DAGBOG for "Nordenskjolds-ekspeditionen 1984"

Dag 15


Torsdag d. 9-8 1984

Efter de sædvanlige 10 timer eller mere spiste vi morgenmad og pludrede så lidt om, ja tænk .. , topbestigning: Vi aftalte at se vejret an indtil frokost, thi det var overskyet, dog ikke med lavthængende truende skyer. Formiddagen gled hen i en halvsøvnig døs af læsning og skakspil;

men kun for 6 af ekspeditionsdeltagernes vedkommende, thi den 7'ende drog ud med lup, flora og siddepude til nærmeste skrænt ca. 10 m. væk! - for 2 timer senere efter at ha' motioneret sig de 10 m tilbage, træt og udmattet bumpede ind i teltet til de andre for at indtage frokost.

Vi indtog den faktisk uspiselige Haglöff "chili med potatis". Undertegnede faldt ovenpå formiddagens anstrengelser i søvn i kuppelteltet; mens der i tunnelteltet blev dovnet og spillet yatzy. Vi var nu enige om, da aftensmaden nærmede sig, at den matte bestå af Ekstrøm, thi den ene portion grød om morgenen havde været inficeret, og dermed uspiselig, af sprit, og frokosten som beskrevet bestået af mindst ligeså udelikat Haglöff.

Om aftenen samledes alle 7 til et mindre foredrag om arktiske planters genvordigheder og selvom det levende materiale manglede vakte det vist alligevel almindelig interesse. Ovenpå denne begivenhedsløse dag snakkede alle, minus Poul (der lå i det andet telt), længe og hyggeligt, indtil vi gik til de respektive telte.

Lis.


Næste side!