flere lejre, havde fået jord af regeringen og nu var de efter 10 måneders ophold i gang med 3. afgrøde – med en ånd af selvforsyning og ”stole på egne kræfter”, at det var en ren fornøjelse. Ved gud, de var styret hårdt af sheik’en og meget religiøse; men det var sku dem selv, der stod for initiativerne og den politiske og moralske habitus blev holdt i live, i skarp kontrast til de store flygtningelejre!.


Her fotograferede vi Sheik Mohamed Hikom foran en skare mænd fra flygtningelejren.

Se kort.


Tilbage i Sablale er vi på besøg i en gymnasieklasse.


Lokal beboelse.


En ung mand repræsenterede i Sablale sikkerhedsmyndighederne. Han forsøgte at holde styr på hvad vi foretog os. Og reelt lagde han også en del hindringer i vejen for fri samtale mellem os og de engelsktalende lokale - fx kunne en del lærere engelsk nok til en fornuftig samtale.


Brava er en gammel bosætning ved havet og hér er den gamle koloni-embedsmandsbolig - husk på at Somalia var en italiensk koloni!


Brava er først og fremmest en fiskerby.

Fra Pouls dagbog:
Brava består af 15. - 20.000 indbyggere, hvoraf 3 - 5.000 er bosatte nomader. Af disse bor en stor del i 500 boliger bygget i starten af deres ophold (fra 1976), men kun 150 mand deltager i fiskekooperativet, hvor de aflønnes i naturalier, men ellers som alle andre modtager fødevarehjælp. Bosættelsen rummer en stor overvægt af kvinder og børn, mens mændene kæmper i Ogaden eller passer deres resterende kvæg. Der kom 15.000 i 1976 og mange af eleverne i "marine"-gymnasiet har forældrene ude i bushen nordpå igen.


Dromedarerne og klipperne forsøger at ligne hinanden lidt.


Den politiske "chairman" med hvid kalot tager imod os, mens den lokale sikkerhedsmand (den unge mand med hvid skjorte) følger med i vores samtale. Det er vores tolk Omar (skjult bag Jørgen til venstre) der formidler samtalen.


Brava havde kendt bedre dage, ikke mange af husene var velholdt - endsige beboede.
Se kort.


Her i byen handlede vores besøg sig især om et projekt, der skulle gøre nomader til fastboende fiskere. Her er vi på besøg i det nybyggede frysehus. Anlægget er støttet af japanerne.

Fra Pouls dagbog:
Kooperativet er tydeligt en fiasko, hvis det havde været meningen, at de alle skulle overgå direkte til fiskeri. Men det er godt nok nu, hvis folk vel og mærke kan underholdes med fødevarer i mellemtiden, INDTIL den ny generation kan komme igang, gerne med større skibe, der kan fiske i flere dage af året; det hårde vejr er et stort problem for de små både.


Mens der ikke var meget gang i fryseanlægget, så var der en del lokalt fiskeri ud for kysten, når vejret tillod det.


Denne store tunfisk er der vist ikke noget i vejen med.


Dromedar med trækvogn på stranden.


Her går vi tur i den kooperative bebyggelse tæt ved fryse- og filletteringsanlægget og bliver godt modtaget, især efter den første forbavselse over at se os i nabolaget.


Kameler passerer de bosættelsen med brænde til markedet i den gamle bydel, hvor vi selv overnattede på politigården.


Hamids moster boede i Gawirow, som er et overrislet landbrug af ældre dato. Var der vand nok i floden ville man kunne dyrke hele fire afgrøder majs pr. år. Men dyrkningen foregik stort set uden input af moderne art, hvilket i flg. de gamle på stedet havde betydet et fald i produktionen - uden brak og gødning må jorden blive udpint.
Hér skulle myndighederne måske træde til med vejledning og midler, man man ville hellere støtte det nærliggende banan-kooperativ.


Begrebet kooperativ i Somalia dækkede over mange forskellige ejerskaber. Banankooperativet ved Gawirow var nærmest et aktieselskab, der kvit og frit havde overtaget eksproprieret jord og nu ansatte man de tidligere bønder som løsarbejdere. Det er naturligvis præsidentens stammmefrænder, der nyder godt af denne utroligt grove politik. Hér er vi på tur sammen med banan-eksperten i forgrunden.


En gammel banan-plante hugges op i bidder og så sætter man en bid i jorden. Lidt efter skyder den og en ny plante spirer frem.


Hver voksen plante (bananer er en slags forvokset urt) sætter én blomst og herfra kommer klasen.


En gammel bananplante er hér hugget om og to nye skud er kommet frem.


Hamids mosters familie på den overdækkede gårdsplads.


Jørgen og Ole spiller skak. Man kan fornemme at det er underligt sådan at have 5 hvide boende i "ungkarle-hytten". Fantastisk hvor man vænner sig til et live hos de lokale, at blive opvartet af kvinderne og snakke alvorligt med de gamle mænd. Men derudover snakker mænd og kvinder meget sammen, måske har landbruget nedbrudt nogle traditionelle skranker fra den nomadiske kultur. For mændene bestiller faktisk også noget, i hvert fald de fattige. 27.1.

Fra Pouls dagbog:
Natten blev urolig for mig, da en diaree var undervejs. Jeg måtte skynde mig tidligt om morgenen med at finde bananplantageen... Og det er så hyggeligt at møde de andre derude eller på vejen - folk ved broen over kanalen kiggede dog noget.
Hos Hamid har vi nu fået husly, min mave er blevet bedre efter en omgang kultabletter og lidt ro. Det har været en skrækkelig varm dag og stadig sidder jeg og driv-sveder. Har jeg nævnt, at folk er meget kønne, ungerne er herlige, kvinderne er meget kønne og mændene er værdige og går med en meget ret ryg - især de ældre mænd. Hamids ene 3½ årige søn er en rigtig ba-ba sort prop, yderst charmerende. Hamids bror har Jørgen under behandling med en betændelse på den ene arm. Hér sidst på eftermiddagen fejrede Hamed sine af os tjente penge ved at bruge 100 shilling på "cat", der er blade og stilke, der smager tørt, kedeligt, men som altså er euforiserende.


Den sene eftermiddagssol trænger ind på bopladsen.


Denne pige havde malaria og fik feber, så det rystede i hele hendes krop. Så er det altså ikke sjovt at være barn.


En anden lille unge er lidt nervøs ved fotografen og tør ikke komme nærmere.


Hamid (eller måske stavet Hamed) var os en rigtig god ven. Vi boede tilbage i Mogadishu hos hans familie, men så dukkede sikkerhedspolitiet op og bad os om at skride. Hotel Dalsan var optaget, så vi måtte opslå nød-logi hos Bente og Ivan.

Fra Pouls dagbog:
Efter sigende er situationen i Mogadishu noget af det værste, hvad angår sikkerhedspolitiets huseren. Peter mente, at det havde stået på nu i 10 dage, med tilfældige arrestationer, konfiskationer af armbåndsure på gaden, fx. var alle luderne fra de fine natklubber anholdt. Der må jo nok ske et eller andet hér i landet nu, muligvis er det ballade nordpå (Hargaisa), der har gjort toppen nervøs, og det har så bredt sig nedefter i systemet. Der må jo være givet grønt lys til de umulige sikkerhedsfolks handlinger. Hamid havde idag været til forhør hos NSS om vores færden og ophold, selv om han ikke siger, der er fare på færde, er han lidt nervøs.


På vejene i Mogadishu. Bilen er gjort ren og pæn og klar til salg. 30.1.


Mogadishu, d. 5.2.-83

Kære familie og venner!

Så er det glædelige sket, bilen er solgt. Dvs. nøglerne bliver overdraget på mandag, når formaliteterne er overstået. Jeg havde besluttet, at jeg ikke ville skrive, før det VAR sket – og det er det altså nu. For at afslutte DEN snak i en fart, kan jeg sige, at vi ved vores anden ankomst til Mogadishu fik at vide, at Pihl og Søn IKKE ville veksle somali-shilling for os alligevel (hovedkontoret i Kbh. havde sagt nej), så handelen skulle foregå i dollars og med overførsel til Annegretes bankbog i DK. Så én dag var vi langt nede (så turen til Juba i Sydsudan foran os!), men næste dag strømmede det ind med købere, lige fra sortbørssmuglere over store forretningsmænd hér i landet til Swedish Church Relief! Vi fik med det samme et seriøst tilbud på 10.000$ i udlandet og nu har vi i et par dage ventet på at svenskerne ville komme til byen og byde på bilen. De kom i dag, så pludselig sted prisen til 1.500$ og en time efter sagde klokken ”kling” og bilen blev solgt til 12.000$ (vores top-pris) til den første, der sagde tallet – det var en stor kvæghandler, der slog til før svenskerne fik sagt 12.000! Vi kunne såmænd nok have fået mere for den; men vi havde besluttet at stoppe ved de 12 tusind, som er det vi i alt har givet for smadrekassen i DK! Skide godt, Egon. Så nu må vi til at klare os uden den dejlige røde bil – han har købt sig en god bil, selv til den pris, for biler ER dyre hernede.

Hér har jeg ellers haft den tvivlsomme ære at blive betragtet som mulig russisk spion; Danmark ligger jo tæt på Sovjet, dét havde jeg dog ikke troet skulle overgå mig! Men sikkerhedspolitiet hér ånder os tungt i nakken og overvåger OS og de somaliere vi omgås. Vi måtte flytte på hotel efter at den familie, vi boede hos blev truet med al landsens ulykker, hvis vi blev boende. Folk bliver flakkende i blikket og undgår os p.gr.a. overvågningen af os. Og der er god grund, da folk uden begrundelse kan blive hevet ind i militæret og sendt til fronten mod Etiopien (der efter sigende bruger 15.000 cubanske tropper). Der ses mange krigsinvalider i byen og soldaternes pårørende får ingen understøttelse, mens manden er i krig.

Krigen fortsætter på hele fronten og der er uro og oprør i de nordlige provinser, så styret hér i Mogadishu sidder ustabilt.

Stammemodsætninger er noget satans noget, udenfor traditionelle sociale (håndgribelige) modsætninger, selv i det ”civiliserede” Kenya trives de jo på livet løs!!



-> Næste